Lokalhistorie i Søndersø Sogn Dette interessante legetøj

---

Af Ellen Jensen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1999
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Om telefonens barndom i Søndersø sogn

Den 11. august i år afholdt Lokalhistorisk Forening en byvandring i Søndersø og indviede en plancheudstilling, hvor hovedgadens historie blev dokumenteret i tekst og billeder. Vi har fået en masse respons på begge dele. Interessen har været stor, og mange spørgsmål er dukket op. Blandt andre "Hvornår fik vi telefon i Søndersø?" og "Var der virkelig telefoner inden der oprettedes et elektricitetsværk?" Svaret på det sidste er et klart ja. Mange vil sikkert blive forbavsede over at få oplyst, at der var telefoner i Hindevad og Søndersø allerede i 1894. Da telefonen først blev opfundet af Graham Bell i 1876, så var man tidligt på færde på Nordfyn.



Den første central i Søndersø fandtes på Odensevej 14 i Akselhus, hvor købmand P.K. Jensen var bestyrer. I 1908 flyttede han og centralen til Langebyende 1. Her var der også brevsamlingssted. I 1927 opførte Fyns Kommunale Telefonselskab en central med tilhørende bolig på Odensevej 15. Kaja Nielsen blev bestyrerinde, og hun passede centralen med hjælp fra hendes mand og en medhjælper. Hun fortsatte indtil 21. juni 1967, hvor en nybygget, fuldautomatisk central blev taget i brug. Den 20. juni 1990 blev centralen digitaliseret.



Det var Odense Telefonselskab, der etablerede forbindelsen til Søndersø og Bogense, og det blev således muligt via centralen i Odense at ringe til samtlige abonnenter i de fynske Telefonselskabers område. 1894/95 anlagde Telegrafdirektoratet en telefonlinie fra København over Korsør, Odense, Kolding, Fredericia, Vejle, Horsens og Århus, og denne forbindelse udvidedes samme år til Haderslev, hvorved der var skabt forbindelse til det tyske telefonnet. I telefonbogen fra 1896 oplyses derfor, at abonnenter i Fyns Telefonselskab gennem telefonstationerne i Odense og Nyborg kunne blive sat i forbindelse med Statstelefonen mod erlæggelse af de for denne fastsatte gebyrer. Abonnenter, der ønskede at benytte Statstelefonen, måtte dog anmelde ønsket til den pågældende telefonstation og udfærdige en skriftlig erklæring desangående. Ejendomsretten til ledninger og centraler gav dog mange problemer. I 1897 fik Staten eneret på anlæg og drift af telefoni, men der åbnedes mulighed for at give koncessioner til private selskaber. Hermed var der skabt et juridisk og økonomisk grundlag for at udvikle den ny kommunikationsform.

I Fyns Telefonselskabs telefonbog for 1896 findes navnene på følgende abonnenter i Søndersøområdet:

1. Offentlig Talestation, hos P.K. Jensen, skomager og detailhandler.
2. Zastrov, forpagter Hansen.
3. Margaard, forpagter Jensen.
4. Skamby, købmand C. Hansen.
5. Langesø, lensbaronesse Berner Schilden Holsten.
6. Veflinge, købmand H.J. Petersen.
7. Veflinge Brugsforening.

Centralen i Hindevad var også med i telefonbogen med følgende abonnenter:

1. Offentlig Talestation, hos købmand Anders Andersen.
2. Rugaard, løjtnant Lindegaard.
3. Sprattenborg, købmand S. Rasmussen, Haabetshvile.

I Bredbjerg oprettedes en central i 1901, som fik 11 abonnenter, og i 1912 oprettedes Særslev med 10 abonnenter. Nu gik det stærkt, og der kom stadig flere centraler og abonnenter til. Som følge heraf blev telefonbøgerne tykkere og tykkere. I telefonbogen fra 1927 opregnes over 800 abonnenter fordelt på følgende centraler: Bredbjerg 128, Hindevad 152, Søndersø 137, Særslev 149, Uggerslev (Skamby) 149 og Veflinge 93.

I 1927 var man ved at vænne sig til at tale i telefon, men der var endnu længe til, at telefoner blev hver mands eje. Det havde været noget vanskeligere i begyndelsen, hvor det endda var nødvendigt at optrykke anvisninger i den rette brug af apparaterne i telefonbogen: "Ved Telefonering tales med sædvanlig Stemme, langsom og tydelig udtale af Ordene. Munden tæt ved Apparatets Tragt, dette gælder særligt for Tale paa længere Afstand." Telefonbogen for 1897 indeholder endvidere et par interessante anmærkninger:

1. "Da Abonnementtallet i Odense er saa stort, at det ikke længere kan tilpligtes Telefonistinderne altid strax at have paa rede Haand hver Abonnements Telefonnummer, anmodes man, om altid at opgive foruden Navnet ogsaa Telefonnummeret paa den Abonnent i Odense med hvem Samtalen ønskes. Ved forsømmelse heraf indestaaes ikke for Fejltagelser."
   
   
2. "Abonnenten maa ikke uden nærmere Overenskomst med Selskabet lade Personer udenfor egen Husstand eller Forretning benytte Telefonen."

Den sidste anmærkning var et forsøg på at begrænse den udbredte praksis med at deles om telefonen, men det virkede nok ikke så godt som selskabet ønskede. Udviklingen gik dog hurtigt imod en telefon pr. husstand, og i dag er vi inde i en rivende udvikling i retning af mindst en telefon pr. person. Det må forbydes skolebørn at bruge mobiltelefon i timerne. De ældre ryster på hovedet af denne grille, men det er nok værd at citere telegrafdirektør Høncke, der i 1880'erne omtalte telefonen som "Dette interessante Legetøj", og ikke troede at telefonen havde en fremtid. Vi kan næsten ikke forestille os, hvorledes teleteknikken vil udvikle sig i de næste 100 år.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn