00
Bemærk!!
NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.
Lokalhistorie i Søndersø Sogn
Mine erindringer: Skolegang
Af Oskar Petersen
- der venligst har stillet materialet til rådighed
I Søndersø, som de fleste andre steder på landet, begyndte skoleåret den 1. april, og loven bestemte, at alle børn, som inden den 1. juli det pågældende år fyldte 7 år, skulle påbegynde den lovpligtige undervisning. Børn født efter den 1/7 kunne vente til det følgende år. Da jeg i 1938 først fyldte 7 år i november, indtrådte undervisningspligten for mig først i 1939. Gudskelov havde mine forældre - og i denne sammenhæng var det min mor, der var bestemmende, ikke nogen ambition om, at deres søn skulle tidligt i skole. Tværtimod. Først mange år senere fortalte Mor mig, at hun og Far var enige om, at det var bedst for mig at blive et år ældre og dermed mere moden, inden jeg kom i skole. Det har jeg senere i livet været dem dybt taknemmelig for, og jeg er overbevist om, at når min uddannelse i skolemæssig henseende fik det gode forløb, som tilfældet er, er det denne mine forældres beslutning dengang i slutningen af trediverne, som er en stærkt medvirkende årsag.
Da jeg imidlertid omsider kom i skole, tegnede skolelivet ikke noget lyst billede af fremtiden for mig, men lad os vende tilbage til det lidt senere.
Da vinteren i årets første måneder af 1939 var ved at gå på hæld, havde jeg overhovedet ingen tanker om den forestående skolegang. Ikke førend jeg en dag så en bog ligge på spisebordet i stuen. Den var ny, og rød og med en tegning af en dreng udenpå - på det stive bogomslag. Mor fortalte mig, at det var en læsebog, at den hed Ole Bole ABC, og at jeg skulle begynde at lære at læse, for nu skulle jeg i skole. Endvidere, at frøken Vestergaard havde sagt, at børnene helst skulle kunne bogstaverne, inden de begyndte i skolens første klasse. Så nu skulle Mor og jeg i gang, og det morede mig slet ikke. Min betænkelighed var stor.
I gang kom vi imidlertid, og det ville være synd at sige, at jeg kunne lide det. Det var kedeligt at skulle sidde der og koncentrere sig om nogle dumme bogstaver, og så var der både store og små bogstaver, og de var jo næsten ikke til at se forskel på. Først skulle vi udelukkende læse skrivebogstaver, sådan nogle, som vi senere kom til at skrive i vore hæfter. Disse bogstaver voldte mig store kvaler, især e og l. De var ikke til at kende forskel på. Men en dag tabte Mor tålmodigheden og gav sin søn en syngende lussing. Det var absolut ikke hverdagskost at få "en på hovedet", og når det hændte, var det med god grund, og uden at jeg følte mig knust eller bar nag. Denne lussing var anderledes. Dette her var åbenbart noget, der skulle tages alvorligt. Lussingen havde den ønskede virkning. I samme øjeblik kunne jeg kende forskel på e og l. Jeg lærte bogstaverne og kunne læse de første 8 sider i Ole Bole ABC, da jeg kom i skole.
Første skoledag var ikke en festdag for nogen af os. De fleste af os blev fulgt i skole af vore mødre, enkelte af en ældre søster eller bror. - Da vi havde fået anvist vore pladser, blev vi ladt alene med frøken Vestergaard og senere igen afhentet efter den første time med det menneske, som nok uden at ville det, men af ren og skær uforstand og med en ubændig hang til disciplin, kom til at ødelægge de næste to år af mit liv. I hvert fald det meste af tiden i skolen og i mange tilfælde de tidlige morgentimer inden en skoledag.
Heldigvis gik vi kun i skole hver anden dag. I første klasse var det tirsdag, torsdag og lørdag, i anden klasse mandag, onsdag og fredag. Men de første to år kun hos frøken Vestergaard.
Vi lærte noget hos frøken Vestergaard. Vi turde ikke andet. Vi var så bange for hende, at vi søgte at indynde os hos hende på alle måder. Det at få et rosende ord fra hende var lykken. At pådrage sig hendes vrede var som det helvede, hun beskrev for os i bibelhistorietimerne.
Lussinger benyttede hun sig ikke meget af. Men hun havde andre raffinerede metoder, - Vi var i klassen 7 drenge og 9 piger, og vi sad i en drengerække og en pigerække. En formastelighed medførte som regel først en advarsel og i gentagelsestilfælde en straf. Hvis misdæderen, som måske blot ikke havde kunnet tie stille, var en dreng kunne straffen bestå i "at komme over til pigerne" og omvendt, hvis synderen var en pige. Nu skulle man tro, at en straf, der bestod i at sidde på en tomandsbænk mellem to piger - så sad man tæt - snarere ville blive opfattet som en belønning end en straf; men en sådan vildfarelse ville man ikke blive offer for, hvis man kendte frøken Vestergaard. I god tid forinden havde hun nemlig i detailler beskrevet sine straffemuligheder og fortalt om den skændsel, en straf indebar. Og for de meget slemme børn havde hun en rigtig uhyggelig straf, sagde hun. Hun havde nemlig nede i kælderen i sin lejligheden lige bag skolestuen et rigtig stort, dybt sort hul, som hun kunne putte uartige børn ned i. Jeg tror, at jeg ikke var ene om at være rædselsslagen.
I en periode i løbet af disse to år, måtte min mor give mig et beroligende medikament, for at jeg overhovedet kunne gå i skole.
Frøken Vestergaard havde naturligvis sine favoritter, fortrinsvis børn fra de større gårde. På disse gårde holdt man pølsegilder, hvortil frøken Vestergaard blev inviteret, og i frugtsæsonen havde børnene fra disse gårde ofte f. eks. æbler med i skole til lærerinden. Sådanne børn havde flere frihedsgrader end os andre, men værst havde den dreng det, hvis far var fodermester på Dallund Avlsgaard, og som sammen med sine søskende og forældre boede i fodermesterhuset, der hørte til avlsgården. At det ikke var luksuøse forhold, familien boede under, siger næsten sig selv. Denne dreng - jeg husker ikke mere hans navn - havde det virkelig hårdt, men gik heldigvis for ham kun kort tid i skole hos frøken Vestergaard, idet hans far blev fyret som fodermester på avlsgården.
Børn synger - glade og gerne. Før jeg kom i skole, sang jeg også - glad og gerne og af fuld hals. Når de havde gæster oppe på centralen, hentede Aksel mig, for at jeg skulle komme at synge. Jeg kom, og jeg sang - sikkert rædselsfuldt som de fleste andre små børn, men det med at synge - i hvert fald, når andre hørte på, sluttede for snart 60 år siden i første klasse hos frøken Vestergaard. "Oskar, du kan ikke synge", sagde hun. "Stil dig op her foran de andre her i vores koropstilling. Når du står her foran, synger de andre ind i dine øren, så du kan få det lært." Og så spillede hun for på sin violin, og vi andre sang - eller forsøgte på det. Inderst inde græd jeg. Når hun spillede, kunne jeg se hendes armbåndsur på venstre håndled. Jeg "kendte klokken" naturligvis og kunne på hendes ur se, hvornår sangtimen ville være forbi. Det var nogle lange minutter.
Da de første to skoleår var omme, gjaldt det om at fortrænge frøken Vestergaard, for nu var vi kommet op i "Den store Skole", og det var noget ganske andet.
Først mange år senere har jeg kunnet tænke på og tale om frøken Vestergaard, og jeg har spurgt mine forældre, hvordan forældre - ikke blot mine, men også alle de andre forældre - havde kunnet acceptere frøken Vestergaard og alt hendes væsen. Et egentligt svar kan jeg ikke huske at have fået, men jeg kan forestille mig, at eftersom lærerinden var en af dem, man sagde "De" til, var hun også var en af autoriteterne. Og autoritet betød dengang meget mere end i dag. For at gå imod en autoritet skulle der mere til, end at en dreng havde det skidt og fik tynd mave af skræk og rædsel.
Sigrid Vestergaard havde ikke nogen egentlig seminarieuddannelse og måtte kun undervise de yngste. Frøken Vestergaard underviste i 1. og 2. klasse, der i Søndersø Skole kaldtes Forskolen, i meget mere end en menneskealder. Hun blev ansat i 1916 og fungerede, så vidt jeg ved, til en gang i begyndelsen af 1960’erne.
*****
Da 2. klasse sluttede ved udgangen af marts 1941, sagde vi farvel til Forskolen, og jeg tror, at ingen af os var kede af det af den grund. Betænkelige måske ved tanken om det nye, vi skulle møde i Den store Skole, men alligevel nok fortrøstningsfulde, for vi havde jo snakket med nogle af de ældre elever, som året før havde oplevet overgangen til Den store Skole, og det skudsmål, de gav den, var ikke alarmerende, men alligevel: Beretninger er et, oplevelser på egen krop noget ganske andet. Imidlertid var der hold i det, vi fik fortalt, og jeg mener, at alle var glade for "avancementet". Forskolen var et overstået kapitel, som det gjaldt om at få på størst mulig afstand. Sådan husker jeg det, og jeg tror, at langt de fleste havde det på samme måde. Evnen til at fortrænge kan være en nådegave.
I Den store Skole var klassekammeraterne de samme som i Forskolen, men nu var en ældre klasse i skole på samme tid, som vi var der. Dem var vi sammen med i frikvartererne, som derved blev betydeligt mere spændende end dem i Forskolen. Nu var der to lærere og ingen frøken Vestergaard. De to lærere var førstelærer Bundsgaard og andenlærer Bruntse. Lærer Bundsgaard var Bents far, og hans fornavn var Ejner, men det brugte vi aldrig, selv om vi var på fornavn med langt de fleste voksne i Søndersø. Lærer Bruntse, vidste vi, hed Kaj, for det havde vi hørt hans kone kalde ham, men heller ikke det fornavn kunne vi drømme om at bruge. Lærerne var efternavn, og tiltaleformen "De". Det var dengang, og det var godt, for vi fik lært at udtrykke os varieret, afhængig af situation og af hvem, man talte med.
De fag, der undervistes i, ville mange nok sige, var ikke særligt spændende, men de taler i så fald om noget, de ikke har kendskab til. Lad mig forklare lidt nærmere. Lærer Bundsgaard havde størst anciennitet, og jeg formoder, at han derfor selv har valgt de fag, han ville undervise i, og som naturligvis var godkendte af sogneråd og skolekommission. Han underviste således i regning, historie, bibelhistorie og geografi. Niveauet i regning var højt, både når det gjaldt skriftlig regning og mundtlig regning, den såkaldte hovedregning, hvor vi i 3. og 4. klasse jonglerede med alle fire regningsarter og med både 2-, 3-, og 4-cifrede tal. Jeg indrømmer blankt, at det kan jeg ikke i dag. Den træning er ikke blevet holdt ved lige.
Historie var primært Danmarks historie, mens bibelhistorien holdt sig til en gennemgang af dels Det Gamle og dels Det Nye Testamente. Disse fantastisk spændende beretninger fik vi fortalt på vort niveau, så de var det, som i nutidens sprog hedder "vedkommende". Jeg må i den sammenhæng retfærdigvis tilføje, at lærer Bundsgaard i al den tid, jeg har kendt ham, inden han gik på pension, var kirkesanger i Søndersø kirke, og det er ikke utænkeligt, at dette har smittet af på undervisningen. I min tid i Den store Skole - det blev kun til godt 2 år - koncentrerede undervisningen i geografi sig om Danmarks og Nordens geografi som det primære, mens det øvrige Europa blev behandlet mindre indgående.
Lærer Bruntses fag var først og fremmest dansk og skrivning, mens naturhistorie og tegning var integrerede fag. Dertil kom gymnastik om vinteren og boldspil om sommeren, men kun for drengene. Pigerne, de stakler, måtte ned til frøken Vestergaard til håndgerning og gymnastik.
Det ser muligvis lidt pauvert ud, men var det ikke. Det var god undervisning, i mange henseender bedre end den, der i dag præsteres for forholdsvis flere penge. Eleverne lærte meget på trods af, at de kun gik i skole hver anden dag. Det fortsatte de for øvrigt med i Søndersø til engang i begyndelsen af tresserne, da en ny skole blev taget i brug.
Jeg kunne godt lide at gå i "Den store Skole". Der blev arbejdet, vi fik lært noget og vi blev behandlet ordentligt. En lærer kan naturligvis aldrig gøre alle tilpas, men det er min opfattelse, at alle i det store og hele var glade for at gå i skole i Søndersø, når man først var kommet igennem de to første år.
Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i "Den store Skole" har følt frygt på samme måde som tilfældet var i løbet af de to første skoleår. Den disciplin som herskede i "Den store Skole" var anderledes og føltes mere tryg. Det hændte kun yderst sjældent, at der blev stukket en lussing eller to, hvis vi altså havde været to, der havde gjort os fortjent til det, sådan som Knud og jeg nok mente, at vi havde efter den episode, som jeg nu skal fortælle om. Jeg må indrømme, at det den dag i dag undrer mig, at vi slap med en ordentlig balle, og jeg er overbevist om, at ingen af os ville have været forurettet over et par velanbragte lussinger, men altså nu til historien:
Det forholdt sig sådan, at Helge "oppe på Kroen" gik på Marie Jørgensen Drengeskole i Odense. Det var en privatskole, som nogle forældre valgte, hvis de mente, at deres dreng/pige ikke ville kunne klare optagelsesprøven til mellemskolen af den ene eller anden grund. Helge var den, der forsynede os med nyheder fra storbyen. Således kom han engang med nogle fløjter, vi kunne have i munden, skjult, men alligevel således at man kunne fløjte i dem. Desværre havde vi ikke råd til at købe dem, men kopiere dem kunne vi. Vi brugte en ølkapsel, som vi bankede flad, foldede diametralt efter at vi med et søm havde forsynet den med et hul. Så kunne den fløjte, højt og gennemtrængende, når man havde øvet sig længe og fået godt med rifter i munden! - En dag kom Helge og viste os noget nysepulver, han kunne købe i Odense. Af uforklarlige årsager havde vi den dag penge på lommen, eller også var det kun den ene af os, dvs. Knud eller mig. Under alle omstændigheder fik vi Helge til at købe nogle æsker nysepulver med hjem til os, og så skulle det prøves! I middagsfrikvarteret, som varede 45 minutter (i dag hedder det frokostpausen og varer 30 minutter) skyndte vi os at spise og kom hurtigt tilbage til skolen, hvor vi afprøvede vort nyanskaffede pulver på de kammerater, der ikke tog hjem til middag, fordi vejen var for lang. Det virkede! - Vi bredte en sky af næsevridende pulver over hele skolen, dvs. 2 klasseværelser og gangene. Og som der blev nyst. Knud og jeg nøs naturligvis også, men det gjorde ikke noget. Derimod de andre og lærerne, ikke mindst lærer Bundsgaard nøs og stampede i gulvet som en elefant, var vi enige om, for han var ikke just slank.
Imidlertid blev det for meget for nogle af vore klassekammerater. De sladrede til lærer Bundsgaard. Det var alt andet end behageligt, for vi vidste godt, at der kunne falde et par lussinger, og Bundsgaard var kendt for at ramme hårdt og præcist, men det blev kun til en af de store kæmpeoverhalinger, som kunne være næsten lige så slemme som lussinger. Efter den omgang var vi noget slukørede, og det var som om nysepulveret havde mistet sin fortryllelse og dermed vor interesse. Den virkning var det ikke sikkert at lussinger ville have haft, og det var lærer Bundsgaard nok klar over.
*****
Det var omtrent på den tid, hvor Knud og jeg havde vor nysepulveraffære, og det var altså under krigen, vistnok i 1943, at vi en dag, hvor vi undersøgte loftet over Knuds forældres købmandsbutik, fandt nogle æsker med hundepropper. Mig bekendt findes de ikke på markedet mere, men for vankundige kan jeg fortælle, at det var korkpropper, som i den ene ende var boret ud, sålede at en lille tyk papirpakke med sprængstof kunne klæbes fast inde i proppen, hvis udboring derefter blev dækket med en lille lap papir, som blev klistret på den udborede endeflade. Disse propper stoppede man ind i en lille pistols korte løb, hvor en stift som et 2" søm af en fjeder blev skudt ind i proppen, når man trykkede på aftrækkeren. Proppen eksploderede med et højt knald, men dens sprængeffekt var yderst ringe. Sådanne pistoler og propper blev brugt i forbindelse med træning af hunde, deraf navnet hundepropper. At de også var udmærkede at bruge nytårsaften siger næsten sig selv, kun fantasien eller rettere mangel på samme satte en grænse for deres anvendelsesmuligheder.
Det var som sagt under krigen efter nogle års besættelse, hvor mangel på næsten alt hørte til dagens orden. Bilerne kørte ikke, nydelsesmidler som kaffe og chokolade fandtes ikke mere - vi børn kunne slet ikke huske, hvordan chokolade smagte - tøj var kradsuld. At kunne købe en ny cykel var som at vinde i lotteriet, og heller ikke slanger og dæk til de gamle cykler kunne man få. Men opfindsomheden var stor. Gamle cykeldæk, som var så ringe, at de ikke kunne holde med en oppustet slange indeni, kunne bruges, hvis man i stedet for luftslange brugte en ring af træ, hvorover dækket blev spændt. Ja opfindsomheden gik så vidt, at man fandt på at opdele træringen i sektioner, som hver hvilede på nogle fjedre, så cykelhjulet fik en fjedrende virkning.
På næste alle områder blomstrede opfindsomheden på den tid. Derfor da Knud og jeg stod med hundepropperne, var vi helt sikre på, at det var vore, for vi havde fundet dem, og vi viste dem ikke til nogen og i hvert fald ikke til Knuds mor, som var indremissionsk og holdt søndagsskole, hvor en sortklædt og sortsnakkende missionær - for det meste af hunkøn - ødelagde vore søndagsformiddage med sin snak om synd og denne verdens elendighed.. - Vi kom i tanke om, at vi engang for længe siden havde fundet under lignende omstændigheder nogle knaldperler, som vi havde haft stor glæde af. Det kunne hundepropperne bruges til! Hos cykelhandleren snakkede vi os til nogle gamle kuglelejer, hvor kuglerne viste sig at have den rette størrelse til at lægge ovenpå det "krudt", som vi med en lommekniv lirkede ud af hundepropperne. Det hændte ganske vist, at en prop knaldede i utide, men sprængeffekten var som sagt ringe, og at vi sved fingrene lidt, var vi ikke uvante med i betragtnings af alt det, vi gav os af med.
Sprængladningen med en stålkugle ovenpå og pakket ind som knaldperle med en styrehale af snoet silkepapir viste sig at fungere perfekt og gav anledning til megen morskab. Vi yndede at sidde oppe i et kvistvindue ud til gaden. Herfra kunne vi med blot en enkelt knaldperle give folk et lille chok, når vi lod den knalde lige bag dem, når de passerede på gaden. Den helt store succes havde vi en dag, da vi kastede en perle bag en cyklist, som, da knaldet lød, sprang af cyklen og gav sig til at undersøge, hvilket hjul der var punkteret. Han havde fast gummi på begge hjul!
En anden gang havde vi succes med at sætte hundepropper ind mellem kæde og tandhjul på folks cykler. Det var meget sjove reaktioner, vi kunne iagttage, når vi på behørig afstand og med uskylden malet i alle træk så folks fjollede reaktioner, når cyklen sagde BANG!.
Opfindsomheden var som sagt stor, men det var nysgerrigheden også. I nogle dage snakkede Knud og jeg om, om prutter kunne brænde. Det var et spørgsmål, som vi måtte have afklaret. Nu forholdt det sig sådan, at i Knuds familie var de seks børn foruden forældrene, og det var nok lidt svært at skaffe lige den mad, husmoderen måtte ønske. Dertil kom, at når vi var på farten i vort revier var der både blommer, æbler, pærer m.v., men ikke altid lige modne. Under alle omstændigheder blev vi enige om, at Knud nok var mest leveringsdygtig i lange prutter, så det blev ham, der skulle lægge bag til vort eksperiment, som fandt sted på mit værelse. Eget værelse var på den tid noget af en luksus. Jeg holdt tændstikken med den klare flamme i passende afstand fra Knuds bare bag. Han pruttede, og en l a n g grøn flamme slog ud bag ham, og så tog fanden ved ham. Han havde brændt sit bagparti og påstod nu, at det var mig, der havde holdt tændstikken for tæt på. Det kunne jeg med sindsro give ham mit ord for, at jeg ikke havde. Det accepterede han, og snart efter snakkede vi om flammens udseende, for den var det kun mig, der havde set.
Personligt har jeg i en meget voksen alder med glæde tænkt tilbage på undervisningen hos lærerne Bundsgaard og Bruntse i de godt og vel to år jeg gik i skole hos dem. Specielt husker jeg undervisningen i danmarkshistorie og bibelhistorie, og det er hændt mange gange, når jeg har hørt eller oplevet et eller andet, at der så er skabt associationer til, hvad jeg har lært i tidens løb, hvor det end måtte være, og i den sammenhæng er det ofte forekommet at netop emner fra undervisningen i Søndersø Skole er dukket op. - Jeg husker f. eks . klart den dag i december 1941, da lærer Bundsgaard fortalte os, at nu var krigen blevet til en verdenskrig, eftersom nu også Japan og USA var med blandt de krigsførende. Også landgangen i Normandiet i juni 1944 fortalte han os om og tilføjede, at nu ville krigen næppe kunne vare meget længere. For os børn var de 11 måneder, der kom til at gå inden Tysklands kapitulation en meget lang tid, og da den var en realitet, var der var næppe mange af os, der huskede på lærer Bundsgaards profeti. Jeg gjorde i hvert tilfælde ikke, for jeg havde fået ganske meget andet at tænke på, idet netop juni måned, nærmere betegnet dagene omkring den 20. juni fik skelsættende betydning for mig.
Det forholdt sig sådan, at nogle af mine kammerater, der var lidt ældre, allerede gik i skole i Odense og således tog med rutebilen hver morgen klokken 7 og kom hjem fra skole med samme rutebil hen på eftermiddagen. Den skulle efter planen være i Søndersø kl. 15, men det var under krigen og dermed en umulighed, som alle måtte leve med. - Meget tidligt på året 1944 eller var det måske hen imod slutningen af 1943 fortalte Knud mig, at han og Arne, søn af drængraver Slot, skulle til at have ekstraundervisning hos Bundsgaard og Bruntse for at kunne klare optagelsesprøven til mellemskolens første klasse på "Odense Skole" - sådan kaldte vi alle skoler i Odense, men de fleste af os blev dog ret hurtigt klare over, at i det foreliggende tilfælde var der tale om Odense Katedralskole, som af den ældre generation blev kaldt "Latinskolen". Jeg husker, at Knuds oplysning kom temmelig meget bag på mig, og jeg indrømmer blankt, at det aldeles ikke glædede mig at høre, at de to søgte væk fra vor skole i Søndersø. Dels var de et par gode skolekammerater, og dels havde jeg det ikke rigtig godt med, at de skulle noget, som jeg ikke kunne være med i. Jeg vedgår gerne, at jeg ikke vidste meget om, hvad det var, jeg gjorde - jeg havde ikke mulighed for at overskue konsekvenserne, og mine forældre var ikke meget bedre stillet end jeg i så henseende, men resultatet blev, at jeg ret hurtigt spurgte mine forældre, om jeg også godt måtte gå til ekstraundervisning sammen med Knud og Arne og komme i "Odense Skole".
Efter en del overvejelser og efter samråd med lærerne Bundsgaard og Bruntse blev resultatet, at vi tre drenge fik ekstraundervisning i vinter- og forårsmånederne 1944. Det var først og fremmest træning i fagene regning og dansk. Disse to fag var langt de mest afgørende for et heldigt udfald af optagelsesprøven. Naturligvis omfattede prøven andre fag, men det var ikke skriftlige prøver som dem i dansk og regning. Der forholdt sig ydermere sådan, at hvis prøverne i de to skriftlige fag var gode nok, bortfaldt de mundtlige prøver. Derfor trænede vi som nogle små gale, og min vurdering i dag er, at vi var virkelig gode. Dels var niveauet i de to fag i Søndersø Skole generelt højt - i hovedregning opererede vi som allerede nævnt med 3 og 4-cifrede tal i alle fire regningsarter - og dels var vi meget opsatte på at klare optagelsesprøven, for et negativt udfald var ensbetydende med, at vi måtte fortsætte i Søndersø Skole og over for kammeraterne der erkende, at vi ikke var gode nok til "Odense Skole". Det var vi altså! Men der var nerver på. Der blev optaget ca. 60 elever ud af en flok af ansøgere på omkring et par hundrede. Jeg mener at kunne huske, at mellem tre og fire gange så mange søgte, som der var plads til. Det var første gang, der virkelig gjaldt, og senere gik det også rigtig godt. Knud blev elektroingeniør og direktør i et multinationalt selskab, og Arne blev gymnasielærer.
I dag lyder det måske ikke af så meget at skulle klare en optagelsesprøve bortset fra, at man i dag ikke ville drømme om at sende børn i den alder til optagelsesprøve, men dengang var det en af livets realiteter, og jeg mener, at ingen af os tog skade af at skulle leve op til nogle krav og vise, hvad vi duede til. Imidlertid var det dengang forældrenes ansvar, og det burde det nok også være i dag. Naturligvis var der også dengang forældre, hvis ærgerrighed på deres børns vegne gik ud over børnene, men det er min opfattelse, at problemet ikke var voldsomt stort, næppe så stort, som det senere er blevet. - Med i dette billede hører også Henriette Hørlücks Skole og frøken Thiele, som dengang ejede skolen. Denne skole havde til formål at forberede eleverne til at bestå optagelsesprøven til mellemskolen, og den blev derfor opfattet som en slags forskole til Katedralskolen. Det var disse elever, som i årevis havde haft optagelses-prøven som mål, vi tre drenge fra Søndersø Skole skulle måle os med.
Efter optagelsesprøven og den første sommerferie efter byskoleordning var livet ikke længere det samme for mig. Nu skulle jeg i skole hver dag, til Odense med rutebilen, med madpakke, hjem sent på eftermiddagen, og så hjemmearbejde. I Søndersø Skole kendte vi skam godt hjemmearbejde, men ikke i det omfang, som blev krævet i Mellemskolen på Odense Katedralskole anno 1944. Det betød i hvert fald for mig, at jeg mistede kontakten med de gamle skolekammerater fra Søndersø Skole med en ikke ringe følelse af ensomhed til følge.
*****
I de næste syv år var det Odense Katedralskole, som blev det centrale i mit liv. Det at gå i skole, først 4 år i mellemskole og derpå 3 år i gymnasium var for mig en yderst alvorlig sag, og jeg har siden hen med undren og en del misagtelse set og oplevet, hvordan unge har ringeagtet og ofte vraget uddannelsestilbud, der var så favorable, at intet i fortiden kunne sammenlignes med dem. Forklaringerne herpå er mange, og dem skal jeg afholde mig fra. Blot vil jeg pege på, at det, man må slås for, værdsætter man i højere grad end det, man kan sidestille med et frit gode. Med i billedet hører også oplysningen om, at vi i min tid var ca. 3% af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse, mens tallet i dag er på over 30%. En størrelse, som imidlertid er forblevet stort set konstant er den såkaldte restgruppe, altså dem, som ikke gennemfører et formaliseret uddannelsesforløb. Denne gruppe udgør nu som førhen ca. 25% af en årgang.
Men tilbage til august 1944. Da mødtes vi i 1. Mellem A og B, ca. 30 i hver klasse, vi, der havde klaret optagelsesprøven. Knud kom i A, men Arne og jeg kom i B, men så var der jo også alle de andre nye kammerater, størstedelen fra Odense (og Frøken Hørlücks Skole) og så os andre, men det glemte vi nu snart og fik det rigtig godt med hinanden. Vi er da nogle stykker, som fulgtes ad til studentereksamen, og som nu snart 50 år efter studentereksamen ses i hvert fald en gang om året. - Til dem hører desværre ikke Jørgen. Jørgen var en af dem fra Hørlück. Jeg bemærkede ham i en pause i optagelseprøverne. Lille var han, lyshåret, ikke krøllet, men glat, med spillende brune øjne, stålende humør og hele tiden i aktivitet. Dagen før vi skulle møde i skolen for første gang mødte jeg ham tilfældigt i Næsby, hvor jeg sammen med mine forældre og en af mine onkler skulle se noget nyt: en bæverfarm. Det var Jørgens far, en glarmester i Odense, som skulle have afløb for sin foretagsomhed og derfor forsøgte sig med en bæverfarm, som dog aldrig blev nogen succes. Derude hos bæverne var naturligvis også Jørgen. Vi kunne begge huske hinanden fra optagelsesprøven og aftalte, at hvis vi kom i samme klasse, ville vi om muligt sidde sammen. Sådan blev det; dog valgte Jørgen i gymnasiet den matematiske retning, mens jeg blev nysproglig. Men venner blev vi, og venskabet holdt i alle de syv år og derudover, lige til Jørgen døde. Han mente åbenbart ikke at kunne leve mere. Godt nok havde han i årenes løb vist tendenser til tungsindighed, men ikke mere end, hvad man kunne opfatte som gymnasial spleen. Jørgen ville have været tandlæge, og det havde han sagtens klaret, men kort tid efter studiets påbegyndelse fandt hans pensionatsværtinde ham død på værelset. Det kom fuldstændig bag på os, der kendte ham, men han ville det åbenbart sådan.
Mellemskolen var en dejlig tid. Lærerne var, på en enkelt undtagelse nær, de samme, som underviste i gymnasiet, og dermed var de naturligvis meget forskellige fra de lærere, vi kendte fra før. Og så var der mange af dem, en til hvert fag, og forskellige var de. Nogle kunne vi godt lide, andre syntes vi ikke om, nogle frygtede vi, andre respekterede vi ikke blot for deres faglige dygtighed. Jeg er overbevist om, at vore oplevelser af fag, lærere og undervisningen som helhed i vid udstrækning er blevet bestemmende for vort videre uddannelses- og livsforløb.
Jeg læste for nogle år siden et indlæg i Fyens Stiftstidende fra en tidligere elev på Odense Katedralskole fra de samme år, som også var mine. Den pågældendes navn har jeg glemt og det er i denne sammenhæng ganske uvæsentligt, men det var en mand, der gav udtryk for noget, der ikke kan være andet end efterrationaliseringer efter et næsten halvt århundredes forløb. Af indlægget forstod man, at han var meget stolt af sin herkomst fra de nedre sociale lag, og at han af den årsag havde følt sig mindre veltilpas på skolen, som han forlod til fordel for en kursistuddannelse. - Dette indlæg gav mig anledning til stor undren. Ingen af kritikpunkterne kunne jeg nikke genkendende til. Der var - så vidt jeg kunne se - heller ikke nogen, der tog til genmæle i avisen. Det er snarere min opfattelse, at netop social herkomst på den skole og i de år var af langt mindre betydning end de fleste andre steder i samfundet i 1940’erne. I den sammenhæng vil jeg gerne henvise til Matador-seriens beskrivelse af herkomstens betydning, en beskrivelse, som rammer tiden ret præcist.
At skoler nu og skoler dengang er så forskellige som nat og dag, er ikke ensbetydende med, at skolerne dengang var ringe og nutidens noget nær det optimale. Jeg vil vove den påstand, at en idealisering af nutidens forhold på området er lige så forkert, som det er i dag at kritisere f.eks. gymnasieundervisningen for 50 år siden. Samfundet har ændret sig på godt og på ondt, nogle ville sige, at det har udviklet sig. Det gælder ikke mindst m.h.t. økonomi og teknologi, men ikke al udvikling har været ønskværdig. Tænk på blot nogle af de samfundsproblemer, man slås med i dag. De er også i betydelig grad resultater af udviklingen.
*****
Når man fortæller oplevelser fra sin tid i mellemskole og gymnasium, er det naturligvis det, der i dag virker komisk, bizart, frygteligt eller på anden måde stærkt afvigende fra det, man kender til i dag, som fremhæves og bliver årsag til en god latter eller anden form for moro. Det er aldrig de situationer, hvor der er vist f. eks. menneskelighed, forståelse eller medfølelse, som fremhæves. Hvem tænker f. eks. på morgensangen og rektors ord den morgen, da forældrene til en af skolens elever var blevet dræbt ved en togulykke?
Jeg har naturligvis også nogle - synes jeg selv - bemærkelsesværdige oplevelser fra min tid på Katedralskolen, som jeg gerne vil fortælle. Lad mig begynde med begyndelsen. Det var min mor, der tog sin søn med til Odense for at melde ham til optagelsesprøven på Katedralskolen, og hun kom ud for rektor Mogensen. Jeg husker ikke, hvad der ved den lejlighed blev sagt eller ikke sagt, men jeg husker at både Mor og jeg var meget beklemte ved situationen, at rektor talte mest med Mor, han havde kun en enkelt bemærkning til mig, og at jeg naturligvis svarede meget kejtet. Jeg husker imidlertid, at det var en akavet situation, som hverken Mor eller jeg befandt os godt i. Mor var dog ellers fra sin tid, før hun blev gift, vant til at omgås mange forskellige typer mennesker, hun havde jo bl.a. været stuepige på Brahetrolleborg, men rektor Mogensen var hende dog for speciel. Speciel var han også for andre. Han var min rektor i kun 1 år, fra 1944 til 1945. Da blev han anmodet om søge væk fra Odense, og han fik så en anden rektorstilling i Nordsjælland. Rigtig populær blev han vist aldrig, hverken blandt eleverne eller hos lærerne. Han var en barsk herre, men tilsyneladende havde han et svagt punkt, hvis man kan kalde det sådan. Han var enormt stolt af sin søn. Han talte ofte om ham, og der var næppe mange elever på skolen, som ikke har hørt ham tale om "Min søn Kristian". Grund til stolthed havde han dog, og der er ej heller mange i Danmark, som ikke har hørt om eller på TV set landsretssagfører Kristian Mogensen bl.a. i forbindelse med tamilsagen. Denne landsretssagfører er identisk med "Min søn Kristian".
*****
Jeg gik som nævnt i 1. Mellem B. I parallelklassen 1.A havde de rektor Mogensen til matematik. Derfor kendte Knud ham noget bedre end jeg. Men én gang var jeg alene med rektor på rektors kontor, og den gang glemmer jeg aldrig, og jeg må sige, at jeg ved den lejlighed fik lært noget, som jeg aldrig har eller vil glemme. Historien er følgende:
Jeg havde intet forbrudt eller på anden måde gjort mig fortjent til at skulle stille hos rektor, og der ventede mig derfor ingen straf eller blot reprimande. Jeg var blot af en af mine lærere blevet bedt om at gå ned til rektor og bede om en bestemt bog, stykke papir eller hvad det nu måtte være, jeg husker det ikke, men lad os antage, det var en bog. Jeg bankede på døren til rektors kontor. Rektor brølede: "Kom ind!" - og ind trådte jeg med bankende hjerte. "Hvad vil du?" lød det fra rektor, og jeg svarede som bedst jeg kunne på det sprog, jeg have fået i arv, altså på fynsk med alle dets lyder og dyder, måske endda flest af de første. Jeg svarede: "Hr. Johnsen sagde, jeg skulle hente en bog ved Rektor!" Og så fik jeg et af mit livs chok. Rektor brølede: "H O S! - Det hedder hos Rektor!" Så fik jeg bogen og skyndte mig ud på gangen og tilbage til hr. Johnsen. Siden da har jeg af al magt bestræbt mig på aldrig at sige ved i betydningen hos. Vi fynboer må i øvrigt have en vis forkærlighed for ordet ved, som vi jo som bekendt foretrækker at udtale som ve’. På fynsk hedder det: "Knud sover ve’ Edith", og vi mener, at det er lige så godt som hos - eller måske bedre. Men også i andre situationer foretrækker vi det lille ord ve’. Det hedder således: "Ve’ jeg kom, drak de kaffe, og de gjorde de også, ve’ jeg gik." Helt klart fynsk. Her ville rektor have brølt: "DA! Det hedder da og ikke ved." Men sådan er der jo så meget, og rektor var endda matematiker.
*****
Kan elever ikke finde på andet at tale om, er der altid lærerne som et emne, alle kan sige noget om. Alle har haft indtil flere lærere, og om dem kan de altid sige noget, og at de er taknemmelige samtaleemner, sørger lærerne selv for, ikke bevidst men qua deres job. En lærer, der ikke har en profil af en slags lever ganske upåagtet og kan som sådan ikke fungere. På Katedralskolen havde vi mange lærere - ikke så mange som der er nu, men betydeligt flere end vi var vant til i Søndersø, og hver især havde sin profil. Nogle lærere elskede vi, og det smittede af på vor interesse for deres fag. Andre brød vi os ikke særligt om, og det havde også en afsmittende virkning i fagligt henseende. Atter andre var vi direkte bange for - det ville vi naturligvis ikke indrømme dengang. Jeg havde det sådan, og det var jeg sikkert ikke ene om. I gymnasiet havde jeg det sådan med vor latinlærer, en ældre dame, der hed fru Greve. Hun kunne ikke lide drenge. Det var ganske tydeligt, og lige så tydeligt var det, at hendes sympati lå hos pigerne. Jeg fik lært latin, ganske godt endda. Jeg fik ug- til studentereksamen, men jeg tror, at det var mere på trods af end på grund af fru Greve. Min naturlige interesse for sproget lykkedes det hende ikke at få ødelagt, men lysten til en nærmere fordybelse gik fløjten, og da jeg cyklede hjem til Søndersø med min eksamenskarakter, svor jeg, at jeg ikke mere ville tænke på latinen. Dog er der næppe gået en dag siden, hvor jeg ikke i en eller anden større eller mindre sammenhæng har kunnet referere til noget af det, jeg har lært via latin.
Heldigvis var det ikke fru Greve, der introducerede faget for mig i 4.mellem. Det gjorde rektor Høeg, der to år tidligere havde afløst rektor Mogensen. Høeg var for mig en fortrinlig latinlærer, og jeg kunne også godt lide manden. Jobbet som rektor i autoritært regi er i virkeligheden en meget vanskelig opgave at løse med størst mulig tilfredshed hos flest muligt af de berørte som resultat. Det lykkedes da heller ikke fuldt ud for rektor Høeg i de seks år, jeg endnu gik på skolen, efter han var kommet. Der var én stor konflikt, som kom til ofte på pinlig vis at præge forholdene på skolen i de år. - Der var blevet ansat et ægtepar, Helge Gad og hans kone. Han underviste i dansk og sang (musik hed det endnu ikke dengang), hun i håndgerning (og vist ikke andet). I sig selv ikke noget usædvanligt, hvis ikke netop Helge Gad var dengang højst usædvanlig som menneske og som lærer. Dengang kendte man ikke betegnelsen, men han var sindbilledet på en PROVO. Det var i 40’erne, og først 20 år senere var provoerne et fænomen, som man lærte at omgås og tackle (eller i tidens sprog: forholde sig til). - Det skulle gå galt, og det gik galt. Utallige er de batailler, som rektor og Gad udkæmpede, ofte for "åbent tæppe", undertiden var det yderst pinligt, til andre tider direkte latterligt. Gavne skolen gjorde det i hvert fald ikke. Så meget mere meningsløst virker det nu set i bakspejlet, for de to kombattanter var jo i virkeligheden blot mænd af hver sin tid - den ene i harmoni med datiden og den anden blot ca. 20 år forud for sin tid.
*****
Den lærer på Katedralskolen, jeg satte størst pris på, var uden diskussion lektor Otto Nielsen, i daglig tale kaldet "Røde Otto". I første mellem (1944) nåede vi kun lige at have ham et par timer, inden han forsvandt for at gå "under jorden", idet tyskerne var på jagt efter dem af skolens lærere, som var aktive i modstandsbevægelsen. Det lykkedes for dem at få ram på nogle, idet en kom i KZ-lejr, mens en anden blev skudt ned i sit hjem, men dog alligevel på mirakuløs vis overlevede uden at falde i tyskernes hænder. Andre lærere lykkedes det at holde sig fri af tyskerne, mens de var "under jorden". Til dem hørte "Røde Otto". Man skulle tro, at adjektivet i kælenavnet, et øgenavn var det nemlig ikke, havde noget at gøre med Otto Nielsens politiske observans. Dette er mig bekendt ikke tilfældet. Snarere var det hans næse, der var udslagsgivende. Den var nemlig rød. Slet ikke på grund af portvin eller anden alkoholmisbrug. Det eneste, Otto Nielsen kunne siges at være forfalden til var hans pibe. Han var inkarneret piberyger altid med en tændt pibe i munden - dog ikke i timerne - men ellers. Det kunne også ses på hans tænder, som var tydeligt farvede af tobakken, og piben havde ydermere slidt sig ned i tandsættet, så der var bekvemt hold på den. Her sad den så, mens røg og varme fra pibehovedet smøg sig op omkring næsetippen, som reagerede ved at antage en umiskendelig rød farve og således blev årsag til et kælenavn gennem adskillige årtier. For mig var Otto Nielsen læreren, fagligt kompetent og menneskeligt rolig, velafbalanceret, med en velgørende tør humor og med en opfattelse af elever, der ville være holdbar selv i dag. Det var en lykke for mig at have ham som lærer ikke blot i mellemskolen, men også i alle tre gymnasieår.
Med Otto Nielsen som forbillede ville jeg i slutningen af min gymnasietid have forsat efter eksamen på universitetet med engelsk som hovedfag, men det frarådede Otto Nielsens kone på det kraftigste med det argument, som kun en lektorinde kan bruge med slagkraft - jeg har nu i snart fyrre år været gift med en af slagsen. Fru Nielsen sagde nemlig." Lad være! Det er der ingen penge i. Lønnen er for ringe." Og det var den nok også omkring 1950. Så det var ikke lærer jeg blev, i hvert fald ikke i første omgang.
Det er ikke min hensigt her "at gøre op med" lærerne fra dengang. Det kan der slet ikke blive tale om, men såre naturligt havde man det bedre med nogle end med andre. Sådan var det for mig og vel også for mine kammerater. Nogle af dem var meget glade for vor dansklærer, og det forstår jeg godt, for han var en meget dygtig og tiltalende mand, men af uforklarlige årsager "gik han og jeg forkert af hinanden". Jeg tror i dag, at årsagen hertil var, at jeg trods min alder - jeg var en af de ældste i klassen - ikke var i besiddelse af den form for modenhed, som læreren forventede, og derfor blev motivationen og dermed resultatet af vore fælles anstrengelser middelmådigt. Jeg husker min danskkarakter i gymnasiet som liggende omkring mg-/mg, altså yderst jævnt.
At gå i gymnasiet dengang var for mig hårdt arbejde ugen igennem. En skoledag begyndte med rutebilen kl. 7 om morgenen med hjemkomst om eftermiddagen kl. 15. På skolen var der dengang ingen kantine. Derfor var det madpakke hver dag, altså fingermad. Når jeg kom hjem fik jeg noget at spise og var senest kl. 16. gået i gang med forberedelserne til næste dag. Dette varede med en kort spisepause ved 19-tiden til kl ca. 21, hvorefter det var ved at være sengetid for at være klar til næste dags skolegang. Alene at forberede en latinlektie, hvoraf vi havde fire om ugen, kunne tage fra to til fire timer, og jeg husker, at det for mig var nærmere de fire end de to timer. Andre har nok haft det lettere, eller måske taget sig det lettere, men det kunne jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg i dag skal beklage det eller være glad for, at jeg dengang handlede, som jeg gjorde. Jeg tror nok mest det sidste. Jeg ved i hvert fald, at mine forældre var tilfredse med den måde, hvorpå jeg, som det hed, "passede min skole", men det gav altså også anledning til en oplevelse, som jeg gerne havde været foruden, men som på den anden side også rummer det udsagn, jeg bruger som den overordnede titel på det, jeg her skriver.
Dengang havde jeg i virkeligheden kun fri - bortset fra ferier - nogle timer lørdag eftermiddag og lørdag aften, idet større hjemmearbejder var henlagt til søndag. Mine forældre var som sagt tilfredse med at jeg "passede mine sager" og stillede ikke krav om en arbejdsindsats derhjemme. Det blev derfor kun til lidt gadefejning om lørdagen eller lignende småjobs. En dag skulle jeg imidlertid hjælpe Far med et eller andet, hvad det var, har jeg totalt glemt, men af en eller anden grund kunne jeg ikke gøre det godt nok til at stille min far tilfreds, eller også var han meget irritabel den dag. Det var egentlig heller ikke så meget det, han sagde, som det var måden og tonefaldet; og så var der hele situationen. Jeg var omkring 17 år gammel, ikke barn mere, men heller ikke rigtig voksen, usikker på stort set alt, som ikke havde med den daglige skolegang at gøre, boede hjemme og var i allerhøjeste grad afhængig af mine forældre. Alle disse forhold taget under et var nok årsagen til, at min fars ord ramte særligt hårdt, sikkert nok også meget hårdere end de var ment fra Fars side. Jeg kan også forestille mig, at Far inderst inde har været en del ærgerlig over at have en stor søn boende derhjemme uden i nævneværdig grad at få hjælp fra ham i det daglige arbejde, selv om det var en udtrykkelig aftale, at jeg først og fremmest skulle passe skolen. Men altså ordene. Far sagde: "Det kan godt være at du er god til din skole og alt det der, men ellers er du sgu’ dum!" Og Far sagde ikke dum med et u, men "dåm", som det nu kan siges på fynsk. Av, det gjorde ondt, ikke at blive kaldt dum, for hvem bliver ikke det mellem år og dag, men det var hele situationen, og så var det min far. Ham, der selv havde givet mig lov til at komme på Katedralskolen, og som var stolt af mig, da det lykkes at klare optagelsesprøven alene på den skriftlige del. Ham, der sagde, at jeg skulle lære mere i skolen, end han havde lært hos lærer Elling. Det var som et dolkestød. Det føltes uretfærdigt. Jeg var som knust. Hvordan jeg kom videre derfra, ved jeg ikke, men jeg husker, at i en lang periode af mit liv undgik jeg så vidt muligt at være alene med min far. Sådan for en sikkerhed skyld, man kunne jo ikke vide, hvad det skete næste gang. Det var ganske givet dybest set uretfærdigt over for Far, men på den anden side finder jeg det i dag forståeligt.
1. G blev til 2. G, som blev til 3. G, og inden jeg fik set mig om, var jeg student, nysproglig med en kvotient på 13.99. Ved dimissionen læste rektor alle kvotienter på 14.00 eller mere højt i forbindelse med oplæsningen af navnene på året studenter. Det var noget forældrene labbede i sig som sødmælk. Kan man fortænke mig i, at jeg var ærgerlig?
Det blev ikke universitetet. Det blev ikke engelsk og fransk, jeg kom til at studere. Det havde "Røde Otto"s kone fået mig fra, og det var måske også meget godt, for at finansiere et universitetsstudium i de år var ikke så lille en sag. Det blev Handelshøjskolen. Den ide fik jeg fra Jørgen, hvis ældre bror netop var blevet færdig som HA’er. Da der tillige netop var blevet etableret et HA-studium ved Handelshøjskolen I Århus, blev det det valg, jeg traf, og det har jeg på ingen måde fortrudt. I det hele taget er der ikke så meget, jeg har gjort og senere fortrudt. At fortryde er for mig noget underligt noget, noget goldt. Har man dummet sig må man hellere se at få det bedste ud af situationen. Det kan se ud som efterrationalisering, når jeg siger, at det var bedst, at det gik som det gik, men det er det ikke. Jeg opfatter ikke det uddannelsesforløb, jeg har haft som inferiørt, som noget, som blev "zweite Wahl", fordi der ikke var penge til "erste Wahl". Den uddannelse, der blev min, åbnede de døre, der skulle åbnes, og den gav mig et arbejdsliv, som blev nok så varieret, som en sproglig kandidatuddannelse ville have ført til. Det er jo ofte sådan, at jo mere specialiseret man bliver, des mere ensformigt bliver arbejdet. Men sådanne tanker var det ikke dem, jeg gjorde mig, da jeg den første mandag i september 1951 på Fars gamle cykel kørte fra Helgesgade i Kongsvang ad Marselis Boulevard til Hans Brogesgade 2, hvor Handelshøjskolen dengang havde til huse.
NordfynsWebKlik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner
Fortidsminder
Gadekær
Kirker
Mindesmærker
Naturområder
Slotte og herregårde
Skulpturer
Øvrige
Lokalhistorie
Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne
Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
Af Oskar Petersen
- der venligst har stillet materialet til rådighed
I Søndersø, som de fleste andre steder på landet, begyndte skoleåret den 1. april, og loven bestemte, at alle børn, som inden den 1. juli det pågældende år fyldte 7 år, skulle påbegynde den lovpligtige undervisning. Børn født efter den 1/7 kunne vente til det følgende år. Da jeg i 1938 først fyldte 7 år i november, indtrådte undervisningspligten for mig først i 1939. Gudskelov havde mine forældre - og i denne sammenhæng var det min mor, der var bestemmende, ikke nogen ambition om, at deres søn skulle tidligt i skole. Tværtimod. Først mange år senere fortalte Mor mig, at hun og Far var enige om, at det var bedst for mig at blive et år ældre og dermed mere moden, inden jeg kom i skole. Det har jeg senere i livet været dem dybt taknemmelig for, og jeg er overbevist om, at når min uddannelse i skolemæssig henseende fik det gode forløb, som tilfældet er, er det denne mine forældres beslutning dengang i slutningen af trediverne, som er en stærkt medvirkende årsag.
Da jeg imidlertid omsider kom i skole, tegnede skolelivet ikke noget lyst billede af fremtiden for mig, men lad os vende tilbage til det lidt senere.
Da vinteren i årets første måneder af 1939 var ved at gå på hæld, havde jeg overhovedet ingen tanker om den forestående skolegang. Ikke førend jeg en dag så en bog ligge på spisebordet i stuen. Den var ny, og rød og med en tegning af en dreng udenpå - på det stive bogomslag. Mor fortalte mig, at det var en læsebog, at den hed Ole Bole ABC, og at jeg skulle begynde at lære at læse, for nu skulle jeg i skole. Endvidere, at frøken Vestergaard havde sagt, at børnene helst skulle kunne bogstaverne, inden de begyndte i skolens første klasse. Så nu skulle Mor og jeg i gang, og det morede mig slet ikke. Min betænkelighed var stor.
I gang kom vi imidlertid, og det ville være synd at sige, at jeg kunne lide det. Det var kedeligt at skulle sidde der og koncentrere sig om nogle dumme bogstaver, og så var der både store og små bogstaver, og de var jo næsten ikke til at se forskel på. Først skulle vi udelukkende læse skrivebogstaver, sådan nogle, som vi senere kom til at skrive i vore hæfter. Disse bogstaver voldte mig store kvaler, især e og l. De var ikke til at kende forskel på. Men en dag tabte Mor tålmodigheden og gav sin søn en syngende lussing. Det var absolut ikke hverdagskost at få "en på hovedet", og når det hændte, var det med god grund, og uden at jeg følte mig knust eller bar nag. Denne lussing var anderledes. Dette her var åbenbart noget, der skulle tages alvorligt. Lussingen havde den ønskede virkning. I samme øjeblik kunne jeg kende forskel på e og l. Jeg lærte bogstaverne og kunne læse de første 8 sider i Ole Bole ABC, da jeg kom i skole.
Første skoledag var ikke en festdag for nogen af os. De fleste af os blev fulgt i skole af vore mødre, enkelte af en ældre søster eller bror. - Da vi havde fået anvist vore pladser, blev vi ladt alene med frøken Vestergaard og senere igen afhentet efter den første time med det menneske, som nok uden at ville det, men af ren og skær uforstand og med en ubændig hang til disciplin, kom til at ødelægge de næste to år af mit liv. I hvert fald det meste af tiden i skolen og i mange tilfælde de tidlige morgentimer inden en skoledag.
Heldigvis gik vi kun i skole hver anden dag. I første klasse var det tirsdag, torsdag og lørdag, i anden klasse mandag, onsdag og fredag. Men de første to år kun hos frøken Vestergaard.
Vi lærte noget hos frøken Vestergaard. Vi turde ikke andet. Vi var så bange for hende, at vi søgte at indynde os hos hende på alle måder. Det at få et rosende ord fra hende var lykken. At pådrage sig hendes vrede var som det helvede, hun beskrev for os i bibelhistorietimerne.
Lussinger benyttede hun sig ikke meget af. Men hun havde andre raffinerede metoder, - Vi var i klassen 7 drenge og 9 piger, og vi sad i en drengerække og en pigerække. En formastelighed medførte som regel først en advarsel og i gentagelsestilfælde en straf. Hvis misdæderen, som måske blot ikke havde kunnet tie stille, var en dreng kunne straffen bestå i "at komme over til pigerne" og omvendt, hvis synderen var en pige. Nu skulle man tro, at en straf, der bestod i at sidde på en tomandsbænk mellem to piger - så sad man tæt - snarere ville blive opfattet som en belønning end en straf; men en sådan vildfarelse ville man ikke blive offer for, hvis man kendte frøken Vestergaard. I god tid forinden havde hun nemlig i detailler beskrevet sine straffemuligheder og fortalt om den skændsel, en straf indebar. Og for de meget slemme børn havde hun en rigtig uhyggelig straf, sagde hun. Hun havde nemlig nede i kælderen i sin lejligheden lige bag skolestuen et rigtig stort, dybt sort hul, som hun kunne putte uartige børn ned i. Jeg tror, at jeg ikke var ene om at være rædselsslagen.
I en periode i løbet af disse to år, måtte min mor give mig et beroligende medikament, for at jeg overhovedet kunne gå i skole.
Frøken Vestergaard havde naturligvis sine favoritter, fortrinsvis børn fra de større gårde. På disse gårde holdt man pølsegilder, hvortil frøken Vestergaard blev inviteret, og i frugtsæsonen havde børnene fra disse gårde ofte f. eks. æbler med i skole til lærerinden. Sådanne børn havde flere frihedsgrader end os andre, men værst havde den dreng det, hvis far var fodermester på Dallund Avlsgaard, og som sammen med sine søskende og forældre boede i fodermesterhuset, der hørte til avlsgården. At det ikke var luksuøse forhold, familien boede under, siger næsten sig selv. Denne dreng - jeg husker ikke mere hans navn - havde det virkelig hårdt, men gik heldigvis for ham kun kort tid i skole hos frøken Vestergaard, idet hans far blev fyret som fodermester på avlsgården.
Børn synger - glade og gerne. Før jeg kom i skole, sang jeg også - glad og gerne og af fuld hals. Når de havde gæster oppe på centralen, hentede Aksel mig, for at jeg skulle komme at synge. Jeg kom, og jeg sang - sikkert rædselsfuldt som de fleste andre små børn, men det med at synge - i hvert fald, når andre hørte på, sluttede for snart 60 år siden i første klasse hos frøken Vestergaard. "Oskar, du kan ikke synge", sagde hun. "Stil dig op her foran de andre her i vores koropstilling. Når du står her foran, synger de andre ind i dine øren, så du kan få det lært." Og så spillede hun for på sin violin, og vi andre sang - eller forsøgte på det. Inderst inde græd jeg. Når hun spillede, kunne jeg se hendes armbåndsur på venstre håndled. Jeg "kendte klokken" naturligvis og kunne på hendes ur se, hvornår sangtimen ville være forbi. Det var nogle lange minutter.
Da de første to skoleår var omme, gjaldt det om at fortrænge frøken Vestergaard, for nu var vi kommet op i "Den store Skole", og det var noget ganske andet.
Først mange år senere har jeg kunnet tænke på og tale om frøken Vestergaard, og jeg har spurgt mine forældre, hvordan forældre - ikke blot mine, men også alle de andre forældre - havde kunnet acceptere frøken Vestergaard og alt hendes væsen. Et egentligt svar kan jeg ikke huske at have fået, men jeg kan forestille mig, at eftersom lærerinden var en af dem, man sagde "De" til, var hun også var en af autoriteterne. Og autoritet betød dengang meget mere end i dag. For at gå imod en autoritet skulle der mere til, end at en dreng havde det skidt og fik tynd mave af skræk og rædsel.
Sigrid Vestergaard havde ikke nogen egentlig seminarieuddannelse og måtte kun undervise de yngste. Frøken Vestergaard underviste i 1. og 2. klasse, der i Søndersø Skole kaldtes Forskolen, i meget mere end en menneskealder. Hun blev ansat i 1916 og fungerede, så vidt jeg ved, til en gang i begyndelsen af 1960’erne.
*****
Da 2. klasse sluttede ved udgangen af marts 1941, sagde vi farvel til Forskolen, og jeg tror, at ingen af os var kede af det af den grund. Betænkelige måske ved tanken om det nye, vi skulle møde i Den store Skole, men alligevel nok fortrøstningsfulde, for vi havde jo snakket med nogle af de ældre elever, som året før havde oplevet overgangen til Den store Skole, og det skudsmål, de gav den, var ikke alarmerende, men alligevel: Beretninger er et, oplevelser på egen krop noget ganske andet. Imidlertid var der hold i det, vi fik fortalt, og jeg mener, at alle var glade for "avancementet". Forskolen var et overstået kapitel, som det gjaldt om at få på størst mulig afstand. Sådan husker jeg det, og jeg tror, at langt de fleste havde det på samme måde. Evnen til at fortrænge kan være en nådegave.
I Den store Skole var klassekammeraterne de samme som i Forskolen, men nu var en ældre klasse i skole på samme tid, som vi var der. Dem var vi sammen med i frikvartererne, som derved blev betydeligt mere spændende end dem i Forskolen. Nu var der to lærere og ingen frøken Vestergaard. De to lærere var førstelærer Bundsgaard og andenlærer Bruntse. Lærer Bundsgaard var Bents far, og hans fornavn var Ejner, men det brugte vi aldrig, selv om vi var på fornavn med langt de fleste voksne i Søndersø. Lærer Bruntse, vidste vi, hed Kaj, for det havde vi hørt hans kone kalde ham, men heller ikke det fornavn kunne vi drømme om at bruge. Lærerne var efternavn, og tiltaleformen "De". Det var dengang, og det var godt, for vi fik lært at udtrykke os varieret, afhængig af situation og af hvem, man talte med.
De fag, der undervistes i, ville mange nok sige, var ikke særligt spændende, men de taler i så fald om noget, de ikke har kendskab til. Lad mig forklare lidt nærmere. Lærer Bundsgaard havde størst anciennitet, og jeg formoder, at han derfor selv har valgt de fag, han ville undervise i, og som naturligvis var godkendte af sogneråd og skolekommission. Han underviste således i regning, historie, bibelhistorie og geografi. Niveauet i regning var højt, både når det gjaldt skriftlig regning og mundtlig regning, den såkaldte hovedregning, hvor vi i 3. og 4. klasse jonglerede med alle fire regningsarter og med både 2-, 3-, og 4-cifrede tal. Jeg indrømmer blankt, at det kan jeg ikke i dag. Den træning er ikke blevet holdt ved lige.
Historie var primært Danmarks historie, mens bibelhistorien holdt sig til en gennemgang af dels Det Gamle og dels Det Nye Testamente. Disse fantastisk spændende beretninger fik vi fortalt på vort niveau, så de var det, som i nutidens sprog hedder "vedkommende". Jeg må i den sammenhæng retfærdigvis tilføje, at lærer Bundsgaard i al den tid, jeg har kendt ham, inden han gik på pension, var kirkesanger i Søndersø kirke, og det er ikke utænkeligt, at dette har smittet af på undervisningen. I min tid i Den store Skole - det blev kun til godt 2 år - koncentrerede undervisningen i geografi sig om Danmarks og Nordens geografi som det primære, mens det øvrige Europa blev behandlet mindre indgående.
Lærer Bruntses fag var først og fremmest dansk og skrivning, mens naturhistorie og tegning var integrerede fag. Dertil kom gymnastik om vinteren og boldspil om sommeren, men kun for drengene. Pigerne, de stakler, måtte ned til frøken Vestergaard til håndgerning og gymnastik.
Det ser muligvis lidt pauvert ud, men var det ikke. Det var god undervisning, i mange henseender bedre end den, der i dag præsteres for forholdsvis flere penge. Eleverne lærte meget på trods af, at de kun gik i skole hver anden dag. Det fortsatte de for øvrigt med i Søndersø til engang i begyndelsen af tresserne, da en ny skole blev taget i brug.
Jeg kunne godt lide at gå i "Den store Skole". Der blev arbejdet, vi fik lært noget og vi blev behandlet ordentligt. En lærer kan naturligvis aldrig gøre alle tilpas, men det er min opfattelse, at alle i det store og hele var glade for at gå i skole i Søndersø, når man først var kommet igennem de to første år.
Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i "Den store Skole" har følt frygt på samme måde som tilfældet var i løbet af de to første skoleår. Den disciplin som herskede i "Den store Skole" var anderledes og føltes mere tryg. Det hændte kun yderst sjældent, at der blev stukket en lussing eller to, hvis vi altså havde været to, der havde gjort os fortjent til det, sådan som Knud og jeg nok mente, at vi havde efter den episode, som jeg nu skal fortælle om. Jeg må indrømme, at det den dag i dag undrer mig, at vi slap med en ordentlig balle, og jeg er overbevist om, at ingen af os ville have været forurettet over et par velanbragte lussinger, men altså nu til historien:
Det forholdt sig sådan, at Helge "oppe på Kroen" gik på Marie Jørgensen Drengeskole i Odense. Det var en privatskole, som nogle forældre valgte, hvis de mente, at deres dreng/pige ikke ville kunne klare optagelsesprøven til mellemskolen af den ene eller anden grund. Helge var den, der forsynede os med nyheder fra storbyen. Således kom han engang med nogle fløjter, vi kunne have i munden, skjult, men alligevel således at man kunne fløjte i dem. Desværre havde vi ikke råd til at købe dem, men kopiere dem kunne vi. Vi brugte en ølkapsel, som vi bankede flad, foldede diametralt efter at vi med et søm havde forsynet den med et hul. Så kunne den fløjte, højt og gennemtrængende, når man havde øvet sig længe og fået godt med rifter i munden! - En dag kom Helge og viste os noget nysepulver, han kunne købe i Odense. Af uforklarlige årsager havde vi den dag penge på lommen, eller også var det kun den ene af os, dvs. Knud eller mig. Under alle omstændigheder fik vi Helge til at købe nogle æsker nysepulver med hjem til os, og så skulle det prøves! I middagsfrikvarteret, som varede 45 minutter (i dag hedder det frokostpausen og varer 30 minutter) skyndte vi os at spise og kom hurtigt tilbage til skolen, hvor vi afprøvede vort nyanskaffede pulver på de kammerater, der ikke tog hjem til middag, fordi vejen var for lang. Det virkede! - Vi bredte en sky af næsevridende pulver over hele skolen, dvs. 2 klasseværelser og gangene. Og som der blev nyst. Knud og jeg nøs naturligvis også, men det gjorde ikke noget. Derimod de andre og lærerne, ikke mindst lærer Bundsgaard nøs og stampede i gulvet som en elefant, var vi enige om, for han var ikke just slank.
Imidlertid blev det for meget for nogle af vore klassekammerater. De sladrede til lærer Bundsgaard. Det var alt andet end behageligt, for vi vidste godt, at der kunne falde et par lussinger, og Bundsgaard var kendt for at ramme hårdt og præcist, men det blev kun til en af de store kæmpeoverhalinger, som kunne være næsten lige så slemme som lussinger. Efter den omgang var vi noget slukørede, og det var som om nysepulveret havde mistet sin fortryllelse og dermed vor interesse. Den virkning var det ikke sikkert at lussinger ville have haft, og det var lærer Bundsgaard nok klar over.
*****
Det var omtrent på den tid, hvor Knud og jeg havde vor nysepulveraffære, og det var altså under krigen, vistnok i 1943, at vi en dag, hvor vi undersøgte loftet over Knuds forældres købmandsbutik, fandt nogle æsker med hundepropper. Mig bekendt findes de ikke på markedet mere, men for vankundige kan jeg fortælle, at det var korkpropper, som i den ene ende var boret ud, sålede at en lille tyk papirpakke med sprængstof kunne klæbes fast inde i proppen, hvis udboring derefter blev dækket med en lille lap papir, som blev klistret på den udborede endeflade. Disse propper stoppede man ind i en lille pistols korte løb, hvor en stift som et 2" søm af en fjeder blev skudt ind i proppen, når man trykkede på aftrækkeren. Proppen eksploderede med et højt knald, men dens sprængeffekt var yderst ringe. Sådanne pistoler og propper blev brugt i forbindelse med træning af hunde, deraf navnet hundepropper. At de også var udmærkede at bruge nytårsaften siger næsten sig selv, kun fantasien eller rettere mangel på samme satte en grænse for deres anvendelsesmuligheder.
Det var som sagt under krigen efter nogle års besættelse, hvor mangel på næsten alt hørte til dagens orden. Bilerne kørte ikke, nydelsesmidler som kaffe og chokolade fandtes ikke mere - vi børn kunne slet ikke huske, hvordan chokolade smagte - tøj var kradsuld. At kunne købe en ny cykel var som at vinde i lotteriet, og heller ikke slanger og dæk til de gamle cykler kunne man få. Men opfindsomheden var stor. Gamle cykeldæk, som var så ringe, at de ikke kunne holde med en oppustet slange indeni, kunne bruges, hvis man i stedet for luftslange brugte en ring af træ, hvorover dækket blev spændt. Ja opfindsomheden gik så vidt, at man fandt på at opdele træringen i sektioner, som hver hvilede på nogle fjedre, så cykelhjulet fik en fjedrende virkning.
På næste alle områder blomstrede opfindsomheden på den tid. Derfor da Knud og jeg stod med hundepropperne, var vi helt sikre på, at det var vore, for vi havde fundet dem, og vi viste dem ikke til nogen og i hvert fald ikke til Knuds mor, som var indremissionsk og holdt søndagsskole, hvor en sortklædt og sortsnakkende missionær - for det meste af hunkøn - ødelagde vore søndagsformiddage med sin snak om synd og denne verdens elendighed.. - Vi kom i tanke om, at vi engang for længe siden havde fundet under lignende omstændigheder nogle knaldperler, som vi havde haft stor glæde af. Det kunne hundepropperne bruges til! Hos cykelhandleren snakkede vi os til nogle gamle kuglelejer, hvor kuglerne viste sig at have den rette størrelse til at lægge ovenpå det "krudt", som vi med en lommekniv lirkede ud af hundepropperne. Det hændte ganske vist, at en prop knaldede i utide, men sprængeffekten var som sagt ringe, og at vi sved fingrene lidt, var vi ikke uvante med i betragtnings af alt det, vi gav os af med.
Sprængladningen med en stålkugle ovenpå og pakket ind som knaldperle med en styrehale af snoet silkepapir viste sig at fungere perfekt og gav anledning til megen morskab. Vi yndede at sidde oppe i et kvistvindue ud til gaden. Herfra kunne vi med blot en enkelt knaldperle give folk et lille chok, når vi lod den knalde lige bag dem, når de passerede på gaden. Den helt store succes havde vi en dag, da vi kastede en perle bag en cyklist, som, da knaldet lød, sprang af cyklen og gav sig til at undersøge, hvilket hjul der var punkteret. Han havde fast gummi på begge hjul!
En anden gang havde vi succes med at sætte hundepropper ind mellem kæde og tandhjul på folks cykler. Det var meget sjove reaktioner, vi kunne iagttage, når vi på behørig afstand og med uskylden malet i alle træk så folks fjollede reaktioner, når cyklen sagde BANG!.
Opfindsomheden var som sagt stor, men det var nysgerrigheden også. I nogle dage snakkede Knud og jeg om, om prutter kunne brænde. Det var et spørgsmål, som vi måtte have afklaret. Nu forholdt det sig sådan, at i Knuds familie var de seks børn foruden forældrene, og det var nok lidt svært at skaffe lige den mad, husmoderen måtte ønske. Dertil kom, at når vi var på farten i vort revier var der både blommer, æbler, pærer m.v., men ikke altid lige modne. Under alle omstændigheder blev vi enige om, at Knud nok var mest leveringsdygtig i lange prutter, så det blev ham, der skulle lægge bag til vort eksperiment, som fandt sted på mit værelse. Eget værelse var på den tid noget af en luksus. Jeg holdt tændstikken med den klare flamme i passende afstand fra Knuds bare bag. Han pruttede, og en l a n g grøn flamme slog ud bag ham, og så tog fanden ved ham. Han havde brændt sit bagparti og påstod nu, at det var mig, der havde holdt tændstikken for tæt på. Det kunne jeg med sindsro give ham mit ord for, at jeg ikke havde. Det accepterede han, og snart efter snakkede vi om flammens udseende, for den var det kun mig, der havde set.
Personligt har jeg i en meget voksen alder med glæde tænkt tilbage på undervisningen hos lærerne Bundsgaard og Bruntse i de godt og vel to år jeg gik i skole hos dem. Specielt husker jeg undervisningen i danmarkshistorie og bibelhistorie, og det er hændt mange gange, når jeg har hørt eller oplevet et eller andet, at der så er skabt associationer til, hvad jeg har lært i tidens løb, hvor det end måtte være, og i den sammenhæng er det ofte forekommet at netop emner fra undervisningen i Søndersø Skole er dukket op. - Jeg husker f. eks . klart den dag i december 1941, da lærer Bundsgaard fortalte os, at nu var krigen blevet til en verdenskrig, eftersom nu også Japan og USA var med blandt de krigsførende. Også landgangen i Normandiet i juni 1944 fortalte han os om og tilføjede, at nu ville krigen næppe kunne vare meget længere. For os børn var de 11 måneder, der kom til at gå inden Tysklands kapitulation en meget lang tid, og da den var en realitet, var der var næppe mange af os, der huskede på lærer Bundsgaards profeti. Jeg gjorde i hvert tilfælde ikke, for jeg havde fået ganske meget andet at tænke på, idet netop juni måned, nærmere betegnet dagene omkring den 20. juni fik skelsættende betydning for mig.
Det forholdt sig sådan, at nogle af mine kammerater, der var lidt ældre, allerede gik i skole i Odense og således tog med rutebilen hver morgen klokken 7 og kom hjem fra skole med samme rutebil hen på eftermiddagen. Den skulle efter planen være i Søndersø kl. 15, men det var under krigen og dermed en umulighed, som alle måtte leve med. - Meget tidligt på året 1944 eller var det måske hen imod slutningen af 1943 fortalte Knud mig, at han og Arne, søn af drængraver Slot, skulle til at have ekstraundervisning hos Bundsgaard og Bruntse for at kunne klare optagelsesprøven til mellemskolens første klasse på "Odense Skole" - sådan kaldte vi alle skoler i Odense, men de fleste af os blev dog ret hurtigt klare over, at i det foreliggende tilfælde var der tale om Odense Katedralskole, som af den ældre generation blev kaldt "Latinskolen". Jeg husker, at Knuds oplysning kom temmelig meget bag på mig, og jeg indrømmer blankt, at det aldeles ikke glædede mig at høre, at de to søgte væk fra vor skole i Søndersø. Dels var de et par gode skolekammerater, og dels havde jeg det ikke rigtig godt med, at de skulle noget, som jeg ikke kunne være med i. Jeg vedgår gerne, at jeg ikke vidste meget om, hvad det var, jeg gjorde - jeg havde ikke mulighed for at overskue konsekvenserne, og mine forældre var ikke meget bedre stillet end jeg i så henseende, men resultatet blev, at jeg ret hurtigt spurgte mine forældre, om jeg også godt måtte gå til ekstraundervisning sammen med Knud og Arne og komme i "Odense Skole".
Efter en del overvejelser og efter samråd med lærerne Bundsgaard og Bruntse blev resultatet, at vi tre drenge fik ekstraundervisning i vinter- og forårsmånederne 1944. Det var først og fremmest træning i fagene regning og dansk. Disse to fag var langt de mest afgørende for et heldigt udfald af optagelsesprøven. Naturligvis omfattede prøven andre fag, men det var ikke skriftlige prøver som dem i dansk og regning. Der forholdt sig ydermere sådan, at hvis prøverne i de to skriftlige fag var gode nok, bortfaldt de mundtlige prøver. Derfor trænede vi som nogle små gale, og min vurdering i dag er, at vi var virkelig gode. Dels var niveauet i de to fag i Søndersø Skole generelt højt - i hovedregning opererede vi som allerede nævnt med 3 og 4-cifrede tal i alle fire regningsarter - og dels var vi meget opsatte på at klare optagelsesprøven, for et negativt udfald var ensbetydende med, at vi måtte fortsætte i Søndersø Skole og over for kammeraterne der erkende, at vi ikke var gode nok til "Odense Skole". Det var vi altså! Men der var nerver på. Der blev optaget ca. 60 elever ud af en flok af ansøgere på omkring et par hundrede. Jeg mener at kunne huske, at mellem tre og fire gange så mange søgte, som der var plads til. Det var første gang, der virkelig gjaldt, og senere gik det også rigtig godt. Knud blev elektroingeniør og direktør i et multinationalt selskab, og Arne blev gymnasielærer.
I dag lyder det måske ikke af så meget at skulle klare en optagelsesprøve bortset fra, at man i dag ikke ville drømme om at sende børn i den alder til optagelsesprøve, men dengang var det en af livets realiteter, og jeg mener, at ingen af os tog skade af at skulle leve op til nogle krav og vise, hvad vi duede til. Imidlertid var det dengang forældrenes ansvar, og det burde det nok også være i dag. Naturligvis var der også dengang forældre, hvis ærgerrighed på deres børns vegne gik ud over børnene, men det er min opfattelse, at problemet ikke var voldsomt stort, næppe så stort, som det senere er blevet. - Med i dette billede hører også Henriette Hørlücks Skole og frøken Thiele, som dengang ejede skolen. Denne skole havde til formål at forberede eleverne til at bestå optagelsesprøven til mellemskolen, og den blev derfor opfattet som en slags forskole til Katedralskolen. Det var disse elever, som i årevis havde haft optagelses-prøven som mål, vi tre drenge fra Søndersø Skole skulle måle os med.
Efter optagelsesprøven og den første sommerferie efter byskoleordning var livet ikke længere det samme for mig. Nu skulle jeg i skole hver dag, til Odense med rutebilen, med madpakke, hjem sent på eftermiddagen, og så hjemmearbejde. I Søndersø Skole kendte vi skam godt hjemmearbejde, men ikke i det omfang, som blev krævet i Mellemskolen på Odense Katedralskole anno 1944. Det betød i hvert fald for mig, at jeg mistede kontakten med de gamle skolekammerater fra Søndersø Skole med en ikke ringe følelse af ensomhed til følge.
*****
I de næste syv år var det Odense Katedralskole, som blev det centrale i mit liv. Det at gå i skole, først 4 år i mellemskole og derpå 3 år i gymnasium var for mig en yderst alvorlig sag, og jeg har siden hen med undren og en del misagtelse set og oplevet, hvordan unge har ringeagtet og ofte vraget uddannelsestilbud, der var så favorable, at intet i fortiden kunne sammenlignes med dem. Forklaringerne herpå er mange, og dem skal jeg afholde mig fra. Blot vil jeg pege på, at det, man må slås for, værdsætter man i højere grad end det, man kan sidestille med et frit gode. Med i billedet hører også oplysningen om, at vi i min tid var ca. 3% af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse, mens tallet i dag er på over 30%. En størrelse, som imidlertid er forblevet stort set konstant er den såkaldte restgruppe, altså dem, som ikke gennemfører et formaliseret uddannelsesforløb. Denne gruppe udgør nu som førhen ca. 25% af en årgang.
Men tilbage til august 1944. Da mødtes vi i 1. Mellem A og B, ca. 30 i hver klasse, vi, der havde klaret optagelsesprøven. Knud kom i A, men Arne og jeg kom i B, men så var der jo også alle de andre nye kammerater, størstedelen fra Odense (og Frøken Hørlücks Skole) og så os andre, men det glemte vi nu snart og fik det rigtig godt med hinanden. Vi er da nogle stykker, som fulgtes ad til studentereksamen, og som nu snart 50 år efter studentereksamen ses i hvert fald en gang om året. - Til dem hører desværre ikke Jørgen. Jørgen var en af dem fra Hørlück. Jeg bemærkede ham i en pause i optagelseprøverne. Lille var han, lyshåret, ikke krøllet, men glat, med spillende brune øjne, stålende humør og hele tiden i aktivitet. Dagen før vi skulle møde i skolen for første gang mødte jeg ham tilfældigt i Næsby, hvor jeg sammen med mine forældre og en af mine onkler skulle se noget nyt: en bæverfarm. Det var Jørgens far, en glarmester i Odense, som skulle have afløb for sin foretagsomhed og derfor forsøgte sig med en bæverfarm, som dog aldrig blev nogen succes. Derude hos bæverne var naturligvis også Jørgen. Vi kunne begge huske hinanden fra optagelsesprøven og aftalte, at hvis vi kom i samme klasse, ville vi om muligt sidde sammen. Sådan blev det; dog valgte Jørgen i gymnasiet den matematiske retning, mens jeg blev nysproglig. Men venner blev vi, og venskabet holdt i alle de syv år og derudover, lige til Jørgen døde. Han mente åbenbart ikke at kunne leve mere. Godt nok havde han i årenes løb vist tendenser til tungsindighed, men ikke mere end, hvad man kunne opfatte som gymnasial spleen. Jørgen ville have været tandlæge, og det havde han sagtens klaret, men kort tid efter studiets påbegyndelse fandt hans pensionatsværtinde ham død på værelset. Det kom fuldstændig bag på os, der kendte ham, men han ville det åbenbart sådan.
Mellemskolen var en dejlig tid. Lærerne var, på en enkelt undtagelse nær, de samme, som underviste i gymnasiet, og dermed var de naturligvis meget forskellige fra de lærere, vi kendte fra før. Og så var der mange af dem, en til hvert fag, og forskellige var de. Nogle kunne vi godt lide, andre syntes vi ikke om, nogle frygtede vi, andre respekterede vi ikke blot for deres faglige dygtighed. Jeg er overbevist om, at vore oplevelser af fag, lærere og undervisningen som helhed i vid udstrækning er blevet bestemmende for vort videre uddannelses- og livsforløb.
Jeg læste for nogle år siden et indlæg i Fyens Stiftstidende fra en tidligere elev på Odense Katedralskole fra de samme år, som også var mine. Den pågældendes navn har jeg glemt og det er i denne sammenhæng ganske uvæsentligt, men det var en mand, der gav udtryk for noget, der ikke kan være andet end efterrationaliseringer efter et næsten halvt århundredes forløb. Af indlægget forstod man, at han var meget stolt af sin herkomst fra de nedre sociale lag, og at han af den årsag havde følt sig mindre veltilpas på skolen, som han forlod til fordel for en kursistuddannelse. - Dette indlæg gav mig anledning til stor undren. Ingen af kritikpunkterne kunne jeg nikke genkendende til. Der var - så vidt jeg kunne se - heller ikke nogen, der tog til genmæle i avisen. Det er snarere min opfattelse, at netop social herkomst på den skole og i de år var af langt mindre betydning end de fleste andre steder i samfundet i 1940’erne. I den sammenhæng vil jeg gerne henvise til Matador-seriens beskrivelse af herkomstens betydning, en beskrivelse, som rammer tiden ret præcist.
At skoler nu og skoler dengang er så forskellige som nat og dag, er ikke ensbetydende med, at skolerne dengang var ringe og nutidens noget nær det optimale. Jeg vil vove den påstand, at en idealisering af nutidens forhold på området er lige så forkert, som det er i dag at kritisere f.eks. gymnasieundervisningen for 50 år siden. Samfundet har ændret sig på godt og på ondt, nogle ville sige, at det har udviklet sig. Det gælder ikke mindst m.h.t. økonomi og teknologi, men ikke al udvikling har været ønskværdig. Tænk på blot nogle af de samfundsproblemer, man slås med i dag. De er også i betydelig grad resultater af udviklingen.
*****
Når man fortæller oplevelser fra sin tid i mellemskole og gymnasium, er det naturligvis det, der i dag virker komisk, bizart, frygteligt eller på anden måde stærkt afvigende fra det, man kender til i dag, som fremhæves og bliver årsag til en god latter eller anden form for moro. Det er aldrig de situationer, hvor der er vist f. eks. menneskelighed, forståelse eller medfølelse, som fremhæves. Hvem tænker f. eks. på morgensangen og rektors ord den morgen, da forældrene til en af skolens elever var blevet dræbt ved en togulykke?
Jeg har naturligvis også nogle - synes jeg selv - bemærkelsesværdige oplevelser fra min tid på Katedralskolen, som jeg gerne vil fortælle. Lad mig begynde med begyndelsen. Det var min mor, der tog sin søn med til Odense for at melde ham til optagelsesprøven på Katedralskolen, og hun kom ud for rektor Mogensen. Jeg husker ikke, hvad der ved den lejlighed blev sagt eller ikke sagt, men jeg husker at både Mor og jeg var meget beklemte ved situationen, at rektor talte mest med Mor, han havde kun en enkelt bemærkning til mig, og at jeg naturligvis svarede meget kejtet. Jeg husker imidlertid, at det var en akavet situation, som hverken Mor eller jeg befandt os godt i. Mor var dog ellers fra sin tid, før hun blev gift, vant til at omgås mange forskellige typer mennesker, hun havde jo bl.a. været stuepige på Brahetrolleborg, men rektor Mogensen var hende dog for speciel. Speciel var han også for andre. Han var min rektor i kun 1 år, fra 1944 til 1945. Da blev han anmodet om søge væk fra Odense, og han fik så en anden rektorstilling i Nordsjælland. Rigtig populær blev han vist aldrig, hverken blandt eleverne eller hos lærerne. Han var en barsk herre, men tilsyneladende havde han et svagt punkt, hvis man kan kalde det sådan. Han var enormt stolt af sin søn. Han talte ofte om ham, og der var næppe mange elever på skolen, som ikke har hørt ham tale om "Min søn Kristian". Grund til stolthed havde han dog, og der er ej heller mange i Danmark, som ikke har hørt om eller på TV set landsretssagfører Kristian Mogensen bl.a. i forbindelse med tamilsagen. Denne landsretssagfører er identisk med "Min søn Kristian".
*****
Jeg gik som nævnt i 1. Mellem B. I parallelklassen 1.A havde de rektor Mogensen til matematik. Derfor kendte Knud ham noget bedre end jeg. Men én gang var jeg alene med rektor på rektors kontor, og den gang glemmer jeg aldrig, og jeg må sige, at jeg ved den lejlighed fik lært noget, som jeg aldrig har eller vil glemme. Historien er følgende:
Jeg havde intet forbrudt eller på anden måde gjort mig fortjent til at skulle stille hos rektor, og der ventede mig derfor ingen straf eller blot reprimande. Jeg var blot af en af mine lærere blevet bedt om at gå ned til rektor og bede om en bestemt bog, stykke papir eller hvad det nu måtte være, jeg husker det ikke, men lad os antage, det var en bog. Jeg bankede på døren til rektors kontor. Rektor brølede: "Kom ind!" - og ind trådte jeg med bankende hjerte. "Hvad vil du?" lød det fra rektor, og jeg svarede som bedst jeg kunne på det sprog, jeg have fået i arv, altså på fynsk med alle dets lyder og dyder, måske endda flest af de første. Jeg svarede: "Hr. Johnsen sagde, jeg skulle hente en bog ved Rektor!" Og så fik jeg et af mit livs chok. Rektor brølede: "H O S! - Det hedder hos Rektor!" Så fik jeg bogen og skyndte mig ud på gangen og tilbage til hr. Johnsen. Siden da har jeg af al magt bestræbt mig på aldrig at sige ved i betydningen hos. Vi fynboer må i øvrigt have en vis forkærlighed for ordet ved, som vi jo som bekendt foretrækker at udtale som ve’. På fynsk hedder det: "Knud sover ve’ Edith", og vi mener, at det er lige så godt som hos - eller måske bedre. Men også i andre situationer foretrækker vi det lille ord ve’. Det hedder således: "Ve’ jeg kom, drak de kaffe, og de gjorde de også, ve’ jeg gik." Helt klart fynsk. Her ville rektor have brølt: "DA! Det hedder da og ikke ved." Men sådan er der jo så meget, og rektor var endda matematiker.
*****
Kan elever ikke finde på andet at tale om, er der altid lærerne som et emne, alle kan sige noget om. Alle har haft indtil flere lærere, og om dem kan de altid sige noget, og at de er taknemmelige samtaleemner, sørger lærerne selv for, ikke bevidst men qua deres job. En lærer, der ikke har en profil af en slags lever ganske upåagtet og kan som sådan ikke fungere. På Katedralskolen havde vi mange lærere - ikke så mange som der er nu, men betydeligt flere end vi var vant til i Søndersø, og hver især havde sin profil. Nogle lærere elskede vi, og det smittede af på vor interesse for deres fag. Andre brød vi os ikke særligt om, og det havde også en afsmittende virkning i fagligt henseende. Atter andre var vi direkte bange for - det ville vi naturligvis ikke indrømme dengang. Jeg havde det sådan, og det var jeg sikkert ikke ene om. I gymnasiet havde jeg det sådan med vor latinlærer, en ældre dame, der hed fru Greve. Hun kunne ikke lide drenge. Det var ganske tydeligt, og lige så tydeligt var det, at hendes sympati lå hos pigerne. Jeg fik lært latin, ganske godt endda. Jeg fik ug- til studentereksamen, men jeg tror, at det var mere på trods af end på grund af fru Greve. Min naturlige interesse for sproget lykkedes det hende ikke at få ødelagt, men lysten til en nærmere fordybelse gik fløjten, og da jeg cyklede hjem til Søndersø med min eksamenskarakter, svor jeg, at jeg ikke mere ville tænke på latinen. Dog er der næppe gået en dag siden, hvor jeg ikke i en eller anden større eller mindre sammenhæng har kunnet referere til noget af det, jeg har lært via latin.
Heldigvis var det ikke fru Greve, der introducerede faget for mig i 4.mellem. Det gjorde rektor Høeg, der to år tidligere havde afløst rektor Mogensen. Høeg var for mig en fortrinlig latinlærer, og jeg kunne også godt lide manden. Jobbet som rektor i autoritært regi er i virkeligheden en meget vanskelig opgave at løse med størst mulig tilfredshed hos flest muligt af de berørte som resultat. Det lykkedes da heller ikke fuldt ud for rektor Høeg i de seks år, jeg endnu gik på skolen, efter han var kommet. Der var én stor konflikt, som kom til ofte på pinlig vis at præge forholdene på skolen i de år. - Der var blevet ansat et ægtepar, Helge Gad og hans kone. Han underviste i dansk og sang (musik hed det endnu ikke dengang), hun i håndgerning (og vist ikke andet). I sig selv ikke noget usædvanligt, hvis ikke netop Helge Gad var dengang højst usædvanlig som menneske og som lærer. Dengang kendte man ikke betegnelsen, men han var sindbilledet på en PROVO. Det var i 40’erne, og først 20 år senere var provoerne et fænomen, som man lærte at omgås og tackle (eller i tidens sprog: forholde sig til). - Det skulle gå galt, og det gik galt. Utallige er de batailler, som rektor og Gad udkæmpede, ofte for "åbent tæppe", undertiden var det yderst pinligt, til andre tider direkte latterligt. Gavne skolen gjorde det i hvert fald ikke. Så meget mere meningsløst virker det nu set i bakspejlet, for de to kombattanter var jo i virkeligheden blot mænd af hver sin tid - den ene i harmoni med datiden og den anden blot ca. 20 år forud for sin tid.
*****
Den lærer på Katedralskolen, jeg satte størst pris på, var uden diskussion lektor Otto Nielsen, i daglig tale kaldet "Røde Otto". I første mellem (1944) nåede vi kun lige at have ham et par timer, inden han forsvandt for at gå "under jorden", idet tyskerne var på jagt efter dem af skolens lærere, som var aktive i modstandsbevægelsen. Det lykkedes for dem at få ram på nogle, idet en kom i KZ-lejr, mens en anden blev skudt ned i sit hjem, men dog alligevel på mirakuløs vis overlevede uden at falde i tyskernes hænder. Andre lærere lykkedes det at holde sig fri af tyskerne, mens de var "under jorden". Til dem hørte "Røde Otto". Man skulle tro, at adjektivet i kælenavnet, et øgenavn var det nemlig ikke, havde noget at gøre med Otto Nielsens politiske observans. Dette er mig bekendt ikke tilfældet. Snarere var det hans næse, der var udslagsgivende. Den var nemlig rød. Slet ikke på grund af portvin eller anden alkoholmisbrug. Det eneste, Otto Nielsen kunne siges at være forfalden til var hans pibe. Han var inkarneret piberyger altid med en tændt pibe i munden - dog ikke i timerne - men ellers. Det kunne også ses på hans tænder, som var tydeligt farvede af tobakken, og piben havde ydermere slidt sig ned i tandsættet, så der var bekvemt hold på den. Her sad den så, mens røg og varme fra pibehovedet smøg sig op omkring næsetippen, som reagerede ved at antage en umiskendelig rød farve og således blev årsag til et kælenavn gennem adskillige årtier. For mig var Otto Nielsen læreren, fagligt kompetent og menneskeligt rolig, velafbalanceret, med en velgørende tør humor og med en opfattelse af elever, der ville være holdbar selv i dag. Det var en lykke for mig at have ham som lærer ikke blot i mellemskolen, men også i alle tre gymnasieår.
Med Otto Nielsen som forbillede ville jeg i slutningen af min gymnasietid have forsat efter eksamen på universitetet med engelsk som hovedfag, men det frarådede Otto Nielsens kone på det kraftigste med det argument, som kun en lektorinde kan bruge med slagkraft - jeg har nu i snart fyrre år været gift med en af slagsen. Fru Nielsen sagde nemlig." Lad være! Det er der ingen penge i. Lønnen er for ringe." Og det var den nok også omkring 1950. Så det var ikke lærer jeg blev, i hvert fald ikke i første omgang.
Det er ikke min hensigt her "at gøre op med" lærerne fra dengang. Det kan der slet ikke blive tale om, men såre naturligt havde man det bedre med nogle end med andre. Sådan var det for mig og vel også for mine kammerater. Nogle af dem var meget glade for vor dansklærer, og det forstår jeg godt, for han var en meget dygtig og tiltalende mand, men af uforklarlige årsager "gik han og jeg forkert af hinanden". Jeg tror i dag, at årsagen hertil var, at jeg trods min alder - jeg var en af de ældste i klassen - ikke var i besiddelse af den form for modenhed, som læreren forventede, og derfor blev motivationen og dermed resultatet af vore fælles anstrengelser middelmådigt. Jeg husker min danskkarakter i gymnasiet som liggende omkring mg-/mg, altså yderst jævnt.
At gå i gymnasiet dengang var for mig hårdt arbejde ugen igennem. En skoledag begyndte med rutebilen kl. 7 om morgenen med hjemkomst om eftermiddagen kl. 15. På skolen var der dengang ingen kantine. Derfor var det madpakke hver dag, altså fingermad. Når jeg kom hjem fik jeg noget at spise og var senest kl. 16. gået i gang med forberedelserne til næste dag. Dette varede med en kort spisepause ved 19-tiden til kl ca. 21, hvorefter det var ved at være sengetid for at være klar til næste dags skolegang. Alene at forberede en latinlektie, hvoraf vi havde fire om ugen, kunne tage fra to til fire timer, og jeg husker, at det for mig var nærmere de fire end de to timer. Andre har nok haft det lettere, eller måske taget sig det lettere, men det kunne jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg i dag skal beklage det eller være glad for, at jeg dengang handlede, som jeg gjorde. Jeg tror nok mest det sidste. Jeg ved i hvert fald, at mine forældre var tilfredse med den måde, hvorpå jeg, som det hed, "passede min skole", men det gav altså også anledning til en oplevelse, som jeg gerne havde været foruden, men som på den anden side også rummer det udsagn, jeg bruger som den overordnede titel på det, jeg her skriver.
Dengang havde jeg i virkeligheden kun fri - bortset fra ferier - nogle timer lørdag eftermiddag og lørdag aften, idet større hjemmearbejder var henlagt til søndag. Mine forældre var som sagt tilfredse med at jeg "passede mine sager" og stillede ikke krav om en arbejdsindsats derhjemme. Det blev derfor kun til lidt gadefejning om lørdagen eller lignende småjobs. En dag skulle jeg imidlertid hjælpe Far med et eller andet, hvad det var, har jeg totalt glemt, men af en eller anden grund kunne jeg ikke gøre det godt nok til at stille min far tilfreds, eller også var han meget irritabel den dag. Det var egentlig heller ikke så meget det, han sagde, som det var måden og tonefaldet; og så var der hele situationen. Jeg var omkring 17 år gammel, ikke barn mere, men heller ikke rigtig voksen, usikker på stort set alt, som ikke havde med den daglige skolegang at gøre, boede hjemme og var i allerhøjeste grad afhængig af mine forældre. Alle disse forhold taget under et var nok årsagen til, at min fars ord ramte særligt hårdt, sikkert nok også meget hårdere end de var ment fra Fars side. Jeg kan også forestille mig, at Far inderst inde har været en del ærgerlig over at have en stor søn boende derhjemme uden i nævneværdig grad at få hjælp fra ham i det daglige arbejde, selv om det var en udtrykkelig aftale, at jeg først og fremmest skulle passe skolen. Men altså ordene. Far sagde: "Det kan godt være at du er god til din skole og alt det der, men ellers er du sgu’ dum!" Og Far sagde ikke dum med et u, men "dåm", som det nu kan siges på fynsk. Av, det gjorde ondt, ikke at blive kaldt dum, for hvem bliver ikke det mellem år og dag, men det var hele situationen, og så var det min far. Ham, der selv havde givet mig lov til at komme på Katedralskolen, og som var stolt af mig, da det lykkes at klare optagelsesprøven alene på den skriftlige del. Ham, der sagde, at jeg skulle lære mere i skolen, end han havde lært hos lærer Elling. Det var som et dolkestød. Det føltes uretfærdigt. Jeg var som knust. Hvordan jeg kom videre derfra, ved jeg ikke, men jeg husker, at i en lang periode af mit liv undgik jeg så vidt muligt at være alene med min far. Sådan for en sikkerhed skyld, man kunne jo ikke vide, hvad det skete næste gang. Det var ganske givet dybest set uretfærdigt over for Far, men på den anden side finder jeg det i dag forståeligt.
1. G blev til 2. G, som blev til 3. G, og inden jeg fik set mig om, var jeg student, nysproglig med en kvotient på 13.99. Ved dimissionen læste rektor alle kvotienter på 14.00 eller mere højt i forbindelse med oplæsningen af navnene på året studenter. Det var noget forældrene labbede i sig som sødmælk. Kan man fortænke mig i, at jeg var ærgerlig?
Det blev ikke universitetet. Det blev ikke engelsk og fransk, jeg kom til at studere. Det havde "Røde Otto"s kone fået mig fra, og det var måske også meget godt, for at finansiere et universitetsstudium i de år var ikke så lille en sag. Det blev Handelshøjskolen. Den ide fik jeg fra Jørgen, hvis ældre bror netop var blevet færdig som HA’er. Da der tillige netop var blevet etableret et HA-studium ved Handelshøjskolen I Århus, blev det det valg, jeg traf, og det har jeg på ingen måde fortrudt. I det hele taget er der ikke så meget, jeg har gjort og senere fortrudt. At fortryde er for mig noget underligt noget, noget goldt. Har man dummet sig må man hellere se at få det bedste ud af situationen. Det kan se ud som efterrationalisering, når jeg siger, at det var bedst, at det gik som det gik, men det er det ikke. Jeg opfatter ikke det uddannelsesforløb, jeg har haft som inferiørt, som noget, som blev "zweite Wahl", fordi der ikke var penge til "erste Wahl". Den uddannelse, der blev min, åbnede de døre, der skulle åbnes, og den gav mig et arbejdsliv, som blev nok så varieret, som en sproglig kandidatuddannelse ville have ført til. Det er jo ofte sådan, at jo mere specialiseret man bliver, des mere ensformigt bliver arbejdet. Men sådanne tanker var det ikke dem, jeg gjorde mig, da jeg den første mandag i september 1951 på Fars gamle cykel kørte fra Helgesgade i Kongsvang ad Marselis Boulevard til Hans Brogesgade 2, hvor Handelshøjskolen dengang havde til huse.
NordfynsWeb
Udvalgte emner
Fortidsminder
Gadekær
Kirker
Mindesmærker
Naturområder
Slotte og herregårde
Skulpturer
Øvrige
Lokalhistorie
Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne
Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré
Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005
NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005
NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Mail Åbningstider Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Udvalgte værker fra 2024
11. januar 2025
Så er årets lille hæfte sendt til trykkeriet. Du kan tage et smugkig p.....Læs mere
For snart 50 år siden
03. december 2024
Næste år er det gudhjælpemig 50 år siden vi åbnede forretning her i Sæ.....Læs mere
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Mail Åbningstider Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.
Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Udvalgte værker fra 202411. januar 2025
Så er årets lille hæfte sendt til trykkeriet. Du kan tage et smugkig p.....Læs mere
For snart 50 år siden03. december 2024
Næste år er det gudhjælpemig 50 år siden vi åbnede forretning her i Sæ.....Læs mere
Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Email: info@doredelicato.dk
