Lokalhistorie i Bogense Sogn At blive ældre uden at blive gammel

---

Af Axel Christensen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2002
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Erindringer gennem 90 år af pensioneret husmand Axel Christensen, Kastanievej 3, Bogense.

Erindringerne, hvoraf denne artikel er et uddrag, er påbegyndt februar 1990 og er håndskrevet i en indbundet linieret bog i A5-størrelse. Forfatteren forærede den til lokalhistorisk arkiv september 2001.

Axels far, Poul Christensen, var fra Thy, og kom til Fyn sammen med præsten i Særslev, for hvem han var kørekarl. Axels mor var fra Hårslev og tjente som ung pige i Bogense. De blev gift 2.11. 1907 og fik 7 børn, 5 piger og to drenge, hvor Axel var nr to i flokken.

Poul Christensen købte sit husmandsted på Alminden i 1907, hvor han byggede stuehus. Her byggede han ny stald og lade i 1932. Han var husmand (bolsmand) og radikal og var valgt ind i Bogenses byråd for dette parti 1926-33. Axels mor døde i 1941. Axels far døde i 1969.

Efter at Axel kom hjemmefra, tjente han fra 1926 til 1928 hos maltgøreren i Kassemose, og Fra 1928 til 1933 tjente han på en gård i Hindevad. De tre første år som forkarl til 350 kr pr. år samt kost og logi, og de to sidste år som fodermester med 800 kr. pr år samt kost og logi.

I vinteren 1933-34 dygtiggjorde han sig inden for landbruget på Kærhave landbrugsskole. Fra maj 1934 til 1939 var han forkarl på Skånningegård på Sjælland. Fra 1939 var Axel hjemme igen på Almindevej, hvor han overtog gården i 1942.

Han boede her indtil 1999, hvor han solgte gården og købte sig et hus på Katanievej 3, Bogense, hvor han stadig nyder sit otium.

Axel har i sin tilværelse haft flere tillidshverv. Således var han en periode formand for Bogense Mejeri, og en kort overgang var han i byrådet for de radikale (1961-62). Han er kendt i vide kredse for sine eksemplariske haver, som han hver sommer i mange år åbnede for interesserede.

Aksel fortæller:

Jeg er født her på Almindevej 1909. Stuehuset, der blev bygget 1907 af min far, ligger der endnu. Han lavede selv cementtagstenene, og huset kostede 1200 kr. Det benyttes nu til roehus, traktor- og vognhus. Det første, jeg kan huske, var, da første Verdenskrig brød ud. Jeg hørte de voksne tale om krigen, og jeg så billeder derfra. Hver morgen, når jeg stod op, kiggede jeg op over græsmarken for at se, om de kom stormende. Så tænkte jeg, at der skete nok heller ikke noget den dag.

Min far var jyde, og min mor var fynbo. En god kombination, den jyske sejghed og det fynske lune. Jeg gik i Bogense skole, og vi gik hver dag. Mange steder på landet gik de kun hver anden dag, så børnene kunne hjælpe lidt mere til hjemme. I første og anden klasse skulle vi først møde til middag, men i tredie klasse skulle vi møde kl. 8, og det kunne godt være lidt strengt om vinteren. 2 1/2 km i rigtig vintervejr, og det var jo grusvej, så om efteråret, når der var kørt roer og gødning, var det ikke lige sagen med små træsko på. Gummistøvler var jo ikke opfundet den gang. Der var cyklesti i den ene side, og hvis der så kom en cyklist, måtte vi ud i pladderet. Jeg fik en cykel, da jeg var 13 år gammel, for at jeg hurtigere kunne komme hjem og hjælpe til. Der var jo ikke sneplove dengang. Vejene blev først øst op på formiddagen, når landmændene var færdige i stalden, og det skete jo ved håndkraft. De havde hver sine snedage. Nogle skulle stille med to mand, andre med en mand i en eller to dage, som ejendommen var stor til, og hvor megen sne, der var. Der var nu mere sne dengang, og somme tider skovlede vi sne i flere uger. Der blev nu ikke ryddet så godt, som i vore dage når sneploven kører, og det varede meget længere. Når det så føg om natten, kunne vi begynde forfra. Der var en snefoged til at styre, at det blev gjort.

Jeg kan huske, at det under første Verdenskrig kneb meget med belysning. Vi brugte tranlampen. Den var firkantet med en beholder midt i til tran og glas for siderne. Så var der cyklecarbidlygterne, men de kunne eksplodere, og så var der tællelys. En gang imellem spændte min far for chabangen, og vi skulle ud på en køretur. En Chabang var en fjedervogn med en stol foran til kusken og en eller to mere, ligesom de var store til, og bagved var to agestole, som gik på langs. Bagest var der en lille låge til at lukke op, og et eller to jerntrin til at gå op af.

Når vi børn skulle på ferie hos vores bedstemor i Hårslev, var det på gaben. Vi holdt hvil ved Skovby mejeri, hvor vi spiste vores medbragte madpakke.

Vi var syv søskende, og vi havde en god barndom, hvor vi havde ludospil, klodser, brændestykker og ellers gynger og sjippetov.




Om vinteren hjalp vi med tærskningen. En af os drev hestene rundt om en hestegang, der med et kamhjulstræk trak den lille futmaskine, som vi kaldte den. Kornet røg lige igennem den, og så var kærnerne slået af. Nogle andre var inde i laden og flite, som vi sagde. Det vil sige at lægge negene op på tærskebordet, så min far kunne løse båndet og lægge det i maskinen. Når vi rigtig skulle tærske, havde vi en mand til at binde halmknipper med vridebånd. De blev lavet på en speciel måde, hvor halm eller hø blev drejet omkring tommelfingeren, så der blev et bånd ud af det. Derefter skulle korn og avner hældes i en tragt over rensemaskinen, og så kom der rent korn ud for oven, og støv blæste bagud. Der skulle køres med jævn fart hele tiden, men det gik gerne lidt hurtigere nedad, og så talte min far med store bogstaver.



Om vinteren skulle jeg om morgenen, før jeg skulle skole, holde flagermuslygten, så min far kunne se at brodde hestene, hvis det var glat på vejene. De skulle for mælkevognen, og det var en nabo, som kørte, men min far, der lagde heste til. Hvordan de delte indtægten, ved jeg ikke. Om sommeren skulle vi børn luge roer. Vi kravlede på knæene, og det var lange rækker - 340 m. Somme tider var jorden meget knoldet, mens den til andre tider var meget fin. Min far og mor blokhakkede foran.

Til høsten skulle der høstes for med le, og kornet skulle bindes op, før min far spændte for aflæggeren. Det var en maskine med fire vinger, der drejede rundt og lagde kornet i bunker, der passede til et kornneg. Vi børn gik foran og trillede kornet sammen, så det var let at binde op. Vi havde gerne en mand og en kone til at hjælpe til i de dage, men det var for dyrt - fra to til fem kroner om dagen. Bagefter skulle negene sættes sammen i ohne for at vejre, før det blev ført hjem i laden og siden tærsket om vinteren. Nogle steder tærskede de en del med det samme, men så varede det jo længere, inden det var i hus. Vi brugte en kratte til at rive kornet sammen med. Det var en rive med fire lange tænder. Inden min far fik hesterive, rev vi den yderste skår med håndrive. Efter høst kom byboerne ud for at samle aks på stubmarken. Det skulle de bruge til de tre-fire høns, de gerne havde i baghaven.

Derefter kom selvbinderen, og det var et stort fremskridt. Vi var tre naboer sammen, så vi havde seks heste at skifte med. Maskinen skulle jo køre, når det var høstvejr. Og så havde vi vore daglige pligter med at give kalve mælk og muge ud her og der.

I 1921 skete det helt store. Ja, det var fantastisk, at vi fik indlagt elektricitet. Vi kunne lige gå ind i stuen og trykke på en knap, og så kom det hvide lys. Vi børn sagde, at nu kunne der ikke opfindes mere! Derefter fik vi en motor til at trække tærskeværket. Den blev fornyet med renseri, og vi fik en kværn, så vi ikke mere skulle køre til mølle for at fa kornet malet. Det var jo ikke altid, vi fik vores eget korn tilbage. Det var dengang, man importerede russerbyg - det var nærmest skalkorn, men når det blev malet til grut, var det omtrent som vores eget. Men der var meget træstof i det, så foderværdien var nok ikke så høj.

I 1921 kom stormfloden. Jeg husker, at min far kom ind om morgenen og sagde, at vi ikke kunne komme i skole den dag, for stranden stod lige her udenfor. Det var i oktober måned, at der kom en rigtig orkanstorm fra nordvest. Vandet gik over dæmningen ude ved Fogense. Der var nu ikke meget dæmning ved den tid, men den er jo udbygget senere. Op på formiddagen skulle vi op på vejen og se, hvordan det så ud. I vandkanten lå trillebøre, trug, baljer og andet ragelse. Alt var svømmet med. Så lå der en lang, tyk revle af døde regnorme. Her var flere læs. Toget kørte kun til Buses vej, for jernbanen var undermineret ind mod Bogense. Det var under den storm, Stegø mølle brændte. Ejendommene på Huggetvej lignede små øer. Folk sejlede rundt i små både inde i byen. Ajlekummer og brønde var fyldt med saltvand. Det hele var blandet sammen, og det var et stort arbejde, at få brøndene renset bagefter. Jeg husker ikke, hvordan vi fik drikkevand. Roer og halm flød mellem hinanden, og så blev det frostvejr lige efter. Køerne stod i vand, og de små grise måtte op på loftet, for de kunne ikke bunde i vandet.

Om sommeren gik Trine, vor nabokone og bejlede med to køer langs vejrabatten. Det var jo dejligt græs, og der var ingen biler til at ødelægge det med bilos eller til at forstyrre dyrene. Hun strikkede strømper samtidig med, hun gik der. Hendes mand, Ole, var tandløs. Han røg på en halvlang pibe, som var beviklet med sejlgarn i en stor knude foroven. Ellers kunne han ikke holde den i munden.

Om efteråret skulle roerne tages op, og det skete ved håndkraft. Min far trak dem op, og min mor huggede toppen af. Enten lagde de dem i rundkreds eller også i rækker. Når de lå i bunkerne, blev de dækket med toppene en uges tid. De skulle svede, før de blev kørt hjem i roekulen, hvor de blev dækket med halm. Senere blev de dækket af et meget tykt lag jord, for at de ikke skulle fryse. Det var et meget tungt arbejde, og det skulle jo tages af mange gange igen, ofte når det var gennemfrosset. Om vinteren skulle min far til skovauktion. Det var averteret i avisen, når grevskabet Gyldensteen holdt skovauktion. Så samledes egnens landmænd nede i en af grevskabets skove, og der var en skovarbejder, der gik foran med et flag på en to m. lang stang, og han førte an, for træerne var lagt i nummerorden. Det var skovfogeden eller skovrideren, der ledede auktionen. For nogle var det en højtidsdag, og de havde madpakke med. Der kunne købes topnumre til risknipper eller rummeter til fast brændsel, så det var med at undersøge, om der lå nogle gode stykker i bunden.

Somme tider var der nogen, der lavede risknipper nede i skoven. Her var altid dejligt lunt, selv om det frøs hårdt. Det faste brænde skulle køres hjem og saves og kløves. Så skulle der laves en fin brændestak. Der var mange høje og fine brændestabler rundt omkring, og de måtte jo ikke falde om. Så kom kvashuggeren, der kørte rundt til de forskellige ejendomme og kvasede det brænde, man havde hugget i haven eller købt på auktion. Så hjalp vi hinanden med at slæbe til, og manden, der havde maskinen, lagde i. To valser trak brændet frem, og den kunne kvase meget tykke stykker.

Omkring 1920 rasede den spanske syge. Skolen var lukket i lang tid, og mange unge døde af den. Jo, da stiftede vi bekendtskab med ligvognen! Den kørte jævnlig, og der var heste for. Den havde fire hjørnestolper og sort stof med frynser foroven.

Når vi skulle af med grise til slagteriet i Bogense, kørte vi selv ned med dem, og så var det med at komme tidlig hjemmefra. Enten det var sommer eller vinter, holdt der ofte en kø på ? km. Grisene havde et blikmærke i øret.

Min far dyrkede selv roefrø af runkelroer. Om efteråret tog han ca. 100 roer af en fin form, og de blev hugget af, så der sad 3-4 cm top. Så var de lettere at få til at spire om foråret, når de blev plantet. Frøet skulle så tærskes af med en plejl eller en pigtærsker. Bagefter blev det kørt over en speciel, hjemmelavet maskine. Den bestod af to ruller, hvorover der var trukket et læred, og med et håndsving i siden. Så blev roefrøet hældt i en beholder foroven, hvorefter det løb ned på lærredet, der løb rundt. De fine frø løb ned på gulvet foran, mens stappe og loddent frø hang fast i lærredet og kom ud på den anden side. Meget fint fundet på! Hvede og rug blev tærsket med plejl eller pigmaskine.

Der var meget stråtag, der skulle holdes ved lige. Om efteråret, når det havde stormet fra nord, kørte egnens landmænd meget tidlig om morgenen over til vandet for at hente tang, der var skyllet ind på bredden. De brugte det som rygning på stråtaget eller til at dække roer med, hvad det var godt til, og roerne kunne holde sig friske og fugtige langt hen på sommeren.





Efter syv års skolegang holdt jeg op, fordi jeg skulle til at hjælpe noget mere til hjemme. En sommeraften på den tid kom naboens søn og ville have min bror og mig med over til Hugget strand. Da min far var i Jylland et par dage, skulle min mor og jeg malke alene. Vi var først færdige ved 8-9 tiden, da vi tog af sted i det fineste sommeraftensvejr. Folk sad ude i haven alle steder. Det var så lavvandet, som jeg har aldrig før havde set. Naboens søn førte an, og vi gik og gik, indtil vi kom ud, hvor der var vand. Pludselig begyndte vandet meget hurtigt at stige, og min bror sprang op på ryggen af mig, fordi han ikke kunne bunde, men det kunne jeg næppe heller. Jeg blev så bange, at jeg ikke kunne bruge benene. Naboens søn var den eneste, der kunne svømme. Solen var gået ned, så vi var i tvivl om, hvad retning vi skulle gå. Vi kunne se lys hele horisonten rundt. Da tænkte jeg, at det er sådan, det går til, når nogen drukner. Vi kom dog i land igen omkring kl. 23.

Da jeg var 16 år i 1926, kom jeg d. 1. maj ud at tjene på en mindre ejendom ikke langt fra mit hjem. Den havde blandet landbrug med køer og grise, og samtidig var her maltgøreri. Det vil sige, at maltgøreren lavede malt til folk, der selv bryggede øl. Jeg fik her indblik i, hvordan det gik til. Først kom byggen i et støvkar, derefter blev der hældt vand på. Så stod det og trak i nogen tid, hvorefter det blev kastet op på gulvet, så vandet kunne løbe fra. Herefter blev det vendt to gange i døgnet, og laget blev tyndere og større, efterhånden som det begyndte at spire. Men det at vende det spirende byg, gjorde manden selv, for det skulle gøres korrekt. Først tog han det øverste af laget og så det nederste, for at spiringen blev ens. Når spiringsprocessen var færdig, blev det kastet op på loftet og skulle ind i køllen og tørres. Her lå det på en jernrist, hvor der neden under blev fyret. Herfra gik røg og varme op gennem malten indtil et bestemt tidspunkt, hvor det hverken havde fået for lidt eller for meget. Det var det såkaldte røgmalt. Manden tømte som regel selv køllen. Jeg prøvede nogle få gange, men øjne og næse løb i vand, så jeg måtte ud at have frisk luft af og til. Manden sagde, at jeg skulle prøve det, så jeg ikke skulle gå ham i bedene bagefter. Nej, det var der ingen fare for! Så kom omegnens landmænd og hentede malt, hver gang de skulle brygge øl. Ofte om vinteren hentede de 35 eller 40 pund malt. Det skulle dog lige igennem en lille kornvalse, inden det var klar til brug. Mange af kunderne blev budt på kaffe, og så skulle jeg passe hesten imens. Så faldt der som regel en 25-øre, og den røg lige ned i foret til alle de andre. Det var vistnok sorte 25-ører!

Så var det ved den tid, jeg begyndte at spekulere på erhverv, for jeg mente ikke, at jeg var stærk nok til at være landmand, da det jo var meget hårdt arbejde. Ikke mindst med de store 200-punds sække, som eksisterede dengang. Jeg tænkte meget på at blive postbud eller den lille købmand på hjørnet. Men postbud om vinteren var heller ikke så rart. En landpost sagde, at han havde gået fire mil på en dag med cykel og i meget dårligt føre. Men den lille købmand tænkte jeg længe på. Jeg blev dog alligevel landmand, og det har da også gået, selv om det somme tider har knebet lidt, men jeg har da ikke fortrudt det.





NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn