Lokalhistorie i Søndersø Sogn Mine erindringer: Indledning

---

Af Oskar Petersen
- der venligst har stillet materialet til rådighed

---

Havde man spurgt mig for 62 år siden om mit navn, ville svaret have lydt: "Oskar Kresjan Pe’ersen Fregn". Og på spørgsmålet: "Hvor gammel er du?" ville svaret have lydt: "fire."

Min moder hersede med mig for at få mig til at sige "fire år", men på det tidspunkt endnu uden større held.

Det var Aksel "oppe på centralen", der havde lavet en lille tilføjelse til mit døbenavn. Og jeg tog denne tilføjelse til mig, for jeg så op til Aksel. Han havde ikke selv børn, hverken med sin kone Kaja eller til anden side. Han og Kaja blev derfor for mig en slags reserveforældre, især i de første barneår, og talrige er de hele og halve dage, jeg tilbragte hos dem "oppe på centralen", hvor de havde eller tog sig tid til at snakke med sådan en lille fyr, hvis forældre havde en slagterforretning nede på hovedgaden der, hvor Centralvejen begyndte, og hvor elektriker Johansen boede og havde forretning lige overfor slagteren, men på den anden side af Centralvejen. Halvvejs oppe ad Centralvejen boede vognmand Rasmussen med fornavnet Rasmus, men bedre kendt som "Rasmus Duesteg". Dette tilnavn havde han fået i sine unge år, fordi han dengang gik med åben mund og altid svarede: " Jeg venter, der komme nogle stegte duer flyvende", når tåbelige folk spurgte, hvorfor han gik og gabte. Duesteg-navnet blev også hæftet på børnene: Robert, Erik og Viggo, men ikke på deres søster Erna.

Elektriker Johansen og hans kone havde en datter "Tutten" med døbenavnet Annelise. Da jeg siden hen forelskede mig i hende, irriterede det mig, at hun var et par år ældre end jeg og ikke gad se til den side, hvor jeg befandt mig. I dag bor hun i USA, hvor jeg håber, hun lever i bedste velgående som en velkonserveret amerikanerinde.

Slagteren var som nævnt min far. Han var bedst kendt som "Peter Slagter", og min mor, Anna, blev - mest i omtale - kaldt "Anna Slagter". Sommetider dog også "fru Petersen", men hun var heller ikke fra sognet, og så er man jo lidt fremmed. Min mor kom fra Dongshøjrup på Sydfyn, hvor min bedstefar var smed. Jeg har aldrig kaldt ham Morfar, ligesom Mormor heller ikke var et ord i mit vokabularium i forbindelse med dem. De hed begge indtil deres død i 1948 Bedstemor og Bedstefar med tilføjelsen Sydfyn. Sådan!

Mine to andre bedsteforældre boede kun nogle få stenkast fra mine forældre på en sidevej til hovedgaden. Den har altid heddet "Langebyende" - også førend der blev indført gadenavne. Det behøvede man ellers ikke dengang i Søndersø, hvor alle kendte hinanden og var dus lige med undtagelse af præsten, de to skolelærere, frøken Vestergaard, politibetjenten samt lægen, dyrlægen og apotekeren. De her nævnte og alle fremmede tiltalte vi med "De". Det havde vi det godt med, og fremmede skulle dengang kvalificere sig til at blive indlemmet i det fortrolige DU. Vi var i sognet dengang ca. 600 sjæle, og vi kendte så godt som alle hinanden foruden dem, vi kendte udensogns.

Lige over for mit barndomshjem lå en købmandsforretning. Købmanden hed "Købmand Nielsen" og var en dame og havde en "ældgammel" altid sortklædt datter, som hed Marie.

Da hun overtog forretningen efter moderens død, kom hun til at hedde "Marie Købmand", så vidste man, hvem man talte om. Marie Nielsen var der ingen, der kendte, eller også kom man til at tænke på en helt anden Marie. Næh Marie Købmand kendte man og vidste, at hos hende kunne man - som hos hendes mor, for der blev intet ændret, da hun overtog forretningen - købe på bog, hvis man havde hendes tillid, eller havde haft hendes mors. Marie Købmand skrev altid med fyldepen. På en af de hvide poser, som hun fyldte med mel, sukker o.l.. som dengang altid solgtes i løs vægt, skrev hun med sin sorte fyldepen priserne på det, kunden havde købt, lagde sammen og skrev det beløb, som der var købt varer for. Kr. 7,53 var et pænt stort indkøb. Fyldepennen prikkede aldrig hul på posen. Det var emballage af en gedigen kvalitet.

Når vi hjemmefra så ud ad et af stuevinduerne, kunne vi til venstre - lige ved siden af Marie Købmands forretning - se endnu en købmandsbutik. Det var Købmand Christensens butik. Købmand Christensen kunne ikke fordrage at være købmand, selv om han takket være sin vestjyske oprindelse - han var fra Nees - havde det jyske handelstalent. Derfor var han glad for at hans kone Hanna tog sig af butikken, mens han selv slog sig på ejendomshandel og senere blev statsautoriseret ejendomsmægler. Det blev anset for noget fint, og Købmand Christensen nød stor respekt for sit virke som ejendomsmægler, men han hed altid "Købmand Christensen", ligesom hans kone altid blev kaldt "fru Christensen", og kun få kendte i virkeligheden hendes fornavn. De havde begge deres rod i Indre Mission. Hun var nok stærkere i troen end han, men han havde måttet love sin far, da de slog sig ned i Søndersø aldrig at handle med øl, spiritus og sligt. De løfte blev holdt til fulde. Forretningen eksisterer ikke mere efter begges død, og huset rummer i dag en mindre restaurant.

Købmand Christensen hed for øvrigt Carl, men det har jeg aldrig kaldt ham. I tiltale sagde jeg altid "Købmand" og i omtale "Købmand Jyde", hvilket var det navn, man i Søndersø brugte med stort set samme valeur som "Købmand Christensen". Ellers kaldte jeg ham "Knuds Far", for Knud var den af familiens 6 børn, jeg legede mest med.

Lidt længere henne ad hovedgaden på samme side som Købmand Christensen boede Lærer Bundsgaard, hans kone og deres to børn. Lærer Bundsgaard var 1. lærer efter i en årrække at have været 2. lærer, mens lærer Elling var 1. lærer. Da lærer Elling blev pensioneret avancerede lærer Bundsgaard, mens der blev ansat en ny 2. lærer: lærer Brunse, som boede i Langebyende.

Lærerne i Søndersø boede i tjenesteboliger. Familien Bundsgaard boede i den gamle skole, dvs. ikke den helt gamle, som jeg ikke kan mindes at have set, men i den næste skolebygning, som var i brug indtil 1916, hvor den skolebygning, jeg senere kom til at gå i, blev taget i brug. Bundsgaards søn, Bent, var godt 2 år ældre end jeg, og det betyder meget, når man er barn; Bents storesøster var så gammel, at hun var uden interesse på det tidspunkt.

Lidt længere hen ad hovedgaden, hvor Dallundvej munder ud, ligger skolen fra 1916. Den er ikke skole mere, ligesom Niels Christensens gård, der lå lige ud for Dallundvejens udmunding, også er ophørt med at eksistere. Den er simpelthen blevet revet ned for at give plads til det nye Søndersø. I stedet er der kommet et stort lægehus og en vej, der fører til rådhus og posthus. Niels Christensens gård var en køn firelænget stråtækket bindingsværksgård, som var gået i arv i generationer, og den var gældfri. Det vakte forargelse, da Niels Christensen "spiste gården op", men set i bakspejlet var det nu nok en meget fornuftig disposition, selv om det var til stor bekymring for hans gamle mor, der boede hos dem på gården, til hun døde. Selv flyttede Niels Christensen og hans kone Jenny, efter at have solgt gården til nedrivning, til Næsby, der nu er en af Odenses forstæder.

Men dengang lå gården der, og den var køn og velholdt - i hvert fald ud til gaden. Heldigvis var vi alle uvidende om den udvikling, som Søndersø og mange andre landsbyer ville komme til at gennemgå blot nogle få årtier ud i fremtiden. Ved siden af Niels Christensens gård mod nord, på vej ud af byen i retning mod Bogense lå og ligger Søndersø Kongelig Privilegerede Kro. Vejen sydfra mod kroen er svagt stigende de sidste ca. 100 m op til kroen. Derfor hed det altid "op på kroen". For øvrigt var brugen af præpositioner i forbindelse med stedsangivelser i Søndersø en måde, hvorpå tilflyttere - i hvert fald i den første tid - afslørede dem selv. Mod nord hed altid "oppe i byen". "Nede i byen" begyndte lige efter apoteket. Det hed nemlig "henne på apoteket". Første del af Dallundvej var "henne", men efter bakken på Dallundvej var der valgfrihed mellem "nede på" og "omme på". Derimod hed det primært "nede i Langebyende" og kun sekundært "omme i Langebyende".

Oppe på kroen boede Helge, som var omtrent jævnaldrende med Knud og mig. Det var Helges mormor, der ejede kroen; Helges forældre hjalp med driften, moderen med servering og i køkkenet, mens Helges far, tog sig af alle udenomsværkerne: Bygninger, krohaven, pladsen foran kroen, gårdspladsen og landbruget med et mindre jordtilliggende samt dyrehold, dog ikke altid fuldt, idet der ikke altid var malkekvæg, men altid grise, høns, ænder og gæs var der altid. Og så var der hestene. Helges far havde "Frederiksborgere" - et pragtfuldt spand. "Rikkelus" og "Sirius" hed de. På trods af navnet, mener jeg, at "Rikkelus" var en ikke helt ung hoppe, mens "Sirius" var en til tider ilter vallak. Efterrationaliseringer har ført til den opfattelse, at det netop var temperamentet, som førte til, at "Sirius" mistede sit køn. Ellers var han for øvrigt næppe kommet i spand med "Rikkelus". - Det var flot at se og ikke mindst høre, når Helges far kom kørende op igennem byen på vej hjem. To slanke, spændstige hestekroppe med højt løftede hoveder i fuld fart gennem en landsbygade, hvor der bortset fra et par cyklister og nogle få gående ikke var nogen anden trafik. Og Helges far på bukken, en mand omkring de fyrre med kørepisken i højre hånd, hvori han også holdt den ene tømme, mens den anden tømme holdtes sikkert i venstre hånd. Heste og kusk et syn, der aldrig nogensinde igen vil ses så flot i Søndersø. Og så var der lyden, ikke så meget fra vognen, for den kørte på gummihjul, som fra hestehovene, der altid var skoede på køreheste. Disse hove fra et spand i hurtigt trav frembragte en lyd, som altid fik mig på gaden for også at nyde det flotte syn.

Mellem mit barndomshjem og Niels Christensens gård ligger der to huse ud til gaden, og mellem dem, på en koteletgrund, et tredje, som for mig af uforståelige årsager hed Afholdshjemmet. I Afholdshjemmet boede Karen og Lauritz, hvis døtre var voksne. I huset nærmest mine forældres boede "Mutter Sol", hvis borgerlige navn var fru Pedersen. Mutter Sol havde den mærkeligste forretning, jeg nogensinde har kendt. Det var to butikker med hver sin kundeindgang, men bagtil forbundne, så Mutter Sol bekvemt kunne gå fra den ene til den anden. I den ene butik var der afholdsrestaurant eller café, hvorfra der også solgtes is af mærket KADDARA. I den anden butik havde hun en kombination af kiosk og skotøjsforretning. Mutter Sol var et mærkeligt menneske, i hvert fald psykisk ikke helt normal; men det havde vi ingen viden om dengang.

I det andet hus ud til hovedgaden var der cykelforretning og -værksted, et sted , jeg kom til at frekventere jævnligt, når cyklen havarerede. I modsætning til så mange andre måtte jeg ikke selv reparere eller forsøge derpå, for cykelhandlerens kone var kunde i min fars butik, og så måtte vi jo også lægge nogen handel hos cykelhandleren. Jo, der er mange hensyn at tage, når man bor i et lille samfund.

Dette var min barndoms univers. Med alderen - også i barndommen - blev det meget større. Det var det univers, jeg i 1931 blev født ind i. Det var den 5. november, "Aksel oppe på centralen" af min far blev bedt om at køre efter jordemoder, og det var klokken ti minutter i elleve om aftenen, mine forældre sagde "goddag" til deres søn eller var det omvendt?



NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb