Lokalhistorie i Skovby Sogn Skovby-lejren

---

Af Palle E. Petersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i Sletten 2001
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Tysk radar- og pejlestation under besættelsen.
Flygtningelejr 1945-47



Når man fra Bogense kører ad Middelfart landevej, møder man umiddelbart efter Skovby på ens højre side et atypisk hus beliggende helt ud til vejen - en murstens-bungalow med fladt tag og med en veranda foran. Det er ikke netop sådan en bygning, man forventer at finde her ude på den bare mark. Ser man nærmere på huset, viser det sig, at væggene er ekstra tykke og armerede som en bunker. Det blev bygget først under 2. verdenskrig af de tyske besættelsestropper som kommando-bygning for en pejle- og radarstation med tilhørende anlæg og kaserne, som man anlagde på marken overfor. Efter befrielsen blev huset ombygget til vagtcentral for det mandskab, der skulle bevogte lejren, som i efteråret 1945 blev flygtningelejr for ca. 1200 tyske flygtninge.

For at forsvare og bevogte det erobrede Danmark mod fjendtlige fly anlagde den tyske besættelsesmagt overalt i landet pejle-og radarstationer, og området her blev valgt som et centralt beliggende sted nær by og kyst og i nærheden af et højere og åbent beliggende punkt. Samtidig blev Skovby-lejren, som den i folkemunde blev kaldt, brugt som kaserne og kommandocentral for de soldater, der bevogtede det nordfynske område, ikke mindst Bogense.

På bakken et stykke bag ved den mark, hvor lejren tidligere lå, kan man stadig ane det menneskeskabte plateau, hvor man havde anbragt de store radaranlæg. Derimod er der ikke efterladenskaber fra selve lejren.

Selve lejren blev en traumatisk oplevelse for flere borgere i Bogense og omegn i slutningen af krigen. De nordfynske frihedskæmpere deltog i flere sabotagehandlinger samt våbennedkastninger fra engelske fly i området, og nogle blev anholdt og sendt til voldsomme afhøringer med tilhørende tortur i Skovby-lejren, inden de blev sendt videre til tyske fængsler og koncentrationslejre. Også nogle af Bogenses borgere var interneret som gidsler i lejren nogle dage.

Efter befrielsen afvæbnede de nordfynske frihedskæmpere de tyske soldater i lejren, og efter en grov oprydning blev de fleste tyske soldater pr. fod sendt tilbage til Tyskland. De tyske kvinder, der havde været ansat i lejren fra 1944, blev dog sendt hjem med tog fra Kassemose station i nærheden. Midt i juli overtog de engelske befrielsestropper lejren, og de beholdt en lille gruppe tyske soldater og 18 tyske flygtninge, der var flyttet herud fra Skovby forsamlingshus umiddelbart efter befrielsen. Denne gruppe hjalp til med at afmontere det kostbare pejle- og radaranlæg.

Lejren og de mange tyske soldater under besættelsen gav ikke beboerne i Skovby og omegn de helt store problemer, idet de tyske soldater var veldisciplinerede og havde strenge ordrer til at opføre sig høfligt og korrekt over for den lokale befolkning. Ældre mennesker i Skovby, der endnu husker lejren og de tyske soldater, fortæller, at enhver passede sit, og kun få mislyde opstod imellem dem. Enkelte episoder kunne dog ikke undgås. En tysk soldat var en aften kommet i klammeri med nogle unge mennesker fra byen, og uden pardon blev han af lejrledelsen sendt væk fra lejren. Det eneste, man hørte fra de tyske soldater, var, når de kom marcherende forbi og i kor sang deres hjemlands soldatersange.

I vinteren 1944-45 vendte krigslykken for de nazistiske tropper på Østfronten. Nu var det de sovjetrussiske tropper, der i fuld fart jagede de tyske soldater tilbage, hvor de kom fra. Man havde fra central tysk side udvalgt Danmark til at blive det sted, hvortil man i givet fald kunne flygte. I marts måned iværksatte den tyske krigsmagt den største evakueringsplan pr. skib nogensinde. Man samlede en flåde af forskellige skibe, deriblandt danske, som i en lang, uafbrudt strøm blev sendt til hele Østersø-kysten, bl.a. Østpreussen, Polen og Danzig. Herfra undslap ca. 2 mill. flygtninge ad vandvejen. De fleste blev sejlet til Kiel, men ca. en kvart million tyske flygtninge, hovedsageligt civile, ankom i månederne før befrielsen til de danske havne. Skoler, forsamlingshuse, lagerbygninger og andre lokaler, hvor der var plads, blev af den tyske besættelsesmagt inddraget til midlertidigt opholdssted for flygtningene. Alle disse stakkels mennesker, hvoraf en stor gruppe var gamle og syge, og en anden stor gruppe, som bestod af kvinder og børn, blev på denne korte tid indkvarteret rundt omkring i hele Danmark, hvor de skulle brødfødes ud af de knappe rationer, der var tildelt den danske befolkning i slutningen af krigen.

Heller ikke Bogense gik ram forbi. Den 12. april 1945 ankom de første flygtninge til byen, og de to skolebygninger på Gyldensteensvej blev med det samme rømmet for elever, for at ca. 400 tyske flygtninge kunne blive indkvarteret her. Fra den 26. april blev Skovby forsamlingshus hjemsted for knap 100 tyske flygtninge. Skolen kunne dog allerede to dage efter, at eleverne var blevet sendt hjem, igen tilbyde dem undervisning, idet man havde lånt lokaler i teknisk skole, på biblioteket, i missionshuset samt i byrådssalen og retslokalet på rådhuset. Ved befrielsen beslaglagde modstandsbevægelsen imidlertid de nævnte steder bortset fra missionshuset. På teknisk skole i Sct. Annagade internerede man de danskere, der havde gået besættelsesmagtens ærinder.

Skolens elever fik nu foræret en tidlig ferie fra bøgerne. Kun de ældste elever, der skulle til afsluttende eksamen, fik i løbet af ganske få dage anvist lokaler rundt omkring i byen. Resten af skolens elever blev organiseret i sportsgrupper, udflugtsgrupper m.v. Efter sommerferien, hvor modstandsfolkene var blevet hjemsendt, blev alle skolens elever igen fordelt rundt om i byen i de tidligere nævnte lokaler. Udstillingsvinduet hos Schebyes Maskinfabrik i Adelgade blev nu også brugt som undervisningslokale. Denne situation varede resten af året.

Allerede da krigen var i anmarch i 1938, blev den danske befolkning organiseret med hensyn til beskyttelse af civile. Problemstillinger som mørklægning, beskyttelsesrum under flyangreb, flymeldetjeneste, sanitetstjeneste, brand m.v. blev underlagt Statens civile Luftværn. Den lokale leder af denne organisation blev borgmesteren i Bogense, sparekassedirektør Georg Rasmussen, i samarbejde med politiet og under besættelsen også den tyske værnemagt.

Som hjælpere for politi og luftværn havde man indkaldt et antal unge mænd med titel CB-betjente (Civilbeskyttelsestjenesten). De fik i befolkningen tilnavnet »føl«. Da de tyske flygtninge i april 1945 ankom til Bogense, fik CB-betjentene til opgave at hjælpe med til at organisere deres indkvartering på skolen og skaffe mad til dem.

Umiddelbart efter befrielsen overtog frihedsbevægelsen kommandoen i landet. Efter de første dages eufori, anarki og kaos, hvor det drejede sig om at få nedkæmpet den sidste rest af modstand fra værnemagten, blev en af opgaverne i samarbejde med det civile luftværn at overtage det næsten uoverskuelige projekt med at sørge for de mange flygtninge.

En af de første handlinger, frihedskæmperne foretog efter befrielsen, var at foretage razzia blandt flygtningene i Bogense og i Skovby. Man ledte efter penge, våben og ledende tyske nazister, som evt. kunne have fundet på at gemme sig her. Ved denne lejlighed beslaglagde man de to steder en pistol og 7737,28 kr. i rede penge. Et beløb, der ved flygtningenes afrejse i 1947 blev betalt tilbage til de retmæssige ejere. Derimod fandt man ingen mistænkelige personer.

I løbet af sommeren 1945 stod det klart i det befriede Danmark, at de mange flygtninge ikke ville blive sendt hjem igen lige med det første. Det ville tage en rum tid, inden det sønderbombede Tyskland kunne tage imod alle disse flygtninge, hvoraf størstedelen kom fra områder i den nu russisk besatte del af landet, og langt de fleste genså da heller ikke deres gamle hjem. Derfor fik man fra central side oprettet en flygtningeorganisation under ledelse af den garvede politiker Johs. Kjærbøl.

Man ville samle flygtningene rundt omkring i større enheder, i stedet for de små tilfældige forsamlingshuse, skoler m.v., der så hurtigt som muligt igen skulle kunne fungere i deres oprindelige formål. Luftværnschefen i Bogense forespurgte midt i august 1945 ledelsen af de engelske befrielsesstyrker om muligheden for, at man kunne samle områdets flygtninge i den tidligere tyske pejle- og radarstation i Skovby, som englænderne snart ville have fået ryddet op i. Efter besigtigelse af forholdene i lejren besluttede man at indrette denne lejr som flygtningelejr. Det var dog en lidt overilet beslutning, man havde taget, da den første gruppe på ca. 300 flygtninge den 28. september ankom til lejren fra Frøbjerg. Luftværnschefen kritiserede i skarpe vendinger forholdene i lejren, hvor der var knap plads i de to store træbarakker. Der var ingen senge, meget mangelfulde toiletforhold og svigtende vandforsyning. Man havde heller ikke endnu påbegyndt en afspærring af området med pigtråd, som reglerne påbød. Desuden var der endnu ingen vagtlokaler for CB-betjentene, der skulle bevogte området. Et kæmpearbejde forestod med at indrette en landsby i lyntempo til alle de mange flygtninge. Man havde først og fremmest store problemer med at skaffe materialer og håndværkere nok. En anden hindrende faktor var den kolde vinter.

I løbet af den næste måned lykkedes det dog at etablere tålelige forhold for flygtningene, hvis antal ved nytårstid var 844. Man modtog barakkerne fra de små lejre, der nu var nedlagt, og hvorfra flygtningene kom, f.eks. fra Horne og Strib, så der til sidst var 18 træbarakker og et sygehus opført i sten samt diverse småskure. Vejene i lejren blev af flygtninge fyldt op og jævnet ud med murbrokker fra de nu nedlagte radaranlæg, og 1. april 1946 stod lejren færdig og funktionsdygtig.

Dog var der stadig store problemer med vandforsyningen fra Skovby vandværk. Først hen på sommeren blev der lagt en meget større vandledning direkte til lejren. Bunkeren overfor havde fået monteret vinduer og var nu indrettet som vagtlokale for CB-betjentene.

Efter befrielsen havde lærer ved Bogense skole, Michael Chr. Talleruphus, som også var medlem af modstandsbevægelsen, påtaget sig opgaven med at sørge for flygtningenes ve og vel. Han blev konstitueret som lejrchef, men da der havde været enkelte tyfustilfælde blandt flygtningene, kunne han ikke have sin daglige gang i skoleklasserne på grund af smittefare, og efter sommerferien blev han permanent lejrchef, en post han også fik, da flygtningene blev flyttet til Skovby. Dette job fik dog en brat ende den 5. februar 1946. En sag om fraternisering med en kvindelig flygtning, som var hans sekretær, fik drastiske følger. En CB-betjent, der tilsyneladende havde haft et horn i siden på ham og stor antipati for flygtningene, overraskede ham en aften på hans kontor med hans sekretær. Han blev med øjeblikkelig virkning suspenderet og senere afskediget fra jobbet. At CB-betjenten tidligere i en anden lejr havde slået og sparket på nogle flygtninge betød åbenbart intet i denne sammenhæng, og man stolede i retten mere på hans udsagn end på flere andre vidner, som intet havde bemærket og kun havde positivt at sige om lejrlederen. Forsvareren havde endda henvendt sig til Kjærbøl, som også vendte og drejede sagen. At fraternisere med de tyske flygtninge var en alvorlig handling, som kunne give længere fængselsstraffe, men reglen var oprindelig lavet for at forhindre kontakt mellem flygtninge i lejrene og den danske befolkning udenfor. Derfor var denne sag en principsag. Sagen mod Talleruphus, som - set med undertegnedes øjne - blev dømt på meget tvivlsomme indicier, var som så mange af den slags sager lidt af en skueproces. Foruden afskedigelsen fik han en dom på hæfte i 30 dage. Han må have følt på sin egen krop, at »utak er verdens løn«.

Den følgende uges tid var lejrassistent, CB-betjent Carl Laurits Andersen, konstitueret som chef, indtil den rutinerede kaptajn K. Strøjer overtog kommandoen over lejren og med ildhu snart fik den organiseret.

Flygtningene i Skovby-lejren kom som nævnt stort set alle fra Østersø-området. En opgørelse fra 1.8.1946 viser, at omkring halvdelen, nemlig 553, var fra Østpreussen, 263 fra fristaden Danzig, 241 fra Pommern, 26 fra Berlin, 29 fra Mark Brandenburg og 16 fra Polen. Resten var oprindelig hjemmehørende i de øvrige dele af Tyskland, Estland og Letland.

I en opgørelse fra 25.5.1946, hvor der var flest i lejren, var der ialt 1148 flygtninge, fordelt på 184 mænd, hvoraf langt de fleste var gamle, 585 kvinder fra 18 år og opefter, 246 børn mellem 14 og 18 år og 126 børn under 14 år.

Det var fra første færd meningen, at alle funktioner i lejren skulle styres og udføres af flygtningene selv. Hanna Jesgars, 59 år, der var fra Königsberg i Østpreussen, blev udnævnt til tysk leder af lejren. Der kunne i nogle af lejrene åbenbart være diskussion om, hvem der havde den reelle overordnede magt, men ikke her. Kaptajn Strøjer definerede sin status i et brev til Statens civile Luftværn, idet han påpegede: "I Modsætning til flere Lejre, hvor der skelnes mellem tysk og dansk Lejrchef, er der i denne Lejr kun én Lejrchef, nemlig mig!" Iøvrigt karakteriserede Strøjer sin tyske højre hånd i følgende positive vendinger i samme brev: "Fru Jesgars er en fremragende Dygtighed og uerstattelig Medhjælperske, paa hvem intet ufordelagtigt kan hæftes, og hvem Lejrens beboere altid har været og stadig er tilfreds med."

Alle voksne i lejren, som på nogen måde var i stand til det, fik en funktion. En var lejrens skomager, en anden snedker, en tredje gartner. Nogle skulle på kontor, andre til køkkenarbejde, og således havde næsten alle et job i lejren. Man havde fra den tidligere lejr arvet en hestevogn med tilhørende hest. Den blev suppleret med en hest mere. Denne ekvipage havde Hedwig Guhlke, en gårdmandskone fra Østpreussen, ansvaret for, og hun kørte bl.a. hver dag til Skovby mejeri for at hente mælk. Rundt omkring i lejrene byttede man rundt på flygtningene, således at man, hvis man f.eks. manglede en sygehjælper, byttede med en snedker, som man måske havde to af. Flere gange henvendte kaptajn Strøjer sig til andre lejre om sådanne forhold, hvor man "under hånden" foretog en byttehandel. Kun de allersvageste, som var syge, invalide, alderssvækkede eller retarderede, kunne af gode grunde ikke bidrage med nogen ydelse.

Ordensreglerne lignede reglerne på en kaserne. F.eks. skulle der være ro i lejren fra kl. 22 til kl. 8 og middagshvile fra kl. 13 til 15. Kl. 16 lørdag eftermiddag gik lejrchefen på inspektion for at efterse, at der var rent og ordentligt i alle barakker. I hver barak havde man valgt en leder, der havde ansvar for ro og orden her.



Kaptajn Strøjer var med sin erfaring blandt flygtninge meget målrettet. I et interview i Fyens Stiftstidende 16.2.1947 forklarede han sine intentioner med at lede lejren: "De tyske Flygtninge var Mennesker, som Skæbnen har handlet ilde med. De er her i Lejren blevet behandlet som Mennesker ud fra den Betragtning, at man ikke kan rette dem op og faa noget ud af dem igen, uden at give dem human Behandling."

Så snart lejren i foråret 1946 var blevet indrettet, sørgede Strøjer for, at den blev forskønnet med haver og grønne anlæg. Alle ledige pletter blev givet til flygtningene, som her dyrkede kartofler og grøntsager. Desuden blev der i lejren sået og plantet mange blomster det forår. Lige så trist, goldt og øde området så ud, da de første flygtninge ankom i 1945, lige så frodigt og endda smukt var det i sommeren 1946.

Meget hurtigt fik lejrchefen indrettet en børnehave til de godt 100 små børn, der var i lejren. En ung kvindelig flygtning dekorerede væggene med motiver fra bdr. Grimms eventyr, bl.a. Snehvide, Rødhætte og Hans og Grete, til stor glæde for børnene. Børnehaven fik megen ros fra statens lejrkommissærer, der jævnligt inspicerede lejrene.

Alle, der blev ansat som lærer i lejren, skulle høres, om de var eller havde været af det nazistiske parti. Hvis de stadig var overbeviste nazister, kunne de ikke bruges, uanset hvor kompetente undervisere de ellers ville være. To ældre søstre Siegfried blev ledere af folkeskolen. Ungdomsskolen, der var for 14-20-årige, skulle give kompetance til videre uddannelse, når de unge mennesker kom tilbage til Tyskland. Den blev ledet af Paul Leck, en 53-årig diplomingeniør fra Stettin. Denne skole havde i Skovby-lejren navnet "Skat-skolen", idet man havde klasseværelse samme sted, hvor man om aftenen samledes for bl.a. at få sig et spil skat, der var navnet på et populært kortspil.

Kaptajn Strøjer havde megen sympati for denne gren af lejrens virke, og han fik iværksat, at de ældste af børnene skrev nogle tyske stile. Det var i samarbejde med Frelsens Hær, hvis repræsentant, pensionist Ernst Rønhild - af en af eleverne i en stil kaldt onkel Ernst - gjorde et stort arbejde for lejrene rundt om på Fyn. Han lavede flere arrangementer for børnene i lejren, og ofte havde han brugt tøj med. Han sørgede også for, at de bedste stile blev præmieret.

Cand. pæd. Kurt Jonas fandt i midten af 80'erne 150 tyske stile fra Skovby-lejren blandt usorteret materiale i Landsarkivet for Sjælland. Om disse stile har han skrevet en artikel i "Siden Saxo" i 1988. De var delt op i fire emner, hvoraf emnet "Indtryk fra Lejrlivet", som 29 havde besvaret, fortæller om livets daglige trummerum i lejren set ud fra et barns klare øjne. De er imidlertid også en vigtig dokumentation i erindringen om, hvorledes lejren var indrettet, og hvordan den fungerede.



Det sociale liv i lejren var en vigtig del af livet, og det var med til at holde modet oppe på flygtningene. Man arrangerede teateraftener, sangaftener og dans, og hver gang deltog lejrchefen i arrangementerne, ofte medbringende gæster. Desuden blev CB-betjentene også ofte indbudt. Man havde anskaffet en høvlebænk og andre stykker værktøj og indrettet en sløjdklasse, og her blev mange stykker legetøj fabrikeret som julegaver til de mindste.

En ung pige, Ingeborg på 16 år, har i sin stil fortalt om sine oplevelser med julen i Skovbylejren. Om aftenen sad de og malede julekort, lavede lyseholdere og syede tasker og dukker. Den 24. december gik lejrens "Ausklingler" - manden, hvis job var med en klokke at kalde lejrens indbyggere sammen, når der var morgenandagt - rundt og kaldte folk til fest i "radiosalen". Det var stedet, hvor man hørte tyske radioprogrammer om aftenen. Her var udsmykket med granguirlander, juletræer og nisselandskaber. Læreren startede med en lille andagt. Ingeborg fortæller her, hvorledes manges øjne fyldtes med tårer, fordi de længtes hjem til deres hjemegn og familie. Herefter blev forhænget til tribunen trukket fra, og et lille teaterstykke "Smaa Sneflokke" blev opført. Det handlede om den alvorlige kong Vinter og hans døtre. Og de morsomme dværge spillede allerbedst, nævnte hun. Derefter kom julemanden ind. De artige børn havde lært deres julevers, mens de uartige børn, der ikke kunne deres vers, gemte sig bange i mors skørter. Efter et par julesange fik børnene hver en julegave. De små fik hver et lille trædyr, og de store fik skrivepapir. De voksne gik heller ikke tomhændede derfra, idet de hver fik et kræmmerhus med godter. Om aftenen blev julen fejret videre i de små stuer i barakkerne med julelys, gran, godter, sange og lege.

Også kirkelige handlinger blev foretaget i lejren. Hver søndag var der gudstjeneste i teatersalen, ind imellem ledet af en tysk præst. Men oftest var det Skovbys egen præst, pastor Felter, der stod for de kirkelige handlinger.

Maden kom fra det centrale køkken, som blev ledet af en fremragende kok, lejren havde "arvet" fra værnemagten. Rationerne blev hver uge talt op i kalorier, idet man meget nøjagtigt skulle overholde de regler, der var stillet op fra central side. Indtil 1946 var rationerne 2000 kalorier pr. person, hvilket senere forhøjedes til 2500 pr. person. For spædbørn og syge gaves dog ekstra rationer. Sundheden i lejren var forholdsvis bedre end i de fleste andre lejre, og æren blev bl.a. tilskrevet denne kok. Antallet af syge var således kun 1 % i 1946 - en lille procentsats, når man tænker på de mange gamle mennesker og de mange små børn i lejren. En spiseseddel fra maj 1946 fortæller, at man hver morgen kl. 7 fik te og brød (rugbrød og sigtebrød) og om aftenen enten brød eller mælkesuppe. Til middag serverede centralkøkkenet i løbet af ugens dage følgende varme retter: stegt torsk, gullash, ærtesuppe, sild, kartoffelsuppe, frikadeller og søndag grydestegt oksesteg, enten med sovs og kartofler eller brød som tilbehør.



Det var ikke så få tons brød, der blev hentet hos "Dampbageren" i Bogense. En løs sammentælling af rekvisitionssedler herfra viser, at i hele 1946 bagte bageren og hans svende mere end 2 l/2 tons rugbrød og ca. 1 ton sigtebrød om ugen udelukkende beregnet til flygtningene i Skovby.

I oktober 1946 overtog rigspolitiet den ydre bevogtning af flygtningelejrene. Det blev ikke uden gnidninger, at denne ændring kom i stand. Lejren var fra starten af omgivet af pigtrådshegn, men nu skulle der et ekstra hegn op. Det var ydmygende for lejrens flygtninge, at de nu lige pludselig skulle holdes inde bag to rækker pigtråd i stedet for én. Ulrich K., 16 år, skrev således i sin stil: "Nylig blev der endda trukket en ekstra Række Pigtraad. Hvad Danskerne har at frygte for os Tyskere, er mig en Gaade." Til dette arbejde blev udpeget et hold på seks flygtninge, som blev bevogtet af nogle betjente. To episoder, hvor en af betjentene havde slået en stor dreng med en kæp og sparket en af flygtningene, og en anden, hvor en betjent havde truet en flygtning med en pistol, fik dem til at nedlægge arbejdet. Situationen gik i hårdknude, men kaptajn Strøjer holdt som altid hånden over sine flygtninge, og det endte med, at et par CB-betjente, der stadig skulle hjælpe lejrchefen inde i lejren, ledede arbejdsholdet, så politiet fik det ekstra pigtrådshegn og i det hele taget holdt sig uden for hegnet i fremtiden.

En stor del af lejrens indbyggere var unge, enlige kvinder, og da CB-betjentene var unge mænd på samme alder, kunne der let opstå sympati mellem dem, skønt dette var strengt forbudt ifølge den tidligere nævnte fraterniseringslov. Nogle af flygtningene undslap ved at kravle under pigtråden og opsøge selskab udenfor, bl.a. med CB-betjente, og flere af disse unge mænd blev dømt for fraternisering med 30 dage bag tremmerne som straf. Endda et udsmuglet brev fik samme følger for en af de unge CB-betjente. Flygtningene kunne blive straffet med stuearrest eller med forbud mod at skrive breve i et par uger. Et par af dem blev som straf flyttet til andre lejre.

I sommeren 1946 var der en episode, hvor det kneb med at styre især de unge drenge i lejren. Bl.a. havde en ung mand således kørt i en af lejrens lastbiler uden tilladelse med de fatale følger, at han havde strejfet en ældre dame, som fik benbrud. Denne og andre mindre episoder medførte, at lejrchefen udnævnte et internt lejrpolitikorps, der skulle holde ro og orden blandt sine egne.

Sidst i oktober fik den første gruppe flygtninge på ca. 50 mennesker besked på at gøre sig klar til afgang hjemover. Den britiske zone i Tyskland havde givet grønt lys for, at de flygtninge, der enten var hjemmehørende eller havde familie eller venner her, som ville modtage dem, kunne komme af sted. I løbet af de næste tre måneder tømtes Skovby-lejren lidt efter lidt for alle flygtninge, idet den nu skulle nedlægges. De, der endnu ikke kunne komme tilbage til Tyskland, skulle sendes til de store lejre i landet, f.eks. Oksbøl-lejren.

Torsdag den 6. februar 1947 forlod den sidste store flok lejren, idet 644 flygtninge da blev sendt til Oksbøl. Aftenen før lejren blev rømmet, kaldte kaptajn Strøjer de afrejsende sammen og tog afsked med dem i en tale, hvori han ønskede dem alt godt i fremtiden. Repræsentanter for flygtningene takkede for den gæstfrihed og hjælp, man havde givet dem. I snevejr og kulde tog den sidste store gruppe flygtninge næste dag afsked med Skovby-lejren medbringende de mest nødtørftige ejendele samt rationer til de næste dage. Derefter rejste de med Nordvestfynske Jernbane fra Kassemose station.

En lille flok på 30 af de mest betroede flygtninge blev tilbage for sammen med lejrchefen og et par CB-betjente at rydde op i lejren. Inventar blev fordelt rundt omkring til de store lejre; lysmaster og projektører købte Bogense kommune, mens barakkerne og andre bygninger blev solgt til liebhavere i omegnen, en populær ting i de tider, hvor byggematerialer var en mangelvare. Den 21. april rejste de sidste 12 flygtninge, og kaptajn Strøjer kunne nu med tilfredshed og ro i sindet træde af fra den store opgave, han mere end et år tidligere så hovedkulds var blevet sat til at løse, og som han nu havde løst på absolut tilfredsstillende måde.

Tilbage er nu kun bunkeren, som i mange år har været privat bolig. På Bogense gamle havns vestre mole står der en af Skovby-lejrens gamle barakker. Den blev købt af fiskehandler Andersen og rummer i dag Havnesmedens værksted. Den er stadig malet med den røde farve.

Måske er der siden hen i ferietiden kørt tyske biler forbi oppe i Skovby, hvori der har siddet en mor eller far, som har fortalt deres børn, at på dette sted tilbragte de i deres barndom en kortere eller længere tid, indespærret bag to rækker pigtråd.

Den hjælp og gæstfrihed, der blev givet de tyske flygtninge efter krigen af den danske befolkning, skønt påtvunget, er siden blevet rost fra tysk side. Den tyske Forbundsdags præsident, dr. Rita Süßmuth, sagde således i en tale ved et træf for tidligere flygtninge i Danmark i Damp Kurbad i Holsten i november 1997 bl.a.: "Hverken den tvang, der blev udøvet ved modtagelsen af tyskere, eller den danske befolknings egen nød førte til ringeagtelse af menneskelige principper ved behandlingen af flygtningene. Denne adfærd har fortjent vor anerkendelse, tak og respekt."

Kilder
Det civile Luftværns arkiv for Bogense politikreds og lejrarkivet for Skovby-lejren. (Bogense lokalhistoriske arkiv).
Kurt Jonas' artikel om tyske stile i "Siden Saxo", nr. 1 1988 (og kopier af samme).
Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49. Disputats 1987.
Notitser og artikler i Bogense Avis, Fyens Stiftstidende og Fyns Tidende 1945-47.
Samtaler med mennesker, der endnu husker lejren.

Palle E. Petersen
Født 1945. Uddannet blikkenslager og gas- og vandmester. Har i de senere år studeret historie ved Universitetet. Ansat på Nordfyns Museum og leder af Lokalhistorisk Arkiv for Bogense Kommune.
Adresse: Platanvej 25, 5400 Bogense.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn