Lokalhistorie i Særslev Sogn Grundmursbyggeriet på Nordfyn

---

Af Esben Hedegaard, Den fynske Landsby
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1986
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

En kort beskrivelse af "Gårdprojektet"

I efteråret 1984 startede Den fynske Landsby et 4-årigt forskningsprojekt, hvis hovedformål er at undersøge det fynske gårdbyggeri fra 1850 til ca. 1925. Vi ønsker at finde ud af byggeriets omfang og karakter, samt i hvor høj grad landbrugets investeringer blev brugt til at forny bygningsmassen.

For at kunne besvare disse spørgsmål har vi udvalgt ca. 1000 fynske gårde - fordelt i 8 områder, således at gårdenes forskelligartethed med hensyn til beliggenhed, jordbunds- og ejendomsforhold er tilgodeset i størst mulig udstrækning.

Indenfor hvert område undersøger vi samtlige gårdes bygningshistorie ved hjælp af det kildemateriale, som blev skabt af brandforsikringsvæsenet. De fleste fynske gårde blev første gang brandforsikret omkring år 1800, og siden dette tidspunkt er den enkelte gårds bygninger blevet omvurderet hver gang, der blev foretaget større om- eller nybygninger. Det betyder, at vi for perioden 1850-1925 har mellem 8 og 15 taksationer på hver gård. Ved at sammenholde disse beskrivelser kan vi f. eks. følge, hvorledes gårdmand NN fik ombygget sin gård fra bindingsværk til overvejende grundmurede bygninger, hvordan han tacklede at omstille sin bygningsmasse til de nye krav, som andelstiden fordrede til produktionen, og vi kan følge, hvad det kostede ham i forhold til bedriftens udgifter iøvrigt.

I sammenhæng med den arkivalske gennemgang af bygningshistorien foretager vi en besigtigelse af gårdene. Her får vi en snak med bygningernes nuværende ejer omkring gårdens historie siden 1925, og på baggrund heraf fotograferer og registrerer vi hele bygningsmassen + evt. gamle fotografier af gården. Vi får derved dels en mere indgående beskrivelse af de gamle bygninger end brandtaksationer kan give, dels en status anno 1985/86/87 over bygningernes nuværende brug, hvilke der er nedrevet eller brændt, og hvilke der er opført siden 1925.

I efteråret 1985 afsluttede vi vort første område, i alt ca. 160 gårde fordelt i 4 sogne i Ejby kommune. I foråret 86 besøgte vi ca. 170 gårde sydøst for Bogense, nærmere betegnet alle gårdene i Skovby, Guldbjerg og Særslev sogne. I sommeren 86 undersøgte vi vort tredje område: ca. 90 gårde på Hindsholm; og for øjeblikket (okt. 86) er vi ved at gennemgå kildematerialet for gårdene i Åsum, Marslev og Birkende sogne øst for Odense med henblik på en besigtigelse i november.

Jeg er blevet bedt om at redegøre specielt for bygningsudviklingen i Særslev-området, og selv om vi endnu ikke er færdige med at behandle alle vore data, så har vi dog dannet os et foreløbigt indtryk af de mest karakteristiske træk i udviklingen. Efter at have beskrevet disse vil jeg sammenligne forholdene omkring Særslev med udviklingen de øvrige undersøgte områder. Der viser sig nemlig at have været store regionale forskelle, som jeg vil forsøge at give nogle mulige forklaringer på.

Kampen mellem bindingsværket og grundmursbyggeriet.

Fra omkring 1840 oplevede landbruget en blomstrende periode skabt af en stigning såvel i kornproduktionen som i priserne på korn. Denne velstand skulle selvfølgelig delvis anvendes i en forbedring af bygningsmassen, og bonden og hans kone stod nu overfor at skulle vælge mellem 1) at ombygge de gamle bindingsværkslænger, eller 2) bygge nyt og større i det traditionelle bindingsværk, eller 3) tage det store spring og opføre grundmurede huse. En grundmuret bygning kostede betydelig mere end en bindingsværkslænge af samme størrelse, men et hus opført af helstens mur var nok mere solid og i hvert fald lettere at vedligeholde, og samtidig gav det en del prestige at bo i en grundmuret gård!

I første omgang valgte de fleste Særslev-folk løsning nr. 1: Man ombyggede de gamle længer, skiftede lerkliningen og de soltørrede mursten ud med brændte sten, moderniserede stuehusindretningen med oliemaling på væggene og sammenpløjede brædder både i lofter og på gulve, og der blev i 1840'erne og 50'erne lavet en del mindre tilbygninger til de eksisterende længer. Man forsøgte altså på billigste måde at imødegå de nye krav til bygningsmassen, mens man lige så tiden lidt an!

Kun ganske få valgte at bygge helt nye bindingsværksbygninger efter 1850: I 1860 blev der bygget et nyt stuehus til matr. nr. 5 i Hemmerslev (brændt sammen med de øvrige længer i 1874), mens nabogården matr. nr. 6 byggede 2 bindingsværkslader så sent som 1865 og 1867 (også nedbrudte). Omtrent samtidig blev der bygget en mindre gård øst for Særslev, matr. nr. 14 Hemmerslev by, også i bindingsværk (brændt pånær stuehuset i 1985). Og i 1870 bygges der en 19 fags bindingsværksstald til Vestergård i Moderup (brændt 1948). Denne stald var, ligesom nogle af de øvrige sene bindingsværksbygninger, opført med undertømmer af fyr i stedet for eg.

Sognets absolut bedste eksempel på sent bindingsværksbyggeri er Bjergagergård i Særslev by, der ligger med sin skæve gavl ud til Bogensevejen og ser gammel ud. I virkeligheden er stuehuset opført midt i 1850'erne, mens de 2 bindingsværkslænger mod syd og vest er fra 1873-74. Som det oftest er tilfældet med sent bindingsværk, sidder stolperne her dobbelt så tæt som almindeligt før 1850. Den grundmurede stald mod nord er opført i 1872.

Kun få af sognets store gårde valgte den tredie løsning: at opføre een eller flere længer i grundmur. Sognets første grundmurede stuehus var allerede blevet opført til Bøgegård i Kosterslev i 1838 (nedrevet 1899 til fordel for et nyere), mens den første grundmurede ladelænge blev bygget i 1846 til Esterbøllegård. Og året efter opførtes en stald i 1 1/2 stens mur til Stevnsbygård i Maderup (væltet i 1943).

Grundmursbyggeriet i 1850'erne

Vi skal imidlertid ikke ret langt frem efter 1850, før Særslev-bønderne overvinder deres betænkelighed og investerer store midler i grundmursbyggeri. Allerede efter 10 år er der ikke en landsby i sognet uden en grundmuret bygning, og i Maderup har 6 ud af byens 8 gårde et grundmuret stuehus i 1863.

Den nye byggeskik kommer i første række beboelsen tilgode. Det er typisk for stuehusene fra 1850'erne, at de minder meget om bindingsværkshuset, dvs. lange, relativt smalle bygninger med en høj grad af symmetri og med en enkel udsmykning.

Meløse i Maderup er een af få eksempler på gårde, hvor også udlængerne blev opført i grundmur i 1850'erne.

Perioden 1860-80

Byggeaktiviteten fortsætter i 1860'erne og 70'erne, og nu bygger man også udlænger, specielt lader. Disse gøres noget bredere end de gamle bindingsværkslænger, således at der bliver plads til en køregang (agerum) i den ene side. Herfra kunne kornet hurtigt sættes ind i gulvene, og heste og vogn kunne efter aflæsning fortsætte ud af porten i den anden ende. I forbindelse med laden blev der i disse år bygget en del hestegange, der trak et tærskeværk inde i laden.

Stuehusene fra denne tid er rigere udsmykket end de tidligere: Døre- og vinduespartier er fremhævede, der er gjort meget ud af stikkene i gesimsen. Tidligere havde tagkonstruktionen på Fyn altid været med halvvalm, men nu fik alle bygninger spidsgavl. Og stråtaget var ikke længere fint nok til stuehuset, nu skulle det være skifer eller evt. tegl.

Gode eksempler på gårde fra 1860'erne og 70'erne er Skovgård i Maderup og Vestergård i Svendstrup. Også 2 af Askeby-gårdene er hovedsagelig opført i denne periode.

Perioden 1880-1900

Den tidlige andelstid er især karakteriseret ved en kraftig modernisering af staldene. Der bygges store stalde med plads til flere køer og svin. Den moderne kostald skal nu have fodergang og saltglaserede krybber. For at lette rensningen bag køerne lægges grebningen i beton, mens der bag grisestierne anlægges en rensegang, som svinene hurtigt lærer at benytte. Aljen opsamles i en særlig "aljekumme".

Et nyt træk er også de murede hvælvingslofter - understøttet af træ- eller jernstolper.

Bortset fra vinduerne, der er gjort noget større, er der ikke så meget, der adskiller udseendet på 1880'ernes og 90'ernes udlænger fra de lidt ældre. Man holder fortsat fast i den 4-længede gård, men de mange fritliggende svinehuse og kornhjelme, samt de tilbyggede hestegange viser, at denne planform ikke længere er tilstrækkelig.

1880'ernes stuehuse er ikke så forskellige fra de tidligere, dog bliver det efterhånden mere almindeligt at hæve bygningen op på en høj sokkel for at give plads til en stor kælder. I 1890'erne bygges der ikke så mange nye stuehuse, men stuehuset til matr. nr. 11 Særslev by (på hjørnet af Østergade og Klaus Berntsensvej) viser med sin H-byggede form, sit udhæng og sin højde, at nye tider, hvor man blandt andet udnyttede en større del af tagetagen, var på vej.

Sognet indeholder ikke så mange eksempler på gårde, hvor bygningsmassen hovedsagelig stammer fra denne tid, men nævnes kan dog Nygård i Moderup (1883), Brolund i Sdr. Esterbølle (1892) og matr. nr. 11 i Særslev (1897-98).



Perioden 1900-25

Omkring århundredskiftet havde langt størstedelen af sognets gårde en bygningsmasse bestående overvejende af grundmur. Der blev dog bygget en del gårde efter år 1900, bl.a. i Slagstrup, hvor de gamle gårde nedbrændte ved en brand i 1904.

De nye gårde beholdt deres 4-længede form, men man forsøgte at gøre dem mere funktionelle ved dels at gøre dem rummeligere, dels ændre deres indretning: De 2, relativt smalle, sidelænger rummer stalde og rum til vogne og redskaber; over for stuehuset ligger laden med forhøjet mur (trempel) og en bredde på næsten det dobbelte af de tidligere lader, dvs. 18-20 m. Selvom kostalden er bygget ind i laden, så den fylder hen ved 1/3 af dennes underste del, så er lagerkapaciteten i den resterende del af laden og på lofterne enorm! Der bliver endda plads til at indbygge tidens kraftskilde, petroleumsmotoren, i et brandsikkert rum i laden. Herfra trak den, via en lang aksel, diverse maskiner, som tærskeværk, kværn og hakkelsesmaskine. Det var imidlertid mest almindeligt at placere den brandfarlige og larmende petroleumsmotor i et særskilt hus på gårdspladsen. Disse "motorhuse" er bevaret i stort antal i sognet.

Ellers sker de største ændringer i indretningen af stuehusene: Man reducerer længden og bygger mere i højden, således at man nu udnytter loft og kælder i større udstrækning end før. 1920'ernes moderne stuehus får endvidere et badeværelse - men ikke et wc; her måtte man endnu i nogle år benytte latrinet i gavlen af staldlængen - eller hvor det nu var placeret.

Perioden 1900-25 er måske især karakteriseret ved, at man nu for alvor begynder at bygge med nye materialer - specielt med hensyn til tagbeklædning. Det er cementtagstenene, der vinder frem, både på stuehuse og udlænger. Dog må man på de brede lader lægge et lettere tag, og det bliver oftest tagpap. Senere kommer store plader af blik, "pandeplader", og erstatter det gamle stråtag. Og fra ca. 1925 får vi de første asbestplader, kaldet "asbestskifer" og senere "bølgeeternit" - en tagbeklædning, der endnu i dag er den mest populære.

Murværket er stadig næsten udelukkende af teglsten, men beton indgår i bestandig flere formål, som gulvbelægning, skillerum i svinestalde, som bærende stolper, osv. Enkelte eksperimenterer endog med selv at støbe mursten af cement.

Nørregård i Særslev er et godt eksempel på 1920'er-byggeri, mens stuehuset på Nørregård i Askeby (1928) virker noget prangende - de relativt små avlsbygninger taget i betragtning - men den viser, hvor langt byggekunsten var nået ved slutningen af vor undersøgelsesperiode.

Særslev sogn og det øvrige Fyn

Een af de største opdagelser i vore foreløbige undersøgelser er, at der har været kolossalt store egnsforskelle i bygningsudviklingen. På Ejby-kanten og på Hindsholm bygger man endnu i bindingsværk i 1890'erne, ja senere endnu, mens det på Særslev-egnen ophører mindst 25 år før. Man kender nok til grundmursbyggeri i de 2 andre områder, men man halter gevaldigt efter Særslev-egnen - både med hensyn til investeringstidspunktet og -omfanget.

Og hvorfor så det??

Vi har endnu ikke undersøgt fænomenet nærmere, områdernes evt. forskellige forudsætninger m.v., men jeg kan dog give et bud på nogle mulige forklaringer:

For det første har der været forskel på områdernes adgang til billigt tømmer: Særslev-egnen har været kendt som "skovfattig", men både Hindsholm og Ejby-området kunne trække på de lokale godsers ressourcer af gavntømmer til bindingsværk.

For det andet kan Særslev-egnen have haft et mere givtigt landbrug, idet jorden var knap så svær - og altså lettere at dyrke - end i de 2 andre områder.

For det tredie kan ejendomsforholdene have spillet ind: I Særslev-området blev de fleste gårde købt fri til selveje omkring 1850, mens hhv. Wedelsborg og Hverringe/Schelenborg holdt fast på størsteparten af gårdene i de øvrige områder indtil 1900-1919. Fæsterne kan have været mere tilbageholdende med at investere i bygningerne, der jo formeldt ejedes af godset. Omvendt kan selvejendommen på Særslev-egnen vel have tilskyndet til bygningsinvesteringer, bl.a. for at bønderne gerne ville vise deres nyvundne selvstændighed.

Men disse hypoteser må efterprøves senere.





NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn