Lokalhistorie i Søndersø Sogn Hestepasser nr. 213

---

Af Per Lunde Hansen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1996
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Breve fra Peder Bendtsens soldatenid 1885-86.

Peder Bendtsen er født i Allesø den 21. oktober 1865, som søn af Peder Christian Bendtsen og Maren Pedersen. I 1896 byggede han gården Brandslund (mellem Søndersø og Vigerslev) og blev gift med Ane Kirstine Clausen fra Vedby. Peder Bendtsen boede på Brandslund til sin død den 4. januar 1952, og deltog aktivt i egnens liv. Han sad eksempelvis fire år i Søndersø sogneråd og var i bestyrelserne for Søndersø Andelsmejeri og Søndersø Brugsforening; men her skal der fortælles om hans soldatertid 1885/86.

Peder Bendtsen var på session i 1884, hvor han trak nr. 1857 og blev udskrevet til hestepasser ved infanteriet. Efterfølgende blev han kontaktet af tre forskellige kontorer, der tilbød nummerbytning: "C. Maegaard Kontor for nummerbytning i Faaborg" tilbød nummerbytning mod en betaling på 110 kr., "J. Rasmussen Landmandskontoret i Odense" tilbød nummerbytning uden nærmere specificering og "N. Jacobsen Fyens Landmandskontor i Odense" foreslog at bytte udskrivningen som hestepasser til udskrivning til fodfolket eller trænsoldat, hvor tjenestetiden kun var fire måneder. Peder Bendtsen beholdt dog sit nummer, og den 5. januar 1885 mødte han til uddannelse som hestepasser ved 2. Dragon Regiment 2. Eskadron i Odense, hvorefter han blev nr. 213 i de følgende 14 måneder.



Indtil dette tidspunkt havde han boet og arbejdet på forældrenes gård, og det var første gang, han var hjemmefra i længere tid. I perioden 11/1-1885 til 5/3-1886 skrev han en række breve til forældrene. De 39 er bevaret, og i disse fortæller han om stort og småt, så det er muligt at følge med i en soldats dagligdag for mere end 100 år siden. Det var en tilværelse, der på mange punkter var meget anderledes end i dag; men en del kunne nu også være skrevet af en ung mand i 1996.

Det første brev er fra 11. januar, hvor Peder beklager, at han ikke har haft tid til at skrive før; men de har haft så meget at lave. Han har netop en time fri, inden han skal på staldvagt, og beder i øvrigt forældrene om at tage nogle lommetørklæder med, når de kommer for at besøge ham; men det må ikke blive lørdag, for da skal soldaterne pudse og banke klæder i deres "fritid".

Den 26. januar fortæller hestepasser 213, at han har fået en dårlig finger og er fri for at deltage i øvelser. Han er "kvarter syg" og går til læge hver dag. Han fortæller også, at nr. 211 faldt om i stalden med kramper og måtte på sygehuset. Sergenten fortalte dem til middag, at han ikke troede, han ville overleve det. De har fået udleveret ridetøj, sabel og sporer, så de har nok at pudse og har ikke haft lov til at gå i byen. Onsdag skal de have nye klæder - og så vil de ud og fotograferes.

8. februar går det bedre med 213's finger, så han skal passe heste igen den næste dag. Videre fortæller han, at han har været nede hos Peder Rasmussen en times tid. Han havde mødt ham på vej til lægen; men Peder Rasmussen havde ikke megen tid, da han skulle brygge brændevin lige til aften. Da han lige har fået sine støvler sat i stand, er pengene ved at slippe op, og han vil derfor godt have sendt nogle. Af nyheder fra Odense fortæller han, at dampmøllen brændte sidste nat klokken 11, at to dragonrekrutter er blevet kasseret, og at en har skåret enden af sin venstre pegefinger, da han skar brød.

Det næste brev er fra 16. februar. Da havde han og morbror været ude at se beriderne om aftenen. Han var meget imponeret over opvisningen og skriver videre: Det er meget smukt, ridehuset er fyldt, og der er 3 store gasblus tændt. Der er en, der kører med fire heste, hvoraf han står på de to bagerste, en anden lader, som om han ikke kan komme op på hesten, men så får han hesten til at lægge sig, så han kan stige på, og derefter rider han i galop og tager sadlen af, mens han rider. Til sidst får han hesten til at lægge sig igen, så han kan stå af. Og 213 slutter brevet "I skulle bare have set det, saa fik I det bedre at vide, men I gamle bryder jer vel ikke saa meget om den slags."

22. februar fortæller 213, at de nu har fået at vide, hvor de skal fortsætte deres tjeneste. Han skriver: "jeg skal udenlands, og rejser Fredag 8 Dage fra Odense, Byens Navn er Fredericia, saa faar jeg da Jylland at se." Han er dog ked af, at det ikke blev "Kjøbenhavn", når han nu skulle udenlands. Ellers red de hver dag med fuld oppakning for at blive gode til den afsluttende præsentation af hestepasserholdet.

Lørdag den 1. marts skrev Peder sidste gang fra Odense. Samme dag havde de holdt præsentationen, som var gået godt. Morbror Lars havde bl.a. andet været ude at se dem. Soldaterne skulle rejse til Fredericia den følgende dag, og han ville spørge ritmesteren om lov til at tage hjem på besøg; men han troede ikke, at han ville få lov.

9. marts skriver han fra Fredericia. Da de kom til Fredericia med dampskibet fra Strib, stod de gamle hestepassere på havnen og tog imod. 213 blev hestepasser for premierløjtnant og adjudant Lorentsen ved 27. bataljon. Foruden pasningen af hesten skulle han gå byærinder og hver morgen hente mælk, kul og pudse støvler. Han blev indlogeret hos en købmand, hvor han delte kammer med en anden soldat. De havde også en stue, med papir på væggene og kakkelovn, som de kunne benytte sammen med to andre militærarbejdere.

Både den 29. og 30. marts skriver Peder til forældrene. Først at han kommer hjem i påsken, og derefter at han alligevel ikke får orlov. Han beder endvidere om at få sendt noget smør, men ost har han nok af endnu.

Først i det næste brev den 7. april, kommer han ind på årsagerne til den aflyste orlov. Han beretter om, at militæret var blevet sat i alarmberedskab, der var kørt fire kanoner til Amalienborg, og vagterne havde fået udleveret skarpe skud. I Fredericia var der også frygt for uroligheder, og derfor var al orlov blevet inddraget, således at hæren var klar til at blive sat ind mod eventuelle oprørere. Hvad der var årsag til urolighederne, skrev han ikke om; men han kunne selvfølgelig også gå ud fra, at forældrene havde hørt om konseilspræsident J.B.S. Estrups hjemsendelse af rigsdagen den 31. marts og udstedelsen af den provisoriske finanslov den følgende dag. Den parlamentariske situation førte til massemøder, ophidset snak, dannelse af riffelforeninger og tilløb til organiseret skattenægtelse; men bortset fra attentatet mod Estrup senere på året, drev krisen over, uden det kom til skyderi.



I løbet af sommeren skrev han ti breve, hvor han berettede om livet i Fredericia med fester og optog. Han bad også om at få sendt ost og smør, og beskrev hvor svært det var at få pengene til at slå til. Det er særlig hans støvler, der er dyre i drift.

Den 2. august fortæller han, at høsten så småt er ved at komme i gang ved Fredericia, mens man længere væk er færdig med rugen og er begyndt på byggen. Hans værelseskammerat, Jørgen, har fået kærestesorger. Han er brændt lun på en pige, men det er ikke gengældt, så han er begyndt at "svire lidt", hvilket 213 prøver at snakke med ham om. Det bliver Jørgen dog vred over, men han vækker alligevel Peder, da han kommer hjem om natten, for at snakke, så helt godt har han det nok ikke.

Den 9. august er han glad over at høre, at høsten går godt derhjemme, og han fortsætter med en historie om officererne og deres fruer, som havde været på udflugt til Fænø. De var sejlet derover i en lille dampbåd og havde haft fire infanterister med til at varte op, som kunne fortælle om, at mange havde været så fulde, at de lå i kahytten og kastede op.

Den 24. august er vejret meget ustadigt ved Fredericia, og han spørger til, hvordan det går med høsten. I Fredericia er der torvedag hver mandag og torsdag og "der er frugt i overflødighed, men det er fra Fyen alt sammen. Her i Jylland er der ikke meget af den slags". Til sidst beklager han sig lidt over, at han ikke får brev så ofte, så hans hjemve er tilsyneladende større end forståelsen for høsttravlheden.

Nogle dage senere kommer Peder på sygehuset. Her har han god tid til at skrive, men mindst et brev er gået tabt, så vi skal frem til 11. september, hvor han beretter, at han er ved at være rask. Nogle af de hestepassere, som kommer og besøger ham, smugler lidt mad ind til ham, som han selvfølgelig spiser, selv om det ikke er tilladt. Det var måske heller ikke så smart, da det var maven, det var galt med. Diagnosen gastrisk feber (mavesækkatar) er han tilsyneladende ikke helt stolt ved. Han beder i hvert fald forældrene holde for sig selv, hvad han har fejlet.

Den 18. september blev 213 udskrevet; men han havde endnu ikke ret mange kræfter. Der var opstået problemer med smørret, som var blevet gammelt, mens han var indlagt. Det smagte ilde, men det gled ned alligevel, da det også kneb med pengene. Han havde ikke fået løn i de 21 dage, han lå på sygehuset.

Den 2. oktober skriver han om mange og lange gåture for at fodre heste i forbindelse med efterårsmanøvrerne. Han har også været til koncert og fyrværkeri i Karolinelund. Da det kostede penge, var der ikke mange, der ville med; men han havde aldrig før set sådant et fyrværkeri: "Den ene var den tapre Landsoldat, han stod som lys levende, et for Kongen, Dronningen og et for den Prins Valdemar er forlovet med, ogsaa foruden mange Raketter og Kanonsalut." Og Peder fortæller videre: "ogsaa i Søndags var der 7 Krigsskibe i Havnen, som var ude i Manøvre og de fleste var i land, der var en stor styr med alle de Sømænd."

Den 3. november fortæller han, at de har haft besøg af en overdyrlæge. Tre heste blev kasseret, men ikke hans. Desuden går han i aftenskole, hvor de har skønskrivning, retskrivning og regning. Han er glad for at lære noget, og så hjælper det med at få aftenerne til at gå.

Den 20. november skriver han igen efter fødevarer. Han vil særlig gerne have lidt fedt, da han mener, de har slagtet. I øvrigt kan han fortælle, at han skal have ny løjtnant, da hans nuværende er blevet ansat som gendarm. Det vil give ham 900 kr. mere om året i løn plus 400 kr. til uniform. Det var jo ikke så lidt på den tid; men der blev almindeligvis set skævt til medlemmerne af Estrups gendarmerikorps, så lønforhøjelsen er måske kommet til at koste dyrt i det lange løb.

Den 23. december meddeler 213, at han ikke kommer hjem i julen, da han skal afløse oberstløjtnantens hestepasser. Til gengæld kommer han så hjem i fem dage til nytår.

I et brev fra 7. januar fortæller han, at "den 5. januar var de fleste af os nede paa Havnen og trøste dem, der skal melde sig som vore Afløsere. Sidste Aar var der ikke uden 7-8 Jyder, i Aar var der 20, saa Halvparten bliver Jyder, som ogsaa kan være gode nok til det Arbejde."

Den 19. februar bad han om at få sendt sit tøj til Fredericia, da han snart ville blive hjemsendt; men vintervejret lagde hindringer i vejen.

Det sidste brev er fra den 5. marts 1886, hvor han omtaler problemer på Lillebæltsoverfarten. "Dampfærgen ligger ude i Bæltet og kan ikke komme til nogen af siderne, og kan de andre Hestepassere ikke komme, saa kommer vi jo heller ikke Hjem."

Han kom dog hjem til sidst, og brevrækken sluttedes. Jeg har stadig de 39 breve som min oldefar Peder Bendtsen sendte til sine forældre; men kopier findes på Lokalhistorisk arkiv, hvor de kan ses, hvis nogen skulle ønske at læse mere om hestepasser nr. 213's soldatertid.



Per Lunde Hansen.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn