Lokalhistorie i Søndersø Sogn Mine erindringer: Barndommen

---

Af Oskar Petersen
- der venligst har stillet materialet til rådighed

---

Det hænder undertiden, at man bliver nødt til at mobilisere sin tidligste hukommelse, og det er en ret så vanskelig sag, for det er de mærkeligste ting man kan huske, ligesom man ofte må undre sig over, at man intet som helst kan huske om begivenheder, man notorisk har oplevet. Hukommelsen er selektiv, og mange direkte ubehagelige oplevelser har man, takket være fortrængningens nådegave, lykkeligt glemt.

Mit tilbageblik vil vise en barndom, som var så lykkelig, som det er menneskeligt muligt, og jeg har al mulig grund til at være glad for, at jeg fik lov til at leve et trygt barneliv, som udfoldede sig inden for rammer, som var naturlige for familien, og hvor jeg blev forskånet for forkrampede forsøg på at fylde min barndom med "meningsfulde oplevelser" og med bestræbelser på at "tilgodese barnets behov", leve på "barnets præmisser" osv.



Min far havde sin landslagterforretning med dens mange gøremål at passe, og min mor var husmoder og medhjælpende hustru, som det så smukt hedder med et udtryk, som på ingen måde fyldestgørende kan beskrive den mangfoldighed af krav, en sådan "hustru" måtte og nok stadig må leve op til. Min mor var ikke noget så sofistikeret som en ’hustru’. Hun var min fars kone, og det var hun god til. Han kunne ikke have fået nogen bedre, ligesom min søster og jeg ikke kunne have fået nogen bedre mor, nok anderledes, men ikke bedre. Dertil var hendes kærlighed for stor og ægte.

Tilbage til hukommelsen. Jeg mener, at jeg var tre år, da jeg fik mit livs første og eneste violin. Jeg kan ikke have været yngre, når man betænker, hvad der skete med det nævnte instrument. Om mine forældre skulle have haft en romantisk bagtanke om på et tidligt tidspunkt at vække en slumrende kunstner til live i deres søn, ved jeg ikke. I så fald var det nok den første skuffelse, jeg beredte dem. Violinen, det var gudskelov kun et stykke legetøj, købt i en legetøjsbutik i Odense, led en krank skæbne den juleaften, hvor mor, far og søn rigtig skulle hygge sig. Det var ca. 5 måneder, før min søster blev født. Jeg kravlede ind under min faders skrivebord, hvor jeg ubemærket begyndte at lege med violinen. Spille, eller blot forsøge at spille på den kunne jeg ikke, men lege kunne jeg, og legen bestod i at splitte violinen ad, så ganske totalt, at den aldrig blev til violin igen. Den endte i brændekassen, som dengang var sidste station før komfuret for brændbart affald, ikke blot i mit, men i de fleste hjem på landet.

Der er en anden erindring, som står mejslet i min hukommelse næsten tydeligere end episoden med violinen. Det er mindet om min bedstefar, altså farfar, som jeg kun husker som sengeliggende. Min bedstefar var også slagter, ligesom min oldefar, hvis datter og forretning blev min bedstefars skæbne og lod, da han som slagtersvend på valsen kom til Søndersø et af de sidste år i 1800-tallet.

Bedstefar havde på sit natbord en aflang, marmoreret, brun blikæske med et hængslet låg. I denne æske havde han de dejligste bolcher, eller brystsukker, som han kaldte dem, og jeg kunne naturligvis ikke komme på besøg, uden at æsken skulle åbnes til glæde for en lille dreng, som ikke var forvænt med den slags og vel også til glæde for en kun 56-årig bedstefar, som vidste, han skulle dø.

I alt havde min bedsteforældre kun 14 børnebørn til trods for, at de havde opdraget ikke færre end 10 børn, der blev født med typisk 1½ års mellemrum i tiden fra 1899 til 1915. Af børnebørnene var jeg nr. 5 i rækken og den sidste, min bedstefar nåede at se. I øvrigt var intet kuld af børnebørn på mere end højst 3 med 2 som den typiske kuldstørrelse.

Det var i 1934, at Bedstefar døde, men det fik jeg blot ikke at vide. Kun at der ikke var mere brystsukker, "for det havde Bedstefar taget med sig".

Men en dag oplevede jeg noget usædvanligt: Min bedstemor sad på en vaskestol i bryggerset, og hun græd. Det var en voldsom oplevelse. Min far var der også. Han talte til Bedstemor i et trøstende tonefald og har sikkert sagt noget i retning af, at livet jo skal gå videre, og hvad man ellers kan sige i en sådan situation. Det varede år, inden det gik op for mig, hvordan tingene forholdt sig.

Til en sådan landslagterforretning i århundredets begyndelse hørte ofte et mindre landbrug. Til at tage sig af det havde min bedstefar ansat Niels, og Niels blev hos min bedstemor og tog sig af bedriften sammen med "Den Grå". Den Grå var den sidste af de heste, som Bedstefar var kendt for, ikke blot i sognet, men vidt og bredt i det nordfynske land, hvor besiddelsen af kønne, velskabte, slanke og hurtige køreheste med temperament på den tid gav status, ikke ulig den status, biler nogle årtier senere kunne give deres stolte ejere. Men dengang var det altså heste, selv om min bedstefar da nåede at blive bilejer. Den første, en Ford T, nåede han at blive ganske fortrolig med, mens den næste, en Ford A årg. 1931, aldrig rigtig vandt hans bifald. Den havde nemlig gearkasse og gearstang, og det krævede for stor en tilvænning. Derfor blev det min far, der jo boede lige i nærheden, som mest kørte i den, og som naturligt overtog den efter Bedstefars død. Knap et par årtier senere var det mig, som havde fornøjelsen også at sidde bag rattet i Bedstefars bil. - For den gode ordens skyld skal det nævnes, at Niels aldrig i sit liv kunne drømme om at køre en bil.

Men det var først og fremmest hestene, det gjaldt. Bedstefar havde bestemt, at når han skulle køres i kapellet, skulle det være med den store vogn med de gummibelagte vognhjul og forspandet "De to Sorte ". "....og Peter skal køre". Peter var min far. Og sådan blev det, men det fik jeg ikke lov til at opleve. Beretningen om dette ligtog har jeg derimod hørt mange gange!

I virkeligheden er det ikke så helt få beretninger, jeg i tidens løb har hørt fra og om min fars barndomshjem. Nogle af dem er i dag ikke særligt interessante, andre egner sig ikke til skriftlig gengivelse, kun til mundlig, da de skal fortælles på ægte nordfynsk som den om hunden SODOHAM, der for ud og bed en mand, som kom på besøg, alt imens hundens ejer råbte SODOHAM, SODOHAM for at kalde hunden til sig, hvorpå den besøgende arrigt replicerede: "Ja, gu’ so je ham, for ha be’ mæ sgu’."

En anden beretning er om min fars ældre bror Laurits (f. 1899) og min far (f. 1901). Denne tildragelse ville i dag af flere årsager være aldeles utænkelig. Det kan man alt efter temperament glæde sig over eller beklage. Under alle omstændigheder er historien autentisk, men kan ikke bevidnes, da alle implicerede for længst er døde, ikke mindst hovedrolleindehaveren, som Bedstefar havde købt på markedet i Odense et af de første år af den første verdenskrig. Det var en ko, som iflg. min far blev betegnet som en brummerko, men det skulle først vise sig senere efter mange dramatiske begivenheder. I min egen barndom er der kun forekommet én brummerko, men jeg var ikke hjemme, da den skulle slagtes. Det gik heller ikke stille af, men det er en ganske anden historie. - Altså: Bedstefar havde købt en ko, sendt den hjem pr. bane til Farstrup station, hvorfra den blev trukket til Søndersø og afleveret med besked om at de to ældste sønner ufortrødent skulle slagte den, så den var færdig, inden MESTER kom hjem. Dette var, deres unge alder til trods, ikke nogen uvant opgave for de to knægte, der straks traf foranstaltninger til at aflive koen ved skydning med en kreaturpistol, som jeg i dag er den stolte ejer af (bare rolig, den kan ikke skyde mere). De to drenge havde naturligvis adgang til patroner til pistolen, men det var patroner af en ringere kvalitet end førkrigspatronerne, hvoraf deres far have en mindre beholdning låst inde i sit skrivebord, hvortil drengene ikke havde adgang.

De gjorde imidlertid, som de plejede: ladede pistolen, trak koen ind i slagtehuset, satte pistolen for koens pande og fyrede: koen blev stående. Projektilet var ikke trængt gennem pandeskallen. Koen, der var fortørnet over det, der var overgået den, blev aggressiv, hvorfor de to drenge, iflg. min far med for store fladbundede træsko på fødderne, sprang hen over et omvendt skoldekar og søgte den smule sikkerhed, karret kun give dem, idet den eneste udgang fra slagterummet var en dør bag koen. Lykkeligvis foretrak koen at benytte døren og søgte freden på en nærliggende græsmark. Drengene sundede sig lidt oven på den oplevelse, men respekten for den gamles ordre var så stor, at de måtte gøre endnu et forsøg.

De fik med besvær indfanget koen, ladede igen pistolen med samme patrontype som første gang og skød: Sceneriet fra før gentog sig. Skoldekarret blev igen tilflugtssted. Koen, der nu måtte have en enorm hovedpine, løb ud på marken, mens de to drenge nu var klare over, at den almindelige aflivningsmetode ikke var brugbar.

De måtte imidlertid igen ud at indfange koen og med besvær trække den hjem til slagtehuset, hvor de tøjrede den til en jernring, der fra gammel tid var nedstøbt i gulvet netop med henblik på tidligere tiders aflivningsmetode: Nedslagning. Denne metode er fuldt så human og effektiv som skydning, men kræver et betydeligt håndelag, idet man med en meget stor økse, hvis hoved i den modsatte ende af skæret er forsynet med en tap, der er ca. 6 cm lang og ca. 1½ cm i kvadrat, slår lige bag hornene og derved knækker halsen, så dyret lammet og bevidstløst falder omkuld, så halsen og dermed halspulsåren kan åbnes, hvorefter dyret forbløder i løbet af kort tid.

Ingen af drengene var på det tidspunkt udvoksede. De havde ingen personlige erfaringer med nedslagningsmetoden, men så ingen andre muligheder. Den måtte prøves.

Til alt held var alt dette ikke gået stille af. Deres morfar, den gamle slagter på den anden side af vejen, som nu ikke mere drev forretning, kom over til dem. "Hvad fa’en laver I, knægte?" var det første han sagde, og de to brødre fortalte om deres vanskeligheder, og hvilken løsningsmulighed de så som den eneste mulige i den foreliggende situation, hvor de kun havde adgang til de mindre effektive patroner.

Den gamle måtte give dem ret. "Men så må jeg nok hellere slå", sagde han, og gik hjem efter sin egen økse. Koens hoved blev bundet ned til ringen i gulvet, den gamle - med et langt livs erfaring og håndelag - slog; - koen mistede bevidstheden og blev aflivet.

Da slagtningen var tilendebragt, viste det sig, at koens pandeskal var ca. 4 cm tyk, og at de to projektiler sad lige inden for huden, helt flade. - I et langt slagterliv - min far blev 86 år - havde han aldrig før eller siden set en sådan pandebrask.

Jeg har, som nævnt, netop den økse, som drengene ville have slået med. Hvor min oldefars økse er blevet af, ved jeg ikke. - For fuldstændighedens skyld må jeg nok fortælle, at den skærende side af øksen naturligvis også havde en funktion: Den brugtes til partering af dyrets krop i to dele, ned gennem rygraden. I dag udføres denne operation med en elektrisk rundsav.

*****

Jeg elskede at høre den slags fortællinger om hændelser, der ikke bare var skrøner. Skrøner er skønne og sjove, men kan aldrig give det gys, som følger beretningen om en faktisk hændelse. Jeg så op til min far, når jeg hørte om hans oplevelser. Jeg ville gerne være som han, men sådan kom det ikke til at gå.

Da jeg nærmede mig 10 års alderen var mit forhold til min far begyndt at blive lidt anstrengt, og det blev ringere i de følgende år. Årsagen var, at jeg en væsentlig del af tiden var bange for min far. Han havde især dengang et hidsigt temperament, som jeg ikke kunne hamle op med. Derfor undgik jeg i vid udstrækning konfrontationer med ham. Vort samvær, når vi ellers var sammen, var altid på hans præmisser. Der var på ingen måde tale om, at han var voldelig, slet ikke. Naturligvis kunne en næbet bemærkning fra min side resultere i en lussing, men det hørte til sjældenhederne og gav ikke anledning til nag ud over det rent øjeblikkelige..

Dialogen mellem far og søn kom naturligvis til at bære præg af denne tingenes tilstand, og at vi begge har mistet værdifulde oplevelser som følge heraf, står mig i dag helt klart. - Med årene blev det heldigvis betydeligt bedre. På en række områder vandt jeg min fars respekt, naturligt nok var det især områder, hvor min fars viden og indsigt var mere begrænset. Som han selv sagde, havde han jo kun gået i skole hos lærer Elling, og det var ikke noget at prale af. Derfor havde jeg ingen vanskeligheder med at få hans samtykke, da jeg fandt ud af, at der var noget som hed mellemskolen.

Til gengæld var der min mor. Alt det, som jeg ikke fandt hos min far, havde Mor i overmål. Først mange, mange år senere fandt jeg ud af, at min fars problemer med mig eller omvendt i virkeligheden havde deres rod i hans egen barndom og ungdom, men det skal jeg ikke her gøre spekulationer over.

Mors historie er en ganske anden. En helt anderledes familie, bedre? Måske, hvem kan afgøre det? Ligesom jeg ikke har fortalt min fars historie med alle de enkeltheder, jeg kender, agter jeg heller ikke at redegøre for alle de enkeltheder, jeg kender, i min mors liv. Jeg vil indskrænke mig til at give et indtryk af min barndoms mor.

Mors forældre, Bedstefar og Bedstemor Sydfyn, boede i Dongshøjrup en god mils vej nord for Svendborg i huset til den smedje, hvor min bedstefar etablerede sig; han og Bedstemor var blevet gift hen imod slutningen af forrige århundrede, og allerede inden man skrev 1900 havde de bragt deres to første sønner til verden. For deres vedkommende blev det også til i alt 9 børn, foruden dem, som ikke var levedygtige, hvoraf der var et par stykker. Det var forholdene, som man måtte leve med, og det var måske trods alt ikke de ringeste, der overlevede. Af børnebørn blev det til i alt 20, hvoraf jeg var den 5. ældste.

Som det fremgår var Bedstefar smed. Han havde været på valsen og kunne sit fag. Det blev ud over de sædvanlige landbrugsmaskiner og -redskaber specielt teglværksmaskineri og -værktøjer, som kom til at fylde Bedstefars professionelle liv som selvstændig. Han blev aldrig en rig mand i hvert fald ikke på gods og guld, men jeg er overbevist om, at både hans og Bedstemor liv var rige på glæder, men naturligvis ikke uden sorger. Den største var utvivlsomt, at to af sønnerne, Oskar og Ludvig, i 1920’erne emigrerede til Canada, hvor de levede efter sigende godt indtil deres død efter adskillige års pensionisttilværelse, men økonomien tillod dog ikke, at de kunne rejse hjem og besøge familien og især deres forældre. Kun Oskars kone, Meta, nåede at komme til Danmark, og det gav stødet til at også Ludvig rejste til Canada. Jeg har mere end én gang set Bedstemor græde over savnet af de to, og det var nok ikke et tilfælde, at min mor gav sin søn det navn, som senere blev den direkte anledning til utallige drengeslagsmål med tilhørende skrammer. Som voksen har jeg derimod kunnet glæde mig over et, nok usædvanligt, men dog særpræget navn, der aldrig har givet anledning til tvivl m.h.t. identifikation.

Min mors forældre var som nævnt bestemt ikke velhavende, men det var et godt hjem, og det er ofte i familien blevet sagt i spøg, men ikke uden alvor, at det var Bedstemors store hjerte, der var årsagen til den manglende velstand. Hendes gæstfrihed og hjælpsomhed var praktisk talt uden grænser. Kaffekanden var altid varm, og hver dag fandt besøgende plads på brændekassen. Ingen forlod min bedstemors køkken tørstig eller sulten.

Også smedjen trak folk til, men en overgang, længe før min tid, fortaltes det, kom der nok kunder, men langt flere, som kun søgte selskab, og det gav anledning til at der blev drukket for meget i smedjen. Smide folk ud kunne Bedstefar ikke tillade sig af hensyn til sin forretning. Det kunne give et dårligt omdømme. Han løste dog problemet på en ganske fiks måde og på en måde, som næppe kunne fornærme nogen: Han meldte sig ind i afholdsforeningen Hvide Kors. Dette medlemskab bevarede han indtil sin død i 1948, og det indebar, at han forpligtede sig til afholdenhed uden at han dog var afskåret fra at lade servere alkoholiske drikke i sit hjem. Hans plan lykkedes. Det uønskede drikkeri i smedjen hørte op af sig selv.

*****

I 1912, da min mor var en lille pige på 10 år, fik hun blindtarmsbetændelse, der udviklede sig til bughindebetændelse, og situationen var yderst kritisk. Liggende på et leje af halm blev hun i hestevogn kørt de ca. 10 km til sygehuset i Svendborg, hvor hun blev opereret og - som det fremgår af omstændighederne blev hun rask. Men en barsk oplevelse har det utvivlsomt været, også på trods af al den omsorg, hun fik fra sin mor. Jeg er overbevist om, at min mors bekymring, som altid kom til udtryk, når talen faldt på sygdom, har sin oprindelse i den lille 10-årige piges oplevelser dengang på sygehuset i Svendborg.

Mere end 30 år senere var min mor meget plaget af galdesten, en lidelse, som fortog sig efter nogle års forløb uden operation til Mors usigelige lettelse. Hun lyttede gerne til beretninger om netop galdestensoperationer, og hun svor engang, at hun aldrig ville opereres for galdesten. Da hun var 78 år, blev galdstenslidelsen igen akut. Vi andre havde fuldstændig glemt Mors ed, men ikke hun. Trods en vis aldersbetinget forkalkning huskede hun, og måske af samme årsag var hun uimodtagelig for saglig argumentation om den ringe risiko og det minimale ubehag ved en galdestensoperation anno 1980. Der stødte komplikationer til den behandling, hun i sidste instans accepterede til lindring af smerterne, og Mor døde. - Man

kan måske sige: som følge af hendes "overtro".

*****

Når vi kom til de større familiefester på Lydda, som Bedstefar havde døbt sin virksomhed (eller var det Bedstemor?), var det ikke kun den store familie, der samledes. Også naboer og venner mødte op. Heriblandt undertiden lærer Grubbe, Mors gamle lærer. Jeg husker, at jeg undrede mig. Og til mine bedsteforældres begravelser i januar og november 1948 var degnen/kirketjeneren også lærer Grubbe. Jeg husker også lærer Grubbes tale for min bedstefar, da denne fyldte 75 år. Jo, lærer Grubbe gjorde indtryk!

Et nærmere bekendtskab med lærer Grubbe fik jeg ikke mulighed for. Dertil var jeg nok også alt for ung - Bedstefar døde på min 17 års fødselsdag - og jeg var naturligvis heller ikke en samtalepartner, som var lærer Grubbe værdig. Jeg var j o ikke en af hans elever. Lærer Grubbe spillede nok også en tilsvarende rolle i de andre familier i sognet og var uden tvivl lige så højt estimeret i andre hjem som i mine bedsteforældres. Det må have været noget helt specielt at være lærer dengang!

*****

Da min mor var blevet konfirmeret, kom hun som det var normalt dengang ud at tjene. De første år på hjemegnen eller ikke så langt derfra. Jeg husker, at hun har talt om Krarup mejeri og Brahetrolleborg slot. Senere blev det Nyborg, flere steder i Odense og i Søndersø. Det sidste blev nok hendes skæbne, for her var min far, der alle dage har været en hjemmeføding. De blev gift den 29. december 1928 og ægteskabet varede til Mors død den 21. oktober 1980.

I sin bog om vort tids kulturhistorie peger professor Erling Bjøl på det faktum, at kulturbærerne på tværs ned gennem samfundslagene har været almuens døtre, der som tjenestepiger var meget socialt mobile. Derved indførte de nyheder og nyskabelser, de lærte at kende, i de miljøer, hvorfra de kom. Ikke mindst, når de selv blev gift og fik ansvar for eget hjem, blev det, de havde lært indført som regler og normer i deres egne hjem, og deres mænd måtte pænt acceptere at blive belært om den orden, der gjaldt i hjemmet. Dengang var det kun de højere socialt placerede beskåret at rejse og lære i udlandet. Sådanne rejser - ofte kaldet dannelsesrejser - har til alle tider været i høj kurs, selv om de også kunne føre til en adfærd, som ikke var specielt velset som det f. eks er beskrevet i Holbergs Erasmus Montanus, hvor den gode Rasmus Bjerg latiniserede sit navn og relaterede alt i sin danske omverden til erfaringerne fra sin dannelsesrejse - alt til stor fortrydelse for familie m.v.

Sikkert er det i hvert fald, at almuens døtre spillede en væsentlig rolle i den sammenhæng også omkring århundredskiftet. I dag foregår den samme kulturformidling nok på en lidt anden måde, men stadig spiller rejser en betydelig rolle, nu omfattende en bredere del af befolkningen, men nok stadig med kvinderne som primus motorer og damebladene som væsentlige media.

I mit barndomshjem blev der ofte refereret til oldfruen på Brahetrolleborg, fru Alfang i Nyborg eller fru Madsen i Næsbyhovedskoven, og så vidste både Far, min søster og jeg, at spillet var tabt. Mod sådanne autoriteter var der intet at stille op.

*****

Fra mit hjem i Søndersø til Lydda i Dongshøjrup var der målt i km ikke særligt langt, men i min tidlige barndom var alligevel besøgene på Sydfyn ret sjældne, for mine forældres tid var knap, en knaphed der kun blev overgået af knapheden på penge. Jeg blev født i noget nær det værste år i den krise, som tog sin begyndelse med børskrakket i New York i 1929. Den Sorte Tirsdag den 24. oktober 1929 blev en vældig streg i regningen for mange unge mennesker som f. eks mine forældre. De have etableret sig med små midler, men med stor tiltro til fremtiden og til egen formåen. Det blev det sidste, de overlevede på, for konjunkturerne var så ringe, som de kunne blive med arbejdsløshedsprocenter omkring de tredive. Det var næsten udelukkende mændene, som arbejdede uden for hjemmet; de fleste kvinder var husmødre uden pengeindkomst.

Far fortalte, at en ugeomsætning på kr. 40 var en pæn omsætning, og Mor huskede fra sin første graviditets mindre behagelige tid, at hun ikke kunne forstå, at folk ville give 25 øre for et pund hakkekød. Selv kunne hun ikke spise ret meget andet end dueunger, og det gav min far store problemer at holde Mor i rimelig grad forsynet med den ikke ganske billige spise.

På den baggrund var der ret lang tid mellem besøgene hos min mors forældre. Til gengæld oplevede jeg det som en festdag at komme på besøg hos Bedstemor Sydfyn, blot ikke den dag - jeg var ca. 4 år - da vi kom ind ad den forkerte dør. Jeg stak i et hyl og vrælede noget om den rigtige dør. Ingen forstod, hvad jeg mente, undtagen Bedstemor som forklarede det til min far. Men han ville ikke give sig. "Den ene dør kan være lige så god som den anden", sagde han, men han glemte, i hvis hus han befandt sig. Derfor varede det ikke længe, førend han måtte tage sin søn i hånden, gå om på den anden side af huset, gennem en tofløjet port og ind ad hoveddøren, som normalt kun blev brugt ved særlige lejligheder. Sådan, så kunne festen hos Bedstemor Sydfyn begynde.

*****

Specielt husker jeg Bedstefars 70 års fødselsdag i 1938, hvor hele familien var samlet. Næsten alle børnebørnene var da kommet til verden, og endnu var ingen af familiemedlemmerne døde. Det var en fest. Det var det også nogle få år senere, da smedefamilien fejrede guldbryllup. Her oplevede jeg til min bestyrtelse, at Bedstefar, der som nævnt var afholdsmand, drak rødvin af et ølglas. Det måtte jeg have en forklaring på, og det fik jeg af min mor, der beroligede mig ved at sige, at ens eget guldbryllup er en så stor fest, at selv en afholdsmand har lov til et glas vin.



En tredje stor fest var Mors yngste bror, Carls bryllup med Rosa. Hun var så dejlig og jeg var smaskforelsket i hende. Onkel Carl kunne jeg nu også godt lide. Han lavede en bil til mig, en med rat og med pedaler, der trak baghjulene. Jeg var den eneste i Søndersø, der havde et sådant køretøj, og det var jeg stolt af. Først årtier senere lærte jeg om denne effekt inden for konsumentøkonomien.

*****

Bedstemor Sydfyn som værtinde var helt speciel. Kun tante Rosa, som efter brylluppet med onkel Carl blev boende i smedeboligen, kunne måle sig med Bedstemor. Arrangementet med to generationer under samme tag var dog ikke idel lykke. Far og søn havde det stort set godt med hinanden. Onkel Carl overtog efterhånden forretningen helt til Bedstefars store lettelse, men Bedstemor og tante Rosa havde deres problemer. Så er det sagt uden overdrivelse. Det er min opfattelse, at tante Rosa "tav og tålte" i meget vid udstrækning og holdt ud den halve snes år, til Bedstemor døde i 1948, for øvrigt på Bedstefars 80 års fødselsdag. - Men tilbage til Bedstemor som værtinde. Når man overnattede i hendes hjem, fik man altid friskbagte boller til morgenkaffen. Aldrig, jeg gentager: aldrig, har nogen lavet boller der smagte blot tilnærmelsesvis så godt som Bedstemors morgenboller - end ikke dem, der blev serveret for Simon Spies.

Når Bedstemor havde gæster til spisning sad hun aldrig til bords. Hun stod i døren mellem køkken og spisestue og så til, at alle var velforsynede og veltilpasse. Selv stod hun undertiden med en tallerken i hånden og spiste stående, ellers spiste hun ved bordet i køkkenet. Sådan skulle det være i det hus. Tante Rosa fulgte skikken op, men ingen af Bedstemors døtre har i deres respektive hjem praktiseret en tilsvarende værtindeadfærd.

*****

Bedstemor Søndersø blev til Bedstemor Næsby, idet hun efter nogle få år efter Bedstefars død solgte ejendommen i Langebyende i Søndersø til Erna og Peter Hansen, der i nogle år drev og stort set levede af det landbrug, som hørte til. Far, der havde etableret sig på hovedgaden havde i realiteten for længst overtaget det meste af den almindelige slagtervirksomhed. Dog fortsatte han med at slagte i det slagtehus, der havde været Bedstefars indtil kort tid før krigen. På det tidspunkt havde de veterinære myndigheder forbudt fortsat anvendelse af slagtehuset til erhvervsmæssige slagtninger på grund af for ringe lofthøjde. - Men altså, Bedstemor flyttede de ca. 10 km nærmere til Odense, dvs. til Næsby, hvor i forvejen en datter, gift med en karetmager, og en søn, der havde købmandsbutik, boede. Der i Næsby lejede hun førstesalen i et hus, hvor hun fik et køkken, en stue og et soveværelse, mens de sanitære installationer var i kælderen i begyndelsen. Senere blev der installeret et WC også på førstesalen. Her boede hun i ca. 20 år, indtil hun i 1957 i en alder af 83 år kom på alderdomshjemmet i Kerteminde, hvor hun var glad for at bo, indtil 1967. Da brækkede hun det ene lårben, kom på sygehuset i Odense og døde, knap 93 år gammel. I alt levede hun i enkestand i ca. 33 år.

Bedstemor Næsby var den diametrale modsætning til Bedstemor Sydfyn. Hun havde penge, ikke mange, men nok til at hun kunne gøre nogenlunde, hvad hun ville. Hun besøgte naturligvis sine børn på skift. Hun havde jo 10, dvs., det var kun de 9 hun kunne besøge, for den yngste, onkel Christian, et navn, der går igen i min fædrene familie, var i 1938 omkommet ved en drukneulykke ved Flyvesandet på Nordfyn. Disse 9, der alle havde stiftet familie, var ikke altid udelt tilfredse med at få besøg af deres mor/svigermor, for hun havde det med at blande sig, og man måtte nok tilgive hende hendes nyfigenhed, eftersom hendes liv efter det 60. år havde fået et andet og mindre indhold.

Af gode grunde var familiesammenkomsterne hos Bedstemor Næsby få, og det var naturligvis ikke muligt for hende at samle børn, svigerbørn og børnebørn inden for de boligmæssige rammer, hun havde i Næsby, men hun fik mange besøg, og det er min opfattelse at hun ikke følte sig særligt ensom.

Jeg ved ikke, hvor mange af hendes børnebørn der besøgte hende på alderdomshjemmet i Kerteminde. Min søster gjorde det kun sjældent, og andre havde det sikkert på tilsvarende vis, for det er ikke meget et ungt menneske, hvadenten det er en pige eller en dreng, har at tale med et gammelt menneske på 80-90 år om. Det mener de selv, men ofte med urette. Selv havde jeg det også sådan, men andre forhold, og i begyndelsen særdeles kontante forhold, bevirkede, at jeg kom til at ændre mit syn på det at underholde sig med gamle mennesker. Det kontante bestod ganske enkelt i, at Bedstemor i form af lån, der senere blev eftergivet, betalte en væsentlig del af de omkostninger, som var forbundet med min første treårige uddannelse i Århus. Det gjorde hun, sagde hun, fordi jeg var hendes yndling blandt børnebørnene. Det var jeg ikke klar over, og den dag i dag ved jeg ikke hvorfor, men en kendsgerning var det. Det ville derfor af mig været topmålet af uforskammet utaknemmelighed ikke at besøge min bedstemor, når lejlighed gaves. Disse besøg, der som oftest var på en god times tid, førte langsomt til, at jeg kom til at synes bedre og bedre om min gamle bedstemor, selv om hun egentlig som menneske var en type, jeg ikke ubetinget er begejstret for. Hendes nyfigenhed har jeg nævnt, en egenskab hun havde til fælles med mange. Hertil kom hendes totale mangel på musiske interesser. Musik var for hende kun støj, og da jeg en gang tog hende med i biografen til Chaplins "Limelight", var hendes begejstring meget kølig, og det viste sig, at det hun havde hæftet sig ved, var nøgterne facts, som stemte overens med et andet af hendes betydelige træk, nemlig hendes materielle indstilling til alle forhold i livet. Kunst var i det hele taget ikke noget der optog hende lige bortset fra Morten Korchs romaner, men de var som bekendt ikke i høj kurs dengang.

Jeg kender ikke nok til hendes baggrund til at kunne blot forsøge at forklare eller gisne om de bagvedliggende årsager til sådanne karaktertræk, men jeg har tit - sammen med en af mine kusiner - spekuleret på, om vi her kunne finde en af årsagerne til, at der mellem de fleste af Bedstemors børn oftest var væbnet neutralitet, som undertiden - ofte i længere perioder kunne give sig udslag i direkte uvenlige holdninger, der var ensbetydende med, at de ikke kunne have noget med hinanden at gøre, ofte knap være i stue sammen.

Forholdet mellem Bedstemor og mig udviklede sig imidlertid på bedste vis. Hun accepterede endog min kone, om end med nogen betænkelighed, og min kone kom vist egentlig også til at synes om den gamle dame. I hvert fald glædede vi os meget over den båndoptagelse, vi fik lavet med Bedstemor et halvt års tid før hendes død, og som hun ikke selv fattede en pind af, da vi spillede båndet for hende, da interviewet var slut.

Bedstemor kom som nævnt på besøg hos sine børn og svigerbørn og tilbragte nogle dage hvert sted. Ved disse lejligheder bad Bedstemor altid om at få lov til at stoppe sokker, og hvis de ikke alle var nyvaskede, måtte husmoderen til at klatvaske. Så gik Bedstemor i gang, og jeg har aldrig før, og af gode grunde heller aldrig siden, set så fine stopninger som Bedstemors. Imidlertid stoppede hun kun mandens og drengen(e)s sokker. Moderen og datteren/døtrene måtte selv ordne deres egne strømper og sokker! - Da udviklingen medførte, at alle sokker, selv hjemmestrikkede, blev fremstillet af nylonforstærket garn, som sikrede mod huller i sokkerne, blev Bedstemor dybt fornærmet. Og egentlig kan man godt forstå hendes følelse i den anledning. At føle sig overflødig er ikke rart!

Da Bedstemor var 79 år gammel var min søster og jeg ude at bade med hende ved Flyvesandet, hvor et par årtier tidligere hendes yngste søn var druknet.

Når man tænker efter, dukker mange erindringer op om Bedstemors gøren og laden. Et sidste eksempel: Bedstemor havde købt sig et vattæppe, og fortrudt. Det var med andre ord et fejlkøb, men hun kunne ikke levere varen tilbage; dog hun var ikke rådvild: "Det tæppe kan Oskar bruge," meddelte hun min mor, "men han skal give 30 kr. for det," tilføjede hun og tænkte velsagtens, at nu tjener Oskar selv sine penge, og så kan han godt betale for det. Sådan blev det naturligvis. Jeg blev ejer af tæppet og 30 kr. fattigere. Som vattæppe var det intet værd, tungt og ubekvemt, men det viste sig at være fortræffeligt som en slags rullemadras, og det tjente os i mange år.

Jeg har antydet, at forholdet mellem mine bedsteforældres børn godt kunne have været bedre. Da således en af mine fastre giftede sig med onkel Gregers, der var en ung karetmager, født og opvokset på Sydfyn, men som havde lært i Skamby på Nordfyn, var det unge par enige om, at de måtte slå sig ned i god afstand fra den nævnte del af familien. Det blev derfor Rødkjærsbro på Viborgegnen, der kom til at danne rammen om deres liv helt frem til, at min faster som den sidste døde i 1996, mindre end to år efter onkel Gregers’ død

Da de hen mod midten af 30’erne købte hus og værksted i Rødkjærsbro, syntes familien, at det var skrækkeligt langt væk, og tante Annas bror Jørgen spurgte forsigtigt og med bekymring i stemmen: "Vokser der i det hele taget træer deroppe?" Jo, Danmark var større dengang, eller også var det uvidenheden.

Det viste sig at være en klog disposition, som Anna og Gregers traf. De holdt sig stort set uden for alt ævl og kiv i familien, og deres hjem blev i stedet et samlingspunkt for praktisk talt hele familien.

*****

Nu har jeg efterhånden fået beskrevet rammerne omkring min egen nære familie, mor, far og søster. Min søster har jeg nævnt et par gange, men hvordan hun kom ind i min tilværelse kan godt gøre en forklaring nødvendig. Ikke den om blomsterne og bierne. Det kunne man ikke drømme om at snakke med en knægt om på omkring de tre år dengang. Næh, der blev lagt sukkerstykker (det hed stumpsukker) på den del af vinduesrammen, som i et såkaldt dannebrogsvindue, befinder sig lige under de to øverste vinduer. Det var sukker til storken, som skulle komme med den lille søster, vi alle tre sådan ønskede os. Og storken kom. Den 14. april 1935 kom storken med en lille pige, som på bestilling. Det var naturligvis Aksel oppe på Centralen, der måtte af sted efter jordemoderen, mens Far og jeg kørte ned i Langebyende for at slagte et par kalve. Lidt hen på eftermiddagen blev jeg sendt ind til Bedstemor, mens Far kørte hjem til Mor. En god times tid senere tog Bedstemor mig ved hånden, og vi gik hjem til mine forældre for at hilse på min lille søster.

Hende havde jeg glædet mig meget til, og jeg greb straks mit bedste stykke legetøj, som jeg ville forære hende. Men hvilken skuffelse! Jeg kom med et smukt forkromet cykelstyr, men den "dumme tøs" så det ikke, ænsede det ikke!! - Det var Paula. Som søskende havde vi det godt sammen. Alvorligt uvenner har vi aldrig været. Vort søskendeforhold var i perioder både nært og varmt, men forskellige interesser og forskellige venner og kammerater bevirkede, at forholdet mellem os blev anderledes end, hvis vi havde været helt uden kammerater at lege med, kun henvist til hinanden. Det er svært selv at afgøre, men jeg mener, at vi var ret forskellige, min søster og jeg, men vi har aldrig blot antydningsvis haft de problemer, som kom til at præge forholdet mellem min fars søskende i praktisk talt hele deres voksenliv.

Da Paula døde i slutningen af 1994, var det egentlig først hen imod slutningen, at jeg blev klar over, hvor kort tid, hun havde igen. Hun boede i Næstved med sin familie, dog de sidste 12 år som enke, og vi boede på Fyn. På grund af Storebælt var gensidige besøg ikke ret hyppige. Da jeg blev klar over, at livets afslutning for hende var nærmere, end jeg havde forestillet mig, afviste hun venligt, men utvetydigt mine forslag om, at jeg skulle komme til Næstved, så vi kunne være sammen. Dette måtte jeg naturligvis respektere, men grunden til denne holdning er mig stadig en gåde.

*****

Daginstitutioner som vuggestue, børnehave og lign. var naturligvis for os børn aldeles ukendte begreber. Alle, dvs. Paula og jeg og alle vore kammerater, havde vore hjem og vore forældre omkring os i det daglige. Dertil kom masser af plads udendørs at boltre os på, praktisk talt næsten ingen, og i hvert fald ikke nogen farlig trafik på vejene i Søndersø. Skolens legeplads, sportspladsen, gadekæret i isvintrene, grusgraven (et anlæg med træer og buske) til ski og kælk om vinteren og om sommeren til allehånde lege i en kuperet natur, landbrugsejendomme med i hvert fald heste, køer og grise samt naturligvis fjerkræ, kroen med krohave, krosal og scene, alle disse muligheder stod mestendels legitimt til vor rådighed som legeplads. Voksenkontakt havde vi, stort set efter behov. Egne forældre, de andres forældre, og dem uden børn. Det var ikke noget, som blev stillet til rådighed for os. Det var der bare, men vi havde fandeme at opføre os ordentligt og ikke blive alt for frække. Det kunne hænde, at Thorvald omme i Baggyden (en landmand) og hans kone Emma "fik nok af børn" - selv var de barnløse. Men så havde vi altså også været lidt for livlige.

Ikke alle havde eget værelse, men eget værelse var nu nærmere reglen end undtagelsen. Kun i familier, hvor der var mange søskende kunne det knibe. Men værelsernes udstyr var målt med nutidens målestok yderst spartansk, og de mængder af legetøj, man i dag ser på børneværelser, kunne vi dengang end ikke drømme om. Alligevel vil jeg vove den påstand, at rammerne om min barndom var mange gange bedre end de institutioner med alskens udstyr og pædagoger, der i dag er det helt almindelige tilbud til nutidens børn. Tilbud er for øvrigt forkert at sige, for de har jo desværre i de fleste tilfælde intet valg overhovedet. Gad vide, om de ikke, når det kom til stykket, ville vælge det liv, som var mine kammeraters og mit, hvis de altså fik lejlighed til at lære det at kende.

Som børn er flest, var vi nogle skarnsunger. Det var især Mutter Sol, det gik ud over, og det var egentlig synd, for hun var i grunden rigtig flink, men hun kunne altså ikke tåle, at vi spillede bold på gaden. Det var under krigen, og bortset fra cykler kom der måske en generator-gas-bil en gang i timen og et par hestekøretøjer, så gaden var et oplagt sted at lege med f. eks en tennisbold, når det lykkedes for en af os at støve en sådan op, for købes kunne den ikke på grund af varemangel. Mutter Sols bekymring gjaldt på ingen måde os børn, men hendes egne vinduer. Hun var bange for, at vi skulle smadre en rude, men jeg kan ikke mindes, at det nogensinde skete for os ved boldspil. Derimod er jeg sikker på, at vore slangebøsser nok har forvoldt betydelig mere skade end tennisbolden. Den - bolden altså - blev for øvrigt væk for os engang. Det var for resten min. Bent, Knud og jeg brugte et par dage på at finde den igen. Den havde kilet sig fast mellem nogle grene i et højt træ, og vi havde et allerhelvedes mas med at få den hentet ned igen, for ned skulle den , og ned kom den, så legen kunne fortsætte.

Mutter Sol, der boede lige ved siden af os, havde i øvrigt en svaghed for Knud, og den benyttede han sig af. Han satte sig på en stor flad sten ved et hushjørne ud til fortovet, hvor Mutter Sol ikke kunne undgå at få øje på ham, og med næsten usvigelig sikkerhed kaldte hun så Knud over til sig og gav ham en is bestående af 2 vaffelmuslingeskaller med nougatis imellem. Regelmæssige lommepenge kendte vi ikke til dengang, men vi klarede os udmærket med naturalier.- Jeg prøvede for øvrigt også Knuds trick, men det virkede ikke. Hun så mig, men nej!...... Mutter Sol kunne nemlig ikke døje min far.

Engang, vi spillede bold på gaden, kom Mutter Sol ud for at skælde ud, men vi fortsatte med at spille bold og trak som efter en fælles overenskomst langsomt ned ad gaden, mens Mutter Sol i sin rokkende gangart fulgte efter, alt imens hun brugte mund. På den måde fik vi lokket hende ca. 100 m hen ad gaden, og da det gik op for hende, at vi havde haft hende til bedste, skyndte hun sig hjem så hurtigt, hun kunne, mens vi morede os.

Mutter Sols egen søn var meget ældre end vi andre, han var voksen, men en skidt fyr efter, hvad vore forældre sagde. Han forførte, sagde man, en ganske ung pige. Hun fik en søn. De blev gift og ret hurtigt skilt igen.. Hun blev ved et tilfælde "opdaget" af Børge Rosenbaum (nu Victor Borge), der efter et trafikuheld opholdt sig i kortere tid på hendes forældres kro. Pigen fik sin sanguddannelse og blev en af vore kendte operasangerinder på Det kgl. Teater, men døde alt for tidligt.

*****

Kroen var en herlig legeplads, men vi blev også sat i arbejde. Det kunne hænde, sådan hen på sommeren, når der var store slagtekyllinger i hønsegården, at vi fik en bestilling på f. eks. 5 eller 8 kyllinger til kroens køkken. Det kunne godt tage nogen tid for os, dels at fange de største, og dels, når hovederne var hugget af, at finde dem igen, efter at de var løbet rundt hovedløse.

Vi blev også sat til at plukke bær, luge og rive i krohaven, fik lov "at spille dilettant" på scenen i krosalen. Vi var der også da "Kaj Julians Orkester" gav koncert og spillede til bal bagefter. Kaj Julian var kendt i det ganske land på det tidspunkt. Hans middagskoncerter fra Restaurant Kilden i Aalborg var uhyre populære, og hans pladeindspilninger rangerede på højde med Teddy Petersens.

Kaj Julian skrev sin autograf i Paulas autografbog med en flot svungen skrift, og nederst i højre hjørne skrev han sit borgerlige navn: Erik Andersen. Da lærte jeg noget nyt. Jeg havde ikke vidst, at man kunne have to så forskellige navne. Jo nok øgenavne, men to rigtige navne, som man selv brugte!!!! - Det var efter koncerten, Kaj Julian skrev den enlige autograf. Da der blev spillet op til bal, havde dirigenten lagt både taktstokken og sin violin. Orkesteret spille uden dirigent, men jeg så, at han sad ude i kulissen og holdt om sit hoved med begge hænder. Da jeg spurgte nogle af de voksne, fik jeg det svar, at han nok ikke kunne tåle det fynske øl fra Albani.

*****

Det følgende afsnit handler om gadekæret. Vi drenge kaldte det aldrig andet, for vi kendte ikke det rigtige "gadekær", som efter sigende skulle have ligget i nærheden af skolen, men som var sløjfet længe før vor tid. For os var der i Søndersø kun to gadekær, nemlig det, som rettelig iflg. provst Finn Ole Hansen hedder Kirkekæret, og det, som ligger nede i Langebyende, men for os var Kirkekæret et ukendt navn.

Gadekæret var vi meget fortrolige med om vinteren, ikke mindst isvintrene i begyndelsen af 1940’erne var vidunderlige, også på gadekæret, hvor vi løb på skøjter, der altid faldt af, lavede glidebaner, og lærte at omgås både sikker og usikker is. Men om sommeren, kunne gadekæret da også bruges? Det kunne det! Gadekæret lå ikke særligt centralt, men det passede os godt, for vi ville sejle på det, med en tømmerflåde. Materialer til en sådan flåde var det næste problem. Vi kunne ret hurtigt mønstre nogle få brædder, et par store tomme blikdunke, et gammelt hønsenet og nogle søm. Men der manglede noget. Vi blev enige om, at en dør måtte kunne bruges. Helge mente nok, at han kunne skaffe den, men vi pålagde ham for en sikkerhed skyld, at det skulle gå ærligt til. - Et par dage efter var sagen i orden , sagde han. Han havde fået lov af sin far til at tage en dør oppe bag scenen, hvorfra der førte en trappe ned til kælderen og derfra ud i gården. Vi var nødt til at hjælpe ham med den, sagde han, og det gjorde vi så. - Da vi så lige skulle til at bære døren ud på gårdspladsen, sagde Helge: "Jeg har fået lov af far, men han kan alligevel ikke så godt lide at se, at vi går med den dør, så vi må skynde os." Det gjorde vi så. Tømmerflåden blev fin, men Helge fik en kæmpe-røvfuld af sin far og tabte måske nok derfor noget af interessen for tømmerflåden.

Man opdagede naturligvis ret hurtigt, at vi havde vores tømmerflåde, og det skulle såmænd ikke undre mig, om Helges far med en vis stolthed i stemmen havde fortalt den del af historien, han kendte til. Vor tømmerflåde var ikke en hemmelighed og kunne ikke holdes hemmelig, og derfor gik det da også, som vi kunne frygte: Andre begyndte at sejle på den, og det måtte vi finde os i, selv om det bestemt ikke passede os. - En dag kom et par af os på cykel forbi gadekæret og så, at en havde "hugget" vores tømmerflåde og var stået "til søs" med den. Den formastelige var oven i købet "en voksen". Det var en, som tjente som tredjekarl på en af byens gårde og var omkring de 16 år gammel. Han havde i middagsstunden haft et ærinde til købmanden, var kommet forbi gadekæret, havde set tømmerflåden og var faldet for fristelsen. Der var jo stadig så meget dreng tilbage i sådan en fyr, så sådan set på nogle årtiers afstand kan man jo godt forstå hans handling, men den havde vi ingen forståelse for dengang. Pludselig gik det op for os, at fyren var dybt ulykkelig. Han sad på hug på flåden ude midt i gadekæret, og da vi så godt efter, så vi, at den lange stang, vi brugte til at stage flåden med sad fast i gadekærets bunddynd. Kun 10 - 15 cm ragede op over vandoverfladen, og den stakkels fyr på flåden kunne ikke nå stagen, hvor meget han end rakte sig. Tværtimod, flåden gled uendelig langsomt, men ganske tydeligt væk fra stagen, utvivlsomt forårsaget af den unge mands strækkebevægelser. Jo mere han rakte ud efter stagen, des længere gled flåden væk.

Da han fik øje på os, råbte han til os, at vi skulle hjælpe ham. Vi spurgte, om han vidste, hvem tømmerflåden tilhørte. Det mente han ikke at vide. Derfor fortalte vi ham om ejerskabet, og så kørte vi hjem. Han var jo ikke i fare. Flåden var bæredygtig og derfor sikker nok

*****

I barndommen går man jo også i skole. Den del af tilværelsen vil jeg vende tilbage til i et selvstændigt afsnit. Skolen beslaglagde i min barndom kun en forholdsvis beskeden del af vor tid. Så fritiden var rigelig, og vi udnyttede den. Imidlertid mente nogle af vore forældre, nok mest mødrene, at vi skulle lære andet end det, skolen bibragte os. Vi skulle ikke bare lære at opføre os ordentligt, vi skulle også lære at føre os ordentligt sic tempus sic mores. Vi skulle med andre ord i danseskole. Det var nu ikke så slemt, da vi først var kommet derhen, ja, det var nærmest sjovt. Og så var der jo også nogle piger, vi ikke kendte, og som vi oven i købet skulle på tæt hold. Piger, vi ikke kendte, holdt vi os på det tidspunkt altid på afstand af. (Denne indstilling viste sig senere at ændre sig ganske væsentligt!)

Danseskolen opfattede vi drenge som en vederstyggelighed, og vi prøvede med næsten alle midler at komme ud af den klemme, som vore mødre bragte os i ved at melde os til, men som sagt uden held, og de følgende år skulle der ikke så store overtalelser til.

Danselæreren var "Overofficiant Nielsen" fra kasernen i Odense. Han var imponerende: en ældre herre, høj, flot, slank, i uniform, med distinktioner på skulderen og med skrårem! Aldrig havde man set sko, der var pudset flottere, den rene stråleglans. - Hans holdning: rank og myndig; og endelig stemmen, dyb og kraftfuld, en stemme, man ikke overhørte, en stemme, der forventede og fik disciplin. Det var i slutningen af 30’erne. Som alt andet måtte "Overofficiant Nielsens Danseskole" indstille virksomheden, da vi var kommet nogle få år ind i besættelsestiden.

Vi fik lært at danse rheinlænderpolka, skomagerpolka, den toppede høne, Lottes død, sekstur til Vejle og hvad de nu hedder alle de gamle danse, man skulle kunne. Desuden lærte vi at danse "moderne", og så fik vi altså lært at føre og opføre os ordentligt, som det nu kunne lade sig gøre.

Vi gik i danseskole på kroen, men de fleste foreningsballer og juletræsfester med bal blev holdt i forsamlingshuset, hvor værten hed Frederik og var afholdsmand, oven i købet inkarneret og af sand overbevisning. Frederik var en glimrende vært og traktementet efter omstændighederne det bedst tænkelige, til priser, der ikke afskrækkede nogen. Derfor var det meget ofte, at det var i forsamlingshuset, tingene foregik, og det var måske også baggrunden for, at Helge og hans familie rejste fra Søndersø kro omkring 1942/43.

For øvrigt vidste min mor, hvordan man med gul frugtfarve kunne snyde Frederik og få snaps til at se ud som uskyldig citronvand. Om nogen bemærkede, at stemningen lidt efter lidt steg ved mine forældres og deres venners bord, skal jeg lade være usagt.

I forsamlingshuset blev musikken næsten altid leveret af Tømrer Brandt og Jørgen Bødker. De spillede henholdsvis violin og harmonika. Somme tider fik de hjælp af Hans ’Ost’, der slog på trommer. Hans borgerlige navn var vist nok Hans Hansen, men det var der ikke mange der kendte, og jeg er ikke engang sikker på det. Til juletræsfesterne var det skik, at provst Thomsen eller lærer Bundsgaard læste en julefortælling.

*****



Besættelsestiden var en tid uden biler, men til gengæld med heste, næsten ligesom dengang da Far var dreng hjemme hos Bedstefar. En væsentlig forskel var, at Bedstefar havde mange heste, mens min far kun havde en. Men det var ikke noget, jeg tænkte på dengang i 1940 hen på året, da benzinsituationen førte til, at almindelige handlende og håndværkere måske allerhøjest kunne få tilladelse til at lade montere en gasgenerator på deres bil. Nogle fik "gengas", som det hed, andre ikke. Hjemme hos os fik vi ikke, men til gengæld fik vi hest! Og tænk, hvilken oplevelse det var for en niårig dreng. - Hun hed Minna og var en tolvårig forhenværende travhest, som Far havde købt for 600 kr. i Ryslinge. Det var vistnok en rimelig pris, men der var ikke meget Minna tilbage. Derfor den rimelige pris. Minna var mager, nærmest afpillet. Far ville have redet til Søndersø, men gik til fods ved siden af hende langt det meste af vejen hjem. Kun op ad hovedgaden i Søndersø ved jeg, at han red!

Vi havde ventet Far og hans hest hjem ved tretiden om eftermiddagen, og jeg var kørt langt uden for byen på cykel for at tage imod. De kom ikke! Igen og igen kørte jeg ud. Jeg ville tage imod Far og hesten. Jeg ville være med, når de kom til Søndersø, men de kom ikke.

Klokken 9 om aftenen var jeg dødtræt og blev kommanderet i seng. Klokken halv elleve vækkede Mor mig. Jeg skulle komme med ud. - Der var de: Far og Minna, eller rettere: Minna og Far, for det var hesten, det drejede sig om. Og hun var dejlig. Skindet, hårlaget, manken, den bløde mule og sidst, men ikke mindst lugten, duften af varm hest. Det er, som var det i går. At Minna på det tidspunkt var en afrakket, halvgammel, afdanket krikke, der nok var blevet vanrøgtet og måske mishandlet, kunne jeg naturligvis ikke se. For mig er Minna stadig den smukkeste hest, jeg har oplevet, og hun blev endnu smukkere.

Far vidste, hvordan man plejer en hest både fysisk og psykisk med foder, opmærksomhed og omsorg. Resultatet blev formidabelt. Et nærmest nervøst vrag blev rolig, tillidsfuld og en fantastisk kørehest, som ved flere lejligheder fik mulighed for at måle sig med Rikkelus og Sirius uden at skuffe. Jo, hun kunne løbe!

Det er ofte sådan, at den store glæde bliver til den store sorg. Sådan også med Minna: Måske et års tid efter, at Far var kommet hjem med hende, blev hun syg. Hun fik kuller, altså en hjernebetændelse, og måtte slagtes. Far og den anden slagter i Søndersø, Aage Ploug, slagtede altid sammen i sådanne tilfælde, og de slagtede også Minna, men det var Aage, der skød hende. Jeg flygtede hjemmefra, ud til Niels Peter og Julie i Kellebygyden, og jeg kom først hjem hen på aftenen. Da var Minna ikke mere; i slagtehuset hang der en kødkrop, men det var ikke Minna.

*****

Når man anskaffer sig en hest, får dette indvirkning på en række områder. Bilen kunne ikke længere stå opklodset i garagen, men måtte forvises til en lejet opmagasinering. Der skulle være hestevogn i garagen. Det gamle hønsehus tjente i første omgang som hestestald, men blev senere kasseret. Hestefoder skulle der også være plads til, og den viste sig at være på loftet over slagtehuset, hvor Far ellers kun havde opbevaret savsmuld til røgovnen samt diverse rariteter, som man måske kunne få brug for. En del af disse måtte vige pladsen for høet, som Far anskaffede på den måde, at han lejede af amtsvejmanden retten til at slå græs til hø langs visse vejstrækninger samt ved gadekæret = Kirkekæret.

Hø er vidunderligt at lege i, men også lidt ondskabsfuldt, hvis man ikke passer på at undgå de tidsler, der uvægerligt altid var i datidens hø, som stammede fra usprøjtet græs. Det var en svir at lege på loftet over slagtehuset, men det blev der sat en effektiv stopper for. Det foregik på den måde, at en dag, hvor vi legede på loftet, havde vi af forsigtighedshensyn lukket lugen over stigehullet, så den hvilede på stigens øverste ende. Vi ville ikke risikere, at nogen af vanvare skulle dratte ned på cementgulvet nedenunder. Paula var på det tidspunkt omkring de 6 år, og hun blev af en eller anden grund ked af legen og ville ned fra loftet. Derfor stillede hun sig for enden af stigen, tog ved lugen for at løfte den op, så hun kunne kravle ned ad stigen. Lugen var imidlertid alt for tung for hende at løfte. Derfor trådte en af drengene til for at hjælpe den lille pige. Han stod på siden af lugen, som han tog fat i og med lethed lukkede op. Paula havde imidlertid ikke sluppet sit greb. Da lugen blev åbnet, fik hun overbalance og faldt hovedkulds ud over kanten og skreg, mens hun som en bold rullede ned ad stigen.. Her stod dyrlægens yngste, Grethe hed hun og var kun en tre - fire år gammel. Hun kunne ikke selv kravle op ad stigen og fik derfor ikke lov til at være med i legen på loftet. En lille, bred og lidt velnæret unge var hun, og det var nok et held for Paula. Grethe stod som sagt for enden af stigen, og da Paula skrigende rullede ned, væltede hun Grethe og landede lige oven på den lille pige, der i første omgang blev så betuttet, at der ikke kom en lyd fra hende.

Mor havde tilfældigvis fra stuevinduet set, hvad der skete, og kom derfor styrtende for at tage affære. Så hylede begge tøsene, og da Mor så, at ingen var kommet til skade, begyndte hun at skælde ud, mest på os andre. Så blev der ellers udstedt forbud mod at lege på høloftet, og i mere end et år var der ingen af os, der turde blot nærme os stigen i den hensigt at kravle op gennem lugen.

Da min kone og jeg i 1977 købte mit barndomshjem af mine forældre, lå der endnu hø på loftet. Det stammede fra begyndelsen af fyrrerne, men duften var gået af det, som den går af så meget andet, når man ikke mere er barn.

*****

Julie og Niels Peter Nielsen havde et husmandssted i Kelleby lige uden for Søndersø. Langt op ad en elendig markvej skulle man for at finde frem til stedet. I længen mod vest var der et par svinestier. Mod øst var der en længe med plads til 7- 8 køer samt et par arbejdsheste, og i længen mellem de to stalde boede så menneskene. Hvor mange der var af dem, fik jeg aldrig rigtig styr på. Familien havde ret mange børn, men de fleste var meget ældre end jeg og for længst rejst hjemmefra, da jeg begyndte at komme i familien. - Hvordan det gik til ved jeg ikke. Jeg kom der bare. Min søster var aldrig med, kun sammen med mine forældre, når de kom for at hente mig om aftenen, fik Paula en vag ide om alle de oplevelser, jeg havde haft i løbet af dagen.

En sådan dag begyndte tidligt om morgenen, når Niels Peter kørte på mejeriet med mælk. Denne mælketur, som den blev kaldt, var et praktisk arrangement, som ikke eksisterer mere. Nu afhentes mælk i store tankvogne, og den køres ofte gennem det halve land for at blive behandlet på en af de store fabrikker, som man har den dristighed fortsat at kalde for et mejeri. Outputtet fra et mejeri - for nu at tale nutidens sprog - er et naturprodukt som f. eks smør, mens et fabriksprodukt som f.eks. Kærgaarden er blandet og utvivlsomt "processed" som en bedre margarine. -- Dengang var mejeriet et lokalt foretagende, og mejeribetyreren og mejeristerne kendte deres leverandører og kvaliteten af deres leveringer og tog bestik deraf.

Til et sådant mejeri leverede bønderne selv mælken hver dag og fik returmælken i form af skummetmælk og valle med hjem for at bruge den som grisefoder. Naturligvis kunne det ikke betale sig for den enkelte landmand, gårdejer eller husmand, kun at køre med egen mælk. Derfor skabte man et system, hvor den enkelte landmand kunne byde på transporten for et større antal bedrifter, hvis han havde lyst til at påtage sig arbejdet, og altså også behov for at tjene de penge, som en sådan mælketur kunne indbringe. I den situation var Niels Peter. Han kunne bruge pengene, og så længe helbredet holdt, kørte han sin daglige mælketur til Søndersø mejeri. Bygningerne her rummer i dag en REMA 1000 butik - sic transit gloria mundi!

Når Niels Peter var på vej til mejeriet, stod jeg i vejkanten, standsede ham og hans køretøj, spurgte, om jeg måtte komme med ham hjem til Kelleby. Hvis svaret var ja, stod jeg så klar med min pakke uden for vort hus. Når Niels Peter kom, løftede han mig op på vognen. Jeg kan endnu huske duften eller måske snarere lugten af Niels Peter - en blanding af køer, grise, heste, mælk og sikkert også af Niels Peter. Jeg fik sommetider lov at holde tømmerne, når vi var kommet uden for Søndersø. Det var begyndelsen på en god dag. Rigtig god blev den dog først, når vi havde passeret gadekæret i Kelleby. Det kunne jeg ikke lide af en meget speciel grund. En gang kørte Niels Peter nemlig med heste og vogn, hvor der kun stod nogle få junger tilbage, og med ham selv og med mig lige tværs igennem gadekæret, så vandet stod helt op til ladets kant. Det gik heldigvis godt, men det var en forskrækkelse af de store. Derfor var jeg ikke rigtig stolt ved situationen, førend vi havde passeret gadekæret; og Niels Peter, det bæst, ville aldrig fortælle på forhånd, om vi skulle gennem gadekæret eller ej.

Først mange år senere fandt jeg ud af, at vor tur gennem gadekæret var ved højsommertide i en tør periode, hvor ikke mindst træhjulene trængte til fugtighed. Hestene kunne naturligvis også godt tåle at blive kølet af, og samtidig var vandstanden i kæret ikke særlig stor som følge af varmen.

Når jeg skulle ud til Niels Peter og Julie, fik jeg altid en pakke med. I den var der diverse pålægsrester, pølseendestykker, et stykke leverpostej og også ofte noget som var yderst populært hos Julie. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvad det var, men det dæmrede, da jeg blev lidt ældre. Det var noget, som kun yderst sjældent kunne sælges dengang og langt mindre i dag. Det var yveret fra en malkeko. Det var mad, Julie kunne bruge til sin familie, og et sådant yver smagte fortræffeligt. Jeg fik det altid, når blot der ikke var for lang tid mellem mine besøg derude i Kellebygyden.

Julie tilberedte et sådant yver på følgende vis: Efter at være blevet delt i 3 - 4 stykker, blev det lagt i en saltlage (200 gr. salt pr liter vand + nogle få gram salpeter). 3 - 4 dage senere kogte hun det med løg, og hvad hun ellers kunne mønstre af urter. Efter kogningen blev stykkerne lagt i et ikke for hårdt pres, så køligt som vel muligt. En sådan håndskåret skive yver på en rundtenom rugbrød + salt og gammeldags dansk sennep var en sand delikatesse.

Der er sikkert nogle, som er rystet ved tanken om at spise yveret fra en malkeko. Alene tanken, det er jo rent fedtvæv, er nok til at ryste de såkaldt sundhedsbevidste, storrygende

danskere. Tænk på hjerte-/karsygdommene osv.! Der er ingen grund til forargelse over Julie og hendes husholdning. Hver og en af os i dag, som spiser industrielt fremstillet mad, spiser også koyvere. De er blot efter at have været igennem den industrielle proces ikke til at kende igen og ikke nær så velsmagende som dem, Julie tilberedte, inden Hitlers vanvid fik nogle verdener til at bryde sammen.

Men dagene ude hos Niels Peter og Julie var vidunderlige. Jeg oplevede et husmandsliv på godt og ondt. Rige i økonomisk forstand tror jeg ikke, at de blev, men de levede både i deres arbejde og i deres fritid, bl. a. var det en fornøjelse at træffe dem, når de var ude, f. eks. i forsamlingshuset. Humør og glæde havde de med hjemmefra, og de kendte en guds velsignelse af mennesker. Fra dem fik jeg min første indsigt i, hvad landbrug var og nok ideelt set burde være.

*****

På en dejlig uhøjtidelig måde lærte jeg en masse om mange ting, lærte uden at vide det, lærte uden at blive bragt i en kunstig "indlæringssituation" - ordet er intet mindre end rædselsfuldt. Det oser af bedreviden og pædagogik, to af mine forholdsvis få aversioner, som jeg næppe kan undgå at komme til at gøre nærmere rede for på et senere tidspunkt.

Til minderne om barndommen hører også mindet om "Peter Købmand", som på det tidspunkt endnu ikke var købmand, men blev kaldt "købmand", fordi han var købmandskarl hos Marie Købmand, der som man vil huske var datter af Købmand Nielsen, som nok må have været enkefrue. Forretningen hed i hvert tilfælde "Chr. Nielsens Eftf."

Der var tale om en gammeldags landforretning med kolonialhandel, grovvarehandel, kreditgivning til bønder og andre, "som var gode nok" osv. I mine drengeår svandt grovvarehandlen langsomt ind. FAF (Fyens Andels Foderstofforretning AmbA) fik en afdeling i Søndersø og gjorde således et kraftigt indhug, og Brugsforeningen udbyggedes langsomt, men endnu uden alvorligt at skade handelen i Søndersøs 3 andre købmandsbutikker

Som sagt var Peter Købmand der endnu og huserede i købmandsforretningens lade og andre udhuse. Jeg erindrer svagt, at Peter Købmand kørte brændsel og andre grovvarer ud til kunderne med hest og vogn, men hen mod slutningen af 30’erne måtte Peter, der ikke mere var nogen årsunge - for mig har han altid været ældgammel, og en overgang nærmest udødelig - til at tage kørekort, hvilket der blev talt meget om blandt de voksne, for købmand Nielsen havde købt en lastbil, en Opel Blitz. Krigens komme, den efterfølgende besættelse og forsyningssituationen som helhed bevirkede, at Peters lastbil måtte til at køre på gengas. Mange er de gange, hvor Knud og jeg har stået og set Peter arbejde med at få gassystemet til at fungere. Generatoren skulle tændes op. Det krævede naturligvis ikke blot de små, nærmest kvadratiske stykker bøgebrænde. Det krævede også optændingspapir. Nogle mente, det var godt at bruge grankogler mellem optændigspapiret og bøgetræet, og under alle omstændigheder skulle blæseren køre for at skaffe luft til ilden i generatoren. Gassen opstod ved en ufuldstændig forbrænding af træet i generatoren, og når der var gas nok efter ½ - 1/1 times forløb, kunne man tænde en flamme i bilens udstødningsrør, hvorefter motoren kunne startes, hvis man stadig havde strøm på batteriet, og hvis karburatoren var justeret rigtigt, og hvis man ikke havde fået klumpet havregrød om morgenen, eller det forkerte ben først ud af sengen, og hvis ungerne (det var os) ikke var for frække, så startede motoren. - Det var ikke så svært at holde den i gang, når blot generatoren holdt gang i den ufuldstændige forbrænding af bøgetræet.

I 1944 kom jeg til at køre med rutebil hver dag og lærte derved mere om gengas end mange mennesker. Rutebilen udgik fra Søndersø hver morgen. Den var forsynet med et forvarmningsanlæg, som skulle gøre det enkelt for Holger (vor rutebilchauffør) at få motoren startet, men et er teori, et ganske andet praksis. For os skolebørn bestod praksis i, at hvis vi ikke ønskede morgensang og første time i skolen, undlod vi at hjælpe Holger, og så fik han ikke startet bilens motor, førend det var for sent at komme i hvert fald til første time. Ellers mødte vi op nede ved garagen i Langebyende, når vi var en halv snes stykker, og så skubbede vi bilen i gang. Det var en Volvo bus med plads til 29 siddende passagerer. At den kunne rumme helt op til 80 mennesker blev bevist ved adskillige lejligheder. Dens hastighed var ikke formidabel. Kun i medvind og ned ad den bedste bakke på ruten kunne den passere de 70 km pr. time, ellers var hastigheden mestendels 30 - 40 km/t. Med talrige stop for aflæsning af dels passagerer og dels gods kunne turen fra Odense til Søndersø med største lethed vare fra 1 - 1½ time; det var en tur på 15 km.

Senere, da rutebilen kom til igen at køre på benzin gjorde den den samme tur på ½ time. Det lyder mærkeligt, men den bil gjorde indtryk på mig - også mere end man normalt skulle forvente. Den havde en udstødningslyd, som var unormalt smeldende, når rutebilen satte i gang sådan ganske normalt. Den lyd havde vi vænnet os til, men den dag i 1947, da Annelise Tuttens far var død og skulle køres i kapellet, kom rutebilen, netop da rustvognen og ligtoget var klar til at sætte i gang. Der var en buket blomster med rutebilen til elektriker Johansens båre. Den afleverede Holger ’Rutebil’ på behørig vis, og så skete det fantastiske: Han kørte og satte i gang uden den smældende udstødningslyd. Jeg undrede mig, og jeg ved, at også min far lagde mærke til den noget usædvanlige igangsætning af rutebilen.

*****

For en normal dreng, der i virkeligheden ikke kunne huske noget som helst om bilerne fra før krigen, var bilernes tilbagekomst i sidste halvdel at 1940’erne en skelsættende begivenhed. Pludselig måtte man til at lære noget nyt om disse tekniske vidundere, men inden vi for alvor giver os efterkrigstiden i vold, lad mig da gøre et kort ophold ved hesten som fænomen og mere specifikt ved de 3 heste, som fulgte efter Minna i min fars hestestald. For os europæere, der tog steppedyret, hesten, til os, har netop dette dyr gennem årtusinder haft en næsten ubeskrivelig betydning for udviklingen af mennesker og samfund. Bilens rolle er kendt, måske også miskendt, og i hvert fald er bilen i disse år ved at blive lagt for had ud fra nogle motiver, som ser noble ud, men måske er netop det modsatte. Men tilbage til hesten, som jeg oplevede den i nogle år fra omkring 10 års alderen. Den var tempo, fart, mobilitet. At kunne komme fra et sted til et andet har altid været væsentligt. Her var hesten, næsten fra tidernes morgen, menneskets egne ben overlegen. Dertil kommer, at hesten er et smukt dyr, som man kun kan blive fascineret af. Ejer man et sådant dyr, kan det vække andres misundelse, og ethvert menneske har en periode, hvor dette er væsentligt - for nogle varer denne periode hele livet - mens andre oplever ejerskabet mere som et skæbnefællesskab, som man nødigt opgiver.

Jeg var som dreng dybt fascineret af heste. Jeg måtte se alle dem, jeg kunne komme i nærheden af. Når forpagter Ove (det er hans efternavn) fra Margaard i sin jumbe kørte op til sadelmageren, der havde købt Rasmus ’Duestegs’ hus, var jeg på stikkerne, altid bag jumben og forpagter Oves kørehest, og jeg nød dette syn. På samme måde nød jeg synet, når en gårdejer fra Ørritslev, 3 km fra Søndersø, km kørende gennem byen med sin Oldenburg hingst. Det var fascination.

Derfor da jeg en dag hørte hovslag fra et par heste, ikke i regelret trav, men snarere en højst ureglementeret blanding af trav og galop, drev min nysgerrighed mig ud på gaden. Jeg var i gang med at tilskære en kæp til et eller andet formål, men jeg måtte ud at se, hvad det var. Til min store forbløffelse var det et par løbske heste, som med seletøj og tømmer havde frigjort sig fra den vogn , de havde været forspændt, og nu i vild forvirring, men holdt sammen af seletøjet, kom styrtende omme fra Dallundvej, var ved at ramle ind i cykelhandlerens hus, undgik det med nød og næppe og fortsatte i vildt løb ned ad gaden, forbi det sted på centralvejen, som fører ud til hovedgaden, og hvor jeg i min iver var kommet til at stå med kæppen i hånden. I det korte øjeblik, hvor hestene passerede mig, fik jeg øje på tømmen, som de slæbte efter sig. Jeg blev hurtigt klar over situationen, løb efter hestene med kæppen i hånden, fangede tømmen med kæppen, tømmen gled op ad kæppen ind i mine hænder. Nu var det mig, der styrede og bestemte. Hestene standsede, og folk kom styrtende til. Sidst kom den karl fra Dallund Avlsgaard, hvis heste var løbet fra ham nede på Dallundvej. Da han så, at der ikke var sket noget alvorligt, åndede han lettet op og gav mig en femkrone. Jeg var lykkelig, og jeg tror, at min far den dag var helt godt tilfreds med sin søn.

*****

Denne episode fandt sted i begyndelsen af fyrrerne, hvis fem første år blev kendt under betegnelsen De fem forbandede år, altså besættelsestiden, der dramatisk tog sin begyndelse den 9. april 1940. Den dag og især morgenen og formiddagen står prentet (NB: det hedder i denne sammenhæng ikke printet, for det er computersprog, og det kendte man slet ikke den gang) i min bevidsthed med en klarhed over detailler, som man ikke skulle tro, at man kunne huske efter så mange år. Jeg var naturligvis i Søndersø, og her kom der ingen soldater den 9. april - faktisk kom de først hen imod slutningen af besættelsen, men det er en anden historie.

Jeg husker vejret. Det var en forårsdag, som vi ofte oplever dem i april. Ikke med egentligt aprilsvejr med sol, regn og blæst. Det var nok køligt, men solen skinnede også, ikke hele tiden, for der var skyer på himlen, men der var også andet på himlen. Der var flyvemaskiner, og der var mange af dem, mange flere end jeg nogensinde tidligere havde oplevet, og de fløj lavt, meget lavt. Jeg husker specielt et fly, som i meget lav højde passerede over gårdspladsen derhjemme i retningen fra syd mod nord. Jeg kunne se piloten ganske tydeligt, jeg så ham iført lædertøj og med læderhjelm på hovedet. Noget sådant havde jeg aldrig tidligere oplevet. Heller aldrig havde jeg oplevet, at de voksne talte sammen på den måde. De havde nok talt om krig og risiko for krig i det sidste par år af trediverne, og det havde til at begynde med gjort mig angst og bange for, at noget skrækkeligt skulle ske. Efterhånden var jeg dog blevet mere hærdet og lyttede interesseret til de voksnes snak - ikke mindst efter den 1. september 1939, da den tyske invasion af Polen indvarslede en ny epoke. Det blev en epoke, som kom til at sætte sit præg især på alle os, der var børn dengang, på godt og på ondt.

Jeg føler mig i dag overbevist om, at det for mig var mest af det gode. Det onde bestod i alt det, vi ikke kunne og ikke kunne få, men det blev vi aldrig rigtig klare over, for vi vidste jo ikke, hvad vi gik glip af. Det, som blev tilbage til os, var de nære ting, ting, som vi var fortrolige med, og som vi kunne bruge, lave om på, forlade, når de blev kedelige, for så at vende tilbage til dem på et senere tidspunkt, når noget andet var blevet for kedeligt. Og kunne vi ikke finde noget, som interesserede os, måtte vi finde os i at kede os. Der var ingen - og slet ikke nogen pædagoger, om syntes, at vi trængte til at blive sat i gang. Det måtte vi selv klare, og vi vidste godt, hvad vi kunne og ikke kunne, altså i betydningen måtte og ikke måtte i etisk forstand. Vi lærte tidligt at trække grænsen. Drengestreger var acceptable, selv om de godt kunne honoreres med en korporlig afstraffelse og langt fra altid af det fædrene eller mødrene ophav. Andre folks børn kunne man godt stikke en lussing, hvis det var fortjent, og det var det som regel.

*****

Niels Christensen og hans kone Jenny havde ikke fået nogen børn. Derfor adopterede de Børge, som på det tidspunkt, så vidt jeg husker, var omkring et par år og kom fra et børnehjem af en slags. - Jenny og Niels var i følge sagens natur ikke ganske unge, da forældrerollen blev deres, og Børge blev rent ud sagt efter alles opfattelse, børn og voksne, godt og grundigt forkælet. Han var lidt yngre end min søster, og der var ikke nogle drenge på hans alder i hans naturlige opland. Derfor søgte han naturligvis at komme med i kammeratskabet, men det lykkedes aldrig rigtigt. Dels var han for lille, og dels var han forkælet - nok mere end vi andre. Derfor blev han også i højere grad end andre genstand for det, som i nutiden kaldes for mobning. Det udtryk kendte vi ikke, men når vi syntes, at nu var han blevet for slem og derfor trængte til at lag tærsk (dengang stavede vi det med ’r’), var der ikke langt fra tanke til handling. Han hylede naturligvis med det samme og løb hjem til sin mor, og så var vi fri for ham.

Ved en sådan lejlighed havde vi overset, at hans far, Niels Christensen var lige i nærheden. Da lille Børge hylede, kom Niels farende med en kæp i hånden. Det med kæppen var nok et tilfælde, men et tilfælde, som fik betydelige konsekvenser for mig. Da Niels viste sig stak vi alle sammen af - i hver sin retning. Jeg hen over et stakit, hvor jeg var så uheldig, at min venstre fod gled på stakittet, og jeg røg på hovedet ned i Ole Mines nygravede havejord. Det havde været helt i orden, hvis blot ikke min venstre fod var gledet ned og havde kilet sig fast mellem to stakitstave. Optændt af sin vrede på sønnens vegne lod Niels sin kæp komme i ubehagelig kontakt med min bag og ryg, og nu var det min tur til at hyle. Jeg kom først løs, da Niels var gået, så de andre kunne komme for at løfte mig og min fod fri af stakittet. - Så vidt jeg husker, var det en halv snes dage, at mine forældre efter samråd med lægen tvang mig til at holde sengen oppe på mit værelse. - Mærkeligt nok opdagede de ikke mærkerne på min ryg. Jeg havde nok fortalt sandheden, men den mest ydmygende del af den mener jeg, at man må have lov til at fortie, når nu ingen spørger.

*****

I øvrigt var Ole Mines rigtige navn Ole Hansen, og han var gift med Rasmine. Som en logisk konsekvens af, at folkeviddet havde givet Ole det navn, hvorunder han var kendt vidt og bredt, blev det skik at kalde Rasmine for Mine Ole. Samme Rasmine havde ord for at være en meget bestemt dame, og alle vidste, at Ole havde stor respekt for Mines meninger. Da Rasmine og Ole - begge i en ret høj alder - døde med forholdsvis kort tids mellemrum, blev huset købt af Sine, der var enke efter en gårdejer på Søndersø Nordmark. Sine var blandt andet mor til den Peter Hansen (gift med Erna), som købte mine bedsteforældres hus i Langebyende.- Da jeg i 1987 mødte Sine på Bogense Sygehus, hvor min far var indlagt og døde, spurgte jeg naturligvis til hendes søn Peter, og fik svaret: "Jamen Peter, han er da død". På spørgsmålet "hvornår?" svarede Sine: "Det er længe siden. Han blev jo kun firs år."

Da jeg talte med Sine, var hun 105 år gammel, og indtil hun kom på sygehuset i Bogense havde hun selv pudset sine vinduer - også udvendig. "For det må hjemmehjælperen jo ikke," sagde Sine.

*****

Jo, der var krudt i nogle af de gamle. Et par af slagsen, men dog ikke så gamle som Sine, var Rasmus ’Duesteg’, der som nævnt boede på vejen op til centralen og således var nabo til mine forældre, og Ludvig Hansen ved siden af kroen der, hvor landevejen, der fører til Bogense, netop har passeret kroen, men endnu ikke nået, den vej, som for et par årtier siden førte til Ullerup, den vej, som nu kun fører til Søndersø Skolen og Birkemosekvarteret. Her boede Ludvig Hansen og hans kone.

Efter den 9.april 1940 ophørte det meste af bilkørselen, og min far måtte klodse sin Ford A varevogn med lad, model 1931, op. Det skete i første omgang hos Ludvig Hansen, så garagen derhjemme blev fri til andre formål. Ludvig Hansen havde nemlig ret god plads. Han havde tidligere handlet med grovvarer, dvs. foderstoffer, korn, kunstgødning m.m. til landbruget samt brændsel. Efter 1940 trappede han sin aktivitet ned, velsagtens fordi han var bekendt med planerne for den ændrede linieføring af landevejen, som altså måtte betyde, at hans hus m.m. skulle sælges eller eksproprieres til fordel for landevejen. Derfor havde han den rigelige plads.

Vejen til Bogense drejede dengang til venstre ved kroen, førte op til kirken, passerede kirken, drejede derpå til højre forbi dyrlæge Andersens hus og frugtplantage, op til gadekæret = Kirkekæret, hvor vi engang havde vor tømmerflåde liggende, og herfra var der, og er der også i dag lige så langt til Bogense, som der er til Odense.

Længe førend landevejsplanerne blev udtænkte, og mens både Ludvig og Rasmus var i deres velmagts dage, var de på en og samme dag taget til Odense. Om de var rejst til Odense - det var 2 mil eller 15 kilometer - sammen eller hver for sig, er der i dag næppe nogen, der ved. Heller ikke ved man noget om deres ærinde eller ærinder i Odense. At de ikke var kørt i deres egne biler havde den naturlige forklaring, at deres biler i begges tilfælde var efter forholdene meget store lastbiler, som det dengang var forbudt at bruge til persontransport, og personbil havde ingen af dem. - Derfor var de passagerer i rutebilen Odense - Bogense, i hvert fald da de sidst på dagen skulle hjem til Søndersø. Om de måske først mødtes i rutebilen, ved jeg ikke, men jeg forestiller mig, hvis de ikke havde været sammen hele dagen, at de havde mødt hinanden en vis tid inden rutebilens afgang, så der var blevet tid til lidt vederkvægelse i rutebilstationens restaurant måske som et supplement til, hvad de måtte have nydt i løbet af dagen. Under alle omstændigheder sad de i rutebilen og lod sig transportere i retning mod Søndersø, da uheldet skete ude midt på den ellers øde landevej. Rutebilen punkterede på det højre baghjul. Dengang var rutebiler ikke, hvad rutebiler er i dag. Nu om dage må rutebiler befordre 60 - 70 siddende og ca. 20 stående passagerer. Dengang var der ikke plads til flere end højst godt og vel 20 siddende passagerer og ingen regler for antallet af stående. (Jeg var omkring 1944 en af ca. 80 passagerer i en rutebil med 29 siddepladser.)

Jeg forestiller mig, at da uheldet skete, var der i rutebilen ca. 20 rejsende. Jeg ved ikke, hvem chaufføren var, men jeg kunne tænke mig, at det var Holger, der hed Christensen, men aldrig blev kaldt andet end Holger ’Rutebil’. Han kørte den rute i det meste af et par menneskealdre, men jeg er på den anden side ikke helt sikker, for den anden faste chauffør, der var begyndt på ruten som billetdreng i 14 års-alderen, kunne lige så vel have været chauffør på den tur, der her er tale om. Han hed for øvrigt Johannes Jensen, men ham var der næsten ingen, der kendte. Til gengæld kendte alle Johannes ’Rutebil’.

I min erindring om det, der skete, var det Holger ’Rutebil’, der var chaufføren. Den chauffør, som ikke kunne beherske sig, men tydeligt gav udtryk for sin ærgrelse over at skulle til at skifte hjul på bilen.

Det hørte Ludvig og sagde. "Hva’ fa’en, Holger. Det er s’gu da’tte no’et å ta’ så tungt å sku’ skivte hjul på så’en en bil." Hertil svarede Holger, at det var noget roderi at skulle til at finde donkraften frem, bede passagererne stå ud af bilen o.s.v.

Så kiggede Ludvig på Rasmus og sagde: "Det sku’ da vel ette være nø’vendigt, vel Rasmus? Det mente Rasmus heller ikke, og sagde til de andre passagerer: "Bliv I bare sittende!" - Derpå stod Rasmus, Ludvig og Holger ud af rutebilen. Holger løsnede det punkterede hjul i dets fastspænding, og mens han tog det af og monterede reservehjulet, løftede Rasmus og Ludvig rutebilen med de resterende passagerer.

Til denne sandfærdige beretning skal tilføjes, at Rasmus som vognmand havde specialiseret sig i kørsel med trækævler til savværker, og at det var en tid, hvor de tekniske hjælpemidler endnu ikke ganske havde overflødiggjort muskelkraft, medens Ludvigs forretning med grovvarer var baseret på varer i sække, der dengang typisk var i 100 kilo størrelsen. Nutidens sækkevarer inden for branchen handles kun i max 50 kilo sække, og 40 kilo sækkene har holdt deres indtog. For øvrigt udgør sækkevarerne i dag kun en minimal del af salget, idet levering sker fra lastbil til kundens silo ved hjælp af en transportør.

*****

Jeg har fortalt om mine oplevelser i forbindelse med den 9. april 1940. Som børn mærkede vi egentlig meget lidt til besættelsen. I virkeligheden var det kun de voksnes snak, der gjorde, at vi var klare over, at vor tilværelse ikke var normal, og vi var da også nogle, der godt kunne huske tiden før besættelsen. Det kneb det derimod med for vore mindre søskendes vedkommende. Nød led vi på ingen måde. Der var bare visse ting, men ikke kunne få, og det accepterede vi som en uomstødelig kendsgerning, og det er vist en meget normal reaktion for børn. Dog ringede for mig alarmklokkerne den dag, da en pige i min klasse fortalte - egentlig uden dramatik- at hverken hun, hendes to ældre brødre eller deres forældre havde fået noget at spise den dag, og at de overhovedet ikke havde nogen mad derhjemme. Da jeg var hjemme til frokost - jeg boede mindre end 100 m fra skolen, og havde 45 minutters pause - fortalte jeg Mor, hvad pigen havde sagt. Resultatet var, at jeg havde tre madpakker med i skole efter pausen.

Det var første og eneste gang, jeg hørte om nød inden for den verden, som var min dengang.

*****

Hen imod krigens slutning, nærmere betegnet i efteråret 1944 kom der soldater til Søndersø. Uniformerne var tyske, men langt den største del af mændene var ubevæbnede rumænere, som mere eller mindre tilfældigt var blevet indrulleret i Hitlers styrker. De var arbejdssoldater, der var indkvarteret på kroen og i forsamlingshuset i Søndersø, og som arbejdede på en el-ledning, som i dag fortsat er i brug i den nordfynske el-forsyning.

Bent, der er et par år ældre end jeg, havde allerede lært tysk i skolen og lærte i rutebilen en af disse rumænere at kende. Han hed Valentin, var kun nogle få år ældre end Bent og var flere gange med rutebilen for at gå til tandlæge i Odense. Valentin blev senere professor vistnok i München og må nu være pensioneret.

Gennem Valentin og Bents oversættelse hørte jeg om den tilværelse, som var disse rumæneres, og jeg husker, at jeg undrede mig over de materielle mangler i deres tilværelse. Vi andre (danskere) i Søndersø savnede jo ikke noget væsentligt. F. eks. havde rumænerne ikke håndsæbe overhovedet. En af dem viste mig, hvordan han vaskede hænder med vand og grus. Det gjorde indtryk! Jeg appellerede til min mor om et stykke sæbe til manden, men forgæves. Ingen hjælp til et medlem af besættelsesmagten. Dog, hun lod sig formilde. Jeg fik et rationeringsmærke. Så kunne han selv købe sig et stykke sæbe. Han fik mærket, købte sæben og sagde tak!

*****

Hen imod krigens slutning gik alvoren mere og mere op for mig. En lille episode belyser måske den groteske situation, vi var i. Min far havde lov til at foretage slagtninger af f. eks. grise for landmænd til landmændenes eget forbrug, mens det var strengt reguleret, hvad han kunne slagte til videresalg. - Især i den kolde årstid fik mange landmænd slagtet grise, og Far havde derfor travlt i slagtehuset. En dag kom et par tyske officerer og bad Far slagte en gris for dem. Det afslog Far med henvisning til sin store travlhed. Tyskerne spurgte så, om de måtte låne Fars skoldekar. Dertil var svaret nej! Så kom ultimatummet: Enten måtte tyskerne låne karret, eller de måtte se dem nødsaget til at konfiskere det. Resultatet var, at Far måtte acceptere, at karret blev lånt ud. - Lægens kone, som var en af dem, man sagde ’De’ til, og som blev omtalt som lægefruen, så, at tyskerne drog af sted med Fars skoldekar.

Denne episode var den direkte årsag til, at mine forældre efter krigen måtte møde op hos politiet - den lokale landbetjent - og gøre rede for deres nationale sindelag samt oplyse om omfanget af samarbejde med besættelsesmagten. Heldigvis var det ikke en af de rabiate, der havde modtaget lægefruens oplysning, ellers kunne den i værste fald have ført til afhentning på ladet af en lastbil den 5. maj 1945.

Sidenhen, i meget moden alder, har jeg ud fra bl.a. ovenstående hændelsesforløb måttet tilslutte mig alle dem, som synes, at det såkaldte retsopgør var et opgør med meget lidt ret, hvor alle de ’store’, som kollaborerede i realiteten gik fri og kom til i efterkrigssamfundet at tjene både ære og penge. De ’små’ måtte betale, og selv uskyldige fik deres ry beklikket, som tilfældet var med mine forældre. Værst var det med samarbejdspolitikerne, hvis virke under besættelsen næppe i efterkrigsårene ville have kunnet stå for en nærmere prøvelse. Men en sådan fandt ikke sted.

For at fuldstændiggøre beretningen om skoldekarret må jeg fortælle et enkelt træk af besættelsestidens rationeringsordninger. Her er det specielt rationeringen af kød, som er af interesse. En rationering i egentlig forstand var der nemlig ikke tale om. Detailhandel med kød blev dengang kun varetaget af slagtere og viktualiehandlere (supermarkeder var et ukendt begreb).Derfor blev denne del af detailhandelen inddraget i rationeringsordningen på den måde, at deres kunder i hver husstand rådede over vistnok 4 mærker, som husmoderen kunne aflevere i 1, 2, 3 eller 4 forretninger, hvor hun ønskede at købe kød og pålægsvarer. - I Søndersø var der to slagtere og en viktualieforretning. Kunderne i Søndersø og oplandet afleverede deres mærker, således som de ønskede at fordele deres køb. Hver forretning registrerede naturligvis, hvem der havde afleveret mærker og hvor mange, og denne registrering kom til at danne grundlag for forsyningen af kød til hver af de pågældende forretninger.

Det var således op til den enkelte detailhandler at fordele kødet til kunderne i overensstemmelse med de afleverede mærker. Far praktiserede det på den måde, at familier, som skulle hold fest af en slags (barnedåb, konfirmation, bryllup m.v.), gav besked til Far i god tid, således at han kunne ’spare kød op’ og levere det rigtige på rette tid.

Lægefruen valgte at fordele sine mærker, hvilket var fuldt forståeligt og kunne ikke give anledning til et eneste hævet øjenbryn. - Dette var baggrunden for en episode, som tidsmæssigt ligger noget forud for skoldekarforløbet.

En dag var lægefruen i butikken og var desværre ikke tilfreds med de stykker, hun kunne vælge imellem. Derimod fik hun øje på noget kød i kølerummet, som en husmandsfamilie havde sparet op til en konfirmation. Dette kød ønskede hun at købet et stykke af. Far forklarede situationen for hende og beklagede ikke at kunne sælge det ønskede stykke kød til hende. Dette blev hun meget opbragt over og forlod butikken i vrede og kom ikke siden.

Far fortalte senere, at han var overbevist om, at denne hændelse skulle hævnes og således var årsagen til anmeldelsen af skoldekarudlånet.

I 1945 var barneårene for mig ved at høre fortiden til. Lige her på skellet mellem barndom og pubertet kom så krigsophøret eller befrielsen, som man kaldte det. Jeg tog naturligvis del i den eufori, som i majdagene greb så godt som alle mennesker, og vi begyndte alle at få alle de gode ting, vi kun havde hørt eller slet ikke kunne huske, for fem år er en lang tid for et barn, men ’de gode ting’ kom bare ikke - eller kom bare alt for langsomt. Tænk, vi nåede helt frem til 1953, inden den sidste rationering - kafferationeringen - hørte op, men da var barndommen helt slut og puberteten for den sags skyld også.

En barndom kan ikke beskrives, sådan som den var. Den kan kun leves og opleves. Intet er fuldkomment. Det er barndommen heller ikke. Psykologer hævder, at barndomsoplevelser præger mennesker for livet. Det er utvivlsom rigtigt. Mange gange må man stille det spørgsmål, om forældre til børn i denne kritiske alder og alle vi andre for dens sags skyld ænser, hvad der skal til for at få de mennesker ud af vore børn, vi gerne vil have, når vi ser på de barndomsvilkår, vi byder dem her i slutningen af 1900-tallet.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn