Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Bogense Sogn
Håndværkerne i Bogense

Af Palle E. Petersen
Der venligst stillet materialet til rådighed
Denne artikel blev publiceret i
Håndværkerforeningen af 10. september 1876's jubilæumsskrift 2001
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Retten til at drive et håndværk var fra gammel tid et af købstadens privilegier. Håndværksmesteren havde foruden ansvaret for at udføre sit håndværk, så det var fagligt i orden, ansvaret for sine svende, lærlinge, syge, gamle og husholdningen i det hele taget. Håndværkeren var også stolt af sit håndværk og det produkt, han lavede. For at stå sammen var de forskellige håndværksmestre samlet i laug eller gilder. Man har på rigsarkivet bevaret et brev fra 1480, hvori et Bogensegilde nævnes.

Enhver ting, stor som lille, blev forarbejdet af den lokale håndværker. Det var lige fra sko, tøj, hatte og køkkentøj til hestevogne og møbler.

Ved den officielle folketælling i 1787 var der i Bogense købstad 553 indbyggere, hvoraf de 46 udførte et håndværk. Foruden de håndværksfag, der stadig udøves i vor by som murer, maler, smed, tømrer, snedker og bager, fandtes her i byen 5 skomagere, 4 skræddere, 1 drejer, 1 bødker, 1 rebslager, 2 sadelmagere, 2 felberedere (senere garvere), 1 hattemager, 1 urmager og 1, der drev mølleri ved hestekraft.



Bogenses indbyggerantal voksede betydeligt i de følgende år. I 1834 fortæller folketællingen, at der nu var 1210 indbyggere, og at antallet af håndværksmestre var vokset tilsvarende. På grund af byens lidenhed kender man kun til et håndværkerlaug i byen, et skomagerlaug, der blev dannet i 1822 og ophørte i 1861. De fleste af byens håndværkere var uden den store indkomst, og man havde sin virksomhed i de små huse på Torvet og i de tilstødende stræder.

Grundloven gav konkurrence

Formålet med grundloven i 1849 var bl. a. at befri Danmark for kongens enevælde og at ophæve en mængde af de privilegier, kongen i tidens løb havde givet. I 1857 vedtog Rigsdagen en ny næringslov, som trådte i kraft fra 1862. Den ny liberale lov ophævede stort set byhåndværkernes privilegier, og det blev nu også tilladt at nedsætte sig som håndværker i landsbyerne.

For at stå sammen imod den øgede konkurrence udefra, bl.a. også fra de industrivarer, der nu begyndte at dukke op fra udlandet, dannede man i byerne håndværker- og industriforeningerne, foreninger på tværs af de faglige skel. Foruden at prøve på at løse de nævnte problemer gjorde man også i disse foreninger et stort arbejde for at dygtiggøre håndværkerne. Man oprettede de tekniske skoler for at dygtiggøre lærlinge og svende, også i boglig retning, så man stod godt rustet til de nye tider. Til hjælp for de gamle håndværkere og deres enker sørgede man for i håndværkerforeningerne at bygge en lang række stiftelser rundt omkring i landet.

Her i Bogense stiftede man i 1860 en håndværkerforening, som bl. a. tog sig af de nævnte problemer. Som medlemmer her kunne foruden håndværksmestre også optages svende og snart også andre mennesker i byen med borgerskab, f. eks. købmænd.

Den 10. september 1876 indbød en gruppe håndværksmestre 54 håndværksmestre i Bogense til en stiftende generalforsamling for en ny håndværkerforening, hvori kun selvstændige håndværksmestre kunne optages. 42 af de indbudte mestre mødte op i bager Bonnéns lokale kl. 8 om aftenen (det sted i Østergade, hvor konditor Petersen i 1935 byggede den nu hedengangne Bogense Biograf), og her stiftede man Foreningen af 10. September 1876. Navnet blev nogle få år senere ændret til Haandværkerforeningen af 10. September 1876, i daglig tale altid kaldet "Septemberforeningen".

Hvad hensigten med at stifte endnu en håndværkerforening i vor lille by har været, kan man kun gætte sig til. I de kilder, man har at holde sig til, foreningens gamle protokoller og Bogense Avis fra den tid, ser man ikke umiddelbart noget, der hentyder til en konflikt blandt byens håndværkere, og nogle få år senere nævnes det da også i forhandlingsprotokollen, at de to foreningers medlemmer stort set var de samme.

Paragraf 1 i foreningens love, formålsparagraffen, siger, at "Foreningens Formaal er at give herværende Haandværksmestre Lejlighed til at samles for indbyrdes at udvexle Meninger og Ideer og derved at fatte Beslutninger, sigtende til Haandværksstandens Vel, samt ved Enighed og Sammenhold i det hele at varetage og fremme disse Interesser ved de Midler, der staa til Foreningens Raadighed". Denne paragraf fortæller ikke om andet, end hvad der foregik i den anden håndværkerforening. Derimod står der i paragraf 2, at kun håndværksmestre kunne optages i septemberforeningen. Her ligger hunden måske begravet! Man var sig selv nok. I den anden forening var der for megen udenomssnak, men her i den nye forening kunne man få fred til at tale om det, det egentligt handlede om: Håndværket og håndværkerens tarv i vores by. Heller ikke ens egne svende ville man vide af i denne forening. De kunne danne deres egen forening, hvad de også senere gjorde.

25 øre i kontingent

Man enedes om et kontingent på 25 øre halvårligt, og ved mere end 1/2 års restance blev man udelukket fra foreningen. Ved upassende opførsel kunne et medlem foreløbig udelukkes fra videre medlemsskab, men en eventuel permanent udelukkelse skulle afgøres ved først indkaldte generalforsamling. Optagelse i foreningen skete ved ballotation på generalforsamlingen, og der kunne godt opstå diskussion om, hvorvidt en håndværker kunne findes egnet som medlem - om han reelt var mester. Den første afvisning af en begæring om medlemsskab i foreningen, var i 1879, hvor protokollen fortæller, at "den til Optagelse anmeldte Anders Jensen fandt Forsamlingen ikke at kunde optage, da han ikke kunde betragtes som Haandværker." Dette problem blev mere og mere udtalt, idet der i slutningen af 1800-tallet opstod større foretagender i byen, som havde ansat håndværkere i stillinger, der tangerede en status som mester, f. eks. slagteriet, mejeriet, Nordfynske Jernbaner, og jernstøberiet. Man kom helt frem til 1909, inden man besluttede, at svende med mesterstatus kunne optages i foreningen. Dog kunne de ikke komme i bestyrelsen. Der måtte dog være forskel på folk! Denne paragraf blev dog i tidens løb ændret derhen, at også svende kunne vælges til bestyrelsen. På samme ekstraordinære generalforsamling vedtog man med stor majoritet at tillade udenbys håndværksmestre at blive medlemmer i foreningen - en lovændring, der primært indbød mestre i omegnen til at melde sig ind.

Nye håndværk og andre erhverv beslægtet hermed er opstået i tidens løb, mens andre helt er forsvundet.

Den første bestyrelse bestod af følgende agtværdige håndværksmestre i Bogense: Skrædder Chr. Rasmussen, formand, væver P. Henningsen, næstformand og væver L. Nielsen, der samme år var udtrådt af den anden håndværkerforening, blev kasserer og regnskabsfører. Menige medlemmer af bestyrelsen var garver Johan Pedersen og skomager L. Larsen, som sidenhen var formand i 16 år.

Til at bringe bud rundt blandt medlemmerne, når dette var påkrævet, ansatte man et af medlemmerne. Skomager Lindhardt var foreningens første bud, valgt pr. afstemning ved generalforsamlingen. I 1908 var årslønnen 12 kr for at varetage dette betroede job.

Foreningens første aktivitet blev en håndværkerudstilling i bager Bonnéns lokale i december samme år. Bogense avis anbefalede udstillingen med følgende kommentarer (17.12. 1876): "Udstillingen, med hvilken der er forbunden en Tombola og en Bortlodning af Udstillingssager, kan i Omfang ikke maale sig med de tidligere her i Byen afholdte Udstillinger, men den frembyder dog adskillige smukke, solide og prisbillige Arbejder. Udstillerne ønske heller ikke Foretagendet betragtet som en Industriudstilling i dette Ords almindelige Betydning, men snarere som et Julemarked, hvor publikum, der til Julen vil gøre Indkøb af Nyttebrugsgenstande, kan faa Lejlighed til paa en bekvem Maade at se og sammenligne og vælge imellem en større Mængde af Haandværkernes forskellige Frembringelser." Udstillingen blev tilsyneladende en stor succes, idet man fik det formidable overskud på 196 kr. og 87 øre, som man indsatte på en konto i Fyns Folkebanks afdeling i byen. Man havde en plan om hen ad vejen at spare sammen til en fribolig, en stiftelse, og med dette beløb blev bunden lagt til dette formål. På trods af successen arrangerede man dog aldrig siden en sådan udstilling i byen, og de rekvisitter, man også havde indkøbt til lejligheden, som lykkehjul, telt, opstillings-pyramide, skilte m.v., blev solgt et par år senere for 6 kr. og 60 øre. Et enkelt forslag om en udstilling i Fredskoven nogle år senere løb ud i sandet. Pengene, der oprindelig var beregnet til en stiftelse, blev senere brugt til hjælp til medlemmer, der var kommet i nød, bl. a. på grund af sygdom.

Støtte til Teknisk Skole

Da man i 1891 opførte Teknisk Skole i Sct. Annagade støttede Septemberforeningen byggeriet med 150 kr, og da håndværkets førstemand i byen, landstingsmand og redaktør Chr. Pagh, Bogense Avis, i 1912 døde, gav September foreningen 25 kr. til monumentet for Pagh på Kirkebakken.

I 1894 oprettede man i foreningen en begravelseskasse, hvis formål var at yde økonomisk hjælp i tilfælde af dødsfald. Det var dog ikke en pligt for medlemmerne også at være medlem af denne hjælpekasse. Den er senere ophævet.

Håndværkerforeningerne var i de første år, inden de politiske partier sidst i århundredet blev permanente, en slags politiske foreninger. Når der skulle være byrådsvalg eller valg til ligningskomissionen, samledes man til møde for at stå sammen om at stemme på de personer, man i foreningen havde tillid til. Man gik også undertiden fælles med byens andre foreninger om fælles kandidater.

Der blev også arrangeret rejser til håndværkerudstillinger rundt omkring på Fyn, og i 1888 deltog foreningen med 41 personer i en rejse til København, hvor der var en stor industriudstilling. Det var et arrangement, der krævede måneders forberedelse og mange bestyrelsesmøder, men turen blev en stor succes, ikke mindst fordi hvert medlem blev støttet af foreningen med et beløb af 2 kr. 50 øre.

Og så blev der festet

Meget snart fik den selskabelige del en stor plads i foreningen. Mange gode tanker og ideer opstår i et festligt lag, og da man forhøjede kontingenten første gang i foreningen i 1881 til en krone pr år, vedtog generalforsamlingen, at de 50 øre skulle henlægges til en fond, som bestyrelsen måtte råde over ved "arrangementer af fornøjelser." Bestyrelsen havde hermed bemyndigelse til, hvis kassens beholdning tillod det, at skænke et ekstra glas snaps eller punch til de medlemmer, der var mødt op til mødet.

Det første sociale samvær i foreningen, hvor koner og børn deltog, var i 1879, hvor man sammen med byens sangforening foretog en udflugt pr. hestevogn ud i det blå med madkurv. Næste år gik turen til Hindevad kro, hvor man efter spisningen fik sig en svingom og et slag kegler. Hvert år i de følgende mange år foretog man udflugter til bl. a. Brandholt og Esterbølle Banke. Ved jernbanens komme i 1882 foretog man også længere udflugter til bl. a. Svendborg, Middelfart og Assens. Snart fik man i foreningen oparbejdet traditioner, som hver havde sin tid, og som først blev ændret, når forhold i samfundet gjorde, at de havde overlevet sig selv. En forening lever bl. a. ved sine traditioner, men forsøg på nye aktiviteter kan også få succes og med tiden blive til gode og smukke traditioner.

I 1882 startede traditionen med en skiveskydning i Fredskoven (ikke at forveksle med skyttelauget). Efter skydningen forlystede man sig i pavillonen med familien, bl.a. med keglespil, og børnene legede i lysningen foran. Om aftenen serverede restauratør Phillipsen en god middag, hvorefter byens orkester spillede op til dans indtil midnat. Denne tradition ophørte først i 1930'erne.

Juletræsfesten tredie juledag for børn og voksne i hotellets teatersal var igennem mange år et tilløbsstykke. Her gik børnene med hinanden i hånden omkring det store, pyntede juletræ, og foreningen uddelte godteposer til børnene, mens de voksne fik en tår kaffe, hvorefter nogle af mændene listede sig afsides for at få sig et slag kort og en tår øl. Senere holdt man også fastelavnsfester med tøndeslagning.

D. 10. september 1891 var den første mærkedag i foreningens historie, idet man den dag fejrede sit 15 års jubilæum i Fredskoven. Medlemmernes koner havde i den anledning sørget for, at foreningen fik en fane, vævet i gult silketøj med inskriptionen: Bogense Haandværkerforening af 10. September 1876 - 1891, omslynget af en krans af egeblade. Rebslager Clausens kone, som havde forestået indsamlingen til fanen, overrakte den til formanden, skomager L. Larsen. Han håbede sammen med sin bestyrelse, at fanen altid måtte vaje ved foreningens festlige lejligheder, og at efterkommerne ville holde den i ære. Dette ønske blev dog ikke opfyldt, idet fanen efterhånden blev slidt, og da man mange år senere tog spørgsmålet op om en ny fane, ville man ikke ofre de 400 kr., det ville koste at købe en ny. Fanen blev foruden til de nævnte sammenkomster brugt ved afdøde medlemmers begravelser, hvor foreningens fanebærer stod æresvagt ved kisten.

Andespil var også en af de populære begivenheder i foreningen i en årrække. I år 1900 afholdt man således et andespil i det nyanlagte traktørsted Skovhvile nær Fredskoven, hvor man i forvejen havde aftalt i bestyrelsen, at et eventuelt overskud skulle fortæres på stedet! Også den gang skulle der en gulerod til for at få folk til at lette sig fra den gode lænestol!

Foreningens mærkedage har man altid holdt i hævd. Stiftelsesfesten er stort set hvert år fejret på selve fødselsdagen d. 10. september eller en dato så tæt på som muligt. Jubilæumsfesterne har altid været noget særligt, og i årene forinden har man derfor oprettet en særlig konto med henblik på at spare op til den kommende begivenhed. Mange i foreningen husker endnu 100 års jubilæet, hvor mange af medlemmerne var iført festdragt som i 1876.



Når man bladrer i de gulnede papirer, opdager man snart, at nogle af foreningens protokolførere er mere meddelsomme end andre. Nogle har fået flere detaljer med end andre, og de første er naturligvis de mest populære for undertegnede. Nogle har i detaljer fortalt, hvad der taltes om til møderne, og ikke mindst, hvad man fik at spise til festerne, er interessant at høre om. Ved en fællesspisning for herrer på hotellet d. 9. april 1908 fik man serveret svinekotelet, øl, snaps og ostepind til en pris af 1,50 kr. pr. kuvert. Samme møde var lidt interessant, idet man i foreningen var blevet meget fornærmet på byens revyskuespillere, fordi man også den gang drillede nogle af byens kendte folk. Det var blevet nogle af håndværkerforeningens medlemmer for meget, og man skrev følgende brev til byens politimester: "Da de Revuer, der ere blevne afsungne ved de i denne Saison afholdte offentlige Maskerader, har indeholdt mere eller mindre grovkornede Vittigheder om Borgere her i Byen, og det i væsentlig Grad er Haandværkerstanden, der har været Genstand herfor, tillader undertegnede sig herved at henstille til den ærede Politimester, om for fremtiden at forbyde disse Revuer." Dette skarpe brev var underskrevet af bestyrelserne for de to håndværkerforeninger. Om de fik noget ud af deres henvendelse, melder historien ikke noget om.

Nogle protokolførere har udførligt berettet, hvad man har foretaget sig, mens andre kun har skrevet det mest nødvendige op. Humoren har også været til stede hos enkelte. Glarmester H.P. Hansen var en af de mere muntre. I 1925 afsluttede han sit referat af et bestyrelsesmøde med følgende bemærkning: "N.B. Bestyrelsen tog dem derefter et gemytligt slag kort med piber og trommer." Også slagtermester Johs. Pedersen var udførlig med sit referat. I 1949 klandrede han sine medlemmer for at svigte foreningen: "Har man skrevet sig paa til en Festlighed, har man ogsaa Pligt til at deltage i den." Foreningen måtte ofte punge ud med kuvertprisen for medlemmer, der havde meldt deres ankomst til spisningen, men blev væk uden afbud.

Den mest sejlivede tradition i foreningen er det årlige ålegilde. Første gang, denne herreret blev introduceret for foreningens medlemmer, var i 1912, hvor hotellet bød på ål, ostepind, øl og snaps til en kuvertpris af 1,50 kr. Denne pris var ved sidst afholdte ålegilde på hotellet hundreddoblet. Ålene skal naturligvis "svømme", og mange medlemmer er oven på en sædvanligvis succesfuld aften "svømmet" hjem igennem byens gader! Kun en enkelt gang har det glippet med denne spisning. Det var i 1922, hvor den spanske syge hærgede landet, og man derfor valgte at aflyse. Fra 1927 foregik ålegildet hos Møller Larsen på Torvet (nu SIDs lokaler), og efter hans død fortsatte hans enke trofast med dette arrangement uafbrudt til 1966, da hun lukkede sit lille spisested. Fra 1931 blev generalforsamlingen lagt i forlængelse af ålegildet, og sådan har proceduren været lige siden - de sidste mange år igen på hotellet.

Årets fisketur har også i perioder været afholdt med succes, første gang i 1914 og foreløbig sidste gang i 1999, hvor turen gik til Lillebælt med Carl Albert Johansens båd "Petrea". Bestyrelsen havde sørget for, at der naturligvis var mange store torsk - "vi fangede i hvert fald mange." tilføjede formand Arne Johansen stolt sin beretning i protokollen.

Arne slår rekorden

I tidens løb har mange taget deres tørn i bestyrelsen i kortere eller længere tid og med mere eller mindre held, men alle med en intention om, at foreningen skulle bestå. 29 formænd har i tidens løb stået i spidsen for foreningen, og alle har markeret sig i deres tid. Formanden tegner foreningen udad til, og det kræver sin mand at holde sammen på en flok individualister, som håndværksmestre altid er. De fleste har hurtigt bebudet deres afgang efter en eller to perioder. Nogle har ment, at foreningen også skulle bruges som pressionsgruppe over for opståede faglige problemer i byen, mens andre har holdt på, at den først og fremmest var en selskabelig forening. Den første formand, der tog en lang tørn, var skomager L. Larsen, der bestred posten i 16 år, foruden nogle år som menigt bestyrelsesmedlem. Han blev umiddelbart inden sin død i 1912 foreningens første æresmedlem. Andre, der også bør fremhæves, er blikkenslagermester Albert Hansen, der var formand i 15 år, snedkermester Poul Pedersen, der var formand i 10 år, og ikke mindst nuværende formand, tømrermester Arne Johansen, der i mere end 16 år har haft den vigtige post i foreningen. Når han en gang med tiden bebuder sin afgang, vil han være den formand, der længst har bestredet det betroede tillidshverv. I øvrigt skal nævnes, at mange trofaste medlemmer i tidens løb er blevet udnævnt til æresmedlem i foreningen.

KILDER:
Hans H. Jacobsen: Bogenses Historie, bind 2. Bogense, 1984.
Septemberforeningens forhandlingsprotokoller 1876-2001.
Bogense Avis, div. årgange.


Artiklen er forfattet af:



Palle E. Petersen, leder af lokalhistorisk arkiv for Bogense kommune.

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk