Lokalhistorie i Vigerslev Sogn De forsvundne somre

---

Af Finn Holten Hansen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1996
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Finn Holten Hansens bog: "De forsvundne somre." udkom i 1996. Bogens tema er barne- og ungdomserindringer fra perioden 1928-58, og den erfarne radiomedarbejder, tv-mand, filmproducent, oversætter m. m. er en god fortæller, der ikke er bange for at gå tæt på.

Forfatteren kom til Vigerslev som seksårig i 1934, da faderen, Hans Holten Hansen, blev ansat som skolelærer, og en stor del af bogen handler derfor om det at være dreng og ung i Vigerslev og Morud i tiden o. 1940.

På de følgende sider bringes nogle få uddrag fra bogen, ledsaget af nogle fotografier, som vi har lånt af forfatteren.



Det var en omvæltning for min bror Tyge og mig at blive fynboer. Landsbyen var lille og afsides, omtrent halvvejs mellem Odense og Bogense, på kanten til det flade nordfynske område der kaldes Sletten.

Min far sagde altid, at det var et af de få steder på Danmarkskortet, som alle vækkelser var gået udenom. Folk i Vigerslev Sogn var hverken missionske eller grundtvigske, selv om der var et par landmands- og husmandshjem, der havde højskolebaggrund. Præsten var en lille høflig mand, som brugte en stor del af sin tid i den store præstegårdshave. Inden døre herskede hans ugifte søster. Der kom ikke mange i kirken, så min far måtte med jævne mellemrum forsøge at slæbe familien med for at fylde lidt i det store rum.

Der gik en å gennem landsbyen. I de første år snoede den sig med blomstrende bredder fra engene mod nord og øst, forbi præstegårdshaven og videre ud i det flade land mod Søndersø. Senere blev den uddybet og rettet ud.

Der var fire gårde i landsbyen, en købmand, et par håndværkerhuse, præstegården, jordemoderens hus og nogle landarbejderhuse. I et af disse boede graveren Madsen, som også tømte lokummer på skolen og hos jordemoderen. Graveren havde landsbyens flotteste jordbær. I huset ved siden af boede landsbyens egentlige proletarer. Der var vist otte eller ni børn, som fyldte godt op i skolen, sammen med ungerne fra herregårdshusene ude ved det lokale gods, Margaard.

I gården ved siden af skolen boede storbonden, Bendt, som også ejede den næststørste gård. Den var forpagtet ud til Frederik, som var gift med den kone, der havde været forlovet med Bendts eneste søn Karl. Karl var død ganske ung, vidste vi, og Frederik og Karls forhenværende kæreste havde en søn, som også hed Karl og derfor blev kaldt Lille Karl.



Det var ikke sjovt at lege med Lille Karl, for han ville altid lege bonde, og Karls leg bestod i at sætte sine legekammerater i arbejde, på samme måde som familieoverhovedet Bendt satte sin gårdskarl i arbejde. Gårdskarlen hed Harald og var åndssvag. Han boede i et usselt kammer i kostalden og gik altid i blåt arbejdstøj og gummistøvler. Og han stod tidligt op om morgenen for at malke. Han var i gang på markerne med at pløje, harve, så eller høste dagen igennem. Om efteråret kravlede han rundt på alle fire ude på marken bag skolegården og tog roer op. Jeg tror aldrig, han blev vasket. Han lugtede. Han havde ikke meget sprog og var svær at forstå, når han sagde noget.

Far var jo tjenestemand, og ifølge købmanden var tjenestemænd på den tid de eneste, der havde penge. Ikke ret mange måske, men de kom hver måned til den første, og så havde de oven i købet tjenestebolig. Far ville nok hellere have haft en romantisk gammel rytterskole eller noget lignende. Vores var et fornemt og hæsligt murermesterpalæ fra begyndelsen af århundredet, i røde mursten og med høje vinduer og skifertag. Boligen havde elleve værelser, inklusive kamrene på loftet, stort udhus, med lokummer til skolebørnene, to huller i hvert bræt, men intet bad til læreren. Det havde ikke engang sognerådsformanden hjemme på gården dengang, så det var ikke noget, man udstyrede lærerboliger med heller. Først i krigsårene, da bønderne dårligt vidste, hvad de skulle bruge alle pengene til, begyndte der at komme badeværelser rundt om på de større gårde. Men i skolen blev det aldrig til noget med den slags sanitære installationer, for i 1937 blev der vedtaget en lov om centralskoler. Og så var der jo ingen grund til at modernisere det gamle, når der alligevel snart skulle bygges nyt. At det først blev adskillige år efter krigen, var der ingen, der kunne vide dengang.

I selve landsbyen var der ingen, der måtte på tvangsauktion. Men rundt om i sognet var der mange, der måtte gå fra gården", som man sagde. Og af og til gik der en købmand med ned, når han havde leveret alt for mange varer på kredit. En af dem var købmanden oppe i stationsbyen, en flink og venlig mand, som altså havde været for flink. Jeg husker, at Tyge og jeg en dag havde været ude og cykle og havde penge til en sodavand. Det har været på et af de tidspunkter på året, om sommeren, når der ikke var alverden at bestille i landbruget. Efter at roerne var luget anden gang og inden høsten. I hvert fald stod der en bondemand før os ved købmandens disk. Han skulle have to bajere og en pakke Manne og kom med en bemærkning om, at tiden faldt ham lang. Så gav købmanden mig og min lillebror vores første lektion i økonomi. - Ka' dutte få ti'en til at gå, sagde han, - så skal du bare ta' et par tre måneders veksler, så skal du se, hvor den løber.

I et af de første krigsår var det lykkedes far, med stor hjælp fra sin kollega, organisten, lærer Rasmussen, Havrehed Skole i Morud, at overbevise kommunen om, at egnen havde brug for en sportsplads med friluftsbad. Far var formand for gymnastikforeningen, Rasmussen for fodboldklubben, og de var begge to enige om, at landkrabberne på egnen ville have godt af at lære at svømme. Og formentlig fordi sognet havde brug for et offentligt arbejde til de ledige, blev planen virkeliggjort.



Friluftsbadet blev om sommeren et af sognets samlingssteder for ungdommen. Her fik sognets fem toklassede landsbyskoler frivillig svømmeundervisning efter skoletid i sæsonen. Far underviste sammen med den nyansatte bademester, en ung mand med frisvømmerprøve fra Odense, en flot fyr, som var anledning til en del jalousi fra de unge karle, hvis piger flokkedes om ham, når der var fri adgang til badet i sommerferien.

Og her kunne vi kigge på piger, piger i alle størrelser og faconer, i slaskede badedragter som brysterne tittede frem af, og som røbede andre spændende og ophidsende detaljer, når de klæbede vådt til pigekroppene. Og her kunne man vise sig. Der var et ståltårn med timetervippe, femmetervippe og en fjedrende tremetervippe, som man kunne lave flotte udspring fra, med saltomortaler og andre tricks i luften - et vil sige, det kunne bademesteren, som dog gerne underviste andre i kunsten. De fleste nøjedes med at hoppe i, med eller uden tilløb. Hvis man var klodset, nøjedes man med at krumme sig sammen og lave en "bombe" - og opdagede, at vand kunne slå.

De dristigste hoppede i fra timeteren. Det imponerede pigerne. Selv tog jeg én gang den uhyggelige offentlige tur op ad stigen. Var man først deroppe, var der kun én vej ned, hvis man ikke ville risikere at blive uhjælpelig til grin og miste enhver respekt, ikke mindst sin egen. Så jeg hoppede og var så heldig at komme pænt i vandet. Hoppet var til ære for en vis Inge, men hun lod, som om hun ikke havde set det. Eller måske havde hun faktisk kigget den anden vej.

Finn Holten Hansen.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn