Lokalhistorie i Særslev Sogn Præsten Peder Jacob Aaby i Særslev

---

Af Johan Søndergård
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1994
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Pastor Aaby, som han blev kaldt, var født d. 29. sept. 1716 i Nr. Aaby. I 1742 bliver han præst i Guldbjerg og Nr. Sandager sogne. Greven på Gyldensteen, der ejede kirkerne, forlangte, at Aaby skulle gifte sig med grevens hønsepige Mette Magdalena Sutthorm. Hvorfor greven absolut ville have hønsepigen afsat til pastor Aaby, melder historien ikke noget om. Pastor Aaby slog til - og brylluppet stod den 23. oktober 1742.

Det blev imidlertid kun kort tid, Aaby var præst i Guldbjerg / Nr. Sandager. I 1743 døde Særslevs præst Hans Bang Birkerod - og Aaby blev nu præst i Særslev sogn. Hans forbindelse med greven på Gyldensteen har sikkert været medvirkende til forflyttelsen. Særslev kirke hørte også under Gyldensteen.

Sognebørnene i Særslev blev snart klar over, at de havde fået en usædvanlig præst. Han kendte og brugte en hel del eder og forbandelser i det daglige. Han undså sig end ikke for at bruge ederne fra prædikestolen. Man skulle helst ikke sidde alt for tæt under prædikestolen, da han savlede slemt under sin hurtige og ivrige talestrøm. Talte man med ham på tomandshånd og fik savl i ansigtet, kunne han godt tage sin lommeklud frem og tørre en i ansigtet.

Pastor Aaby var en meget ivrig jæger. Hans jagthistorier skal nok tages med en smule forbehold. Således fortælles det, at han under en jagt sammen med greven i Morud skov fik dennes ord for, at han (Aaby) måtte få det første bytte, han nedlagde den dag. Omgående tog Aaby sigte på et stort egetræ og bragede et skud ind i det - og præstegårdens brænde var sikret for et stykke tid.

På Aabys tid kom folk til skrifte, før de gik til alters. Skriftet fandt sted før gudstjenesten. Kom folk for sent, kunne de risikere en ordentlig overhaling af Aaby. "Nu kommer de ved min himmerigs part smølende bagefter, og så tror de, at deres præst skal stå og vente efter dem. Men de tror fejl, gør de, for vil de ikke komme i tide, kan de minsæl daske til helvede alene."

Ved dåb var Aaby særdeles kontant. Han tog barnet under venstre arm og øste vand over barnets hoved med den højre. Ved en dåb bar en nylig konfirmeret pige barnet til døbefonten. Da Aaby ser pigen komme op ad kirkegulvet udbryder han: "Der kommer jo min salighed det ene barn slæbende med det andet."

Da Aabys første kone - hønsepigen - døde, var degnkonen madam Løve en tid hans husholderske, til hun blev gift med Morten Murmester. Aaby holdt brude-vielsen, men da han kom til de ord i ritualet: "Hvo, som får en hustru, får en god ting", tilføjede han:" Men hvem, der som her får en skidt skejs Rabaldermær - aah ! Morten, Morten! Hvad vil du der!"

Ved en begravelse udtalte han ved graven følgende: "Han levede som et asen, han døde som et asen og begraves som et asen uden ligtale, sang og klang - det kan vi spare til en anden gang."

Offer var på Aabys tid en ikke uvæsentlig indtægt for både præst og degn. Aaby så meget gerne, at der blev ofret rigeligt. Engang har ofrene nok været lidt karrige. I vrede smed han ofrene i hælene på de ofrende med disse ord: "I Askebøtter og Esterbøtter, I Moderupper og Slagstrupper - I går ad helvede til, både store og små. I render først, og i hælene på jer kommer børnene. Og tror l så, at jeres gamle præst skal stå i porten og møde for jer? Nej, så min sjæl og salighed gør han ej!"

I en prædiken kom Aaby ind på, hvorledes den forrædder til Judas havde set ud. "Ja, det skal jeg fortælle jer. Det var en hæslig, rødhåret, koparret, pukkelrygget, stumpnæset, skævbenet og skeløjet karl, akkurat som den navlegæsling til skrædder, der sidder dernede i kirken."

Man forstår idag ikke, at de gode særslevborgere fandt sig i Aabys grove verbale fremfærd i dagligdagen og i kirken.

Endelig var der da behjertede folk i sognet, der ville prøve en henvendelse til biskoppen i Odense. Aaby lugtede lunten og truede nu med al landsens ulykker, om ikke de skyldige tiendepenge omgående blev indbetalt. Klagen kom ikke afsted denne gang. Man skulle tro, at Aaby havde taget dette "oprør" ad notam og søgt at ændre lidt på sin fremfærd. Men nej. Han fremturede.

En dag kom biskoppen dog! Alt hvad der kunne krybe og gå var i kirke den søndag. Man vejrede skandale! Også fra Bogense var der kommet kirkegængere hin dag. Hvis man havde troet, at pastor Aaby på denne søndag var stået frem from og ydmyg, ja; så fik man sin opfattelse grundigt revideret.

Pastor Aaby holdt ingen prædiken denne søndag - kun en ganske kort tale. "Sikke mange her er i dag, ja selv de "Bogense høns" er fløjet ud. Men det er nok ikke af gudfrygtighed, I er kommet. Enten er det vel for at se den sorte hund dernede" - her pegede Aaby ned på biskoppen - "eller det er for at høre gamle Peder Aaby sige noget, som I kan få at rende med - men det skal ved min himmerigspart blive løgn. Amen!"

Efter "gudstjenesten" var der vist middag i præstegården i Hemmerslev. Mon ikke stemningen har været lidt trykket?

Greven trak vist lidt i trådene ude i kulissen. Aaby blev ikke afskediget. Han fik en kapellan - Særslevs senere præst gennem 50 år pastor Sidenius.

Under sin tiltrædelsesprædiken som kapellan blev Sidenius på det groveste chikaneret af Aaby nede fra kirkerummet. "Har du nogen sinde hørt mig stå sådan og våse på stolen og give sådan en sludder og kistepræk til bedste" nærmest råbte Aaby nede fra sin plads. Sidenius holdt op med at prædike og så stumt ned på Aaby. "Nå, så, Hille min salighed, I blev ganske vred. Præk I kun væk, for jeg skal ved min himmerigs part ikke forstyrre jer," galede Aaby.

Under middagen i præstegården skældte Sidenius Aaby huden fuld og truede med at lade sognefogeden hale ham ud af kirken, hvis han forstyrrede gudstjenesten igen. Hertil svarede Aaby: I behøver ikke at være ræd for, at sligt oftere skal ske, for jeg har ved min himmerigs part fået nok af jeres kistepræk i dag og skal min sjæl og salighed aldrig gå et skridt mere for at høre Jer. Og lad os så læse til bords".

Noget godt må der vel have været at sige om Aaby, siden han i 61 år kunne få lov at sidde i sit embede.

I Særslev kirke, i korets nordre væg, findes indmuret en ligsten over Peder Aaby. Det er en lysegrå, let krystallinsk sten med inscriptionen i forgyldte, latinske bogstaver, idet dog alle navne er anført med skriveskrift. Foroven i midten er indhugget et vinget timeglas, i hver af de fire hjørner menneskelige figurer med forskellige attributter: overflødighedshorn, segl, spade og hakke. De to nederste figurer står på hovedet. Forneden midt for ses et dødningehoved og korslagte ben.

Inscriptionen lyder:

Herunder hviler Peder Jørgensen Aabye, sognepræst for Særslev menighed, født den 29. september 1716 i Nørre Aabye præstegaard af salig Provst Frederichsen og Margarethe Hansdatter Juul, og var den yngste af deres 13 børn, død den ---18 . Anno 1742 blev han kaldet til sognepræst for Guldbjerg Sandager menigheder og 1743 forflyttet til Særslew. Han indlod sig første gang 1742 i ægteskab med jomfrue Mette Magdalene Suthorm, med hvem han avlede 2 børn, der forlængst ere døde. Anden gang 1748 23. september med jomfrue Anne Cathrine Fedder, fød i Guuslund af provst Fedder i Amager. Hun blev moder til 8 børn, hvoraf ikkund een datter, Margarethe Magdalene, oplevede forældrenes død. Med sin sidste ægtefælle, som gik ud fra livet den 23. maj 1800 i sit 74 år og hviler ved hans side, levede han et kierligt fast ægteskab i 53 år.

Pastor Aaby døde den 10. april 1804.

Kilde: Kredslæge Peter Trautner i "Fynsk Hjemstavn".

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn