Lokalhistorie i Bogense Sogn BOGA-minder

---

Af Erik Helmer Pedersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2003
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Begyndelsen.

En forårskold tirsdagsmorgen, 1. april 1947, klokken syv for nu at være præcis, som man skulle være dengang i tidernes morgen, stillede jeg med beklemt hjerte på A/S Bogense Garveri, Gyldensteensvej. Jeg var et stykke tid i forvejen blevet antaget som arbejdsdreng på virksomheden, idet min morbroder Chresten Olesen havde lagt et godt ord ind for mig. Fire-fem år tidligere havde han ombyttet sit tilvante job som fodermester på herregården Landkilde ved Odense med fabriksarbejdet på garveriet i Bogense. På én gang fordoblede han derved sin indtægt og halverede sin arbejdstid. Men når det er sagt, må det erindres, at det nu ikke var noget rart arbejde, han havde på garveriet med at sætte de rå skind i blød i en som oftest iskold, stærkt syreholdig væske. Hans arme blev i årenes løb helt broderet af store gigtknuder. Med indignation i stemmen afslog han imidlertid at bruge beskyttende gummihandsker, fordi han i så fald ikke kunne holde på de glatte skind, når de skulle fiskes op fra cementkarrene.

På det tidspunkt havde jeg ikke den mindste anelse om, hvad det vil sige at være ansat på en fabrik. Min far Peder Pedersen var husmand under godset Gyldensteen, og familien havde i 1947 boet 25 år i et af grevskabets huse i Hestehaveskoven tæt ved Harritslev.

Jeg var næstyngste medlem af en børneflok på seks, sat i verden med mellemrum 1919-35, og mine ældre søskende var kommet ud og tjene bønder, når de først var blevet konfirmeret.

Det var nok meningen, at jeg skulle have trasket i deres fodspor efter min konfirmation foråret 1947, men skæbnen ville det anderledes. I februar det år pådrog min far sig et kompliceret benbrud under vinterens skovarbejde, og jeg måtte så hurtigt som muligt se at få mig et lønnet arbejde for på den måde at styrke hjemmets økonomi. Dengang var der i den slags situationer ikke større hjælp at hente fra det offentlige, medmindre man ville søge fattighjælp, og det ville mine ærekære forældre ikke høre tale om. En lokal indsamling, foranstaltet af købmand Laurits Christiansen i Harritslev, bødede dog lidt på den værste mangel.

Det var i denne situation, at onkel Chresten kom frem med sit forslag om, at jeg skulle prøve at arbejde på garveriet, og det syntes mine forældre var en god idé. Og lille spinkle jeg ville i hvert fald ikke tjene hos bønder, da tidligere erfaringer herom utvetydigt fortalte mig, at arbejdet mestendels var hårdt og ubehageligt og lønnen lav.

Sandheden i ære var jeg dog på forhånd lidt bekendt med garveriet i Bogense, fordi min lærer i harmonikaspil, Otto Bruun, sensommeren 1946 fik mig indrulleret i en elevgruppe af vordende messingblæsere, han underviste på garveriet. Udover at være musiker var Otto Bruun skomager og havde i en del år haft selvstændig forretning i Kirkestræde 12, indtil han efter et indbrud efteråret 1943 blev træt af at drive forretning. I stedet fik han som så mange andre arbejde på A/S Bogense Garveri, på det tidspunkt en blomstrende virksomhed på hjørnet af Gyldensteensvej og Stegøvej, nu Bogense Efterskole. Vi lader nu Otto Bruun og hans messingblæsere spille et øjeblik, mens vi opruller baggrunden for oprettelsen af garveriet.

På dette sted på Gyldensteensvej havde der siden 1860 været drevet garveri, men det var først, da det københavnske læder- og skindfirma Poulsen & Ragoczy, i 1935 fik udkøbt garver Chr. Andersen, at der kom nyt liv i de gamle bygninger.

Københavnerfirmaet var på dette tidspunkt i gang med et generationsskifte, der førte den unge og dynamiske Lothar Ragoczy frem på posten som administrerende direktør. Hans far, Valerius Ragoczy havde i årtier sammen med en kollega, Louis H. Poulsen, drevet en større grossistvirksomhed i læder og skind. Firmaet, som havde datterselskaber i hele Norden, havde til huse på en så fornem adresse som Amaliegade 14 tæt ved kolonnaden ind til Amalienborg slotsplads. Her indledte den kun 19-årige Lothar Ragoczy i 1923 en lynkarriere, som så tidligt som i 1934 gjorde ham til formand for Dansk Lædergrossistforening, en tillidspost, han beholdt i samfulde 26 år. Den begavede og dynamiske juniordirektør, der med sin elegante, aristokratiske fremtoning snarere mindede om en ungarsk greve fra det diplomatiske korps end en bredmåset, dansk lædergrosserer, var da rede til at sætte nyt liv i den danske læder- og skindbranche.

Læder og skind var ved 1930'ernes midte blevet en mangelvare i Danmark, fordi den danske regering siden foråret 1932 under indtryk af den store verdenskrise havde set sig nødsaget til at begrænse importen af så at sige alle slags varer. Man måtte da pænt ansøge Direktoratet for Vareforsyning om importbevilling på nærmere angivne mængder varer, og da der var mangel på valuta, blev den slags ansøgninger kun imødeset i begrænset omfang. Især gik det ud over importen af tyske produkter, fordi de skiftende magthavere dernede efter dansk opfattelse ikke købte nok industrivarer, så dansk industri og fagbevægelse i denne situation store muligheder for selv at fabrikere den slags produkter.

Da garvede huder og skind så afgjort hørte til denne kategori, blev der pustet nyt liv i den danske læder- og skindbranche. Med den unge Lothar som bestyrelsesformand oprettede Poulsen & Ragoczy i 1935 to nye firmaer: Bogense Garveri A/S og Kalundborg Læderfabrik A/S. Selv blev moderfirmaet til et aktieselskab i 1939. Ledelsen af Bogense Garveri blev til alt held for moderfirmaet og ikke mindst for byen lagt i hænderne på Poulsen & Ragoczys unge regnskabschef Erik Danielsen, som selv havde bragt sig i forslag.

Som ledertype med en fast og sikker tro på sig selv og sin formåen lignede han meget sin bestyrelsesformand, men så holdt ligheden også op. Over for den slanke, mørklødede Lothar Ragoczy med det brændende blik, der kunne holde modparten fast som i en skruestik, stod den runde, ja nærmest trinde normaldansker Erik Danielsen med sin venlige og imødekommende holdning, som man dog for alt i verden ikke måtte mistyde endsige misbruge. Levede man ikke op til hans forventninger, kunne det smilende udtryk lynhurtigt slå over i én til tider bidende sarkasme, der bogstavelig talt flåede skindet af folk. Han var nærværende i en helt usædvanlig grad og registrerede alt omkring sig. Med sit jordvindende trav kunne den lille, tætte skikkelse nå virksomheden rundt flere gange i løbet af en dag. Blikket og opmærksomheden syntes hele tiden fremadrettet, men lur mig, om han ikke så alt på sin vej. Når en af værkførerne bagefter blev kaldt til direktøren, følte man instinktivt, at nu skulle der en god forklaring til for at stille direktøren tilfreds. Efter sådan en kammeratlig samtale på højt niveau kunne værkføreren se lidt medtaget ud, hvorimod direktøren koblede af ved at tænde sig en af sine dyre cigarer fra V. Nielsens Cigar- og Tobaksfabrik, Bogense. Sjovt som man erindrer dufte: Danielsens tætte cigarrøg og Ragoczys orientalske duftende hårvand (eller parfume?) var ikke til at tage fejl af. Når en af de to direktører eller dem begge i forening havde været en tur rundt på virksomheden, måtte selv den krasseste garverlugt vige for en stund. En behagelig afveksling.

Hverdagen på et musikalsk garveri



Direktør Danielsen styrede sit garveri med fast hånd. Ingen tvivl om den ting. Men samtidig var han en meget moderne virksomhedsleder og ikke det mindste konservativ. Politisk set var han radikal og dermed forpligtet på en demokratisk holdning. Enhver form for hurrapatriotisme var ham vederstyggelig. Økonomiske og sociale fremskridt var for ham hovedsagen. Med sin stærke og vedholdende interesse for de ansattes ve og vel var han mindst 25 år forud for sin tid. Det viste sig f. eks. ved, at han ved en større udvidelse af virksomheden 1947-48 fik bygget moderne omklædningsrum med tilhørende brusebad for garveriets arbejdere.

Han ville kort sagt gerne skabe en moderne virksomhedskultur, og et af midlerne hertil var firmafester og udflugter. Ret hurtigt fik han oprettet en selskabelig forening Boga-klubben, der omfattede alle ansatte såvel på garveriet som på Pelsberederiet Boga, der siden 1942 havde til huse i det nedlagte slagtehus på Enggade. Indtil da havde den kommunale badeanstalt haft samme adresse, men den blev i begyndelsen af 1943 flyttet op til kælderen på Bogense Skole.

Udover at støtte humanitære formål havde Boga-klubben som vigtigste formål at skabe sammenhold og dermed bedre arbejdsmoral på arbejdspladsen. Til det formål arrangeredes i årets løb forskellige sammenkomster, først og fremmest firmafester, hvor der som regel var sang og optræden af forskellig slags.

Her kommer musikeren Otto Bruun med hastige skridt tilbage på scenen. Umiddelbart lignede han på afstand en ganske almindelig mand fra gulvet, der let sammenbøjet og tilsyneladende indadvendt i sin holdning passede sin dont uden de store fagter og gebærder. Men kom man først ind på livet af ham, blev man hurtigt belært om sin fejltagelse. Når han rigtigt foldede sig ud, stod man pludselig over for en kunstnertype, som i grunden var en fremmed fugl på en industriel arbejdsplads. Med sit sorte, krøllede hår, som med mellemrum blev sat på plads af de nikotin-farvede fingre, kunne han minde om en sigøjner, der for øjeblikket havde slået sit telt op i Bogense. Stemmen var lige så mørkt farvet som personen og havde med årene fået en lidt irret klang, som nok mest skyldtes natlig brug ved fester og baller.



Han var født musikalsk, ja havde velsagtens absolut gehør og kunne stort set betjene alle instrumenter. Desuden besad han en poetisk åre, som ubesværet tillod ham at forfatte en masse lejlighedssange til alverdens gode formål. Var han kommet til verden i en senere tidsalder, ville han utvivlsomt have drevet det vidt i kunstnerisk henseende. Ikke mindst erindrer jeg de fint pointerede sange, han skrev til vore fester i Boga-klubben. Ved den slags lejligheder havde han som regel organiseret en festlig revy, hvortil han naturligvis selv havde skrevet teksterne, arrangeret musikken og sat løjerne i scene. Attraktive damer fra virksomhedens forskellige grene optrådte her i letpåklædt skikkelse og fremførte til klaverakkompagnement en række muntre og til tider let frivole viser og sange. Om den lige så musikalske akkompagnatør, se nedenfor. Enhver på arbejdspladsen kunne da risikere at blive ramt af Otto Bruuns milde satire, og det var vedkommendes kollegiale pligt at le højest af alle. Direktør Danielsen ikke undtaget.

Jeg ved ikke, hvornår og hvorledes kontakten mellem direktør Danielsen og Otto Bruun blev skabt, men den frembragte hurtigt en række gode resultater. Et af de første var at få oprettet et firmaorkester, og til det formål overtog man en række messinginstrumenter og nodemateriale fra et andet, nu nedlagt orkester. Desuden havde man det held at få byens nye og yderst kompetente organist W. Børner Nielsen til at overtage hvervet som dirigent med Otto Bruun som en uundværlig hjælpeinstruktør.



Jeg begyndte som nævnt i orkestret 1946-47, men er alligevel i stand til at fortælle lidt om dets første og vel nok bedste periode. Min hjemmelsmand hertil er en tidligere, kær kollega fra garveriet, den nu 76-årige Verner Rasmussen, Gyldensteensvej i Bogense. Verner hører til den efterhånden noget sjældne kategori af Bogense-borgere, som i deres ungdom og manddom kendte de fleste i byen og som ikke gik af vejen for at hjælpe andre, hvis de var kommet i nød. Efter faderens tidlige død flyttede Verners moder Gudrun fra Hasmark til Bogense med sine børn og fik ret hurtigt arbejde på garveriet samtidig med, at hun i sin fritid serverede for byens og omegnens finere kredse. Verner kom efter sin konfirmation ud og tjene bønder, men efter blot 1/2 år søgte han ligeledes ind på garveriet. Adgangstegnet hertil var for ham som for andre unge mennesker medlemskabet af en messingblæsergruppe, som instrueret af Otto Bruun ledte frem til etablering af Boga-orkesteret efteråret 1941.

I sin første skikkelse rådede det 18 mand store blæseorkester over en række fine musikere. Jeg kommer senere tilbage til medlemskredsen, sådan som den var på min tid, men Verner har over for mig fremhævet tre-fire af de første musikere som specielt betydningsfulde for de første års succes. To af disse, den konservatorieuddannede første trompetist Ove Sørensen og althornisten Bent Christensen dannede senere en musikduo "Bent & Ove", der blev kendt over hele Nordfyn, ja sidstnævnte spiller endnu til fester. Begge byttede senere det bundne fabriksarbejde ud med den friere bestilling at være postbud. En anden trompetist, Johs. Knudsen, i daglig tale "Jonas", kom senere til at spille i Ove Peters' radioensemble. Repertoiret var det klassiske for et blæseorkester: Marcher, ouverturer, fantasier over danske sange og lettere klassisk musik, finere balmusik o.s.v.

Børner Nielsen var en både inspirerende og krævende dirigent, fortæller Verner. Prøverne foregik som regel torsdag aften på garveriets loftsetage, og der var i realiteten mødepligt. Først øvede man sig i grupper, og her var Otto Bruun hovedmanden. Derefter samledes man i orkestret, hvor Børner Nielsen i én uendelighed kunne prøve det samme nummer, til noderne - og teknikken - sad helt fast.

Udover at levere musik til garveriets fester og til arrangementer af typen fagenes fest spillede orkestret til mange offentlige arrangementer såsom grundlovsmøder i Fredskoven. Verner erindrer især en enkelt grundlovsfest under krigen, hvor Boga-orkestret som sædvanlig gik forrest i optoget ud til pavillonen. Pludselig kom en tysk patrulje og arresterede direktør Danielsen. "Bare rolig, jeg kommer snart tilbage, for jeg har jo ikke gjort noget", lød direktørens beroligende melding til de nærmeststående. Og ganske rigtigt - han blev snart løsladt og vendte da tilbage til festen, som om intet var hændt.

Den største oplevelse i orkestrets historie var at spille foran Rådhuset på Befrielsesfesten den 6. maj 1945, hvor en tusindtallig skare havde forsamlet sig, ikke mindst for at se de formentlige landssvigere blive ført til afhøring og internering.

Der dryppedes dog lidt malurt i bægeret, da orkesteret midt i et potpourri kom til at spille "Wien, Wien nur du allein", en populær vals fra 1912. Her satte et par bevæbnede frihedskæmpere brat musikken i stå, da man netop denne aften ikke ville høre noget, der lød det mindste tysk. Det var bevægede dage den 5. og 6. maj. Jeg husker tydeligt aftenen den 5. maj, hvor der var sort af mennesker foran Rådhuset. Midt i det hele fik vi os en slem forskrækkelse, da en tysk lastbil, fyldt med soldater fra den midlertidige kaserne på Gyldensteens nye lade, pludselig svingede ind på pladsen med tre-fire maskingeværer stikkende ret så truende bagud over bagsmækken. Øjeblikkeligt blev alle Bogenses frihedskæmpere over højtalerne kaldt til Rådhuset for at tage kampen op med en fjende, der tilsyneladende ikke havde kapituleret fuldstændigt. Vi tilskuere søgte rædselsslagne dækning i de tilstødende gader, men pludselig kørte tyskerne videre, uden at der var vekslet et eneste skud. Verner blev i øvrigt vist den ære at spille foran Rådhuset ved 50-års mindefesten for befrielsen, men lod for en sikkerheds skyld noderne til "Wien, Wien nur du allein" blive hjemme...

At spille i Boga-orkestret

Jeg indgik som allerede nævnt i Otto Bruuns øvelsesgruppe sensommeren 1946. I begyndelsen spillede jeg basun, og næste forår blev jeg da også optaget i orkesteret som anden basunist. Senere trakterede jeg althorn og endnu senere a-klarinet. Jeg var ærlig talt ikke særlig god til at bruge et messinginstrument, da min tandstilling ikke tillod mig at få tilstrækkelig fast kontakt med mundstykket. Der blev heller ikke så megen tid til at øve sig, når man skulle passe sit arbejde 48 timer om ugen, gå på handelsskole, spille håndbold, gå til gymnastik, spille til fester på min harmonika o.s.v.



Det var i virkeligheden ret anstrengende at være medlem af Boga-orkestret. Når vi var på sommerudflugt med Boga-klubben, skulle orkesteret ikke alene gå forrest i den lange marchkolonne på vej til festpladsen, men også underholde i pauserne. Jeg kendte da lidt til en ung, sød pige på kontoret og ville langt hellere snakke fortroligt med hende end trutte med på kong Frederik VIIIs honnørmarch. Bemeldte ungmø afviste ikke at sludre lidt med mig, men fik samtalen fra min side et for personligt præg, lød det gerne: "Nu skal I vist spille igen, Erik!"

Da jeg begyndte at spille i orkesteret, var der sket en række udskiftninger. Lad mig nævne nogle få personligheder. Første trompetisten Ove Sørensen var blevet udskiftet med en dygtig landsbyspillemand fra Kosterslev, Johannes Johansen, kaldet "Blaiseren" (blæseren). Han havde et udpræget fynsk lune og kunne fortælle (u)artige ting og sager fra sit mangeårige samliv med trompeten rundt om i nordfynske forsamlingshuse. Ved hans side stod en anden førstetrompetist, vor myndige og dygtige lagerforvalter Aage Jørgensen. Modig og stærk som få havde han en fortid i modstandsbevægelsen, hvor han især assisterede ved våbennedkastning på Enebærodde ved Hofmansgave.

Direktør Danielsens broder Otto spillede med stor musikalitet es-klarinet. Hvor Erik Danielsen var lyshåret og meget udadvendt, var broder Otto nærmest det modsatte. Han havde efter eget udsagn haft en lidt broget fortid, der bl.a. omfattede et længere ophold i U.S.A. I Bogense blev han værkfører i farveafdelingen og havde dermed en meget central stilling. Det var netop på farvnings- og finishsiden, danske garverier traditionelt stod lidt tilbage for deres tyske konkurrenter, specielt en virksomhed i Neumünster.

Udover at spille klarinet var Otto Danielsen en dygtig klaverspiller. I denne rolle var han selvskrevet til at akkompagnere den musikalske underholdning ved de store Boga fester. Desuden var han pianist ved de forskellige Bogense-revyer, som blev spillet i 1940'erne. På en harmløs, ja nærmest elskværdig måde ristedes her kendte og særprægede bogensere over en sagte ild, medens Otto Danielsen som Bogenses svar på Bent Fabricius-Bjerre satte tingene på plads rent musikalsk. Højrehånden tog sig elegant af melodilinjen, mens venstrehånden fabulerede i basregistret og dér kunne frembringe lyde, der kunne få pæne damer til at rødme.

Uden at gå for tæt på det personlige, forhåbentlig da, må jeg her berette om en ulykke, der tragisk nok satte en stopper for Otto Danielsens musikalske virksomhed. Garveriet havde anskaffet sig en moderne presse, som skulle give de nyfarvede skind en særlig fin overflade. En dag ville den ikke rigtig funktionere, og Otto Danielsen forsøgte da at få den i gang igen. Herved fik han højre hånd i klemme mellem to valser, og kødet blev bogstaveligt talt mast af knoglerne. Jeg var i mellemtiden blevet ansat på lageret og stod da og talte skind op ved vinduerne ud mod farveafdelingen. Dybt chokeret så jeg, da Otto Danielsen komme løbende ned mod os på lageret, medens han viftede med sin klemte hånd, så blodet sprøjtede til alle sider.

Der blev naturligvis straks ringet efter en ambulance, medens Aage Jørgensen og jeg efter bedste evne forsøgte at støtte den tilskadekomne værkfører ved forsigtigt at svøbe den maste hånd ind i et håndklæde. Jeg har aldrig set et menneske lide så mange smerter som Otto Danielsen den dag. Ikke desto mindre bevarede han roen og fatningen i langt højere grad end os hjælpeløse tilskuere. Resultatet blev, at den ene finger måtte amputeres, og hånden blev aldrig rigtig ferm igen til det musikalske, selv om han stadig spillede lidt klaver.



Udover de allerede nævnte rummede Boga-orkestret i min tid mange interessante typer. Tubaen håndteredes af Otto Bruun og den store og stærke Harry Pettersson, som godmodigt fandt sig i mange drillerier, undertiden af den ondskabsfulde art, men som alligevel ofte fik det sidste ord med en dobbeltbundet bemærkning som f.eks.: "Det er rigtigt, Ankjær, jeg er ikke så klog som dig, men det siger nu heller ikke ret meget!" Og for en sikkerheds skyld afrundede han sit svar med en latter så dyb og larmende, at jeg ofte fik den fornemmelse, at han slet ikke behøvede tubaen for at give vor musiceren en rigtig baslinje. Hans største problem ved at spille tuba var, at han i den slags situationer måtte vente med at tage sig en snus.



Når Harry rigtig var i drillehjørnet, kunne man vente sig lidt af hvert. Jeg husker engang, hvor jeg kom ned til ham i stueetagen, hvor han betjente en stor og larmende skarvemaskine. Den skulle gøre de halvrå skind klar til garvningen. Jeg skulle opkræve et beløb til en eller anden indsamling, og Harry råbte da til mig gennem larmen fra maskinen, at jeg skulle hente ham et par mønter, der lå lige oven på strømafbryderen til maskinen. For at komme derhen, skulle jeg vade ud i en stor og ildelugtende vandsamling på gulvet. Lille som jeg var og blev, kunne jeg lige akkurat nå med hånden op på strømafbryderen. Da jeg rørte mønterne, fik jeg et elektrisk stød, der nærmest slog mig i gulvet. Det blev hilst med et latterbrøl af Harry og hans nærmeste kolleger, som han i al hemmelighed havde hidkaldt for at se den lille, nyudnævnte funktionær med den fine kittel få sig en ordentlig forskrækkelse. Min chef, lagerforvalter Aage Jørgensen, røg bagefter ned til Harry og betydede ham, at der vankede øretæver, hvis det skete en gang til. Og Jørgensens højrehånd skulle man ikke spøge med.



Den tidligere nævnte Ankjær, stortrommeslager, slagter af uddannelse og en mester i at bruge næverne kunne godt være skrap i sit ordvalg, men han fik let tilgivelse, når han gav prøver på sin ramsaltede humor. Hans fyldige og rødmossede ansigtstræk kunne rulles ud og ind som kagedej, når han fortalte en af de vovede, han altid havde på lager. Og havde han trommen fastspændt på maven, fyrede han sine pointer af til akkompagnement af et drønende præcist slag på trommen og på bækkenet, medens øjnene kuglede rundt i hovedet på ham. Ubetalelig morsomt, men ikke mindst for manden selv.



Vor mand på lilletrommen, Johs. Birch, var jyde af fødsel og ret stilfærdig af væsen. De lidt barske ansigtstræk dækkede i virkeligheden over en stilfærdig, tør humor, hvis lattervirkning ikke gav den store og støjende nabo på stortrommen noget efter. Og så kunne han illustrere sine vovede pointer med en ekvilibristisk dans med trommestikkerne, så de for fantasien fremlokkede can-can piger slog skørterne helt op over hovedet i deres muntre færd ned over trommeskindet. Birch havde tidligere været medhjælper på en fragtbil. En dag var de på vej til Odense, og Birch sad bøjet over regnskabet. "Jeg fik dog aldrig regnet stykket sammen, for pludselig vågnede jeg op på Bogense Sygehus. Vi var buldret ind i et eller andet, og jeg fløj ud gennem vinduet uden at ramme nogen", forklarede han på sit tørre jyske.

Den tidligere omtalte Verner Rasmussen spillede først anden trompet, dernæst althorn. Han var om nogen min ældre ven og støtte på garveriet og i orkesteret og kunne give råd om alt muligt, ikke mindst om voksenlivets muligheder - og farer. Når det gjaldt forholdet til det modsatte køn, kunne der dog godt være langt fra teori til praksis. Det måtte selv Verner indrømme.

Når der var fest og halløj, skulle vi orkestermedlemmer som allerede antydet hele tiden være i stand til at give nok et nummer. Øllet var i den slags situationer ikke helt bandlyst, men det er sin sag at skaffe sig af med restsummen, når man marcherer ud ad landevejen.

Med mellemrum fik vi dog mulighed for at more os lidt på egen hånd. Engang i slutningen af 1940'erne skulle vi til København for at give en fødselsdagskoncert foran seniordirektør V. Ragoczys palæ på Smidstrupøre ved Rungsted Kyst. For flere af os var det første tur til hovedstaden, og det forlenede unægtelig begivenheden med en særlig glans. Vi blev indlogeret på det daværende missionshotel i Løngangsstræde og havde kun den ene opgave at spille omtalte koncert. Firmaet gav os bagefter en stor middag på National Scala, og da den var sat til livs, var der nogle stykker, som festede videre i Nyhavn. På hjemturen spiste vi en stor frokost på Lindenborg Kro. Den satte os i stand til at trutte hele vejen hjem, men det var ikke seriøs musik, der den dag lød ud fra bussen.

Ved en anden lejlighed holdt vi kammeratskabsaften i Skovby Forsamlingshus og morede os kongeligt. Og det gik ikke stille af. I den lille sal ved siden af holdt sognerådet møde, men jeg gad nok se protokollen herfra. De gæve sognerødder opgav hurtigt de kommunale forretninger for i stedet at se nærmere på vore beholdninger af dette og hint. Her i de sene aftenstimer skete der en stor forbrødring mellem bonde og arbejder. "I er f... nogle guttermænd", erklærede sognerådsformanden med en Odense Lager i sin højre hånd. "Er I altid så morsomme derude på landet", spurgte Otto Danielsen mig nogle dage senere, da vi alle var blevet ædruelige igen.

Jeg skylder selve musikudøvelsen at nævne, at da Børner Nielsen forlod organistembedet i Bogense til fordel for et større embede i det jyske, overtog en førsteklasses musiker fra Moderup ved navn Thorvald Knudsen hvervet. Han var af en fornem musikerslægt, der bl.a. talte en kgl. kapelmusikus, violinisten Aage Knudsen. Selv håndterede Thorvald Knudsen trækbasunen virtuost og var ikke bleg for at spille med, når det gjaldt. Desværre gjorde en alvorlig sygdom det umuligt for ham at betjene basunen, og i hans sted fik vi solotrompetisten i Odense Byorkester, Svend Aage Nielsen. Da han første gang diverterede os med sin gyldne klang på sin dyre, nyerhvervede trompet, stod det de fleste pinlig klart, at der er en verden til forskel på fagmusikere og amatørmusikere.





Efterskrift

Efter godt fire års ansættelse på Bogense Garveri foreslog direktør Danielsen, at jeg skulle videreuddanne mig på firmaets hovedkontor i København. Den første august 1951 begyndte jeg da derinde og var der i to år, indtil jeg i maj 1953 blev gardehusar i Næstved. Det blev signalet til et helt nyt afsnit i mit liv, og det indebar et brud med læder- og skindbranchen. Ikke til skade for mig selv og formentlig heller ikke for Poulsen & Ragoczy A/S.



Siden har jeg ikke haft forbindelse med Bogense Garveri. Da mine forældre stadig boede på egnen, om end nu med adresse på Harritslev Fælled, fulgte jeg dog stadig lidt med i udviklingen på virksomheden og hørte da med beklagelse den nyhed, at Boga-orkestret blev opløst allerede i 1952. Jeg kender ikke grunden hertil, men Otto Bruun antyder i sine optegnelser, at nu var det snarere kommunalpolitikken end musikken, der inspirerede ledelsen på garveriet.

Den genoptagne, ja stærkt forøgede konkurrence inden for læder- og skindbranchen gjorde i sammenhæng med omkostningsudviklingen det i længden umuligt for et garveri som Boga at opretholde en lønnende produktion. I 1978-79 blev det da også nedlagt. 50 mand blev arbejdsløse, og bygningerne blev i stedet overtaget af Tvindkoncernen.

Dermed lukkedes et stort og på mange måder betydningsfuldt kapitel i Bogenses moderne erhvervshistorie. Otto Bruun vendte tilbage til sin gamle beskæftigelse, skomageriet. Verner Rasmussen havde da for længst ombyttet arbejdet på garveriet med en stilling som leder af campingpladsen ved Kirkebakken samtidig med, at han havde en isolatørforretning med flere ansatte. Han bor stadig i rækkehusbebyggelsen langs Gyldensteensvej, som Bogense Garveri fik opført for sine arbejdere i 1948-49, og hvor Verner er en af de to oprindelige indflyttere, som nu er tilbage. Han spiller stadig på sit fine althorn og har i årene efter Boga været aktiv i en række blæserensembler, senest Messingblæserne i Middelfart.

Jeg er Verner Rasmussen og arkivleder Palle E. Petersen megen tak skyldig for hjælp og støtte til at skrive denne lille erindringsskitse. Den tilegnes mindet om Otto Bruun, som af gavn, men ikke af navn var Bogenses musikalske by- og forlystelseskonge gennem mange år.

Erik Helmer Pedersen,
Colbjørnsensvej 8,
Nærum



NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn