Lokalhistorie i Særslev Sogn Klaus Berntsen

---

Af Poul Andersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1985
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Da Nordfyns ungdomsskole i 1982 kunne fejre 100 års jubilæum, blev facaden på den gamle hovedbygning ud til vejen, der bærer Klaus Berntsens navn, ført tilbage til sit oprindelige udseende. De moderne vinduer, som fejlagtigt var blevet isat, blev udskiftet med nye "gamle", og træværket blev påført de kønne gamle almuefarver. Bygningen tager sig nu ud, som den ifølge samtidige fotografier så ud for 100 år siden.

Bag ved bygningen ind mod haven står der et ikke helt almindeligt træ. En meget stor og veludviklet hængeask. Om sommeren ligner den en høstak i overstørrelse, og mange børn har leget spændende lege i hulens halvmørke under løvtaget. Træet blev plantet af Klaus Berntsen i 1885, da hans ældste søn lægen og forfatteren Aage Berntsen blev født, og det er altså netop i år 100 år siden. Aage Berntsen er især kendt for at have skrevet teksten til Carl Nielsens pragtfulde korværk "Fynsk Forår" (1921).

Ud til Klaus Berntsensvej få m fra ungdomsskolens hovedbygning er der et lille anlæg med en meget vellignende buste af Klaus Berntsen. På den granitsten, der udgør fundamentet, står årstallene 1844-1927. Foroven ordene "Folkets trofaste talsmand", forneden "Hans venner rejste mindesmærket".

Nu kan man stadig træffe folk, der husker Klaus Berntsen. Man kan endog møde mennesker, der har hørt ham tale, men de er gamle. For de helt unge er han nok i bedste fald et navn, og det er nok i det hele taget de færreste, der gør sig klart, hvorfor 2 fynske veje bærer hans navn. Eller hvorfor hans buste findes i Særslev, hans statue i Assens og en mindesten med hans navn i Højby, hvor han ligger begravet.

Klaus Berntsens selvbiografi fylder 3 bind og er foruden at være et meget spændende tidsdokument, der stadig kan læses med udbytte, beretningen om en helstøbt personlighed, der satte alt ind i kampen for det, han troede på, og som nægtede at gå på akkord med det bedste i sig selv. Klaus Berntsen blev født den 12. juni 1844 i et midtfynsk bondehjem som den yngste af 3 drenge. Allerede, da han er 11 år, dør faderen, og det gør et uudsletteligt indtryk på den lille dreng, at hans far, selv om han ikke er forberedt på døden, fuldstændig frimodigt tager afsked med livet i sikker forvisning om, at Gud vil tage vare på ham og har sikret ham en plads i sit rige.

Om sin far fortæller han for øvrigt, at han, der var født i 1784, aldrig havde gået i skole og derfor ikke fik lært at skrive andet end sit navn.

Klaus Berntsen bliver nu endnu stærkere end før knyttet til sin mor, der er en særdeles dygtig, handlekrafttig og viljestærk kvinde. Også hun er dybt religiøs, og Klaus Berntsen bevarede livet igennem sin barnetro. Han lagde aldrig skjul på, hvorfra han hentede sin styrke.

Han havde ingen lyse minder om sin barndoms skole: gold udenadslære, ingen fortælling, ingen sang. Prygl hørte med til skoledagen. Først de sidste år Klaus gik i skole, kom der et par unge hjælpelærere til, og Klaus opdagede til sin forundring, at man kunne være glad og have det morsomt i skolen. Iøvrigt havde han umådelig let ved at lære og blev uden større vanskelighed nr. 1 i skolen, som hans 2 ældre brødre havde været før ham.

Han gik til konfirmationsforberedelse hos en meget streng præst, som pryglede sine konfirmander sådan, at Klaus hver dag, før han gik ind til præsten, knælede ned og bad til Vorherre om, at han måtte slippe for klø.

Grundtvigs tanker fænger, og frie skoler skyder op rundt om i landet, ikke mindst i det fynske.

I vinteren 1858-59 får Klaus Berntsen lov til (som 14 årig) at blive elev på Sødinge højskole, og her åbnes en helt ny verden for ham: der fortælles historie, både verdenshistorie, danmarkshistorie og bibelhistorie. Han stifter bekendtskab med litteratur, og han betages af sangen, der runger gennem skolestuen. Fra nu af ved han, hvad han vil. Han vil være friskolelærer.

Endnu mere sikker i sin sag føler han sig, da han bliver elev på Kolds højskole i Dalby. Mødet med Kold præger K.B. for livet, og han er nu fast besluttet på at bruge sin ungdom og alle sine kræfter på at skabe en ny og bedre skole, hvor børnene kan føle sig trygge og glade.

Højby.

17 1/2 år gammel får Klaus Berntsen følgende brev fra Kold:

"Kære Berntsen!

De bedes beskikke Deres hus for straks efter nytår at overtage ledelsen af friskolen i Højby, hvor 10 vakre børn og en opvakt friskolekreds venter på Dem.

Deres hengivne
C. Kold."

Klaus følte sig betænkelig ved opgaven, og det blev heller ikke let for ham. Modstanden mod skolen var så stor på egnen, at Kold havde ment det bedst at forflytte den hidtidige leder til en friskole på Sjælland. I dag er det nok vanskeligt at fatte, at modsætningerne mellem dem, der gik ind for den offentlige skole (almueskolen), og dem, der holdt på friskolen og den grundtvigske bevægelse, kunne være så store. I Højby varede kampen i 4 år, og det er næsten ikke til at forstå, at den unge lærer ikke løb langt væk. De beboere, som havde børn i friskolen, blev smidt ud af bylavet, altså af landsbyfællesskabet. De, der vovede at invitere en grundtvigianer til gilde, blev også udstødt. Ja, selv den nærmeste familie kunne ikke tillade sig at gå med til begravelsen, når en af friskolefolkene døde. Præsten, degnen og provsten samt det store flertal af befolkningen var hans bitre fjender. Men han holdt ud, og efterhånden ændredes forholdene. Lidt efter lidt.



Og da sognefogedens Marie indmeldes i friskolen, er han klar over, at striden er endt til hans fordel. Flere og flere børn søger friskolen, og som 25 årig vælges han til formand for Højby sogneråd.

Han interesserer sig ikke blot for lokalpolitik, og i 1872 lader han sig opstille som kandidat for "Det forenede Venstre" i Kerteminde. Han er imidlertid ikke tilstrækkelig kendt, lider nederlag og beslutter, at det skal være både første og sidste gang, han stiller op.

Imidlertid skal der være omvalg i Bogense, og efter et stærkt pres fra venstrefolkene, der i K.B. ser manden, der kan erobre mandatet fra højre, indvilliger han i at lade sig opstille. Det bliver et særdeles dramatisk vælgermøde, der finder sted ved et pakhus, der lå nær den nuværende stationsbygning i Bogense. Højremændene bruger alle metoder for at nedgøre den unge uerfarne politiker, men Klaus står sig og imponerer den store menneskemængde med sin viden og med sin slagfærdighed. Resultat: Klaus Berntsen vælges til folketinget med et flertal på 220 stemmer.

Lige så stor begejstringen var fra venstres side, lige så stor var skuffelsen blandt højrefolkene, som havde været så sikre på at beholde den plads, som de havde haft i 20 år, at byens musikkorps var lejet til at spille triumfmarcher. Der blev ingen koncert!

At det heller ikke dengang var helt ufarligt at være politiker, vidner valgets afslutning om. Værten på Bogense hotel var fanatisk højremand, og det varer længe, inden K.B. får noget at spise. Mens han venter, hører han en stemme udefra: "Dér er han, gå du først ind", og ind kommer 2 mænd med hver sin kæp. "Jeg forstod øjeblikkelig situationen. De ville prygle mig. Jeg trak da resolut min tollekniv frem, viklede kappen om min venstre arm og gik rask ud, hvor vognen holdt. --- Af frygt for, at de, når vognen kørte, skulle sende mig en sten eller et stykke brænde i nakken, overvejede jeg, hvorledes jeg skulle komme uskadt derfra." I det samme kommer byens politibetjent og stiller sig bag på vognen. Herredsfogeden havde hørt, der var planer om at overfalde folketingsmanden og sørgede på denne måde for beskyttelse.

Allerede om efteråret samme år er der valg igen, fordi folketinget nægter at godkende forslaget til finansloven. Klaus Berntsen kender endnu ikke sine vælgere. Han siger selv, at han næppe kendte 20 af dem, der stemte på ham første gang. Men nu må han rundt til en masse møder i valgkredsen. Han kommer også til Særslev. Mødet holdes på Særslev kro, hvor sognepræsten pastor Hassager tager ordet og bl. a. siger følgende: "Mine venner! Når jeg, der ellers kun taler til min menighed på det hellige sted, i dag tager ordet i denne forsamling, er det, fordi jeg føler det som en hellig pligt af advare mine sognebørn mod denne unge farlige rigsdagsmand, thi samfundet vil ryste i sine grundpiller, dersom de anskuelser, som han er talsmand for, får fremgang her i landet." Klaus Berntsen har ikke vanskeligt ved at klare sig i diskussionen, og han regner fra da af Særslev sogns vælgere som sine mest trofaste.

Særslev

Særslev ligger på den nordfynske slette, og fra gammel tid har man anset sletteboerne for at være lidt for sig selv. En slags nordfynske molboer. Klaus B. mente også, at det var en ret død egn, når det drejede sig om åndelige ting, og da han havde mistet sin kone efter kun 2 års ægteskab og deres eneste barn få år efter, kastede han sig ud i såvel politisk arbejde som arbejde af mere alment folkeoplysende art. Han holdt f. eks. en række folkelige foredrag på egnen - altså også i Særslev.

En af hans meget gode venner her gdr. Knud Jensen havde under et højskoleophold fået den opfattelse, at der måtte rejses en højskole i Særslev, hvis der skulle gøres noget for åndeligt liv i det nordfynske. Klaus Berntsen er enig med ham og lover, at han vil påtage sig at lede skolen, hvis det lykkes at få den etableret. Så tager Knud Jensen fat. Skænker et passende jordstykke til grund. Får samlet de nødvendige midler sammen blandt andre interesserede, og i maj 1882 begynder den nygifte Klaus Berntsen og hans kone Anny deres gerning som forstanderpar på Særslev højskole. Forholdene var små og primitive, og der skulle altid spares. Første elevhold bestod kun af 8 piger, men allerede den første vinter fyldtes skolen af de 50 elever, som den kunne rumme, når alle pladser var besat.

Klaus Berntsens største betydning for skolen er nok, at han fik den igang. Navnet Klaus Berntsen borgede for noget godt og retskaffent, for kvalitet. Det blev fra starten en skole, man talte om. Hvor meget han ellers kom til at betyde i skolens hverdag er vanskeligt at vurdere. Hans efterfølger Rasmus Nielsens indsats vejer nok tungere. Det blev sagt om K. B., at han havde let ved at vinde de unge. Han blev ofte bevæget, når han talte - om Sokrates, Kold og Grundtvig, men bag alvoren og det let bevægelige sind lå smilet og lunet.

Han evnede som få talere at skifte mellem det alvorlige og det muntre. I 1884 beslutter han sig til at forlade folketinget - i hvert fald for en tid - for helt at hellige sig arbejdet i Særslev, dels på skolen og dels i Særslev sogneråd, som han hurtigt var blevet formand for. En væsentlig grund hertil var den såkaldte "visnepolitik", som venstre havde påbegyndt over for højre, men som K. B., der hele sit liv var forhandlingens mand, ikke var tilhænger af. Men naturligvis kunne han kun i en kortere periode holde sig uden for landspolitikken, og allerede i 1886 lod han sig igen vælge til det høje ting. Fra nu af og i resten af hans politiske liv repræsenterende Assenskredsen.

Og året efter - i 1889 - forlod han højskolegerningen. Han kunne ikke overkomme alle sine offentlige hverv, samtidig med at han skulle tage vare på skolen. En anden grund var, at hans anden kone var alvorligt syg og skulle behandles i København. Han valgte da at tage sin afsked. Men folk ville ikke af med ham. Han modtog et brev fra 200 beboere, og indholdet viser klart, hvor afholdt han var. Det gengives i sin helhed:

"Hr. højskoleforstander
Klaus Berntsen!

Da det af indvarslingen til generalforsamlingen i interessentselskabet "Særslev Højskole" den 26. januar d.å. fremgår, at De agter at nedlægge Deres virksomhed som forstander for højskolen, hvilket vel er ensbetydende med Deres bortrejse her fra egnen, tillader vi undertegnede os, i erkendelse af det betydningsfulde arbejde, De har udført på oplysningens område i mangfoldige retninger, at rette en indtrængende opfordring til Dem om fremdeles at vedblive Deres gerning som forstander for Særslev højskole, da det vil blive et alt for stort savn for egnens beboere, særlig demokratiet, at miste Deres uundværlige, alsidige støtte i så henseende. I håb om, at De, hr. Berntsen, vil efterkomme denne vor bøn, tegner vi os - ".

Og så følger navnene.

Klaus Berntsen følte vemod ved at holde op med skolearbejdet. Når han efter lange og alvorlige overvejelser valgte at stoppe, var det ikke, fordi han var træt af sin pædagogiske virksomhed, men fordi han følte, at der var behov for alle hans evner og hele hans arbejdskraft i det politiske arbejde. Og han nåede at sætte sit stærke præg på det politiske liv i næsten 2 menneskealdre. Han var medlem af rigsdagen i sammenlagt 51 år. Minister i 8 år, deraf konseilspræsident (sådan kaldtes statsministeren fra 1855-1915) fra 1910-13 og dermed den, der især kom til at tegne den ny grundlov i 1915, hvor kvinderne fik valgret.

Han var i alt, hvad han foretog sig, frihedens forkæmper og det folkeliges talsmand.

Selv om han sagde farvel til højskolen, betød det ikke farvel til Særslev. Han lovede fortsat at have sit hjemsted her og bestride hvervet som sognerådsformand. Det nåede han at forvalte i 18 år, og han var også i en årrække medlem af Odense amtsråd.

Blandt de mange ting, han i kraft af sine mange gøremål fik indflydelse på og i større eller mindre grad havde æren af, kan nævnes:

Oprettelsen af privatbanerne mellem Odense-Svendborg og Odense-Bogense.

Oprettelsen af sygekasserne. Forbedrede forhold for de hjemløse børn (han gik ind for gode plejehjem, men var imod børnehjem). Forbedring af fattigvæsenet (han var ofte at finde på de svages side).

Medstifter af "Fyns Tidende".

Mangeårig udgiver af "Assens Avis".

Medstifter af Østifternes Brandforsikring.



NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn