Lokalhistorie i Skamby Sogn Hvad Ane Tækkemands fortalte

---

Af Ruth Graver Hansen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1991
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Uddrag af murer Niels Chr. Hansens barndomserindringer v. R.G.H.

I 1984 indtalte murer N.C.H., Søndersø Holmevej 44, erindringer fra sit lange liv på egnen - på bånd.

Her gengiver han bl.a. en gruopvækkende begivenhed, som han som dreng hørte en gammel kone fra Stensby, Ane Tækkemands, beskrive så malende, at han aldrig glemte den.

Ane fortalte, at i hendes tidligste barndom boede der i et hus over for Skamby kirke en lille familie, der bestod af far og mor og en eneste datter.

Datteren var en lille vantrivelig en. Hun var nær de 14 år, men ikke større end en lOårs tøs - sagde Ane.

Faderen lå i sengen til stadighed, da han havde "tuberkler", og moderen malkede køerne på de to nabogårde. Det fik hun 5 øre for hver gang, så det var 30 øre, hun holdt inde om dagen. Ellers levede de af almisse, som gårdmændene skulle levere til fattigfolk, der ikke kunne klare sig selv.

Nu stundede det så til, at pigen skulle konfirmeres. Nyt konfirmationstøj var der jo slet ikke tale om.

På en af gårdene, hvor mo'ren malkede, havde de fået lovning på at låne en kjole at få på den dag, og fra den anden gård havde hun fået lovning på at måtte låne et par sko.

Så manglede hun jo kun et par hoser, ja, altså et par strømper... og så gjorde den lille pige det, som hun ikke skulle have gjort. Hun stjal et par henne ved købmanden. Det blev jo opdaget. Mo'ren havde jo forsøgt at formilde købmanden, men han havde allerede skrevet til herredsfogeden nede i Bogense, - og havde taget bestemmelse om, at den lille pige skulle ud på domhuset i Odense og have pisk.

Der blev så gjort anstalter til det.

Der blev tilsagt en gårdmand til at køre dem derned. Mo'ren måtte tage med.

Ane fortalte, at hun så, at de kørte. Gårdmanden sad på bukken deroppe bred og værdig, og der var plads nok til dem alle 3. Men pigen og hendes mor sad på en siddefjæl omme bag i vognen. De sad og stirrede og stirrede lige ind i bagsmækken på agestolen.

Hun sagde, Ane, at der var jo plads nok deroppe på agestolen, men det var sådan, at de kunne jo ikke forlange, at gårdmanden både skulle køre og siden dele sæde med en tyv.

Hun sagde, Ane, at de her to magre kvindfolk, de lignede nærmest et par lig, som de sad der bag i vognen.

Pigen kom så ud på domhuset og blev klædt nøgen af til bæltestedet. Så fik hun håndledene sat i nogen jernbøjler, har moderen så fortalt bagefter. --- Og så fik hun de her reglementerede pisk. Den lille pige græd jo og jamrede sig under hele den her forestilling.

Moderen fortalte, at det var meget værre, dengang de var færdige, for da havde pigen jo fået nogle blodige rifter på sin ryg, og nu kom de så med noget sprit. Det dængede de så pigen på ryggen med. Det var 10 gange værre end piskene, og da skreg hun, ligesom når man stak en gris.

Da det så var overstået, blev hun ført op på domhuset til de høje herrer deroppe.

Der fik hun besked på, at når hun kom hjem, skulle hun gå op til præsten og falde på knæ og bede om nåde og forladelse.

Hun kunne jo bede ham om at konfirmere sig trods alt det her.

Men her gjorde præsten noget, som han ikke sku' ha' gjort. For da pigen kom derop, så sagde han, at han ville prøve at tænke over det. For han vidste ikke rigtig, om han kunne konfirmere en tyv.

Den, lille pige vendte så grædende hjem til sine forældre, og da forældrene også gav sig til at græde, så rablede det hele for den lille pige, og hun rendte ud og sprang i brønden og druknede sig.

De hittede hende så et stykke tid efter, da de, der boede i den anden ende af huset ville hente vand.

Ane sluttede beretningen med at fortælle, at pigen blev begravet på Skamby kirkegård på et afsides sted. Det var sådan, ifølge Ane, at der ikke var nogen, der brød sig om at have et gravsted ved siden af en tyv og særlig nu, da hun også var selvmorderske. ---

Således sluttede N.C.H. Ane Tækkemands gamle beretning.

Sådan lød tragedien ifølge Anes og siden Niels Chr. Hansens erindring.

Også jeg blev grebet af denne knugende beretning, der har levet gennem et ukendt antal år i "folkemunde" på egnen.

Jeg besluttede at undersøge, om der fandtes skriftlige kilder, der kunne bekræfte hændelsen, måske give supplerende oplysninger.

Lokaliteten synes at være kendt, men der er ingen navne og intet årstal. Efter N.C.H.s opfattelse var det en barndomsoplevelse for Ane, måske en tidligere begivenhed.

Derfor blev 1850 udgangspunkt, og kildemateriale på både landsarkiv og vort lokalhistoriske arkiv gennemsøgtes tilbage til 1830 i kirkebøger, skoleprotokoller, herredsfogedarkiv, politirapporter uden at der blandt de mange tragiske skæbner fandtes en, der lignede netop denne. Derefter tilbage til 1850 og nu søgtes fremad. I materialet for 20.4.1875 fandtes en sag, der havde så mange lighedspunkter, at jeg tillader mig at antage, at det er samme begivenhed, som Ane fortæller den lille Hans Chr. om i 1914.

Lunde - Skam herredsfogedarkiv
Politiprotokol 1874-78.

1875, torsdag den 22. april, eftermiddag kl. 3, Sag no. 26/1875 til oplysning om, hvorledes tjenestepige Ane Marie Hansen af Skamby er omkommen.

Fremmødt til afhøring er:

Væver og husmand Hans Hansen. 41 år gl. gift med Mariane Bernhardine Hvid, som for øjeblikket befinder sig i så sindsforvirret tilstand, at afhøring ej kan finde sted.

H.H. er ledsaget af sin broder skræder Anders Hansen af Skamby.

Frugten har af dette ægteskab kun været eet barn, den i mandags eftermiddags ved drukning i H.H.s egen brønd forulykkede Ane Marie Hansen, som er født d. 2. mai, 1860 og confirmeret i hjemmet ved påske 1874, hvor hun har opholdt sig til sin død og altså ingensinde fortjente hverken for købmand Fabricius i Skamby eller andre.

Nævnte H.H.s datter har af sine forældre ofte været sendt til den i byen boende Kjøbmand Fabricius for at besørge indkjøb og hverken H.H. eller hans hustru ej heller Fabricius har nogensinde mærket nogen utroskab hos hende, ialtfald har Fabricius aldrig desangående henvendt sig til H.H. eller hans kone.

I mandags eftermiddags kl. 2 omtrent, medens H.H. tillige med naboen Mads Rasmussen gravede i haven bagved huset , havde H.H.s hustru sendt datteren Ane Marie hen til Fabricius og medgivet hende l krone for at hun skulle kjøbe 1 flaske brændevin og en kardus Cikorie. Måske en halv timestid efter kom Ane Marie hjem. Hun gik ind i H.H.s stue, for til sin moder at aflevere flaske og cikorie, men ingen penge.

Ifølge hvad hans hustru havde fortalt ham, var det gået således til: Hun havde intet usædvanligt mærket på barnet, hvorfor hun så ikke agtede videre på, at Ane Marie i det samme gik udenfor og, som moderen hørte, oplukkede brønden og satte spanden i, - thi hun har så ofte hentet vand. Altså moderen blev rolig ved sit vævearbejde inde i huset og H.H. gravede i haven bagtil, uden dengang at vide, hvad der var sket.

Kort efter kom H.H.s længere henne i byen boende broder, skræder Anders Hansen farende med forstyrret mine og fortalte H.H.s kone, at sognefoged Christen Hansen lige havde opsøgt hans hus og fortalt ham, at han var blevet kaldt til kjøbmand Fabricius, hvor han havde haft Ane Marie i skarpt forhør, fordi hun skulle have stjålen et slips og en broche, hvad hun også havde tilstået.

Herefter spurgte H.H.s broder, hvor Ane Marie var.

Moderen svarede, at det vidste hun ikke, hun havde lige hørt hende ved brønden.

De to løb derud og så nede i brønden pigens trætøfler svømme ovenpå.

Så gjorde de anskrig. H.H. og Mads Rasmussen kom til, men da brønden er dyb, måtte de først skaffe redskab og fik med stort besvær pigen fisket op, men hun der formodentlig havde stået på hovedet var og blev død.

Præsten kom straks til og sagde dem, hvorledes de skulle bære sig ad med at trille liget og tumle det, men der viste sig aldeles ingen livstegn.

H.H.s broder Jens Hansen af Stensby mødte og kjørte kl. 5-6 efter doktoren i Søndersø, men han var syg, så der kom ikke læge før den følgende dag, da distriktslægen indfandt sig. Det er hans bestemte overbevisning, at barnet var uden liv, og at H.H. og broderen havde gjort, hvad der kunde gjøres for at forsøge at kalde hende tillive.

H.H. forklarede, at han aldeles ingen besked har med hvad Fabricius og sognefogeden har foretaget med hans datter, men han frygter, at de har lokket eller truet hende således, at hun i angst har erkjendt sig skyldig uden at være det, - at hun måske er bleven som sindsforvirret.

Om hun under indtrykket af, hvad der er sket, har styrtet sig i brønden med vilje eller er falden i brønden kan ingen sige.

Spanden, som hans kone havde hørt hende vælte i, lå ovenfor ved siden af brønden, da de kom til.

H.H. mener, at det bør oplyses, hvad Fabricius og sognefogeden har foretaget sig med pigen, under det forhør, som sognefogeden ifølge sin meddelelse til H.H.s broder Anders, har anstillet med hende.

Sagen udsat ---- Politiretten. ---


Politiprotokol 1874-78 nr. 13.
Den 26. april, 1875
sag nr. 26/1875 (side 114).

Oplysning om, hvorledes Ane Marie Hansen af Skamby er omkommet.

Efter tilsigelse afhøres først sognefogeden i Skamby, gårdmand Christen Hansen, der forklarede, at han tidligere havde modtaget anmeldelse om rapserier af visse småting i købmand Fabricius' butik.

Ane Marie Hansen havde hvergang været der, så mistanken faldt på hende.

Politiet havde givet købmanden råd om at gribe hende i gjerningen.

Da der i dag 8 dage kom bud fra Fabricius, at pigen var grebet i tyveri, om han vilde komme, forlod han så sin mark og gik lige til kjøbmandens butik, hvor Fabricius opfordrede ham til at høre på, at Ane Marie Hansen vedgik at have stjålet.

I begyndelsen nægtede hun, men da sognefogeden roligt opfordrede hende til hellere at tilstå, at hun var skyldig, bekjendte hun så, at hun i dag havde stjålet en broche. Fru Fabricius havde grebet hende midt i gjerningen og tidligere et silkeslips og en nål til et hattespænde, - derimod nægtede hun at have stjålet andet og sognefogeden lod hende gå.

Han tilføjede, at det var såre langt fra, at der var talt hårdt til pigen, tværtimod - denne var selv ret fræk.

Hun skal tidligere have stjålet fra købmand Brøns i Skamby. Fogeden gik - efter at have sendt pigen hjem - lige til sit arbejde igen.

I forbigående meddelte fogeden pigens farbror det passerede.

Dernæst fremstår kjøbmand Henrik Jacob Fabricius med sin vidneforklaring:

"Det forholder sig så, at vi i nogen tid har næret mistanke til Ane Marie for smårapserier. Hun kom nemlig gjerne og forlangte varer som salt, pottemagerværktøj, ost, som hun vidste fandtes i pakhuset."

Da købmanden kom ind i butikken igjen, stod Ane Marie inden for disken i nærheden af pengeskuffen med en kugle til et hattespænde i hånden.

Efter råd fra politiassistenten fik købmanden boret hul i døren fra dagligstuen til butikken.

Da Ane Marie i mandags kom at forlange brændevin og cikorie løb han udenom og ind i stuen, hvor han gennem hullet ser hende åbne et glasskab og derefter putte noget i lommen. - Han sprang nu til og fik - efter at Ane Marie først havde nægtet - hende til at indrømme, at hun havde taget en broche, som hun med det samme tilbageleverede.

Han sendte samtidig bud efter sognefogeden og opfordrede hende til at sige, hvad hun ellers måtte have taget.

Hun indrømmede over for sognefogeden, at hun tidligere havde stjålet et slips og en kugle til et hattespænde.

Købmand Fabricius understregede, at der ikke var vist hende den mindste hårdhed fra nogen side, og hun blev af sognefogeden sendt hjem bagefter.

Den sidste afhøring gjaldt skræder i Skamby, Anders Hansen. Han forklarede, at sognefoged Christen Hansen mandag eftermiddag meddelte ham, at hans broderdatter, Ane Marie lige var grebet i tyveri i Fabricius' butik og havde erkjendt sig skyldig.

Da Anders Hansen kjender sin broders hidsighed og frygtede, at han skulde straffe hende for hårdt, gik han derhen, men traf kun sin broderkone i vævestuen, hvorimod hans broder efter konens sigende var ved at grave bag huset. A.H. meddelte hende, hvad sognefogeden havde sagt. Hun gik så ud at hente sin mand. Han så i forbigående brønden åben og trætøflerne flydende ovenpå, gjorde anskrig og A.H. har slet ingen grund til at antage, at der er sket barnet noget overlagt af sognefogeden.

Sagen sluttes.


NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn