Lokalhistorie i Søndersø Sogn Af møllernes historie

---

Ved Grethe Jensen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1992
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Af møllernes historie og noget om Søndersø mølle

Ordet mølle stammer fra det latinske ord Mola.

Længe før vor tidsregning har menneskene malet korn til mel, som skulle bruges til at bage det livsvigtige brød af.

Det var ikke møller, som vi kender dem, men fra begyndelsen en stor sten, man fandt med en hulning i. Herpå blev kornet lagt. Med en mindre sten rullede man frem og tilbage over kornet, som derved knustes, og skallerne kunne skilles fra melet. En langsommelig metode, men grundprincippet i mølleri. Primitive afrikanske stammer bruger stadig denne metode.

Man kan let forestille sig, at det har været et meget hårdt arbejde. Hvor man holdt slaver f.eks. i Rom, var det dem, der sled med at fremstille de store mængder mel, der skulle bruges i så store samfund.

I andre områder også i Danmark var det kvindernes arbejde, hvilket også gravfund har vist, idet man i mandsgrave har fundet våben og redskaber, mens kvinderne havde fået bl.a. den meget vigtige "Møllesten" med sig.

Den første virkelig betydningsfulde opfindelse på mølleriets område var kværnen. Efter i århundreder at have brugt det besværlige system med at gnide en mindre sten mod en større, fandt man ud af, at man kunne lade den øverste sten dreje om en tap, mens den nederste lå fast.



Efterhånden udvikledes disse kværne til de store kværne eller møller, som man bl.a. har fundet næsten intakte i Pompeji, som år 79 e. Kr. begravedes under vulkansk aske fra Vesuv. Byen blev genopdaget år 1748, og i 1869 begyndte man på en systematisk udgravning.

På disse kværne sås tydeligt 2 huller, hvori man satte en stok, så kunne de drejes af et menneske i oprejst stilling, - igen slaven, der har slidt sig til døde. For ham betød det ingen lettelse. Ikke så mærkeligt, at man har kaldt den slavemøllen eller blodmøllen, men der kunne naturligvis males meget mere korn på kortere tid.

Senere fandt man dog ud af, at kværnen kunne trækkes af en hest, et æsel, eller en kamel.

Vandmøllerne er det næste kapitel i møllernes historie.

Grækerne opfandt den, senere forbedrede Romerne den. Man regner med, at de første møller er fra ca. 200 år f. Kr., selv om myten siger, de allerede var igang på kong Aleksander d. Stores tid d.v.s. 350 år f. Kr.

De gamle grækere forstod altså at udnytte vandets kraft til kornmaling. En nøje beskrivelse om indretningen findes ikke. Dog ved man, at hjulet lå vandret i strømmen, og at det var i fast forbindelse med en lodret aksel. Hjulets nederste del hvilede på en tap, der var fæstnet til en sten i bunden af floden eller åen. Kværnen var anbragt på samme aksel, som det vandrette hjul.

Efterhånden blev der bygget små huse til kværnen over strømmen.

Disse møller var naturligvis ikke så effektive, men de havde den fordel, at de kunne bruges selv, hvor der kun var små mængder vand.

I Danmark, ja i hele Norden fandtes de også. De blev kaldt "Skvatmøller". Ofte var der en mølle for hver husstand.

Horisontalmøllen var en forbedring af Skvatmøllen. Den blev udstyret med et primitivt hjul dannet af tværstillede brædder udskåret som skovle. Enhver jordbruger kunne lave dem.

Først omkring år 1100 kommer vandmøllen med det lodrette hjul (vertikale) til Danmark. Den kaldes Vitruviusmøllen efter en romersk arkitekt ansat hos kejseren. Han beskrev oldtidens vandmøllesystemer i Rom omkring år 0. Den blev som tidligere møller knyttet til en gård eller et hus, sommetider en samling af gårde. Med det store hjul med skovlene, hvor vandet skulle strømme ned ad, kunne der trækkes en større kværn, men der krævedes meget mere vand, end til den lille Horisontalmølle, og da nedbørsmængden dengang som nu var meget uregelmæssig, var man tvunget til at finde ud af en måde at opbevare vand på, når der var meget. Herved opstod mølledammen med dæmninger og reguleringsanordninger. Der var love og regler om, hvor højt møllerne måtte lade vandet stige for ikke at genere naboer. Efterhånden blev der bygget et stort antal møller langs med de gode vandløb.

Vejr- eller vindmøllernes historie er ikke nær så omfattende som vandmøllernes. Dog ved man, at de tidligste vejrmøller fandtes på grænsen mellem Iran og Afghanistan ca. 944-947. Netop her havde man en konstant N.N.V. vind 120 dage om året.

De ældste europæiske vindmøller har ligget omkring den engelske kanal, i Normandiet og i Irland. I Danmark hører man først om dem på kong Valdemar Sejrs tid, altså omkring 1240. Det var dog ikke før ca. 1775 den hollandske vejrmølle virkelig fik udbredelse herhjemme. Indtil da var Stubmøllen den dominerende. Den har sit navn af stubben, det kraftige midtertømmer, som bærer hele møllen, og om hvilken hele møllen kan drejes.

På Frilandsmuseerne både i Kgs. Lyngby og i Den gamle By i Århus tillige med Haderslev og på Hjerl hede står i dag smukke restaurerede Stubmøller.

Søndersø mølle blev bygget i 1870. Det var en hollandsk vejrmølle m/vindrose, og den hed dengang "Lykkehøjs vejrmølle". Det, at den havde en vindrose, betød, at den selv drejede med vinden, tidligere skulle man dreje den med håndkraft.



Bygherre var Rasmus Jensen tidligere mølleforpagter ved Margårds vandmølle. Rasmus Jensen drev møllen i mange år, hvorefter hans datter og svigersøn Kathrine og Hans Rasmussen overtog den. I 1917 solgte de den til Rasmus P. Sørensen. Han ejede møllen til 1936, men på grund af sygdom solgte han den til Hans Andersen. Det varede dog kun nogle få år, så blev den handlet igen.

31. december 1938 købte en ung møller Tycho Arvad Jacobsen møllen, pris 22.000,- kr. I februar 1939 blev T.A. Jacobsen gift med Inger Christiansen fra Bellinge.

T.A. Jacobsen var født på "Foldinggård" i Søllested sogn. Her var hans far forpagter. Senere købte faderen en ejendom i Frankfri. Da T.A. Jacobsen var barn, løb han og hans to brødre meget oppe på Frankfri mølle. Mølleriet blev deres store interesse, og alle 3 blev de møllersvende på Frankfri mølle.

Da T.A. Jacobsen overtog Søndersø mølle, fik han hurtigt en mand til at hjælpe sig. Lastbil hørte til møllen. I begyndelsen var det faktisk en vognmandsforretning ved siden af. Kørsel med sukkerroer, grise til slagteriet o.s.v. Det var dog naturligvis først og fremmest kornet, der skulle hentes hos landmanden. Det blev malet, så enhver fik sit eget korn igen. Det blev vejet, og der blev betalt en bestemt pris pr. 100 kg. Søndersø mølle var en grovmølle, d.v.s., den lavede hovedsagelig foder til dyrene. Kun under krigen blev der malet lidt mel.

Allerede i 50-erne begyndte T. A. Jacobsen at lave foderblandinger til svin og høns, så ved siden af køb og salg af landmandens korn blev det efterhånden en foderstofforretning.

Søndersø mølle havde vinger indtil 1952, fortæller møller Jacobsens søn Jørgen Arvad Jacobsen, som i mange år var ansat hos sin far. J.A.J. fortsætter, indtil da måtte man male, når der var vind, enten det var dag eller nat. Det var en af betingelserne, møllersvendene blev ansat på.

Når møllen var i ro, skulle møllevingerne altid stå i saks, var der begravelse i byen, blev møllen standset og vingerne sat i kors, det var en gammel mølleskik.

Det er naturligvis kønnest, når en mølle har vinger, men det er et stort arbejde at holde dem. Der var en slags jalousi, som blev trukket for, når møllen skulle arbejde. I alt havde vingerne et areal af 1/2 tønde land, de skulle males hvert andet år. Så i 1952 blev vingerne taget ned, og møllen malede nu kun med elektromotor. Samtidig blev 3 små kværne udskiftet med en stor ny. Den kørte til 1958, da et nyt møllesystem blev indført.

I 1963 udvidedes med en tårnsilo, og i 1979 blev der bygget en plansilo, så man havde god plads til kornet, der kom ind fra landmanden.

Møllerkonen, her Inger måtte i høj grad være med i den daglige drift. Hun skulle passe telefonen og hjælpe med regnskabet. Dengang var det skik og brug, at landmanden hver 14. dag, når han var færdig med dagens arbejde, selv hentede sine mælkepenge på mejeriet. Bagefter kørte han hen på møllen og betalte sin regning her. Så måtte møllerkonen have kaffen på bordet, og man fik en hyggelig snak.

I januar 1985 solgte møller Jacobsen Søndersø mølle til Fyns Korn. Det var både på grund af sine 72 år og i erkendelse af, at både grovvarebranchen og landbruget går mod større enheder.

I mere end 50 år havde T.A. Jacobsen virket inden for branchen. Jørgen Arvad Jacobsen blev ansat hos den nye ejer, han skulle stå for ekspedition og betjening af kunderne i den nordfynske Fyns Korn afdeling.

Med i handelen var også beboelsen, men mølleren og hans kone boede her lige til deres død.

Omkring århundredeskiftet fandtes i Danmark et stort antal forskellige slags møller. Efterhånden gik flere og flere i forfald og blev revet ned.

Noget måtte gøres for dog at bevare nogle for eftertiden. Derfor nedsatte Nationalmuseet i 1953 et mølleudvalg til bevaring af de bedste danske møller, som man havde økonomiske midler til. Rigsantikvaren udnævnte ingeniør Anders Jespersen, Holte (tidligere Odense) til teknisk leder og møllekonservator.

På den tid var der ca. 6000 vindmøller og ca. 3000 vandmøller i Danmark. Anders Jespersen mente, man i hvert fald burde bevare omkring 70 vindmøller og 35 vandmøller.

Ved den gamle vikingeborg Fyrkat ved Hobro manglede der på den tid en vandmølle. Tidligere havde der ligget en vandmølle. Den var ikke fra vikingetiden, men dog ca. 400 år gammel, da den efter at være gået helt i forfald blev nedrevet i 1917.

Det var ingeniør Anders Jespersen, der i 1961 fik den tanke at flytte den gamle Ryds vandmølle til Fyrkat. Ryds mølle lå ved Ryds Å, Kelstrup skov i Vigerslev sogn. Møllen havde netop den rigtige størrelse, der kunne passe på Fyrkat. Ejer var gårdejer Jørgen Møller Nielsen, som gratis stillede møllen til Nationalmuseets rådighed.



Ryds mølle var bygget i 1764, det er der bevis for, idet de fæstere, der byggede møllen havde indridset årstal og deres initialer (navnene var Peder Nielsen og Karen Jørgensdatter) i en bjælke. Først ved nedrivningen opdagedes det.

Der har ligget andre vandmøller her, og de kan spores tilbage til 1239. Man mener, at de store sten i fundamentet er de samme, som blev lagt på den tid.

At pille en sådan mølle ned er et stort og kompliceret arbejde. Hver eneste sten - her over 1000 - og hvert stykke tømmer fik et nr.. Så blev det den landskendte møllebygger M.P. Petersen, V. Åby og bestyreren på Fyrkat Svend Søndergård, der sammen med andre dygtige mennesker senere fandt ud af dette store puslespil.

Ryds mølle havde århundreder tilbage haft forskellige tilhørsforhold, Sct. Knuds kloster, Dalum kloster, Ryttergodset Rugård og købmand Eilskov, Odense. Fæsterne Peter og Karen byggede deres mølle på tomten af Chr. Hansens mølle.

Den 10. maj, 1962 blev Ryds vandmølle genindviet ved Fyrkat. Det store overfaldshjul drives med vand fra bækken, der udspringer i Højmosegårds plantage og udmunder i Onsild å. I mølleriet er der både kværn og en grubbe. Møllen er nu sammen med den gamle, smukke møllegård fra omkring 1600 blevet en ekstra turistattraktion ved Fyrkat.

På samme måde blev den gamle, smukke Svanninge Stampemølle fra 1824 nedtaget i 1952 og genopstillet 1962-1965 i "Den gamle By" i Århus. Det store overfaldshjul driver 2 kværne samt et stampeværk. Møllen kunne både male korn og valke klæde.

Tidligere helt tilbage i det 12. og 13. århundrede hørte mange møller under kronen eller under et gods. De var priviligerede, hvilket betød, at de var omfattet af en vis beskyttelse imod, at der blev bygget nye møller for tæt på dem. Hvis nogen ønskede at bygge en mølle, skulle der søges om det hos myndighederne, og hvis disse fandt, at der var for lille møllekapacitet i området, blev der givet tilladelse.

De priviligerede møller skulle for brugsretten til møllen betale Landgilde (skat) til kronen eller godset, enten i form af et vist kvantum malet mel om året eller i rede penge.

Til gengæld var mølleren nogenlunde sikker på "Møllegæster" nok, idet der var mølletvang for bønderne i 1 mils omkreds. Det var dog ikke altid let at håndhæve, hvis nogen havde kortere vej til en anden mølle. Et tidligt eksempel på mølletvang er fra året 1175, da kong Valdemar den Store bestemte, at borgerne i Odense skulle lade Munke mølle male deres korn. Munke mølle blev anlagt år 1100 ved Odense å af Benediktinermunke.

Mølleskyld 1689.

Ved udarbejdelsen af Chr. d. 5's matrikel af 1688 søgte man at skabe et mere retfærdigt og ensartet beskatningsgrundlag ved opmåling og bonitering af landmændenes jord og ligeledes møllernes enge og agre. Selve møllen blev vurderet og sat i mølleskyld. Man har ikke nogen oplysninger om fremgangsmåden ved takseringen, men på Sjælland anslog kommissæren møllens årlige formaling, og mølleskylden blev sat til en fjerdedel af indtægten ved kornmalingen.

For kronen og godserne var det en god indtægt, men det kunne være svært for møllerne at udrede disse skatter, idet der skulle betales, enten det gik godt eller dårligt med indtjeningen.

I 1852 ophævedes formalingsafgifter og mølleskyld i byerne. 10 år senere skete det samme på landet. Hermed var møllenæringen givet fri, og der var fri bane for opførelse af nye møller. Det var også en nødvendighed, da befolkningstallet på den tid var stærkt stigende. Med den nye konkurrence skete der en forbedring af melets kvalitet. Der blev oparbejdet en virkelig industri, og i 1870-erne var der en ganske god eksport, som var af stor betydning for landbruget.

Møllerne på de tidligere priviligerede møller fik ingen kompensation for ophævelsen af deres tidligere rettigheder, og mange var nervøse ved den nye situation.

I dag er kun få af de gamle møller i drift. Møllestenen, som i mere end to tusind år løb rundt og rundt og malede korn til mel, er ude af billedet i Danmark. Nogle få bevares som et minde om en lang epoke, der er forbi.

Kilder

Danske Møller. cand. phil. Niels Meyn, cand. pharm. H. Loft.

Møller og møllere i Danmark gennem 100 år af Jens Lampe under medvirken af Mads Jensen, Anders Jespersen og Torgny Møller.

Jørgen Arvad Jacobsen, Søndersø.

Rundt til danske vandmøller af Jørgen F. Christensen.

De fynske kornmøller og deres møllere ca. 1660-1800 af Niels Christensen.

De fynske landsbyers historie af Erland Porsmose.

Udklip af Fyns Stiftstidende.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn