Lokalhistorie i Særslev Sogn
Tilbageblik
Af Poul Andersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Nordfyns Ungdomsskole
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb
Våren er i luften,
vifter mildt i vindens gang,
våren er i luften,
ler i lærkesang.
Sådan beskriver Rasmus Nielsen foråret. Sangen blev til i 1892. l Særslev. På Særslev højskole, som han ledede i 35 år. Skolen blev senere til den nuværende Nordfyns ungdomsskole, som Inge og jeg forestod ledelsen af fra 1959 til 1988. 29 år. Redaktionen af elevbladet har bedt mig skrive nogle træk fra den periode i skolens historie, og det vil jeg så gøre. Pladsen tillader ikke en længere artikel, så det bliver i causeriets form.

Rasmus Nielsen, den gamle højskoleforstander, levede endnu, da vi kom til Særslev. Han boede på et par værelser nede på hotellet, var blind og næsten døv og alligevel stadig i besiddelse af en forunderlig udstråling. Lidt speciel, som betydelige mennesker ofte er det: skolemand, foredragsholder og skribent. Ved hans 70,80 og 90 års fødselsdage lød det, at han nok selv skulle holde de taler, der skulle holdes.
Så kunne andre tale, når han blev 100. Han ønskede virkelig at blive 100 år, og vi var med til fødselsdagen. Han var fuldstændig åndsfrisk, talte og citerede H.C. Andersen efter hukommelsen. Andre talte også, og det generede ham ikke for han kunne ikke høre noget af det. Bagefter gik han i seng, nægtede at stå op mere og døde mæt af dage 14 dage senere.
Men de mennesker, vi først kom i kontakt med, var skolens mangeårige formand P. Chr. Pedersen og hans kone Marie. De boede i den gamle gård nær gadekæret og omfattede ungdomsskolen og dens mennesker med den største interesse, og de var igennem mange år en stor støtte for os i vort arbejde.
Næsten samtidig med os kom der nye folk i præstegården. Et ungt præstepar - kun lidt ældre end os - rykkede ind i den smukke bolig. Vi fandt hurtigt hinanden, og der var til stadighed nær forbindelse mellem præstegården og ungdomsskolen.
Man fortalte os, at der boede en ikke helt almindelig mand - en kunstmaler, som indimellem malede sære billeder - i Sønder Esterbølle. William Hansen hed han. Ham tog vi ud at hilse på en morgen lige efter morgensang, og blev modtaget med stor hjertelighed. Det var begyndelsen til et venskab, der varede, så længe William levede. Forbindelsen satte sig tydelige spor. Der var ingen kunst på skolen og absolut ingen penge til at anskaffe kunst for de første år, men William var ikke karrig med at låne sine dejlige billeder ud, og snart prydede mange af dem skolens vægge. Senere blev det muligt at erhverve adskillige af dem. Det gælder f.eks. det typiske William-billede, der hænger så godt på endevæggen i den for nylig ombyggede foredragssal. Det bedste af hans kunstværker er dog nok hans store glasmosaik "Stjernelys", der blev bestilt til at udsmykke opholdsstuen.
Vi kom til Særslev fra Sønderjylland, hvor vi i 7 år havde været lærere på Rønshoved højskole. Det var et stort spring. Større end vi på forhånd havde fantasi til at forestille os. Bertel Haarders får og mor, der ledede Rønshoved højskole, stillede meget store krav både til sig selv og til medarbejderne. Man forventede et stort engagement, og at alle var til stede og gjorde en indsats alle ugens 7 dage i den tid, der var elever på skolen. Vi søgte stillingen som forstanderpar med ønsket om at kunne overføre det bedste fra højskolen i Sønderjylland til efterskolen på Nordfyn.
Men opgaven var større end ventet. Skolen var måske ikke direkte i krise. Vi blev ansat i oktober. Der var tilmeldt 50 drenge (fuldt hus) til de fem måneders vinterskole, der skulle begynde 3. november. Men sommeren, før vi startede, var der kun 6 piger! Det var ikke som nu, hvor mange skoler - og blandt dem Nordfyns Ungdomsskole - har optaget flere år frem i tiden. Det var især vanskeligt at fylde de 5 måneders sommerskole for piger. Derfor var vi umådelig spændte på, om der ville komme et tilstrækkeligt antal tilmeldelser til vores første sommerskole i 1960. Vi gjorde for øvrigt en særlig indsats på den måde, at når der kom en forespørgsel om en plads på sommerskolen, startede jeg bilen, og så kørte formanden P. Chr. Pedersen og jeg afsted for at hilse på pigen og forældrene i håb om, at det kunne føre til indmeldelse, hvad det da også gjorde i en række tilfælde.
En dag i februar kom P.C., som vi kaldte ham, på besøg som så ofte før. Da han gik tilbage hen ad Klaus Berntsensvej, hørte Inge, at han gik og sagde: "33 elever, 33 elever!" Vi havde håbet på at få 20 elever om sommeren, og nu havde vi modtaget 33 indmeldelser. Det lykkedes faktisk at fylde skolen allerede den første sommer, og det var en meget stor tilfredsstillelse.
Men der var andre problemer. Skolen havde en ganske betydelig gæld og absolut ingen driftskapital. Vi fik oprettet en kassekredit på 25.000 kr., og så besøgte formanden og jeg samtlige nordfynske kommuner (det var før kommune sammenlægningen, så der var mange) og anmodede om bidrag til en nødvendig driftskapital. Alle kommuner - bortset fra Odenseforstad - var positive og støttede med et beløb over en fem års periode. Den samlede sum udgjorde 15.000 kr.. Det lyder måske ikke af meget, men udover kontanterne havde besøgene også som formål at skabe bedre kontakt til folk i området. Det kunne så måske på lidt længere sigt føre til, at der kom flere elever til skolen fra lokalområdet. Det anså vi for meget vigtigt. En efterskole må have elever fra egnen for at kunne klare sig. Vi oplevede da også, at nordfynboerne i stadig stigende grad sendte os deres børn.
Når folk i dag besøger ungdomsskolen, ser de en fuldt udbygget skole med hensigtsmæssige og smukt indrettede undervisningslokaler, pæne elevværelser og særdeles veludstyrede fritidsfaciliteter.
Dengang var det helt anderledes. Elevernes spisestue var ganske lille. Vi måtte sidde på smalle træbænke uden rygstød for at være de. Gymnastiksalen var ny, men der var kun en stor og en mindre skolestue + sløjdlokalet ude i gården. Ikke meget, når 50 elever skulle undervises. Eleverne havde ganske vist ikke megen fritid dengang, men der var heller ingen steder, de kunne være. En opholdsstue fandtes ikke.
Udvidelsen af undervisningspligten til at omfatte 9. klasse havde gjort mange efterskolefolk (især de lidt ældre) pessimistiske med hensyn til skolernes fremtid. Adskillige mente, at folkeskolerne ville gøre et så dybt indhug i efterskolernes hidtidige klientel, at mange skoler ville bukke under.
Men vi var unge og fulde af optimisme og gåpåmod og syntes, at vi alt i alt havde fået en god start. Men det var en hårdt arbejdspres. På grund af små midler var der ikke basis for at ansætte et tilstrækkeligt stort antal medarbejdere. Vi var kun 5 lærere til 50 elever. Eleverne måtte kun tage hjem hveranden søndag. Den øvrige tid tilbragtes på skolen. I begyndelsen af tresserne havde næsten alle skoler problemer med at fylde sommerskolerne, og det blev mere og mere klart, at en ændring af kursuslængden var nødvendig, fordi kravene til undervisning og uddannelse var stærkt stigende, og efter et par forsøgsår indførte vi med virkning fra august 1965 10 måneders skole for både drenge og piger og med mulighed for at tilbringe 2 år på skolen, hvis man ønskede det. Siden har efterskolerne haft let ved at få elever nok, og de følgende år blev skolerne udbygget i et omfang som det i dag er svært at forestille sig. Det gjaldt også skolen i Særslev, hvor idrætshallen, værkstedsfløjen og sidst de nye drengeværelser var de største projekter, men iøvrigt mener jeg, vi havde 9 rejsegilder i de 29 år.
Ved folkeskolens afskaffelse af mellem- og realeksamen og indførelse af 9. og 10. klasse med statskontrollerede afgangsprøver åbnedes der mulighed for, at elever kunne tage 9. og 10. klasse på en efterskole, og efter at den nye efterskolelov i 1967 tillod efterskolerne at afholde statskontrollerede prøver efter 9. og 10. klasse, opstod en vældig strid i efterskolekredse. Nogle mente, at uden prøver som i folkeskolen, ville efterskolerne miste mange af de kvikke elever, nogle gik så vidt som til at sige at efterskolerne ville blive reduceret til at være folkeskolernes skraldespand!
Andre og blandt dem vores højt respekterede formand for efterskoleforeningen Tage Dybkjær mente, at man forrådte selve ideen bag de frie skoler ved at indføre prøver kontrolleret af staten. Her på Fyn var vi en flok efterskolefolk, der gik under betegnelsen "De fynske rebeller". Vi mente, at det måtte være muligt at tilbyde prøver uden at svigte de frie skolers grundlag. Som bekendt tilbyder alle - eller næsten alle - skoler prøver i dag, men tiden er måske ved at være inde til at afskaffe prøverne.
Da vi - Inge og jeg - begyndte arbejdet i Særslev, var det vores mål at holde højskole for lidt yngre elever, derfor morgensang, fortælling og masser af fællesaktiviteter.
Derfor kravet om, at lærerne skulle bebo lærerboligerne eller i hvert fald være bosat tæt ved skolen. Derfor fællesweekender med ture, elevunderholdning og meget andet. Man skal ikke være bange for at stille konkrete krav til eleverne. Gerne så store, at de ligger lige på grænsen af, hvad de kan honorere. Gennem bestræbelserne for at leve op til kravene øges elevernes selvtillid og tro på egne muligheder.
Jeg har hele tiden set det som noget meget vigtigt, at den enkelte efterskole vedkender sig et ståsted. Har sit eget ansigt, det må være en selvfølge, at alle ansatte på en skole føler sig forpligtet af skolens baggrund og målsætning. Lærerne må være dygtige rent fagligt. Der må ikke gås på akkord med kvaliteten i skolearbejdet. Det gælder både de boglige og manuelle fag. Men vigtigst er lærernes menneskelige kvalifikationer. At være lærer på en efterskole er mere end et job i almindelig forstand. Det bør være en livsholdning. Det betyder, at elevernes ve og vel kommer i første række og ens egen magelighed længere nede. Og så må eleverne aldrig være i tvivl om, at lærerne kan lide dem og interesserer sig for dem. Heldigvis har der til stadighed været mange af den type lærere på Nordfyns Ungdomsskole.
Vi er taknemmelige for årene i Særslev. For gode hverdage sammen med mange interesserede og positive elever og i nært samarbejde og fællesskab med dygtige og engagerede medarbejdere.
Et arbejde, der giver utrolig mange glæder -indimellem også skuffelser - men som aldrig bliver kedeligt.
NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005
NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.