Lokalhistorie i Vigerslev Sogn Farstrup og Rue hospitaler

---

Af Lektor, dr. phil. Åge Fasmer Blomberg
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1986
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Beboerne i Farstrup og Rue hospitaler klager i 1790 over Langesø gods' bønder.

Fra december 1770 var al magt her i landet samlet i Struenses hånd, og der lå den, til han blev styrtet i januar 1772. På vigtige punkter søgte Struense at fremme mildhed og humanitet i styrelsen, særligt arbejdedes der på en ordning af fattigvæsnet, ikke mindst på landet. Dette fattigvæsen var sidst blevet reformeret ved fattigforordningen af 24. september 1708. For at komme i betragtning ved uddeling af hjælp bestemte loven, at man ikke selvforskyldt måtte være kommet i nød, hvad i realiteten betød, at hvis man "ved drukkenskab og andre laster har forårsaget sig selv armod", kunne man risikere at blive idømt strafarbejde. For at være berettiget til at modtage hjælp var det nærmest en forudsætning, at man ikke havde evne til at arbejde; berettiget til hjælp var derfor først og fremmest blinde, kronisk syge og forældreløse børn. Ifølge forordningen af 1708 skulle fattigvæsnets indtægter komme fra indsamlinger i kirkerne og ved festlige lejligheder. Dette var dog langt fra nok til at dække fattigvæsnets udgifter, men en fattigskat vovede man endnu ikke at indføre; en forsmag på en sådan fik man dog ved, at loven bestemte at alle offentligt ansatte skulle yde l % af deres årlige indkomst til fattigvæsnet.

Nok så vigtigt som at komme de nødlidende til hjælp, var det også et hovedformål med forordningen af 1708 at udrydde det omfattende tiggeri; der var imidlertid i det 18. årh. stadig tiggere i tusindvis; fra sognene i omegnen af Odense indkom der i årtierne før 1770 klager over, at de blev overrendt af tiggere fra Odense.

Ved siden af det egentlige fattigvæsen fandtes fra tidligere tid forskellige stiftelser, bygget på særlige gavebreve og fundatser, der virkede til gavn for fattige og lidende mennesker, i Vigerslev sogn var der sådanne hospitaler i Farstrup og Rue, oprettet af Langesøs ejere. Da der nu i 1771 blev indført en nyordning af fattigvæsnet på landet, blev også de på fundatser grundede stiftelser lagt ind under fattigvæsnet, og deres beboere blev delagtig i bøndernes pålagte naturalydelser.

1790 fik 14 hospitalslemmer, der stammede fra Langesø gods, og som havde ophold i Farstrup og Rue hospitaler, en årlig tildelt almisse i naturalier fra bønderne på Langesø gods. Det havde de fået siden 1771, men i foråret 1790 udeblev naturalierne, og derfor klagede de deres nød til herskabet. De takkede herskabet for, hvad det i mange år havde uddelt til dem og meddelte, at de siden 1771 havde nydt deres årligt tildelte almisser, men fra 1790 havde de intet modtaget af bønderne, der begrundede deres afslag med, at andre godsers bønder ikke leverede naturalier til hospitalslemmer; godsets andre fattige havde nydt, hvad de skulle have, men beboerne i Farstrup og Rue hospitaler havde nu i 8 uger tigget og bedt om deres andel. Nogle af dem var krøblinge, halte og blinde, som ingen steder kunne komme. "Næsten omkomne af hunger og tørst" anmodede de herskabet på Langesø om hjælp til at opnå deres almisser; skrivelsen er dateret Farstrup og Rue fattighuse den 12. marts 1790 og underskrevet af 14 hospitalslemmer, på nær en er alle hospitalslemmerne kvinder, tilsammen skulle de hos godsets bønder have mel, malt, gryn og flæsk. Hvem der har opsat deres skrivelse, vides ikke.

Allerede d. 18. marts 1790 underrettede godsforvalter Faaborg stiftøvrigheden om klagen og oplyste, at baron Holsten på baroniet Holstenshus ifølge det kgl. reskript af 5. oktober 1771 havde sørget således for de fattiges underhold så ingen af dem siden reskriptets tilkomst havde ulejliget enten fremmede eller godsets beboere med tiggeri. Det drejede sig om reskriptets 2. post; i overensstemmelse med denne var hvert år ansættelsen af naturalydelser blevet bestemt sammen med sognepræsten og derefter fordelt efter hartkorn, og når fattigkommissionen holdt møde, var der blevet gjort rede for denne fordeling, alligevel havde adskillige langesøbønder i år nægtet at svare den pålagte almisse: de var gentagne gange blevet anmodet derom, men hidtil uden resultat. Godsforvalteren vedlagde i sin skrivelse kopier af inddelingen af almisser fra 1779 og deres fordeling blandt bønderne. Fattigkommissionen havde holdt møde den 31. december 1789 og foretaget inddelingen. Der var i 1790 på Langesø gods 30 fattige, og til dem skulle uddeles 21 tdr. mel, 15 tdr. malt, 5 tdr. gryn og et skippund flæsk. Inddelingen var underskrevet af godsforvalter Faaborg, sognepræst I. F. Boesen og Hans Christensen og Chr. Sørensen af Farstrup samt af Rasmus Sømand og Niels Jørgensen af Rue. Disse naturalieydelser var blevet fastsat den 10. januar 1790 i forhold til bøndernes hartkorn. Midt i januar 1790 var almisserne forfaldne, og de blev efter sædvane afkrævet bønderne; en del af godsets bønder leverede, men andre nægtede under påskud af, at andre godsers bønder ikke leverede almisser, og da kun tvang kunne drive bønderne til at opfylde deres pligt, så androg Faaborg denne sag for stiftsøvrigheden efter ordre fra baron Holsten, med begæring, at stiftsøvrigheden ifølge reskriptet af 5. oktober 1771 ville godkende restancelisten over de udstående almisser til udpantning hos de skyldige med bestemmelse om, hvor længe panterne skulle stå uindløste, før de blev solgt ved auktion, og om man efter reskriptets 4. post, måtte tage 1 mark i gebyr for pantet til dækning af befordring af sognefogeden og oldermanden med panterne.

Vedlagt Faaborgs henvendelse til øvrigheden lå også en attest fra sognepræst Boesen dat. Vigerslev Præstegård den 16. marts 1790. Sognepræsten attesterer, at den måde, på hvilken Langesø gods' fattige var blevet forsørget var en nøjagtig efterlevelse af reskriptet af 5. oktober 1771. Enhver bonde på godset havde månedlig måttet bidrage noget til de fattige med en fast årlig almisse, og når disse almisser er lagt til de månedlige gaver, som godsets ejer ligeledes giver årlig af sin egen kasse, så er de nødlidende blevet forsynet til nødtørftighed, så at de ikke burde ej heller ville ved tiggeri ligge nogen til byrde, og dersom reskriptet var blevet efterlevet på andre godser som på Langesø gods, ville det for en stor del "ophæve det overhåndtagende og for landet så ødelæggende tiggeri". Modviljen til at erlægge denne almisse, mener sognepræsten, skyldes i første række den mængde fremmede betlere, der overhænger godsets bønder.

Allerede to dage efter modtagelsen af Faaborgs brev billigede stiftsøvrigheden baronens krav om udpantning, da inddelingen og repartitionen, hvad enhver af Langesøs bønder skulle svare, var i overensstemmelse med det kgl. reskripts 2. post.



NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn