Lokalhistorie i Vigerslev Sogn De fattige i Vigerslev Sogn 1711

---

Af Lektor, dr. phil. Åge Fasmer Blomberg
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1985
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

I middelalderen tog den katolske kirke sig af de fattige og syge, men efter reformationens indførelse i 1536 måtte de fattige nøjes med de beskedne beløb, der ad frivillighedens vej indkom gennem fattigbøsserne eller ved den tavle, der gik om i kirkerne under gudstjenesten. Enkelte sogne rådede over såkaldte hospitaler, små huse, der var oprettet af de lokale herremænd, og her kunne sognets fattige anbringes; sådanne hospitaler fandtes fra 1700-tallet i Farstrup og Rue, oprettet af geheimeråd Adam Christoffer, baron Holsten. Hvert hospital havde plads til otte fattige familier fra baroniet Holstenshus. Enkelte steder i landet oprettede kongen hospitaler af tidligere klostergods som for eksempel Gråbrødre Hospital i Odense. Fattigdommen tog til under Svenskekrigene og i den efterfølgende hårde tid, men vort kendskab til fattigplejen i 1600 tallet er meget begrænset, og i de egentlige landdistrikter var den endnu meget primitiv. Omkring 1700 vrimlede land og by med tiggere; på landet var de en alvorlig belastning for bønderne, der måtte forsørge de omvandrende fattigfolk. Disse var retsløse og hjælpeløse og fristede en kummerlig tilværelse i elendige boliger, og de var helt afhængige af befolkningens barmhjertighed, og det gjaldt ikke mindst kronisk syge, blinde og vanføre.

Ved enevældens indførelse i 1660 lagdes grunden til en stærkere statsmagt her i landet, og den greb ind i fattiges livsforhold med en social lovgivning, hvis rammer blev fastslået af staten, men hvis forvaltning foregik på lokalt plan. Det skete ved en forordning af 24. september 1708. Loven drejer sig om betlere i Danmark såvel på landet som i købstæderne. Forordningen sigtede i virkeligheden mere på at befri samfundet for problemer ved at have fattige end på at hjælpe de enkelte fattige mennesker.

Hvem der har taget initiativet til fattigloven af 1708 ved vi ikke, men den må være blevet til i Danske Kancelli, og initiativet kan være udgået fra dettes ledende mænd eller fra den kreds af rådgivere, der omgav Frederik IV; kongen oprettede Vajsenhuset i København, men om han også har taget initiativet til forordningen af 1708, ved vi altså ikke.

Som det fremgår af forordningen, var hovedformålet med loven af få afskaffet de omvandrende tiggere, der i begyndelsen af 1700-tallet var blevet en sand landeplage. Enhver form for tiggeri blev derfor kriminaliseret; arbejdsløse tiggere skulle have tvangsarbejde på de såkaldte "Tugthuse", hvoraf det i Odense i Klaregade blev åbnet i 1752. Ulydige børn anbragtes i Børnehuset i København, og folk, der "ved drukkenskab eller andre laster" var kommet i nød, anbragtes i de såkaldte "Rasphuse". Yderligere indførtes på landet fra 1730 de såkaldte tiggerfogeder, svarende til købstædernes "Stodderfogeder", hvis opgave det var at opsnappe fremmede tiggere og føre dem ud af sognet. Blinde, syge, gamle og forældreløse børn skulle man derimod hjælpe, så vidt det var muligt.

Forordningen af 1708 skulle administreres lokalt; der oprettedes derfor i hvert herred en fattiginspektion, bestående af herredsprovsten og herredsfogeden. Den skulle kontrollere at fattiglovens bestemmelse blev overholdt, samt forvalte de midler, der indkom. Midlerne skulle blandt andet anvendes til at bestride udgifterne ved borttransporten af fremmede tiggere og til hjælp for de sogne, der ikke kunne klare lovens forpligtelser. Under fattiginspektionen stod en særlig sogneadministration, der bestod af sognepræsten og "tre - fire af de vigtigste og bedste sognemænd", der fungerede tre år ad gangen. I denne sogneadministration blev selvfølgelig præsten den ledende. Sogneadministrationen skulle ved årets begyndelse have en fortegnelse over sognets fattige udarbejdet; de fattige blev inddelt i forskellige klasser, og til første klasse henregnedes alle personer, der ikke kunne klare sig ved eget arbejde; fader- og moderløse børn hørte hjemme i 2. klasse, mens 3. klasse omfattede personer, der kunne bidrage noget til eget underhold, men ikke tilstrækkeligt. Det var sogneadministrationen, der alene godkendte de personer, der måtte anses for sognets rette almisselemmer, og den førte desuden kontrol med deres moralske vandel.

I stedet for faste pengebeløb til fattigkassen kunne bønderne tegne sig for en vis mængde naturalier årligt, og det var sogneadministrationens opgave at fordele disse naturalier. De fattige blev hver især henvist til visse bønder, hos hvem de fik deres underhold, eller som det også blev kaldt "sin madning". Enhver civilembedsmand i sognet, verdslig eller gejstlig, måtte yde l % af den årlige indtægt som fattigskat. De, der var forsømmelige med at yde, hvad de frivillig havde tegnet sig for, kunne få deres navne oplæst fra prædikestolen. Sognets fattigkasse havde hårdt brug for kontante pengemidler, der var en vigtig hjælp i sygdomstilfælde.

For Vigerslev sogn er der bevaret en fortegnelse over sognets fattige; den er forfattet af sognepræsten og hans medhjælpere den 1. december 1711; der var da 13 fattige i sognet, der ikke kunne klare sig.

Kjelleby.

1. Karen Pedersdatter er til huse der i byen og er 60 år gammel, kan ikke fortjene brødet, men må tigge. Hun er født på stedet.

Vigerslev.

2. Anne Pedersdatter, født her i byen og 40 år gammel. Hun er vanfør og kan intet fortjene, må derfor tigge brødet.

3. Anne Skrædders, født i Odense og 70 år gammel. Har boet i Vigerslev i mange år, hun kan ikkun lidet se, mindre høre og kan derfor intet fortjene og har intet, uden hvad godtfolk giver hende.

Tværskov.

4. Kirsten Mortens, født i Søndersø, hun har både boet og siddet til huse her i sognet i mange år, hun er over 60 år, tilmed "våg", og skrøbelig og tit syg og sengeliggende, så hun med stor besværing kan gå om brødet.

5. Johanne Rasmusdatter, født her i sognet, hun er over 80 år og har i nogle år været syg og sengeliggende, så hun kan intet være om brødet og har intet at leve af uden hvad godtfolk giver hende.

Rue.

6. Johanne Pedersdatter, født her i sognet. Hun er 60 år, vanfør, elendig og skrøbelig, men må dog med stor besværing gå om brødet.

7. Johanne Rasmusdatter, født i Søndersø. Hun er nogle og firs år gammel og har boet i sognet i mange år; i nogle år ligget ved sengen med stor sygdom og elendighed, så hun intet kan få at opholde livet med, uden hvad hendes datter kan tigge til sig og hende.

8. Rasmus Sørensen, er født, har boet og altid været heri sognet, han er 70 år gammel, meget svag og vanfør, har ligget ved sengen nogle år så han måtte omkomme, dersom godtfolk ikke udviste godhed imod ham.

Sværuphus.

9. Jep Hansen, soldat, har en meget "våg" og vanfør søn, som er "beladt" med hæftigt flod i hovedet og i den ene hånd, så at hans moder, som omsonst har sat sine ringe midler på lægerne, nu næppe kan tigge brødet til sig, ham og andre børn.

Tågerod.

10. Maren Jørgensdatter, født i Vissenbjerg sogn, hun har i mange år opholdt sig her i sognet, er over 80 år gammel, meget svag og skrøbelig og må med den største besværlighed og møjsomhed gå om efter brødet.

Traun.

11-12. Jens Jørgensen og hustru, tvende ældgamle og udlevede mennesker, begge født i Ørritslev ved Ørritslevgård på Sletten; manden fattes ikkun et år i 100, konen er 88 år gammel. Han er næsten døv og kan ikke høre uden høje råb, han er meget skrøbelig og "Barnagtig", hun er næsten blind og kan næppe se at lede sig vej i huset. De har boet i mange år på stedet, men nu formedelst alderdom og svaghed må de sidde til huse, og dersom gode og medlidende naboer ikke opholdt dem, måtte de omkomme.

Farstrup.

13. Mette Svends, født her i sognet, hun er 70 år gammel og har i mange år boet her i sognet men nu må ligge til huse. Hun er den elendigste "korsdrager" blandt de andre opskrevne. Foruden anden sygdom og alderdomsskrøbelighed er hun ganske blind og har i mange år ligget ved sengen, hun måtte derfor omkomme af hunger, dersom godtfolk ikke viste godhed imod hende.

Foruden disse findes i Vigerslev sogn mange husarme, inderster og nødlidende mennesker, som enten lidet eller intet kan fortjene til livets ophold og derfor for det meste altid bruger tiggerstaven, iblandt hvilke disse er de mest trængende og nødlidende.

Kjelleby.

1. Kirsten Madsdatter, hun er gammel og tit "våg". Hun har to børn og må derfor for det meste altid tigge.

Vigerslev.

2-3. Maren og Anne Rasmusdatter, tvende søstre, gamle og skrøbelige, som lidet kan fortjene.

4. Peder Ibsen, en fattig og forslidt husmand, som har mange børn, som han i denne besværlige tid ikke kan ernære og derfor må lade dem betle om brødet.

5. Abelone Dideriks, som 2-3.

6. Karen Dons, en fattig gammel, hjælpeløs enke.

Tværskov.

7-8. Mette og Karen Andersdatter, tvende gamle fattige kvinder, som hverken kan fortære eller fortjene og derfor må tigge.

9. Karen Povls, hendes tilstand er ligedan.

10. Maren Peders, en gammel fattig og hjælpeløs enke, som ikkun lidet kan fortjene.

Julskov.

11. Oluf Fisker, en gammel afdanket rytter, som ej uden anden hjælp kan ernære sig og sin gamle hustru.

12. Gertud Jørgensdatter, en fattig enke med tre små børn.

13. Anna Rasmusdatter, samme tilstand, hun har et barn.

14. Maren Peders, en fattig gammel enke, som lidet kan fortjene, må derfor undertiden søge godtfolk om hjælp til levnedsmidler.

15. Maren Amme, af samme tilstand.

16. Karen Friis, en gammel fattig soldaterkone.

Bredbjerg.

17. Karen Løvbois, en gammel, fattig enke, som lidet kan erhverve.

18. Anna Andersdatter, hun er fattig, gammel og vanfør og må derfor tigge.

19. Anne Skrædders i Rue, en gammel fattig enke, hun er altid syg og skrøbelig, kan ikkun lidet fortjene.

Skovsgårde.

20. Maren Anders af lige vilkår.

21. Knud Andersen, han er vel ung og stærk, men så blind og "tyksynet" at han næppe kan se at gå.

22. Mads Brixen, en meget gammel og "våg" mand, som må tigge brødet og intet kan fortjene.

Farstrup.

23. Peder Svarres moder, hun er gammel og skrøbelig og har hjælp og almisse fornøden.

24. Mette Stensdatter, en fattig enke med 2 små børn.

25. Dorthe Bødkers, en fattig enke, der tigger.

Som det fremgår af listen er langt de fleste af almisselemmerne kvinder, en stor del af dem enker, og nogle endog med små børn. Langt de fleste er fra sognet og kun enkelte fra nabosognene.

I praksis blev det vanskeligt at gennemføre forordningen af 1708, for i perioden 1709 rasede den store nordiske krig og under den og de efterfølgende dårlige konjunkturer, der vedvarede til 1770, manglede befolkningen de økonomiske ressourcer til at sikre lovens gennemførelse, og folk var derfor trevne til at yde de forventede bidrag, og der var stadig tiggere i tusindvis. Meget tyder også på, at lokale embedsmænd svigtede, og der var lang vej til de kontrollerende myndigheder. Størstedelen af den lokale befolkning var i virkeligheden uden interesse for den nye samfundsopgave, men man opnåede ved forordninger, at det var lettere at få de ubudne gæster ud af sognet, og der var samtidig skabt en ramme for fattigforsorgen, og inden for den foregik fattighjælpsarbejdet i tiden fremover.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn