Lokalhistorie i Søndersø Kommune De gamle bylove

---

Af Sven Rask
Materialet er venligst stillet til rådighed af Søndersø Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets årsskrift 1999
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

De gamle bylove fra Søndersø, Bolmerod og Skamby

I landsbyfællesskabernes tid indtog bystævnet en betydningsfuld plads i landsbyen. Indtil o. 1800 dyrkede bønderne landsbyens jord i fællesskab, og det krævede både faste regler for hvad man måtte og en lokal retsinstans, som kunne afgøre tvivlspørgsmål og idømme bøder. Retsgrundlaget var byloven, som bymændene selv havde vedtaget, og retsinstansen var bystævnet, som blev ledet af en oldermand, der blev valgt for et år ad gangen blandt landsbyens bønder. Som regel gik hvervet på skift, men selvfølgelig var der nogen, der hverken ville eller kunne, og andre, der meget gerne påtog sig hvervet.

Efter udskiftningen af jordene og landsbyfællesskabets ophør i slutningen af 1700-årene gik den gamle styreform i forfald. Lovene mistede deres betydning, og med indførelsen af sogneforstanderskaberne i 1841, der 1867 omdannedes til sogneråd, gled den politiske virksomhed i lokalsamfundene over i andre rammer. Bystævnerne forsvandt og de håndskrevne lovbøger endte i kakkelovne - eller blev ædt af mus.



I begyndelsen af 1900-årene var landbruget ved at miste sin alt dominerende rolle i det danske samfund. Industrierhvervene og nye politiske bevægelser i de hastigt voksende bysamfund truede landbefolkningens velerhvervede rettigheder og positioner - og som det ofte sker i sådanne situationer vendte man blikket bagud. 150-års jubilæet for stavnsbåndets ophævelse i 1938 fejredes med stor opmærksomhed, og der blev rejst en række monumenter til minde om begivenheden. Det blev også moderne at genopstille bystævner, eksempelvis i Søndersø, hvor et nydeligt anlæg blev indviet i juni 1945. Anlæggene havde stor symbolværdi, og at de endnu kan bruges til politiske drillerier bevidnes af sommerens fejde om retten til at sidde på stenene i anlægget. Oldermanden for bylavet formente borgmesteren adgang, med henvisning til gamle næsten glemte bestemmelser. At det netop skulle ske i Søndersø, var næppe helt tilfældigt. Det er kommunens største by, og så er man her i den heldige situation, at en gammel bylov fra 1718 er bevaret og publiseret.

Der har utvivlsomt været nedskrevet bylove i alle landsbyer, men de fleste er forsvundet. Sidst i 1800-årene indledtes en registrering af de bevarede love, og i årene fra 1904 til 1938 blev der udgivet fem tykke bøger med de kendte lovtekster. Værket kaldtes "Danske Vider og Vedtægter" og heri findes to tekster fra Søndersø kommune: Søndersøs fra 1718 og Bolmerods fra 1731. Forlægget for Søndersø Bylov havde en del huller, så da Aage Fasmer Blomberg senere stødte på et komplet eksemplar, lod han de manglende dele trykke i Fynske Aarbøger (bd. 2 s. 557-72). I den forbindelse foretog han en sammenligning mellem vedtægterne fra Søndersø og Bolmerod, og da der er meget stor overensstemmelse mellem de to, gik han ud fra, at Bolmerodmændene havde skrevet af efter den lidt ældre lovtekst fra Søndersø. Da herskabet på Dallund nævnes i Søndersøteksten fremsætter han endvidere en teori om, at det egentlig var godsejer Jørgen Frederik Haxthausen, der var initiativtager til udarbejdelsen af lovteksten. Den teori er nu faldet til jorden, for Lokalhistorisk Arkiv har netop modtaget en endnu ældre - hidtil ukendt - bylov fra Skamby, der stort set rummer de samme fælles bestemmelser.

Hvordan denne lov er indrettet, skal jeg vende tilbage til, men først vil jeg udtrykke glæde over, at der i århundreder har været folk, der passede godt på gamle og spændende papirer, og taknemmelighed over, at nogle af de, der i vore dage tager vare på denne del af kulturarven, er villige til at overdrage nogle af klenodierne til arkivet, således at de kan blive til gavn og glæde for et større publikum. Det er nemlig ikke småting der stadig ligger rundt omkring i skufferne. Med den ældste bylov fra 1698 fulgte eksempelvis en nyere bylov fra 1766, en række papirer fra forarbejderne til udskiftningen af Skamby (eksempelvis en overordnet taksation af byens agerjord og en vurdering af samtlige markstykker til præstegården, degnebolet og mensalgården, begge fra 1798), et skifte fra 1833 og en forhandlingsprotokol fra Skamby Andelsmejeri, fra oprettelsen i 1888 til 1899.

Den ældste bylov fra Skamby er vedtaget af bymændene den 28. juli 1698 og er endvidere underskrevet af præst og degn. Navnene er opstillet i to grupper, hvilket må tolkes som datidens skelnen mellem gård- og boelsmænd på den ene side og jordløse husmænd på den anden. Jordbrugergruppen omfattede: Hans Andersen, Peder Rasmussen, Hiere Lauridtsen, Søren Nielsen, Peder Andersen, Lauridts Andersen, Jørgen Lauridsen, Niels Sørensens enke, Niels Rasmussen og Niels Pedersen. Husmændene var: Anders Knudtsen Skrædder, Peder Nielsen, Anders Christiansen, Christen Rasmussen, Baltzer Mickelsøn og Peder Pedersen Smed.

Efter en kort indledning og opremsningen af bymændenes navne følger bestemmelserne. De er ordnet i 20 kapitler, opdelt i 72 afsnit, men med enkelte tilføjelser i margin og en forklarende efterskrift. Endelig afsluttes med en formaning om at holde loven. Det vil føre for vidt at trykke den fulde lovtekst i denne sammenhæng, men i det følgende opregnes de enkelte kapitler ligesom enkelte afsnit gengives med moderne retskrivning.

1. kapitel: Om oldermand og stævne. I 15 afsnit beskrives oldermandens hverv og bymændenes forpligtelser i forbindelse med afholdelsen af bystævnemøder. At det ikke altid var let at være oldermand fremgår af afsnit 13; "Den som overfalder oldermanden enten med hug eller unyttige ord, bøde straks 1 sletdaler."

2. kapitel: Om tilnavne. Et afsnit om straffen for at bruge nedsættende tilnavne, 2 mark.

3. kapitel: Om hegn, gærder og grøfter. Otte afsnit med beskrivelse af målene på grøfter og diger samt udmåling af straffene for ikke at lukke leddene eller for at stjæle af andres gærdestave. I afsnit 24 slåes fast, at de indkvarterede ryttere og deres familier regnedes for hørende til husstandene, så hvis sådanne hentede brænde i hegnene blev værten straffet som om, han havde gjort det selv.

4. kapitel om havre, byg, og blandkornssæd, samt om fælled og overdrev. 14 afsnit, hvoraf nogle er meget lange, men her er vi også i gang med helt centrale bestemmelser for landsbyfællesskabet. At der virkelig var tale om et fællesskab fremgår blandt andet af afsnit 32, hvor det forbydes at sælge møg og gødning til udenbyes mænd. Grokraften tilhørte fællesskabet, men det hele ejedes af herskabet. At der dog var tale om aftalemæssige forhold og rettigheder fremgår af afsnit 35: "Ingen bondes husbond kan formenes at hensætte kvæg på hans bondes gårds græsning, dersom bonden ikke selv kvæg til hans gårds græsning haver."

5. kapitel om skadelige hunde og svin. Et enkelt afsnit med bestemmelse om, at man bør skille sig af med hunde eller svin, der bider eller gør anden skade.

6. kapitel om hyrdens løn. Et langt afsnit om lønnens størrelse, hvor der tages højde for to forskellige former for ansættelse. En, hvor hyrden flytter fra gård til gård og bor et år hvert sted, og en, hvor han selv skaffer sig en bolig.

7. kapitel om bomærker. Alle dyr skal mærkes inden de sættes på græs, og umærkede dyr skal indtages af oldermanden.

8. kapitel om helligdagsbrøde. Et langt afsnit med forbud mod arbejde på helligdage. Det kunne dog tillades at forsømme kirkegangen, hvis man arbejdede på at lukke et hul i et gærde om kornmarken. Til fredagsprædikenen, som blev holdt ugentlig året igennem, skulle møde mindst en voksen person fra hver gård.

9. kapitel om krøblinger og arme folk. Et enkelt afsnit, hvor det slåes fast, at samtlige bymænd var forpligtede til at køre fattige, som ikke selv kan gå, til næste by. Det skal dog ske inden solnedgang, ellers skal man give vedkommende husly for natten.

10. kapitel om uretfærdig pløjning og veje. Fire afsnit om godt naboskab. Der skal altid stå en fure upløjet mellem naboers ager, og den som "pløjer på sin nabo" skal give det igen efter syn og bøde en daler. Men hvis man klager uden at have ret, skal klageren bøde en mark.

11. kapitel om isvåge og skadelige veje. Et afsnit med en bestemmelse om, at den, der hugger hul i isen på gade- eller bykær, har ansvar for, at andres kreaturer eller bæster ikke tilføjes skade.

12. kapitel om husfolk og gadehuse. Fire afsnit om husmænds og rytteres græsningsrettigheder m.m. Hvis nogen mand "holder en husmand", og denne gribes i tyveri eller andre laster, skal han straks skille sig af med vedkommende. Ud for dette afsnit findes en tilføjelse i margin, om at alle skal åbne døre og kister, når noget er blevet stjålet, således at der kan gennemføres en ransagning.

13. kapitel om ild- og vandsteder, skorstene, kakkelovne og køller. To afsnit om eftersyn og sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med disse nødvendige men farlige sager. Ildstederne skulle holdes rene og brønde indhegnede. I marginen er tilføjet en bestemmelse om, at det var forbudt at drukne hunde eller katte i gadekæret, den usædvanlige bestemmelse må være indført i loven efter, at befolkningen i byen havde haft problemer med den slags.

14. kapitel om indhegnede løkker eller tofter. To afsnit, som ikke er medtaget i hverken Søndersø eller Bolmerod, hvad der tyder på, at der kun har været sådanne i Skambymarkerne.

15. kapitel om nabohjælp. "Skulle det og hænde sig, at enten en mand eller hans tjenestefolk på deres sygeseng kunne være nedlagt i høstens tid, eller og være så forarmet, at han ej tillige med hans andre naboer kan få ophøstet, da skal samtlige bymændene være pligtige ham at hjælpe, og skulle nogen findes modvillig, da straffes til byens bedste på vide for 8 skilling for hver gang slig forsømmelse sker. Men skulle det og hænde sig, at (en mand) enten af fortrædelighed skulle lade sit korn stå uhøstet eller og ej at ville holde folk, som ham der udi kunne hjælpe (i den mening naboerne skulle være ham pligtige at hjælpe), da er de ej pligtig det at gøre."

16. kapitel om veje at holde ved lige. Den fælles pligt til at vedligeholde vejnettet indskærpes i to afsnit, mens det i et tredje afsnit, nr. 60, bestemmes, at "ved vejene enten i by eller mark må ingen opkaste lergrave, som ej i det mindste er 3 alen fra vejen, med mindre han vil bøde for hver grav 1 mark."

17. kapitel om snefog. Et afsnit, hvori straffen for at udeblive fra snerydning fastsættes til 1 mark.

18. kapitel om pil at plante. Et afsnit, med begrundelse for årligt at plante pil, "såsom her er en slet og bar egn for færdsel at bekomme."



19. kapitel om igang og afgang. To afsnit om den gamle skik om at yde igangs- og afgangsøl ved fæsteoverdragelser. Øllet måtte ikke nydes på helligdage. Endvidere indskærpes, at de gamle skikke om at opkaste grave og følge lig skal holdes. Da der var dårlige erfaringer fra de fugtige fester, føjedes følgende bemærkninger til: "skulle det og hænde sig at nogen klammeri skulle ske, ved bymændenes forsamling eller andensteds, skete nogen drab, da skal samtlige bymændene, eller så mange som til stede er, være pligtige at holde gerningsmanden til stede og straks give øvrigheden det til kende."

20. kapitel om vide og pant har otte afsnit, men de to sidste hører egentlig ikke til i denne forbindelse, hvor der fastsættes regler for betaling af bøder, udpantning og anvendelse af byens penge. De indkomne midler måtte ikke bruges til gilder eller drik, men skulle bruges som betaling for salt, jern og tjære til byens behov. I afsnit 70 åbnedes mulighed for at give erstatning til ejeren af "kvæg eller bæster, som af vanheld eller anden påkommende sygdom skulle bortdø, at han deraf ikke skulle geråde i armod."

Afsnit 71 handler om straffen - der var ens for unge og gamle - for at plukke af anden mands ærter, og ifølge afsnit 72 skulle man fra 1. august "holde vagt (over kornet på markerne) om natten indtil S. Mortens dag med så mange personer som udtages. Bliver der noget stjålet imidlertid, svarer de der til som vagt haver."

Endelig anføres beslutningen om, at bønderne havde ret til to fulde høveders græsning i fælleden for hver tønde hartkorn de havde. Som et fuldt høved regnedes heste eller høveder, der var fire år gamle. To- eller treåringer regnedes for halve høveder, mens der gik tre kalve eller føl på et fuldt høved. Endvidere svarede fire får med lam, fire grise med unger eller fire svin på to år for et fuldt høved. To et-års svin regnedes for et to-års.



I mange afsnit er der ordret overensstemmelse mellem de kendte bylove fra Skamby, Søndersø og Bolmerod, men der er også afvigelser. Nogle afvigelser kan forklares med særlige forhold eller aktuelle problemer i byerne, ligesom der utvivlsomt også er tale om forglemmelser. I Skamby-vedtægten leder man eksempelvis forgæves efter bestemmelser om bytyr og -orne, selv om man selvfølgelig har haft sådanne.

Andre forskelle kan være en følge af tidsforskellen mellem vedtagelserne. Nu hvor vi har fået kendskab til to vedtægter fra Skamby, er det muligt at konstatere, at der er store forskelle på vedtægterne fra 1698 og fra 1766. De yngste vedtægter er meget kortere, og læner sig tilsyneladende op ad anden lovgivning eller meget fast sædvaneret. 1766-vedtægterne omfatter eksempelvis ingen bestemmelser om, hvorledes man vælger en oldermand. Den første post lyder: "Når oldermanden har gået med trommen omkring i byen, at enhver kan det høre, og der ikke i det ringeste kommer et bud fra hver, straks på stævnepladsen, betaler hver som ikke bliver 1 skilling til sparebøsse." Herefter beskrives en række forhold, som skal iagttages ved tøjring af kvæg, inden det i post 15 meddeles, at "Siden... byen er så godt som delt i tvende parter skal oldermanden alle tider være af den ene og stols-broderen (der var bylavets regnskabsfører) af den anden byende for des bedre at kan have tilsyn." I dette tilfælde var der altså klart tale om en tilpasning af vedtægterne til nogle forandrede fysiske betingelser for landsbyens liv. Med udskiftningen nogle årtier senere skred grunden under bylovens bestemmelser, men lovteksterne bevaredes i en af byens gårde, indtil de i efteråret 1999 blev overført til egnens lokalhistoriske arkiv. Vi har nu kendskab til fire bylove fra kommunens nordøstre hjørne. Det kunne være spændende at se love fra de andre godsområder, og da særligt fra den sydlige del af kommunen, hvor dyrkningssystemet var noget anderledes - og man har da lov at håbe, at der ligger en i en skuffe. Vær venlig at se efter!

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn