Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Bogense Sogn
Den sidste sølvdaler

Af Nordfyns Bank
Der venligst har stillet materialet til rådighed
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



-en mønt fortæller Nordfyns Banks historie

Jeg var i mit stiveste puds, da Bogense Bank åbnede den 8. september 1897 i Bagermester J. N. Holms baggård i Adelgade 50, hvor By- og Herredskontoret tidligere havde været.

Lige ankommet fra Den Kongelige Mønt og ganske uvidende om den skæbne, der ventede mig, lå jeg nu blandt andre dalere, 1-kroner, 25-ører, 10-ører og nogle ganske arrogante 5- og 10-kroner. Ingen af os vekslede et ord, for vores livshistories blade var lige så blanke, som vi selv. Og hvad har man da at tale om?

Den første, som forsvandt ud af Bogense Banks kasse, var en ny ti-krone. Og jeg må nok tilstå, at det frydede mig så gevaldigt at blive den kvit. Nu havde den ligget der i over en time og strålet af selvtilfredshed, alt imens jeg hellere så den glimre ved sit fravær. For hvad var der at hovere over? Vi havde vel alle Chr. den IX trykt på maven.

Kort efter den arrogante ti-krones forsvinden, dumpede de første andre mønter ned til os i kassen. Gamle og erfarne mønter, det så man straks. For de var både matte og ridsede af mange års vandren fra prangerpunge til portemonnæer til kasseapparater og tilbage igen. Ad samme veje, som jeg snart skulle gå, men endnu ikke kendte.

"Sikke nogle blankskollinger", braldrede en af fem-kronerne, da den så os, "men hvor er vi egentlig?".

"I den nye bank", svarede en anden, "Bogense Bank, som Malermester Johs. Blangsted, Købmand J. Henriksen, Købmand G.V. Larsen, Branddirektør C. M. Møller, Tømrermester Jørgen Petersen, Partikulier J. Schiønmann og sagfører M. P. Theill, har stiftet".

Da var det jeg tænkte, at mønter minsandten er godt orienterede. Og under deres øvrige samtale opfangede jeg sågar, at banklokalerne blev lejet for 150 kroner om måneden.

Ellers gik snakken mest om byen og borgerne. Men hvad der i detaljer blev sagt, skal jeg undlade at fortælle. Det er trods alt anden-mønts udsagn, og jeg var endnu ikke erfaren nok til at vide, at kun mønter løber ligeså hurtigt som sladder, og at de ofte følges ad!

Selv lå jeg to dage i Bogense Banks kasse, før nogen var så venlig at hæve mig sammen med et stort bundt pengesedler. Thi selvom jeg havde det ganske rart i banken, var min eventyrlyst ved at vokse sig betragtelig. Først dage senere blev jeg bekendt med min ejermands identitet. Det var såmænd Bogense Banks egen direktør og bestyrelsesformand partikulier Schiønmann!

De næste dage fulgte jeg ham trofast i hans nydelige portemonnæ, når han mødte i banken fra 11-12 og 16-18. Men en dag blev han hjemme fra banken og det var så ganske usædvanligt for ham. En voldsom forkølelse havde ramt ham. Da opdagede jeg, hvor meget jeg savnede banken. For jeg var hurtigt kommet til at betragte Bogense Bank som mit hjem.

Nogle dage senere valgte Schiønmann at bytte mig væk for hostesaft hos Apoteker Mørk. Han tog mig op af sin portemonnæ og lagde mig på skranken. "Sikken dog en flot blank mønt", sagde apotekeren,og vendte og drejede mig, så jeg blev helt svimmel. Jeg husker stadig den specielle duft af urter og krydderier, der slog mig imøde.
"Ja, denne daler er såmænd lige arriveret fra den Kgl. Mønt", sagde bankdirektøren.
"Ser man det", sagde apotekeren. "Den vil jeg gemme til Elisabeth. Hun fylder 10 år på lørdag".
"Den vil bestemt bringe lykke for den henrivende Elisabeth. Det er sikkert og vist", sagde bankdirektøren, "thi penge bringer altid lykke".
Og med disse ord forlod han mig for stedse.

Tre dage lå jeg i en lille æske ved siden af kasseapparatet på skranken. Alt imens jeg spekulerede over, hvem denne henrivende Elisabeth mon kunne være? Først om lørdagen puttede apotekeren mig i en lille pose og tog mig med hjem. Her pudsede han mig, om end det syntes ganske overflødigt.

Derefter forærede han mig ganske rigtigt til en pige ved navn Elisabeth. Hvem hun præcis var, ved jeg endnu ikke.
"Læg din daler i sparegrisen", sagde Elisabeths mor.
Og så tog den lille pige mig op af sin lomme og puttede mig i sparebøssen. Det var dengang børn adlød deres forældre.

Jeg landede oven i en stor bunke andre mønter. Det vidste jeg omend det var meget mørkt. "Velkommen blankskolling", sagde en af de andre mønter, jeg tror det var en en-krone. "Har du nyheder med udefra, vi keder os så grueligt? Vi har såmænd ligget her og snuet i flere år".
"Flere år", sagde jeg forbavset, "Det var dog skrækkeligt! Og så er det dog endnu mere trist for mig at måtte tilstå, at jeg intet nyt kan bringe jer. Thi jeg har kun opholdt mig i Bogense Bank og hos Apoteker Mørk i mit korte liv.
"Aha", sagde den anden mønt lidt mere vågent, "Så der er kommet en ny bank. Ser man det, ser man det. Det var på tide. De lokale håndværkere har længe savnet at have deres egen bank".

Meget mere sagde vi ikke til hinanden. Men så en dag lød der et øredøvende brag, som fik os til at springe for livet. Kun sparegrisen led en værre skæbne end vi. Den lille pige havde fået lov til at sætte os ind på sin bankbog i Bogense Bank.

Det var i 1902 og stemningen var mere trist end jeg huskede den fra min blankskolling tid. Snart skulle jeg erfare hvorfor. Thi jeg modtog fra en 25-øre den meddelelse, at partikulier Schiønmann netop var død.

Partikulier Schiønmann blev afløst af den tidligere næstformand i betyrelsen: Købmand Hendriksen. Men der skete også noget andet på samme tidspunkt. For banken fik sin første ansatte, og han talte med en ganske anderledes dialekt. En dialekt helt uden sang eller - hvad vi mønter sætter pris på - KLANG!

"Han kommer jo fra Skive", sagde en gammel en-krone. "Der har jeg såmænd også tilbragt adskillige år. Men hvad med dig selv, kære daler: Er du da ganske uberejst?".
Og det måtte jeg jo tilstå.
"Jeg har været så uheldig at tilbringe mine første år i en sparegris. En skæbne jeg ikke under den værste ti-kro-ne" sagde jeg.
"Ak, ja, det var dog rædsomt", sagde en-kronen, "Men trøst dig med at det kan gå værre endnu. Jeg har såmænd hørt tale om en daler, der har ligget 7 år i rendestenen".

Mere nåede jeg ikke at høre af denne grusomme historie, før jeg blev hævet for anden gang i mit liv. Denne gang skulle jeg sammen med min nye ejermand begive mig ud på en lang rejse. Det forstod jeg snart. Thi min nye ejermand nævnte steder, som ifølge min sparsomme viden lå meget længere østpå, nemlig i København. Snart måtte jeg imidlertid erkende, at jeg var kommet i særdeles dårligt selskab. Thi næppe havde vi forladt Bogense Bank, før jeg hørte min ejermand sige følgende ubehageligheder til sin ledsager:

"Vi bliver f... rige - når vi har plyndret juvelérbutikken - og bagefter tager vi sgu' Bogense Bank".

Ak, ja, nogle gange kan man som daler kun beklage, at man er blevet tildelt 200 ører. Thi denne indsigt ville jeg så gerne have været foruden. Ikke mindst fordi jeg alligevel aldrig ville kunne forhindre noget i at ske.

Men skæbnen var mig nådig. For indbrudstyvene byttede mig til rugbrød hos bageren på hjørnet mellem Torvegade og Adelgade, så jeg ikke mere behøvede at ledsage dem på deres uhyggelige færd.

Senere blev de taget ved juveltyveriet, hvor de indrømmede de planer, jeg allerede var blevet bekendt med.

Kort efter denne hændelse flyttede Bogense Bank ind i cigarfabrikant V. Nielsens ejendom i Adelgade. Det var i 1909, og de gamle lokaler var efterhånden blevet for trange.

I de følgende år cirkulerede jeg udelukkende i Bogense, og med jævne mellemrum havde jeg den udsøgte fornøjelse at tilbringe nogle hyggelige stunder i Bogense Banks nye og flotte lokaler, hvor J. Jensen nu var direktør.

Her udvekslede jeg ofte erfaringer med den udenlandske valuta.
Specielt klart i min erindring står en kvælende, varm sommerdag i 1913. Luften var ganske fugtig og den udenlandske valuta nærmest væltede ind den dag. Da var det jeg så et sjældent syn: En ganske rusten pund sterling, så vidt jeg husker. Min nysgerrighed var stor, men jeg fornemmede nok at mine spørgsmål skulle formuleres med omhu. Thi denne mønt så ganske forkommen ud.

"Jeg var sammen med min ejermand på et særdeles fornemt skib, der sejlede ind i et isbjerg. Min ejermand havde lige byttet mig til en flaske champagne, da jeg hørte et brag jeg aldrig skal glemme. Der var en besynderlig stemning i restauranten, og af en eller anden grund gav tjenerne mig tilbage til min ejermand, endskønt han allerede havde fået sin champagne. Derefter lå jeg i det iskolde vand, men jeg husker knapt hvor længe".

Det var en historie, der selv på en varm sommerdag kunne gennemryste en naiv provinsmønt som jeg. Men med tiden blev jeg mindre naiv. Så jeg var bedre rustet, da jeg atter hørte ubehageligt nyt udefra ...

Det var i 1914. Jeg var atter blandt den udenlandske valuta, hvor en robust tysk Mark fortalte mig om de uhyrligheder, der netop nu fandt sted i Tyskland. "Men det er godt for jer", sagde Marken, "I sælger jo som aldrig før, og man fornemmer da også, at der er ved at være trangt her i Bogense Banks kasse".

Og det var sandt. Der var særdeles trangt i kassen i disse år.



De næste år tilbragte jeg med at rejse land og rige rundt. Langt fra Bogense. Men hver gang jeg mødte en mønt med den gammelkendte sang og klang i stemmen, forhørte jeg mig om den by og bank, hvor jeg hørte hjemme.

For eksempel hørte jeg i 1920, mens jeg var i Aalborg, at den hidtidige bogholder Thorvald Mass, var blevet ansat som Bogense Banks første administrerende direktør. Jeg spurgte naturligt nok til bestyrelsesmedlemmerne, hvortil man svarede, at de stadig fungerede på skift som kasserere.

Hvad er der ellers at sige om 20'erne. Jo, det var kriseår og pengerigeligheden fra krigens tid var ovre. Der var så rigeligt plads i bankernes kasser, næsten ensomt.

Man hørte også om flere bankkrak og som sølvmønt må jeg nok erkende, at jeg aldrig har haft nerver af stål. Derfor sendte jeg mange bekymrede tanker til Bogense Bank. Jeg frygtede, at jeg måske aldrig skulle få banken at se igen, hvis den endte blandt de krakkede. Men mine bekymringer var heldigvis ubegrundede. Takket være en forsigtig politik kom Bogense Bank gennem krisen - og dét uden lån fra andre banker.

Jeg fik også snart bekymringer af mere egoistisk art. For i 1923 hørte jeg for første gang rygter om, at min tid snart var forbi. Det var mens jeg befandt mig i København. Først forstod jeg oprigtigt talt ikke, hvad der blev sagt. Jeg var stadig stolt, flot og blank, som på min første dag i Bogense Bank. Men da var det jeg havnede i selveste nationalbankdirektørens portemonnæ. Jeg troede nok, det var den fornemste placering jeg kunne få. Men nej. Man skal høre meget før ørerne falder af, og dog var jeg denne gang tæt på at tabe samtlige 200. Selvom jeg ikke skylder denne nationalbankdirektør noget, skal jeg undlade at fortælle, hvad han købte for mig. Men netop som vinhandleren rakte ham hans whisky, sagde han, at jeg var den sidste sølvdaler. Og at jeg snart skulle smeltes om til en jubilæumsmønt.

Havde jeg kunnet, var jeg trillet min vej. Men så hørte jeg igen den sang og klang, som jeg holder så meget af. En fynbo købte en avis i vinhandlen, og jeg havnede i hans portemonnæ, hvor jeg følte mig ganske tryg. Han viste sig at være odenseaner, men det var dog bedre end så meget andet. Og 3 måneder senere genså jeg mit kære Bogense, da han skulle besøge sin kusine i Købmandsgården.

Jeg ved ikke helt hvordan det gik til... Nogen spurgte ham om noget, og han tog sin portemonnæ op. Han havde så gevaldigt travlt, og ud røg jeg. Jeg sprang fra brosten til brosten, og da han bagefter søgte efter mig, var det ganske forgæves.

"Måske har jeg alligevel mistet min blankhed", tænkte jeg, men det kunne ikke være sandt. For blot en halv time senere kom Th. Mass forbi. Jeg kunne genkende hans sikre skridt og hørte ham pludselig standse op. Han havde for vane at tale med sig selv, når ingen hørte det.
"Næ", sagde han, "Hvad ser jeg: En lykkemønt. Den sidste sølvdaler. Den beholder jeg".

Og så lagde han mig i sin jakkelomme, hvor jeg blev liggende og kunne følge med i Bogense, borgerne og bankens drift. Jeg var verdens lykkeligste lykkemønt. Og heldigvis var min efterfølger ikke nær så prægtig, som jeg. Den var lavet af aluminium og ganske gusten og usund at se på.

I 30'erne hørte jeg nede fra direktørens jakkelomme, at der atter var blevet rigeligt med plads i kassen. Man sagde, det skyldtes den store arbejdsløshed og afsætningsproblemer for landbruget.

Men der skete værre ting.

For en dag afleverede Th. Mass mig til Ellef Hansen, og bad ham bringe mig videre til næste direktør. Jeg forstod ikke hvorfor. Det skete helt uden varsel. Men kort efter døde Th. Mass. Det var i 1936.

Th. Mass blev et stort savn for både de andre mønter og jeg. Thi han var virkelig en person, der interesserede sig for os, og vidste hvor man anbringer os bedst. Den type mennesker er der desværre alt for få af.

Men Ellef Hansen holdt sit løfte, da J. Jensen blev direktør ved sammenlægningen med Bogense Bank og Nordfyns Handels- og Landbobank i 1936.

Sammenlægningen var en fornuftig beslutning, og det var også ganske fornøjeligt for mig at møde personalet fra Nordfyns Handels- og Landbobank, thi dem kendte jeg fra tidligere besøg, og de forblev i banken efter sammenlægningen. Således var alt næsten lutter idyl, da jeg i 1939 hørte rygter blandt den udenlandske valuta.

Jeg hørte en grov 10-pfennig braldre op over for de andre mønter. Den havde et underligt kors på maven, og berettede om, hvordan den i ugevis havde været i lommen på en lille mand med sort overskæg. Den lille mand, sagde den, ville snart sørge for, at der atter blev god plads i bankens bokse. Men den fik ikke helt ret. For besættelsestiden var i forretningsmæssig henseende ikke nogen voldsom byrde for Bogense Bank. I de første krigsår, da der ganske vist var lidt tomt i kassen, blev der ved lov indført moratoriebestemmelser i forbindelse med udtræk af indlånsmidler. Men kunderne fik altid deres mønter, og hvis det måtte interessere nogen ... deres sedler.

Efter krigen forstod jeg på min ejermand, at det gik lidt sløvt med udviklingen i Bogense, og at der skete mere i Odense. Det var søvnige år, også for mig. Men jeg husker da, hvor stolt jeg var ved bankens 50-års jubilæum i 1947 for det er jo også mit jubilæum. Der var fest på Bogense Hotel og efter en snaps eller to hørte jeg nogen spørge min ejermand om visse fremtidige planer. Da var det jeg tænkte, at jeg måske snart skulle skifte lomme igen.

I 1948 blev Knud Jørgensen direktør. Man havde på det tidspunkt købt bygningen på hjørnet mellem Adelgade og Torvegade. Der hvor jeg i sin tid som blankskolling, var blevet reddet fra meddelagtighed i et juvelérkup i København.

1960'erne var et helt specielt årti. Det var Boje Kromann, der var direktør og jeg hørte rygter om at man nu nærmest smed om sig med mønter.

"En mønt skal i dag ikke regne med at tilbringe mere end 2 timer i den samme pung", som en 25-øre engang sagde. Det var et stressende liv disse mønter førte. Og jeg var taknemmelig for, at jeg havde trukket mig tilbage, så jeg ikke skulle ende med at få mavesår på Chr. den IX.

Mønterne blev lånt ud konstant. Og selv oprettede banken flere afdelinger på Nordfyn. Jeg husker tydeligt, da Boje Kromann sagde:
"Giv mig et lokale, 2 stole og et bord, så har vi en bank".
Jeg følte mig noget indigneret, thi han havde ganske glemt at nævne os. Og hvad er dog en bank uden penge?

Det skulle jeg snart få svar på... For det blev i denne periode mere og mere almindeligt, at lønninger, overskud mv. blev indsat på bankkonti frem for at blive udbetalt i mønter og sedler. EDB var det nye ord. Alle bogføringsposter blev nu automatisk registreret udfra bilag fra bankens afdelinger, og efter lukketid blev de sendt til EDB-centralen. Det var ikke længere som i gamle dage med fyldepen og syv protokoller.

Min næste ejermand - og Nordfyns Banks næste direktør - hed Preben Sandberg. Det var i 70'erne og han var den første der tillod sig at tage jakken af engang imellem. Måske var han derfor bange for at tabe mig, måske syntes han blot det var pjattet at gå rundt med en lykkemønt, I hvert fald blev jeg lagt i en montre, hvorfra jeg kunne følge med i bankens drift. Og det jeg så, var en stadig udvikling og optimisme, selvom de glade 60'ere var forbi.

I 1981 oversteg bankens balance for første gang 200 mio. Og den positive udvikling fortsatte op gennem 80'erne. Men der skete også noget lidt kedeligt for os mønter. For vi blev efterhånden erstattet af nogle små kedelige plastic kort. Det var jo ikke nogen stor skam for mig, men det var det dog for de unge blanke mønter.



Der var også noget andet der blev udskiftet. Nemlig navnet på vores bank. I 1985 blev navnet Bogense Bank ændret til Nordfyns Bank. Jeg husker det ganske tydeligt. Det var i forbindelse med bankens og mit 85-års jubilæum.

90'erne er jo ikke forbi endnu. Men noget jeg tydeligt vil erindre var, da Nordfyns Bank fik byens første pengeautomat. En glædelig begivenhed selv om den slags automater har den svaghed, at de ikke indeholder en ærlig mønt. Hvad er der mere at sige om dette årti? Jo, selvom jeg altid har været velorienteret, skete der for første gang ting, som jeg ikke helt kunne følge med i. Derfor vil jeg nøjes med at sige følgende:

Det er svært for en mønt at være orienteret om alt. Og ganske umuligt for et menneske.

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk