Lokalhistorie i Søndersø Sogn Mine erindringer: Den videre uddannelse

---

Af Oskar Petersen
- der venligst har stillet materialet til rådighed

---

I 1951, da jeg rejste til Århus, var jeg en hjemmefødning. Jeg havde godt nok været i København 1 gang. Det var med skolen, i gymnasiet, hvor vor historielærer, Kaj Løber, senere rektor i Aalborg, tog klassen med på en ekskursion til de nordsjællandske slotte. Overnatte gjorde vi på vandrerhjemmet i København, og hvis nogen tror, at der også blev lejlighed til at stifte bekendtskab med det københavnske natteliv, tager de grundigt fejl af tiderne dengang og nu. I dag ville det være et krav fra elevside, et krav, som ville være ubønhørligt og stort set umuligt for både lærer og skole at komme udenom. Dengang var det i hvert fald i vor klasse nærmest utænkeligt. Jeg kan ikke mindes nogen, som blot antydede et ønske om værtshusbesøg eller sligt. Det lå ikke rigtig for. For en lille fynbo som mig var København noget, der lå meget langt væk. Godt nok havde jeg i 1949 været 14 dage i England, men alligevel. Så var Århus ikke så langt væk hjemmefra, og da man som tidligere nævnt på Handelshøjskolen I Århus oprettede det første HA-studium uden for København netop i 1951, var for mig sagen helt klar: Det skulle være Århus. Og så var der jo det ved dette valg, at det nok var noget billigere at bo og leve i Århus, mente jeg; men helt sikker på det er jeg nu ikke. Det var vel i lige så høj grad en forklaring, som skulle give mit valg et anstrøg af rationalitet.

Heller ikke det valg har jeg siden hen fortrudt, selv om man godt kunne anføre mange gode grunde til fortrydelse. Handelshøjskolen I Århus var i virkeligheden ikke klar til at tage imod det første hold HA-studerende, idet nemlig den væsentligste lærerstilling først blev besat med et års forsinkelse. Indtil da måtte vi klare os med lærere fra handelsskolen - det var udmærkede folk, bevares - men alligevel.... samt løst tilknyttede timelærere, der var lige så fremmede over for det nye, som vi var. En af de faste lærere var docent cand. polit. H.J. Hansen, aldrig kaldet andet end Sofus, og under det navn kendt i meget vide kredse. Sofus var primært lærer på HD-studiet i udenrigshandel, som havde eksisteret i flere år, da HA’erne begyndte på skolen. Hos os blev det pålagt Sofus at undervise i nationaløkonomi og driftsøkonomi, 2 fag, hvori vi næsten alle var de mest uskyldige novicer, som tænkes kan. Det gjaldt i hvert fald os, der kom med en studentereksamen som baggrund, og det var trods alt mere end halvdelen af os. Det betød ikke, at de andres baggrund var bedre, for skolen havde vistnok været lidt liberal m.h.t. tolkningen af optagelsesbetingelserne, da de første studiepladser skulle besættes. Derom vidnede ikke mindst frafaldet, da vi var kommet over det første år og lidt ind i det andet studieår.

Det ville være letsindig omgang med sandheden, hvis jeg hævdede, at Sofus’ undervisning - i hvert fald i driftsøkonomi - på vort hold var en succes. Det blev dokumenteret, og der blev leveret syn for sagn, da cand. oecon. Niels Nielsen efter sommerferien 1952 tog fat.

Jeg har selv senere i livet oplevet vanskelige undervisningsopgaver dels på egen krop, og dels når kolleger fik sådanne pålagt. Ingen af disse har kunnet stå mål med den opgave, Niels Nielsen løste, da han i realiteten på to år førte os igennem et treårigt studium, med resultater, vi kunne være bekendt, alle vi 14, som stod turen igennem. Det var mange, der gav op undervejs - tallet husker jeg ikke mere. Niels Nielsen blev hurtigt professor og senere Handelshøjskolens mangeårige rektor. Personligt er jeg Niels Nielsen stor tak skyldig, idet han er en af de ret få, jeg i årenes løb i mit stille sind har refereret til i mangen en undervisningssituation.

Jeg skylder at nævne, at Handelshøjskolens rektor, da jeg begyndte i 1951 var mag. art Eiler Bendtsen, som jeg havde til engelsk. Han var rektor fra 1939 til 1962, hvor han afløstes af professor cand. polit. Søren Gammelgaard, den senere økonomiske vismand. I 1969 afløstes Søren Gammelgaard af Niels Nielsen, der var rektor frem til 1982.

Det kan måske lyde mærkeligt på baggrund af det, jeg har skrevet om Sofus, at han for mig også har været en positiv kilde til reference, men på en noget anden led. Hvor Niels Nielsen havde sin styrke i den nøgterne, saglige faglighed, var Sofus den, der beskæftigede sig med alle de udenomsværker, som ikke er behandlet i lærebøgerne, men hvis betydning er uomtvistelig. Han havde en enorm fond af den slags viden, men man skulle lytte og høre godt efter, når Sofus, lille af statur, med sit krøllede, lidt lange, gråsprængte hår, med den guldindfattede lorgnet på næsen foran et par intelligente øjne, stod bag katederet og vippede sin kugleformede mave på bordets kant og fortalte om økonomiske sammenhænge, politiske forhold, inflationen i Tyskland i tyverne og de umulige danske ostenavne, som landbruget netop dengang havde besluttet sig for, og som - efter Sofus’ og andres opfattelse - i eksportsammenhæng er ganske umulige for udlændinge at udtale og at huske. Helt galt afmarcheret var han nok ikke. Jeg mener at kunne huske, at der var et stort antal navne på danske ostetyper dengang; i dag er antallet af forskellige danske oste jo i virkeligheden yderst beskedent.

Sofus fortalte. Han tvang ikke sine tilhørere til at lytte, sådan som de fleste lærere har for vane ved gennem deres adfærd i undervisningen at holde elevernes opmærksomhed fangen - eller i hvert fald gøre et forsøg derpå. Sofus fortalte som sagt med en lidt tør stemme, som han sjældent hævede til mere end et velmoduleret konversations-niveau. Fik man ikke straks fat i indholdet, var Sofus meget kedelig at høre på. Så kunne tankerne tage på valfart til irrelevante emner, eller det kunne gå, som det gik for Drescher - han faldt i søvn. Det var han nu ikke ene om, men han slog alle rekorder den dag, han faldt i søvn og kort efter gik i gulvet med et brag, da han faldt ned af stolen.

Sofus var den første jeg mødte, da jeg foran skolen i Hans Brogesgade havde stillet min cykel. Da kom han gående hen ad fortovet rygende på en cigaret, som han holdt nonchalant i højre hånd, mens han under den venstre arm bar en tynd dokumentmappe. Hans påklædning var elegant med et anstrøg af det let lapsede. Det var først ved at lidt nærmere øjesyn, at man forstod, hvad det også havde betydet for Sofus, at han for ikke så mange år siden var blevet enkemand. Elegancen var blevet en lille smule slidt og manglede vedligehold.

*****

I de tre år HA-studiet varede var skolen i Hans Brogesgade det centrale i mit liv. Det var mit valg, og det stod jeg ved, tænkte ikke på noget andet; at springe fra , fordi det var drøjt, kunne ikke komme på tale. Det var også nyt, det, jeg lærte, og det gav indsigt i forhold, jeg ikke kendte før. Og så var der alt det praktiske uden for skolen; det var også nyt, og det var måske næsten det, der voldte de største kvaler. At bo på et værelse alene kunne nok gå, selv om det var meget ensomt. At holde sig selv med tørkost fik jeg lært ret hurtigt. Men det voldte mig nogle kvaler at finde et sted, hvor jeg kunne spise varm mad. Havde jeg selv haft et køkken eller adgang til et, havde jeg nok fundet ud af det med den varme mad, men blot køkken-adgang var ønsketænkning. Det første år spiste jeg derfor den varme mad på et par små billige spisesteder, men det var ikke nogen holdbar løsning på problemet. Den løsning fandt jeg først, da jeg havde fundet mig et ordentligt værelse.

Det første værelse i Kongsvang i Helgesgade var for lille, for dyrt og for koldt, for i det hus blev der kun fyret op om aftenen. Jeg fandt så et værelse på 5. sal på Jyllands Allé. Her var der nogenlunde varmt, når man ikke var for fordringsfuld, men til gengæld temmelig mørkt, idet der kun var et lille tagvindue. Til gengæld var huslejen lidt lavere. Værre var det, at der kun var en håndvask og et toilet i et rum ude på loftet ved siden af de loftspulterkamre, som hørte til lejlighederne i huset. Denne facilitet var vi tre, somme tider fire, om at dele. Det gik, men særligt hyggeligt og komfortabelt var det nu ikke. Omsider fandt jeg et værelse, jeg kunne lide. Det var meget passende i Hans Brogesgade, men i den modsatte ende af, hvor skolen lå. Dette værelse lå også på 5. sal, men med elevator hele vejen op, og så kostede det kun 45 kr. om måneden, hele 20 kr. billigere end værelset i Kongsvang, og med fjernvarme. Endvidere var der en meget stor altan i hele husets længde, som var fælles for tre værelser. Det var dejligt. Dertil kom, at der var masser af lys, idet værelset havd3e et stort vindue og en altandør med glasvindue. Altanen vendte mod sydvest. Dengang kendte man ikke termoruder, så det kunne knibe lidt med varmen, ikke mindst når der blæste en god vind fra sydvest, men det gik, for vi var jo generelt ikke så forvænte dengang, som man siden hen. er blevet. Det værelse var jeg meget glad for. Dertil kom, at Strandparken lå inden for bekvem afstand, og i Strandparken drev frøken Sørensen pensionat. Det var godt. Maden var god, prisen fornuftig og dermed overkommelig. Dertil kom en god organisering af serveringen, så man kunne spise uden at skulle møde op på et helt fast klokkeslæt. Sådan var ordningen de sidste to år i Århus, og den var god.

Pengene var ikke rigelige, men tilstrækkelige. I alt brugte jeg ca. 10.000 kr. i løbet af de tre år, men det skal tilføjes, at jeg sendte tøj hjem til Søndersø til vask i alle tre år, og at der i returpakkerne med det rene tøj som regel var et stykke spegepølse og/eller andet pålæg. Egentlige studenterjobs var kun få, og det var i realiteten kun studenterne fra universitetet, som kunne få disse jobs. Men jeg havde det godt. Nogen, men ikke megen fritid. Det var det lange sejge træk, der gav resultatet. Far gav mig besked om at ringe hjem hver dag, jeg havde været til eksamen, selv om det var dyrt, og han var glad, når jeg ringede, og da slutresultatet forelå, var han stolt over, at ingen på holdet havde gjort det bedre end hans søn.

*****

HA var første trin på min eftergymnasiale uddannelse, og jeg var på det tidspunkt blevet godt og grundigt træt af at læse. 15 år var der gået, siden debut’en hos frøken Vestergaard, og trods den noget betænkelige begyndelse var det egentlig gået ganske godt, men nu gad jeg ikke mere, nu skulle det prøves af, om det havde været umagen værd at bruge alle de år på at læse. Det sidste er nu ikke helt rigtigt. Det var først senere, meget senere, at jeg formulerede spørgsmålet på den måde. I 1954 var det i virkeligheden slet ikke et spørgsmål, men et udsagn, der ikke rejste nogen tvivl overhovedet. Jeg ville ud for at bruge det, jeg havde lært. Det jeg havde lært, var med henblik på erhvervslivet. Det var målet.

Det var imidlertid 1954, i den kolde krigs dage, hvor enhver værnepligtig måtte stille til tjeneste "for konge og fædreland". Denne formulering brugte man ikke mere dengang, men meningen var den samme. 18 måneders værnepligt (nogle måneder mere for militærnægterne) føltes bestemt ikke som en belønning for den indsats, man havde præsteret forinden. Jeg var i hvert fald godt sur, og det var ingen trøst, at det var ens for alle unge mænd. Piger talte ikke rigtig i den sammenhæng. På mit hold på Handelshøjskolen var der således ingen piger, og det var der heller ikke på de hold, som kom efter os. Hvad jeg ikke kunne vide var, at tjenestetiden ville blive sat ned til 15 måneder, så jeg "slap lidt billigere". Imidlertid vil vi her lade militærtjenesten ligge. Her drejer det sig om den videre uddannelse, for det viste sig, at HA ikke var tilstrækkelig.

Den 2.januar 1956 stillede jeg i København i mit første job efter eksamen, og hvis jeg ikke i min studietid havde haft obligatorisk volontørtjeneste på Fyens Konservesfabrik i Odense, og hvis jeg ikke i en sommerferie gennem AIESEC havde arbejdet på Das Statistische Amt des Saarlandes i Saarbrücken, ville jeg være løbet hurtigere end min fars hest, den tidligere travhest Minna havde kunnet for at komme væk fra firmaet Ove Johansen, RUF Bogholderimaskiner i Nygade. I det firma var der en lille fast stab af medarbejdere, som må have fået hård hud på sjælen og måske også andre steder, eftersom de var der år ud og år ind. Jeg var der i 7 måneder, og i den tid "overlevede" jeg 5 bogholdere! Det var ejerens, Ove Johansens ånd, der forpestede arbejdsklimaet i det firma. Man skal ikke tale ilde om de døde, men der var især en tildragelse, som så rigeligt karakteriserer manden, og som fik mig til at miste enhver respekt for ham som menneske og som arbejdsgiver.

I forbindelse med en skandalesag i en landbrugsindustriel virksomhed, var direktøren - en lidt ældre mand, som i virkeligheden var uskyldig og dybest set et pænt menneske blevet "hængt ud" og havde mistet sit job. Ad kanaler, som jeg ikke har kendskab til, blev denne mand "sluset" ind til os i Nygade, hvor han fik et nærmest uspecificeret job. Han var en flink mand, som gjorde sig umage for at glide ind i det lidt mærkelige fællesskab, vi havde. En dag kom Konsulenten - sådan ønskede Ove Johansen at blive tituleret - ud i det kontor, hvor bl.a. jeg og den netop omtalte mand sad sammen med firmaets kvindelige prokurist. På bordet foran den ældre mand smed konsulenten nu et par små cylindriske metalbeholdere og sagde: "Tag lige at købe sådan nogle til mig." Den ældre mand så fortabt på de små cylindere og svarede: "Jamen, hvad er det da for nogle?" - "Det finder De ud af", svarede Konsulenten, højlydt og gik ind til sig selv. Manden så fortvivlet på metaltingesterne, han vidste ikke sine levende råd og så appellerende på prokuristen, som fniste tøset og sagde: "Det er kulsyrepatroner til Konsulentens sifon. Han vil have, at De køber nogle nye til ham."

*****

Så blev det august, og jeg åndede lettet op. Jeg havde fået stilling som eksportmedarbejder hos Zeuthen & Aagaard A/S på Esplanaden i København. Her fik jeg genoprettet min selvtillid, fik en masse arbejde, stort ansvar og en ikke særlig stor løn, i hvert fald ikke til at begynde med. Man forlangte også, at jeg skulle begynde at læse igen, og man bestemte oven i købet, at jeg skulle læse engelsk, nærmere betegnet skulle jeg tage den ensproglige korrespondenteksamen i engelsk på Handelshøjskolen i København. Så måtte jeg i gang igen. Denne gang om aften, 2 gange om ugen, fra kl. 19 til 21. Det var på hjørnet af Julius Thomsens Plads og Rosenørns Allé. Og det var en fornøjelse. Det meste af mit daglige arbejde foregik på engelsk, en del på tysk og en sjælden gang lidt på fransk. Det var derfor ikke særligt svært for mig at præstere den indsats, som blev krævet. Det kunne næsten ikke have været bedre, og dog......Ved afslutningen oplæste skolens direktør navnene på dem, der havde klaret eksamen med udmærkelse, og jeg var lidt ked af, at mine forældre ikke var til stede. De var jo blevet snydt lidt ved afslutningen efter studentereksamen. Her ville der have været kompensation.

Et sådan aftenkursus er noget mærkeligt noget. Jeg har selv i mange år undervist om aftenen, og det stiller store krav til eleverne, der jo som regel har en normal arbejdsdag bag sig, når de møder op til undervisning om aftenen. Men det har lærerne altså også. Egentlig skulle man mene, at et sådant forehavende er dømt til at mislykkes på forhånd, men på forunderlig vis

glemmer man alt om træthed og uoplagthed, når man først er kommet i gang. Først når dagen endelig er slut kan man mærke, hvor lang og anstrengende den i virkeligheden har været. Man har ikke rigtig noget overskud, og det er måske også en af grundene til, at de personlige relationer mellem kursister ofte ikke udvikler sig på samme måde, som "da man gik i skole".

Fra mit engelskhold på Handelshøjskolen var der kun en enkelt, som jeg havde forbindelse med i nogle år efter eksamen. Det var en pige, som jeg nok skal fortælle mere om senere. Her i denne fortælling kalder jeg hende Dorte, men det er slet ikke hendes rigtige navn.

Zeuthen & Aagaard A/S kom senere til at hedde Rex Rotary International Corporation og beholdt kun det gamle navn i salgsorganisationen i Danmark, men det varede blot nogle få år, så blev det hele Rex Rotary. En del af os medarbejdere kunne ikke rigtig forlige os med det nye navn, og jeg tror, at vi alle nu, hvor firmaet for længst er gået heden, som så mange andre gode virksomheder, stadig bruger bogstaverne Z & Aa, når vi mindes og en sjælden gang får lejlighed til med ligestillede at tale om dengang. Dengang da der skete ting, som fik indflydelse på det liv, vi skulle leve senere hen. Jeg lærte en utrolig masse hos Z & Aa;

Jeg fik erfaringer, gode og dårlige, og jeg levede intenst som aldrig før, og senere har jeg kun i kortere perioder oplevet livet så intenst som dengang. Det hele varede fra august 1956 til og med januar 1961. En epoke var slut, men nye oplevelser ventede forude, men på forunderlig vis tog jeg så at sige Z & Aa med mig, da jeg forlod firmaet. Den pige, som var sekretær for den tekniske direktør på fabrikken i Glostrup, har i snart 38 år været min kone.

*****

Dette kapitel handler om uddannelse, altså forstået som uddannelse efter den egentlige skolegang, og det er egentlig noget sludder, for man er til stadighed og altid under uddannelse lige til man har trukket vejret for sidste gang. Når jeg alligevel gør det, er det med henblik på at fortælle om den formaliserede uddannelse, den, som jeg selv - på trods af advarslerne fra "Røde Ottos" kone - blev en del af i de mere end 30 år, jeg underviste først og fremmest på Tietgenskolen i Odense. I dag kalder man den TietgenSkolen, Odense Business College.

Tøjeri vil jeg mene, og så engelsk i en dansk skoles navn, som om den skulle blive bedre af det.

Årene efter Z & Aa blev lidt omskiftelige. Først Korsør, så Høng. Derpå var det Fyn, som trak. Det blev Hundtofte ved Stenstrup, og endelig Odense.

Det var, mens jeg var i Hundtofte hos Sibast Møbler, at jeg havde 10 års jubilæum som HA’er .Det blev fejret med en tredages-fest i Århus med langt de fleste af de gamle studie-kammerater, som nu alle var gift og tilsyneladende havde gode jobs. Men det slog mig, at alle - vistnok med mig som den eneste undtagelse - var cand. merc., idet man efter den dengang gældende ordning kunne blive cand. merc. ved at supplere med en HD-eksamen.

Jeg blev klar over, at jeg løb en stor risiko for at blive "hægtet af". Der skulle derfor ikke lang rådslagning til derhjemme, inden vi var enige om, at jeg måtte se at komme i gang med at læse HD. Jeg valgte linien "Salg og Reklame", som senere kom til at hedde "Afsætningsøkonomi". Det var et aftenstudium, typisk 3 - 4 aftener om ugen à 2 - 4 timer. Studiet strakte sig over 2 år, idet jeg som HA kunne springe første del over. Første del var ligeledes normeret til 2 år.

HD-studiet kaldtes med en god portion galgenhumor dengang for et "skilsmissestudium" på grund af den store skilsmissehyppighed blandt de studerende. Det er ikke nogen hemmelighed, at vores ægteskab holdt - ikke mindst takket være min kones forståelse og også overbærenhed, som hun har måttet mobilisere, oftest uden at jeg opdagede det, for jeg havde umådelig travlt med mit. Hos Sibast Møbler var jeg kontorchef og havde hænderne fulde der.

Når mindst 3 aftener om ugen gik med at køre til forelæsninger i Odense, og når studiet samtidig forudsatte et betydeligt hjemmearbejde, var det i virkeligheden meget kort tid der kunne blive til familien. Fritiden blev mest lørdag eftermiddag og aften, og den måtte vi så få mest muligt ud af.

HD-studiet indfriede til fulde mine forventninger. Det var krævende, men også meget givende. Det var ikke mindst studielederen dr. merc. Helge Munksgaard, som med sin ildhu og entusiasme gjorde de to studieår 1965/66 og 1966/67 til meget mere end blot surt slid.

Jeg har i alle mine 30 år som lærer undervist i afsætningsøkonomi, altid med Munksgaard som reference, og uden nogensinde at løbe sur i faget.

I et sådant studieforløb er der altid morsomme episoder og tildragelser, men ingen af dem kan jeg i dag spontant fremkalde. De overskygges totalt af den hændelse, som fandt sted under den mundtlige eksamen. - Den skriftlige eksamen var overstået med resultater, der sikrede tilstrækkeligt mange point til, at eksamen som helhed var bestået. Sådan var det for de fleste af os, der skulle til mundtlig eksamen. Dog havde en betydelig del af holdet ikke klaret den store skriftlige hovedopgave, som var eksamenens kardinalpunkt og derfor skulle bestås, men heri var der intet usædvanligt.

Den mundtlige eksamen omfattede 3 eksaminationer på samme dag. Censorerne var de samme uanset fag, mens lærerne naturligvis eksaminerede i deres respektive fag. Censorerne var chefredaktør, cand. polit. Aage Schock og professor dr. rer. pol. Max Kjær- Hansen. Sidstnævnte, fra Handelshøjskolen I København, var dengang erhvervsøkonomiens grand old man, idet han havde være professor ved Handelshøjskolen fra 1937 til 1966, og nu, i en alder af 71 år, var han min censor, og hans ord vejede tungt. Alt dette bekymrede mig nu ikke synderligt, for faren for at dumpe var drevet over. Det var Jesper og jeg helt enige om, og vi kappedes i al fredsommelighed om det bedste eksamensresultat.

Den første og anden eksamination forløb helt tilfredsstillende, karaktererne husker jeg ikke mere, og de er i denne sammenhæng mindre væsentlige. Ved 3. og dermed sidste eksamination gik det galt, oven i købet helt uventet. Jeg havde trukket et spørgsmål, som hed "salgschefens rolle". Det var egentlig ikke ønskespørgsmålet, men heller ikke nogen katastrofe. Jeg var blot ikke specielt forberedt på netop det spørgsmål. Eksaminationen kom derfor til at forme sig som en række spørgsmål fra læreren og dertil hørende svar fra mig, og det gik egentlig rigtig godt syntes jeg. - Men så rettede Max Kjær sig op. Han havde været tavs og set uinteresseret ud, mens Aage Schock med vidt opknappet skjorte flød ud i stolen, for det var varmt. Nu så Max Kjær direkte på mig, derpå på læreren, som nikkede, derefter så han på mig igen og spurgte: "Har salgschefen indflydelse på virksomhedens salgspolitik?" Jeg var målløs, hvad var det for et spørgsmål at stille? I de firmaer, hvor jeg havde arbejdet, hørte det klart med til salgschefens opgaver at være med til at fastlægge virksomhedens salgspolitik. Derfor kom spørgsmålet ganske bag på mig, men jeg besindede mig og svarede: "Ja". Og så brød et helvede løs. Max Kjær rettede sig endnu mere op, hovedet knejste og øjnene skød lyn: "Mener De det?" "Ja", svarede jeg, for det var min mening, og så tænkte jeg, at han nok bare ville se, om jeg var "stærk nok" i min opfattelse. Det svar kom jeg til at fortryde, for nu brød helvede atter løs. " Vil det sige, at en salgschef hos Dansk Esso har indflydelse på selskabets salgspolitik?" tordnede professoren, og pludselig gik det absurde i situationen op for mig.

Jeg havde svaret med de firmaer, jeg kendte ret godt, som referenceramme, mens censor i sine tanker havde haft meget store virksomheder som multinationale selskabers danske virksomheder. Jeg foretog et nok noget hovedkulds tilbagetog, som hurtigt blev afbrudt af censors "tak!". Ude på gangen ventede jeg i næsten en halv time på min karakter. Inde i eksamenslokalet, hvor der foruden censorer og eksaminator befandt sig studielederen og et par andre lærere, blev der råbt højt og slået i bordet flere gange. Omsider kom eksaminator med karakteren. "g minus", sagde han og tilføjede: "Han ville ikke give mere, men det er sgu’ Dem, der har ret." - Det hjalp mig nu ikke ret meget. Ganske vist fik Jesper også "g minus", men han slog mig med to points og blev "Best in the Show".

Det er mærkeligt som tingene sommetider kommer til at hænge sammen, og det som var et hændelsesforløb kan - undertiden efter lang tids forløb - knytte sig til noget, der sker her og nu.

Et par år efter den mundtlige eksamen på et tidspunkt, da jeg var medlem af bestyrelsen for FDC Fyn, var der en aften i foreningens regi et afsætningsøkonomisk foredrag i auditoriet på Tietgenskolen. Foredragsholderen var professor Max Kjær-Hansen, og han kom sammen med formanden ind i det pænt besatte auditorium, hvor jeg sammen med andre medlemmer af bestyrelsen sad på første række. Nu skete det besynderlige. Den første Max Kjær fik øje på var åbenbart mig. Han holdt blikket fast, styrede den lige vej hen til mig, gav hånd og hilste meget hjerteligt, men pudsigt nok kun på mig. De andre ænsede han ikke.

Efter foredraget var bestyrelsen vært ved et traktement på Grand Hotel. Her kom jeg for anden gang i mit liv til at sidde ved et bord direkte over for Max Kjær-Hansen. Han kiggede intenst på mig og sagde så: "Jeg har set Dem før, men jeg kan sgu’ ikke komme i tanke om, hvor det er." "Det var ved det grønne bord, hr. professor", svarede jeg og tilføjede: "Vi kunne ikke blive enige om salgschefens rolle." "Det var godt", lød det fra en lettet Max Kjær. "Og skulle vi så ikke lade salgschefen hvile og drikke en snaps til?" foreslog han; og det gjorde vi så.

*****

Det var i 1967, at jeg med HA + HD blev cand. merc. 13 år tidligere havde jeg høj i hatten ment, at nu skulle jeg ikke "gå i skole" mere, men havde måttet sande, at sådan er verden ikke mere. Det var i gamle dage. A propos "gamle dage": Søren Mørch indleder sin "Sidste Danmarkshistorie" med at fortælle, at han er født i "gamle dage". Han er født i 1932, og eftersom jeg er født i 1931, kan jeg med lige så god ret hævde, at jeg også er fra de "gamle dage". Et spørgsmål er så, hvor langt frem i tiden de "gamle dage" varede. Personligt er jeg af den opfattelse, at de varede helt frem til ca. 1958. Så langt frem strakte efterveerne fra krigen sig. Først i 1958 var der for alvor begyndt at komme gang i økonomierne i landene omkring os. Vi mærkede det tydeligt hos Z & Aa, hvor eksportomsætningen i min tid blev fordoblet 3 gange. Da jeg kom, var den godt et par millioner, og da jeg forlod firmaet i 1961 var eksportomsætningen lige i underkanten af 20 millioner. Det gjorde det af med "de gamle dage" - og det skal man ikke begræde, men guderne skal vide, at det, man har gjort ved verden siden hen, ikke er gjort med lige heldig hånd. Ind imellem kan jeg tage mig selv i med vemod at tænke på det Danmark, vi havde i næsten alle halvtredser-årene: Rene og fredelige byer, ingen graffiti, ingen narko, en behersket kriminalitet, en overskuelig tilværelse, med langsomt kommende forandringer, en økonomi, der skred fremad, men tempoet var roligt. Kort sagt man kom ikke ud for ubehagelige overraskelser. --- København var dengang en køn og ren by sammenlignet med nu. Der kunne jeg godt lide at være. Det kan jeg ikke nu. Måske er årsagen, at vi har ændret os begge to, både København og jeg,

I tresserne gik det stærkt, og man troede, at sådan ville det fortsætte, at man havde fået styr på svingningerne i økonomien, at lavkonjunkturer var et fænomen, der hørte fortiden til. Da årtiet nærmede sig sin slutning blev ungdommen i de fleste vestlige lande kåde og ustyrlige: Ungdomsoprøret var over os. Det var de store årgange, som blev født under krigen, og som nu var i tyverne. De gjorde oprør, siger man. På universiteterne var det et oprør mod det såkaldte professorvælde, en organisationsform, som ganske havde overlevet sig selv, mente man. At ændringer var påkrævet, var hævet over enhver tvivl; men oprøret greb om sig. På alle områder førte ungdommen sig frem, at være ung var en kvalitet i sig selv, og mennesker, der ikke længere var helt så unge følte sig forældede og overflødige. På arbejdsmarkedet gik det helt galt. De ældre blev presset ud, og en meget stor del af de unge duede ikke, enten fordi de ikke kunne, eller fordi de ikke ville. Samtidig udviklede teknologien sig. Produktiviteten kunne blive ved med at stige, og antallet af beskæftigede steg ganske vist, men ikke i nær samme takt som antallet af arbejdsløse. Først nu i slutningen af århundredet - og det er tilfældigvis også slutningen af årtusindet - er man begyndt på visse områder at savne arbejdskraft, mens der paradoksalt nok fortsat er mange arbejdsløse, mange, som aldrig har været i arbejde, og som ikke engang har en opfattelse af arbejde som en nødvendighed- de er jo blevet forsørget hele deres hidtidige liv. Nogle vil ikke arbejde. De mener, at samfundet har en pligt til at forsørge dem. Samtidig ser man i den anden ende af aldersskalaen gamle mennesker, som har arbejdet hele deres liv, og som nu i ikke så helt få tilfælde er nødlidende, fordi samfundet ikke mener, at de har samme ret til forsørgelse som de unge, der ikke har villet kvalificere sig til et arbejde.

Dog var der noget, alle unge kunne bruges til, og på dette område blev de virkeligt fremragende. Det var som forbrugere Jeg havde endnu på dette tidspunkt min egen tid i Århus i relativ frisk erindring, og jeg var nærmest målløs over de unges forbrugsfest. Ikke at jeg bebrejdede dem, at man udstyrede dem med en købekraft, de i virkeligheden kun i de færreste tilfælde var i stand til at administrere, men at politikerne så rundhåndet delte ud af offentlige midler. Tænk, man gav unge mennesker et beløb pr. måned på 14-1500 kroner for at gå på den erhvervsfaglige grunduddannelse (efg). Der opstod i tidens løb specielle jobs, som havde en særlig tiltrækningskraft over for unge, således efter-skole-jobs, aften-jobs og week-end-jobs, hvor unge mennesker kunne tjene penge til et forbrug, de ville have svært ved at opretholde, når de efter endt uddannelse fik egentligt fuldtidsarbejde, for ikke at tale om dem, som ikke fik arbejde, men måtte leve af offentlig forsørgelse.

Det var i begyndelsen af dette forløb i samfundsudviklingen, hvor jeg i 1967 måtte erkende for alvor, at "de gamle dage" ikke eksisterede mere. Mere uddannelse var nødvendig blot for at følge med. Af yderligere formaliserede uddannelser blev det for mit vedkommende til et par faglærereksamener og et utal af kurser. Nogle af disse var af høj kvalitet, men desværre de færreste. Hvor der handles, der spildes.

Mindst lige så vigtig som efteruddannelse er det efter min mening med årvågenhed at følge det, som sker i samfundet, og at pleje sin kritiske sans. Den er der i et moderne samfund brug for i praktisk talt alle sammenhænge.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn