Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Hårslev Sogn
Hårslev Sogn

Af Vedel Simonsen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1984
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



I Hårslev præstearkiv findes der et manuskript af Vedel Simonsen, der indeholder notater til Hårslev sogns historie.

Vi bringer et uddrag derfra:

1658 blev for modentlig Iacob Pougdall Præst som døde 1660. I hans Tid indfaldt altsaa Svenske Feiden hvorom følgende berettes. I byen selv synes beboerne ved de Svenkes Ankomst at have søgt deres Tilflugt ved Kirken, eller at have flyttet deres bedste Sager did, thi på den inderste Kirkedør er hugget et stort hul, som ellers er tildækket med et paaslaget Bret og er af den Størrelse, at et Menneske kand krybe derigennem. Dette siges at være giort af de Svenske som gik herigennem for at plyndre Kirken, da de formedelst Iernstængerne ikke kunde komme igennem Vinduerne (medd. af H.V. Hr. Pastor Balslev). Byens Beboere havde forresten paa den Tid tykke Egeborde med Skab under neden og var derfor ofte i Egeplanken selv som udgiorde Bordbladet. Udhulninger anbragte, hvori hver af Bordgiesterne fik den ham bestemte Portion. Da de Svenske nu kom, løftede de Bordpladerne af disse Borde, hvorved det under samme værende Skab saaledes kom til at udgiøre en Kiste uden laag, og af disse Bordkister foerede de nu deres Heste, dem de her som anden Steds flere staldede ind i Vaaningsstuen, uvist om af kaadhed og Haan eller for at have Hesten desto nærmere i paakommende Fare. (Et af disse Borde findes endnu hos Gaardmand Peder Hansen i Haarslev, som har meddelt Pastor Lou ovenstående). På Lykkesborg her i Sognet boede en Tid en Frue Ane Brahe (see 1650) hun forkLædte sig ved deres Ankomst son en Bondekone, flygtede til Weflinge, hvor hun med de andre Bønderkoner satte sig paa Snogholmen i et stort Uføre og Ellekrat ved Navn Lykkesmose, (paa Jens Johansens Mark mellem Weflinge og Haugaard). Her sad Hun og dukkede sig med de andre Koner som en Agerhøne med sine Kyllinger og havde derhos aftalt med dem, at hvis de Svenske kom over dem, maatte de ikke kalde hende andet end Moer Ane, for at de Svenske ikke skulde tro, at der var mere at hive ud af hende, end af de andre. Man kalder Hende endnu fru Anneke eller Fru Ane, men troer i Almindelighed, at Hun var Frue på Elved i Stedet forhen Lykkesborg, fordi Hun på hin gaard ikke allene var født, men ogsaa tilforn havde eiet samme. (Meddelt Maler Ringe af Sognefogeden i Weflinge og andre Omegnens Beboere). Men medens Hun saaledes frelste sit Liv, maa det hiemme være gaaet ud over hendes forladte Gaard, thi 1664 hedder det om Lykkesborg, at den var ganske øde og uden Bygge paa Stedet (den gl. Matrikel). Manden, som den Tid boede paa Rønnemose maatte ligeledes tilligemed sin Familie flygte og havde sit Tilhold i en Hule mellem Rønnemose og Gambye paa sidstnævntes Mark, hvorhen han i Tide havde udbragt en Deel Proviant og af hvilken Hule endnu sees kiendelige Spor. (Meddelt af H.V. Hr. Pastor Balslev). Claus Pedersen i lille Padesøe havde, da de Svenske kom, opristet en Dyne og spredt Fylden omkring i Gaarden, hvorved det første Sæt Svenske ogsaa lod sig blænde og red forbi uden at komme ind i Gaarden, men da han vel kunne vide, at dette Kneb ikke i Længden vilde række til at frelse ham, saa indrettede han en Sneestue i Haugen for Kone og Børn og selv satte han sig paa sin graae Hest for at ride omkring i den Tid saa vidt - løftige Rugaards Skove for at samle Levneds Midler til Kone og Børn. Med disse vendte han da om Natten tilbage, og naar der ingen Svenske var tilstede, opholdt han sig vel ogsaa flere Dage i Gaarden, men havde bestandig en lang Huusstige sat op til Skorstenen for derfra at holde udkik, om de Svenske nærmede sig, i hvilket Tilfælde han da strax kastede sig paa sin hest og jog ad Skoven til, men engang blev han dog opdaget og eftersat af de Svenske og havde da paa Flugten det Uheld at tabe sin Hat eller Hue, saa at han i flere Dage maatte ride omkring i Skoven med ubedækket Hoved, hvorved tilsidst som Fortælleren udtrykte sig, Hiernen i den strenge Kulde frøs ud af Hovedet paa ham og han døde. (Meddelt Ringe af Beboerne). I Eielskou var ogsaa en Familie flygtet ud på Marken, men den strænge Kulde giorde, at de om Natten listede sig ind i Bryggerhuset i deres Gaard, og da de der fandt Ovnen varm, vovede de sig til at krybe ind i den for at optøe deres stivfrosne Lemmer, men maa formodentlig der være falden i Søvn og qualte af Dunsten, thi om Morgenen laae de alle med hinanden døde derinde. (Medd. Ringe af en Gaardmands Enke i Nordskou).

I samme Bye de Svenske taget nu værende Peder Christensens Gaard i Besiddelse (dette af en Tienestekarl hos Sognefogeden i Høyrup). Paa den Nymarks Gaard som nu Hr. Hardt beboer, boede den Tid en rig Bonde, Hans Pedersen. Ved godvilligen at udbetale en heel Deel Penge fik Han udvirket, at ingen Udplyndring eller Voldsomhed skeete i hans Gaard, i det han nemlig bekom en svensk Tilsynsmand i Gaarden af det Slags som Bønderne kaldte Selvarer (Souvegarde), som skulde beskytte ham og Hans Gaard, men derved medgik ogsaa det meste af hans Rigdom. Dog havde familien fra Begyndelsen af endnu noget tilbage, blandt andet en gammel Sølvskee med runde Sløv og Navn samt Aarstallet 1663 eller 1665, som endnu opbevares i Familien, samt et kostbart Sølvbæger, som kort efter Krigen var bleven dem pantsat, men som, da det ikke blev indløst og de kort efter selv kom i Trang, måtte sælges, men tilsidst blev familien yderlig fattig og allerede i Sønnens, Peder Hansens Tid var det saa knapt for dem, at da der blev paabuden Skat, først 12. sk. saa l m. siden 24 sk. kunde kan ikke tilveiebringe dem, men maatte laane Pengene hos sin Svigerfader i Harendrup, der ogsaa selv var så Blottet, i det mindste for Linnet, at da en Datter af ham skulde giftes maatte hendes Søster over Hoved og Hals sye en Særk til hende, som det dog omsider lykkedes dem at faae Lerred til, paa det at Bruden dog ikke skulde komme særkeløs i Brudeseng. (Medd. Ringe af en Enke i Andebølle som nedstammer fra fornævnte Mand). I Gambye skal en Mand ved sin Hustrus Snildhed have undgaaet de Svenske (Medd. af afdøde Kirkesanger Schebye i Haarslev, men de nærmere omstændigheder derved er forglemte) og i nuværende Lars Iydes Gaard i samme Bye skal en af de tilbageblevne Svenske have Bosat sig, efter hvem der endnu længe skal have været Rigdom der i Gaarden. (Medd. Ringe). I Anders Hansens Gaard i Diget laae Konen netop i Barselseng, og da der var bleven kogt en Gryde Grød til de ved den Leilighed forsamlede Quinder, men i det samme kom de Svenske derind, toge Gryden med Grøden og Grydeskeen, som siden blev fundet paa Nellerodbierg ved Ruggaards Landevei, og joge derved en slig Forskrækkelse i Folkene, at de toge Konen og førte hende ud i den sneebelagte Mark, hvor hun måtte ligge i Barselseng i Stedet for hiemme (Medd. Ringe). Manden i Gaarden skal derpaa have opkastet sig til Blodhævner, lagt sig i Skiul bag Buske og Grøvter og bortskudt hver enkelt Svensk, der kom forbi ham paa veien (Medd. af min Fader) ogsaa opbevares der endnu en gammel Fahne der i Gaarden, om hvilken nogle fortæller, at en af de tilbageblevne Svenske ved Navn Lorentz, som nedsatte sig her i Gaarden, og fra hvem familien skal nedstamme, skulde have medbragt samme (medd. Ringe af en Huusmand paa gamle Grøftebierg), andre at den skulde have tilhørt en Claus Rasmussen der i Gaarden, som skulde have været Fændrik i (NB - den senere) svenske Krig og omtrent være død 1751, (see 1811), men efterseer man fahnen selv, da bortfalder i det mindste den første Tradition aldeles, thi det er hverken mere eller mindre end Schoubye Herreds Fahne med Aarstallet 1675 (see nærmere 1811). Et andet sted i Nærheden af Diget opholdt en Svensk Officer sig, indtil han fik Ordre at møde til Slaget ved Nyborg, da tvang han Manden i Gaarden at følge med sig for at føre begge hans Haandheste. Officeren reed saa stærkt til paa Veien efter Odense, saa at Bonden blev noget tilbage, da han derfor naaede Morud skov, og Officeren rolig red et got Stykke i Forveien, saa drog han med de 2 Heste ind i Skoven og opholdt sig der, indtil han hørte, at Slaget ved Nyborg var vundet, og han var nu vel holden med disse sine 2 Heste frem for de fleste andre, som ingen havde til at pløye deres Iord med (Medd. Ringe). En af de her tilbageblevne Svenske kom for resten til at bo i et Huus i Haarslev, denne Mand udstod meget af Sygdom, før han døde, og under disse sine Lidelser tilstod han, at de vare en retfærdig Straf over ham, da han engang under Krigen havde myrdet en Præst for Alteret, hvor denne, skiønt forgieves, havde søgt sin Tilflugt, og et andet Sted taget et spædt Barn fra en Kone der laae i Barselseng, stukken sin Kaarde igiennem det og saaledes holdt det over Ilden for Moderens Øine. (Medd. Ringe af en Gaardmand i Eskildstrup). Fremdeles har en Soldat som i fior i Wendsherred blev taget i Cuur for sure Ben, udsagt, at denne Svaghed var nedarvet fra en Svensk Oberst, som ægtede et Fruentimmer her i Landet, blev her bosat og ligger begravet i Haarslev Kirke. (H.H. Hr. Provst Birch i Nørre Aaby) hvor der virkelig endnu hænger en Kaarde og et par Sporer paa Væggen, som nogle paastaar at have tilhørt en Officer fra Aagaarde, (see 1807) men andre en dito i Skousgaarde.

Endelig har man ogsaa om Polakkerne eller som de her ogsaa kaldes, Taterne traditionelle Spor her i Sognet. I det Huus i Hindevad som Johannes Skrøder beboer og som den Tid var et Boelsted og beboedes af en Smed, kom saaledes en Trop Polakker ind og blandt dem 2 gamle Quinder, som sad og græd, fordi de vare saa affældige forladte af deres Egne og i Nød for Udkommet. Det første Polakkerne bestilte da de kom i Huus, var at fange Smedens Kat, og inden han kunne forhindre det, havde de aflivet og flaaet den og var nu i Færd med at fortære den raae. Da dette Maaltid var tilendebragt, Besluttede de at aflive de 2 gamle Kieelinger, som nu faldt baade dem og sig selv til Byrde. Forsættet blev ogsaa fuldbyrdet, og de begrave dem der hvor Hundehuset stod, paa hvilket Sted ogsaa siden, ved Iordens afgravning er funden Ben, som snarere syntes at være af Mennesker end af Kreaturer (medd. Ringe af Beboerne).

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk