Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Skovby Sogn
Indtryk fra et lejrliv

Af Palle E. Petersen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2002
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb





Skovby-lejren

Under besættelsen af Danmark anlagde det tyske luftværn i 1942 en lytte- og pejlestation på en mark umiddelbart uden for Skovby. Efter befrielsen overtog den danske modstandsbevægelse kommandoen over lejren, og snart efter blev de tyske soldater sendt hjem. Dog blev en gruppe tilbage for at hjælpe til med at rydde op, og i sommeren 1945 blev det kostbare pejlemateriale afmonteret under ledelse af engelske soldater. Herefter besluttede man på dette sted at indrette en flygtningelejr for ca. 1200 tyske flygtninge. Allerede sidst i september ankom den første gruppe på ca. 300 fra Frøbjerg.

Fra januar 1945 og til krigens afslutning 4. maj samme år blev ca. to millioner tyske flygtninge, hvoraf størsteparten var kvinder og børn, evakueret fra Østersø-området, hovedsageligt fra Østpreussen. En kvart million af disse blev sejlet til Danmark i den måske største evakuering over vand, der nogen sinde har fundet sted. Bogense modtog også nogle af disse stakkels mennesker. På Bogense skole blev der indkvarteret ca. 400, og Skovby forsamlingshus gav husly til knap 100. De fleste blev senere overflyttet til Skovby-lejren.

De tyske stile

I Skovby-lejren, som i alle andre flygtningelejre i Danmark, indrettede man en skole med den hensigt, at børnene skulle have en kompetancegivende undervisning. Den skulle gøre dem uddannelsesmæssigt godt rustede, når de en gang skulle vende hjem til et normalt liv i Tyskland. Cand. pæd. Kurt Jonas, Holbæk, fandt i midten af firserne i landsarkivet for Sjælland nogle tyske stile, skrevet af børn i Skovbylejren i slutningen af 1946.

Flygtninge-lejrene fik ofte besøg af repræsentanter for humanitære organisationer, der kunne hjælpe flygtningene på forskellig måde, bl. a. ved at forsøde den ellers så triste og ensformige tilværelse. Ernst Rønhild, Frelsens Hær, besøgte flere gange lejren, hvor han underholdt børnene med sange, spil, lysbilleder, filmfremvisning m.v. Onkel Ernst, som børnene kaldte ham, havde ofte brugt tøj og brugte sko med til dem. Et af hans initiativer var i samarbejde med lejrchefen og lærerne at udskrive en stilekonkurrence, hvor man udsatte flere præmier til de bedste besvarelser. I et brev til lejrens leder, kaptajn K. Strøjer, skrev han:

"Det glæder mig, at Hr. Kaptajnen synes om den Idé med Stilene. Børnene selv er, ogsaa i flere andre Lejre, begejstrede for den Art Opgaver, og vi Voksne faar derigennem et gavnligt Indblik i Børnenes ofte rørende Tanke- og Aandsliv. Hvor er det skønt at arbejde blandt disse Børn, selv om Arbejdet er forbundet med særegne Vanskeligheder og kan være ret krævende!".

Renate D., 11 år, fortalte i sin stil om hans besøg:

"Vi børn glæder os hver gang Frelsens Hærs onkel Ernst kommer på besøg. Han viser os lysbilleder, som vi har stor fornøjelse af. Han giver os også mange gaver. Han vil altid blive i vores erindring, når vi kommer tilbage til Tyskland."

Børnene fik fire emner at vælge imellem, og flere løste alle opgaverne. I emnet "Heimat", beskrev de deres kære hjem og hjemegn, før ulykkerne raslede ned over dem, mens de i emnet "Zukunft" gjorde sig tanker om, hvad der skulle blive af dem, når de en gang var vendt hjem til Tyskland. "Die Flucht" var en redegørelse om den traumatiske flugt, de alle havde oplevet. Her er øjenvidneskildringer til død og ødelæggelse, og ikke mindst skrev de om stor angst og fortvivlelse over at måtte forlade deres hjem, som de fleste var klar over aldrig at skulle gense. Det er voldsom læsning.

Det fjerde emne var "Eindrücke aus dem Lagerleben". Her er vigtige førstehåndskilder, som beskriver livets gang i Skovby-lejren oktober 1945 - januar 1947. De er også nøjagtige redegørelser for, hvorledes lejren var indrettet. Børnene fortalte om deres oplevelser i de ellers trivielle og ensformige dage. Glæder og sorger, vrede, angst og håb er at læse både på og imellem stilenes linier.

Hans-Joachim G., 11 år:

"Så skulle vi skrive en stil om vores flugt. Der var tre præmier. Jeg fik førstepræmie for min opgave. Pigerne fik handsker og lædertasker".

Mange iagttagelser går igen i de 32 stile. Hvad det ene barn fokuserede på, nævnte det andet ikke med et ord. En ting, alle dog stort set havde bemærket og kommenteret, var det 2 1/2 m høje pigtrådshegn, som var trukket uden om lejren, og som endda i oktober 1946 blev forøget med et ekstra hegn. Det var meget ydmygende og undertrykkende for børnene at være indespærret bag dette.

Med flygtningebørnenes egne ord vil jeg i det følgende beskrive livet i lejren. Stilene er oversat af undertegnede.

Ankomst til lejren

Hans-Jürgen W., 15 år:

"Det lange godstog rasler over det ganske land. Inde i kreaturvognene sidder tyske kvinder og børn. Nogle sidder på deres begrænsede bagage, som de har reddet fra russerne, og sover. Andre kigger ud på det fredelige land, hvor der endnu ikke har været krig. Der hersker en gennemtrængende stilhed i vores vogn. Det er, som om alle er fortumlede oven på al den krigsrummel, som nu ligger bag os. På mange ansigter kan man aflæse fortidens lidelser. Vores mål er indtil nu ukendt. Endelig hviner bremserne, og toget holder. Vi skal have noget at spise, men ingen forlader toget, da vi er for trætte til at spise. Efter en times ophold kører vi videre. -Klokken er nu 2230, og toget sagtner farten. Vi kommer ind på Bogense station, som er vores endestation. Her bliver vi modtaget af det tyske luftværn. Flygtningene skal stille sig i rækker, og så går de gennem byen. Alle har noget bagage på ryggen. Danskerne står på gaden og betragter os. Vi ser alle overtrætte og overspændte ud. Så når vi kommuneskolen, der skal være vores kvarter. Fra nu af begynder vores lejrliv. (...)

I dag er det d. 4. maj 1945. Radiorummet er fyldt med mennesker. Alle venter på efterretninger. Der løber mange rygter rundt, og alle er spændte på, om de taler sandt. Pludselig kan man høre speakerens stemme. Al tale forstummer, og overkommandoen bekender, at der indforstået med general Montgomery, overkommandanten for den 21. britiske hær, er indgået våbenhvile i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark. Alle er nedtrykte. (...) Den danske frihedsbevægelse har i dag overtaget vagten uden for vores dør. De overvåger kvinder og børn med geværer. Vi må ikke forlade lejren. Fra i dag af er vi interneret. Fra i dag af er vi hjemløse."

Hans-Jürgen og hans familie blev senere overflyttet til Skovby-lejren.

Der var delte meninger blandt børnene om, hvor indbydende lejren var ved deres ankomst. Grunden kunne være mange. Hvornår ankom de til lejren? Hvordan havde tidligere lejres beskaffenhed været? Hvad havde de forventet?

Edeltraut B., 14 år, blev kort før jul 1945 sammen med sin familie overflyttet til Skovby fra Harndrup forsamlingshus:

"Vi fik at vide, at der omkring denne lejr skulle være et to m. højt pigtrådhegn, og vi skulle bo i barakker! Intet træ, ingen busk skulle der være. Vi syntes, at der måtte være meget ensomt og øde. Og ganske rigtigt! Da vi ankom til Skovby, var alt, som man havde fortalt os. Intet træ og ingen busk var at se i omgivelserne. Alt var øde og tomt. Pigtrådshegnet voldte os i begyndelsen mange bekymringer. Men umærkeligt vænnede vi os til det. Alt blev bedre."



Erika R., 14 år, var også en af de første flygtninge, der ankom til lejren og derfor måtte finde sig i de kummerlige forhold, der var i starten:

"D. 17. 10. 1945 ankom vi til Skovby. Vi fik anvist et rum af den kvindelige tyske lejrchef, Fru Jesgars. Det var fuldt af senge og halm. Vi måtte sove i tre etager, og enhver måtte finde sin egen lille plads. Vi måtte lægge vores bagage på gulvet, da der hverken var stole, borde eller skabe. Der var end ikke en kost til at feje med. Næste dag hentede vi tre skabe til atten personer. Lidt efter lidt blev rummet indrettet. Vores barak blev kaldt stabsbarakken. Her var 120 personer. Hvert rum havde et nummer. I vores rum var der strid og ballade, og vi kunne ikke holde det ud. Efter nogle dage kom vi hen i en anden barak. Nu er vi 12 personer i et rum. Her er vi faldet til ro."

Hannelore R., 12 år, som havde været i en lejr i Odense indtil sommeren 1946, havde heller ikke hørt positive ting om Skovby-lejren, men hun blev glædeligt overrasket.

"- vi fik i udsigt, at der ikke var indbydende i baraklejren i Skovby, og derfor kom vi ikke hertil med særlig positive forhåbninger. Vi blev dog ganske overrasket, da vi ankom til barak 13 og fik anvist et hjørne. I sommer er lejren meget smuk med de små haver foran barakkerne. Den virker som en lille landsby for sig. Vi fryder os over sportspladsen, for i Odense kendte vi kun den støvede gård".

Lejrens indretning



Hans S., 13 år, gjorde sig den umage at tegne en grundplan over lejren, og den er en vigtig dokumentation for, hvordan lejren var indrettet. Han beskrev den således:

"Vores lejr ligger sydvest for landsbyen Skovby. Den ligger på en lille forhøjning tæt ved landevejen fra Skovby til Middelfart. Foruden de 20 barakker, som dækker størstedelen af arealet, er der såvel køkken- og forplejningsrum som skolebygninger, sygehus og kontorlokaler. Næsten alle barakker er bygget af træ, af hvilke især skolen og forsamlingssalen afviger på grund af højden. To brede lejrveje fører gennem lejren og danner hovedforbindelsen. Mellem de enkelte barakker fører mindre veje til de forskellige husindgange. Bag skolen og børnehaven ligger der en større åben plads, som om sommeren er gymnastik- og sportsplads. Desuden er der mellem barakkerne kun mindre åbne arealer. Størstedelen af jorden var i sommer tilplantet med grøntsager. Foran sygehuset og kontorbygningen og ved forsamlingshuset er der anlagt grønne anlæg til forskønnelse."

Helmut R., 13 år, var også med det første hold, der ankom til lejren:

"Dengang bestod vores lejr kun af en stenbarak, to træbarakker, et køkken, et tørveskur, en spisesal, en hestestald og en barak, hvor der var toiletter, et vaskerum, et varmerum, et baderum og et snedkerværksted. Hvor der nu er kontor, var der før en nødtørftig skole. Der blev bygget flere barakker, og køkkenet blev bygget større, og der blev bygget til den tidligere spisesal. Dertil blev yderligere bygget en teatersal, hvor de offentlige foranstaltninger finder sted, også gudstjenester. I den tidligere spisesal, nu kaldet stensalen, har man anbragt koldtmadsforplejningen. I den bliver der fordelt mælk, smør, sukker, ost o.s.v. Da det lille sygehus ikke rakte, byggede man et meget større. Her er talerum, et behandlingsrum, en sygesal og fire små sygerum. Der blev også udført malerarbejde. Barakkerne blev malet røde, vinduer og døre grønne. Barakkerne fik numre. Jeg bor med min familie i barak to, nr. 33. Til at hente mad har vi en lastvogn og en hestevogn".

De daglige pligter

Dagligdagen var præget af regelmæssighed og orden, næsten som i en militærlejr. Lejren var fra først af ledet af M. Talleruphus, lærer i Bogense, og fra marts måned 1946 af kaptajn K. Krøjer i nært samarbejde med den tyske lejrchef, Hanna Jesgars. Det var fra central side bestemt, at flygtningene internt skulle klare sig som et selvstændigt samfund.

Renate J., 11 år, fortalte om dagligdagen:

"Vores daglige liv forløber regelmæssigt. Om morgenen kl. syv går Herman rundt og ringer med klokken. Så går en fra stuefællesskabet ud for at hente te. Kl. halv otte står vi skolebørn op. Der er endnu koldt og mørkt i rummet, og derfor er det svært at komme op. Min veninde og jeg går så sammen i skole. (...) Når jeg kommer fra skole kl. 12, er middagsmaden allerede hentet fra køkkenbarakken. Det smager altid godt. Ofte er jeg også i skole om eftermiddagen. Når jeg har tid, hjælper jeg min mor med at servere. Om eftermiddagen kl. fem bliver der for det meste uddelt kold mad. Så bliver der ringet med klokken i barakken, og vi bliver råbt op stuevis. Her er der meget livligt. Når vi så kommer hjem med vores sukker og pølse, får vi en lille smagsprøve. Søndag eftermiddag glæder vi os til kaffen, mens der kun er te resten af ugen".

Ingrid G., 14 år:

"Arbejdere går til deres arbejde, og skoleelever løber med deres tasker til skolen. Enhver begiver sig til sin plads. Specielt skal her nævnes snedkerværkstedet og skomagerværkstedet, hvor man hjælper os med vores ting".

Hans-Jürgen W, 15 år:

"Kl. 14 henter vi tørv. Her står nærmest en slange af mennesker. Sæbe, skosværte og tandpasta skal man hente i magasinet. Fra 13-15 er der middagsro. Fra kl. 22 er der lejrro."

Rosemarie A., 12 år, havde også sine daglige pligter:

"Når vi skal hente kold mad, går jeg derhen. Så er der særlig livligt i vores gang, og fra hvert værelse kommer der nogen ud. Alle strømmer hen til uddelingen. Klappen er endu lukket, men inden længe åbner en pige den. Nu bliver stuerne råbt op efter tur. Når jeg kommer hjem, er mælken, som siden middag har stået i ovnen, blevet varm, og vi sætter os ved bordet og drikker det. Så laver min bror og jeg lektier. Kl. 17 er der igen te, og vi spiser aftensmad. Efter to timer går jeg til ro. Det er ganske vist ikke den smukke, bløde, varme fjederseng, som jeg havde hjemme, men den er dog ganske god, og når det er koldt her til vinter, kan man varme sig i sengen."

Skole og børnehave

Børnenes skolegang var en vigtig del af den daglige tilværelse i lejren.

Rosemarie A., 12 år:

"Når jeg har fået tøj på om morgenen, laver jeg morgenmad til min lillebror og mig. Så hjælper jeg ham med at klæde sig på, og når vi har spist, går vi i skole. Ude er det dårligt vejr. Det er tåget, fugtigt og koldt. Vi kommer forbi barakker, hvor der endnu ikke er lys. Efter ca. fem minutter når vi skolebarakken. Den kaldes "skatskolen", fordi mændene spiller "skat" (kortspil) her om aftenen. Efter at vi har lagt vores skoletasker på plads, går vi hen til kakkelovnen, hvor alle opholder sig før skolestart og i pauserne for at varme sig. Vi snakker om julearbejdet og lektier, og således går pausen hurtigt med vores lystige pludren. Når timen skal begynde, kalder lærerinden på drengene, som mest opholder sig udendørs inden timerne. Efter fire timer er skolen slut for formiddagen, og vi går hjem. Vi bliver undervist i alle de fag, som man underviser i hjemme i Tysklands højere skoler.

(...) Efter at have spist middagsmad starter jeg op med mine skolesager, men der er meget støj, fordi de mindre børn leger her, og det forhindrer mig i at lave dem færdig. (...) Efter aftensmad går min bror i seng og jeg har så ro til mine lektier. Min mor og de andre damer laver håndarbejde, og de to herrer læser".



Erika R, 14 år, var glad for sin skolegang, men hun ville muligvis også gerne vinde en af præmierne for sin stil:

"Vores skolebarak består af fire undervisningslokaler og et lærerværelse. Vi har dygtige lærere. Jeg er selv glad for at gå i skole, for man kan ikke lære nok her i livet. Om aftenen besøger vi piger på 14 år landbrugsskolen og hobbyskolen. Det har vi megen glæde af, for vi lærer alt muligt her".



Renate J., 14 år, fortalte om skolens opbygning:

"I skatskolen er der kun to mellemskoleklasser (Aufbauschule). Desuden er der en underskole (Volkschule) i en barak med fire skolestuer og et lærerværelse. Om aftenen er der ungdomsskole (Jugend-schule)."

Alfred T., 14 år:

"Alle børn under 18 år, som ikke går i skole mere, skal i ungdomsskolen, hvor man lærer tysk, regning og sløjd. Også alle skolebørn fra 14 år af skal før jul have sløjdtimer, for at man kan lave julegaver til alle børn under ti år. (...) I en sal er der ringe, som vi bruger i gymnastiktimerne."

Josef R., 12 år:

"Danskerne gav os hefter, blyanter, viskelæder, fjerholder, blæk, farveblyanter og kridt. Vi bliver undervist i tysk, regning, naturlære, naturhistorie, boligindretning, sang, engelsk og gymnastik".

Heinz K., 13 år, var meget bevidst om skolens værdi. Han kommenterede her snusfornuftigt i sin stil:

"Der er også sørget for skolelærdom. For den, der intet vil lære, har sig selv at takke derfor!"

Dora D., 13 år, nævnte lejrens børnehave, hvor tante Anni var leder:

"I en anden barak er der indrettet en børnehave. Den tager sig af de små børn. På en af børnehavens vægge ser vi smukke påmalede eventyrbilleder. Den bliver ledet af en børnehavelærer og flere unge piger."

Hans-Joachim F., 13 år:

"I børnehaven er der meget lystigt. Der hersker et godt liv. Kl. ni begynder den. Her drager tanterne omsorg for børnene. De lærer flittigt skønne vers og sange. Tanterne leger sanglege med børnene. Klovnen har også ofte besøgt børnehaven. Så hørte man høj latter og klappen. Børnene er glade for at komme der, for der har de meget legetøj at lege med, og tanterne er meget kærlige og søde. Med en smuk slutsang lukker børnehaven."

Haverne

Lejrchefen, kaptajn K. Strøjer, gjorde en stor indsats for, at de tyske flygtninge skulle få en tålelig hverdag i den tid, de skulle være indespærret. En stor succes blev det, at lejren blev tilplantet om foråret 1946. Hr. Stümcke, en gårdmand fra Østpreussen, fik jobbet som lejrens gartner, og han sørgede for, at der blev pænt i lejren.

Helmuth R., 13 år, var begejstret for haverne:

"For at forskønne lejren er der gjort meget. Beskyttelsesvoldene, som var omkring de gamle barakker, blev planerede og fordybningerne dermed fyldt ud. Så lavede man anlæg. Desuden tildelte man hver stue et stykke have, hvor man kunne så grøntsager, og langs vejen satte man kartofler, som tjente til bedste for vores køkken. Alt dette er til ros for den danske lejrchef."

Ingrid G., 14 år:

"I foråret fik hver stue et stykke land anvist. I de solrige dage så man koner og mænd med hakker og spader. Alle gjorde deres bedste. Der blev sået gulerødder, salat, spinat og agurker og endda tomater. Det var en stor lækkerbidsken for os børn, og ofte gik vi i smug og trak gulerødder op, så mor skældte os ud".

Heinz K., 13 år:

"Lejren er en såkaldt mønsterlejr. Der er lavet smukke anlæg, især ved sygehuset er der smukke blomsterbede og græsbede, så at de syge har en smuk udsigt om sommeren".

Erika H., 11 år, var selv aktiv i haven:

"I sommer havde vi en have med tre bede. Her havde vi blomster, radiser, gulerødder, saltat, tomater og kålrabi. Hver aften gik jeg med en spand og øste bedene over. Tit hentede vi blomster fra haven og satte dem i en vase".

Fritid og fester

I det ene hjørne af lejren havde man indrettet en sportsplads, hvor børnene kunne boltre sig både i gymnastiktimerne og i fritiden. Her havde man monteret fodboldmål og legeredskaber.

Herta J., 11 år:

"Det dejligste var de varme dage. På sportspladsen tumlede vi rundt i legeredskaberne. Ofte trådte vi glas, sten og søm op i fødderne. Når vi så kom hjem om aftenen, havde vi blærer på arme og ryg."

Olaf R, 14 år, brugte også sportspladsen:

"Når det er fint vejr, leger vi udenfor. Om sommeren går vi over på vores lille sportsplads. Her lægger vi os på græsset eller laver gymnastik."

Walter W., 12 år, var også til sport:

"Vi dyrker også sport her i lejren. Det er håndbold, høvdingebold, trillebold, fodbold og andre spil."

Brigitte K., fortalte om drengenes leg, men også, hvad hun kunne se uden for pigtråden:

"Ofte har jeg set, når drengene spiller "klipp", så rækker de armene i vejret og siger: "Jeg har mere end dig!". Sådan er det, når drenge leger. Jeg selv går ofte en tur med mine veninder. Og så har jeg set bønderne arbejde i marken. De har en plov og to heste, og de sidder på en taburet."

Forsamlingssalen blev flittigt brugt til alle slags formål, der kunne forsøde flygtningenes tilværelse.

Dietrich K., 14 år:

"Af og til er der teaterforestilling i forsamlingssalen. Hver gang kommer den danske lejrchef, ofte med gæster, for at give skuespillerne rigeligt med bifald. (...) Nu står julefesten for døren. I to dage bliver eventyrspillet "Snehvide" opført i den udsmykkede festsal. (...) Ellers betjener salen også kirkelige handlinger. Hver fredag aften er der gudstjeneste. De bliver foretaget af en dansk præst, men ofte kommer også en tysk."

Renate D., 11 år:

"Der er hver uge dans, hvor unge og gamle kan deltage. Der bliver også nu og da spillet teater, hvor man kan gå hen for i disse timer at kunne glemme de svære lidelser. (...) Hver uge holdes der gudstjeneste. Rummet er altid overfyldt, så vi ofte ikke kan sidde ned. Også om søndagen kan vi høre tysk gudstjeneste gennem radio, som hr. Krause stiller ind på".



Horst V, 14 år, havde haft en særlig god oplevelse:

"D. 6. oktober blev jeg konfirmeret sammen med fire kammerater. Konfirmationen var meget festlig, og stedfortræderen for lejrchefen, hr. Andersen, holdt en tale."

Lejrens trange plads og samvær med andre flygtninge

Dagligdagen sammen med de andre flygtninge i lejren var på godt og ondt. Her var man trængt sammen på et lille område og påtvunget fremmede menneskers selskab på nært hold, og det har børnene også fortalt om i deres stile.

Hannelore R., 12 år havde både positive og negative oplevelser:

"Her i vinter er baraklivet ikke særlig acceptabelt, især fordi vores stue, som har to ydervægge, ofte er meget kold, så vi må beholde frakken på. I stuen er der fire voksne og syv børn, og ofte kan man ikke høre, hvad man selv siger på grund af støj. Da vi imidlertid er tvunget til at være sammen, siger vi altid, at vi skal tage hensyn, selv om det ofte er svært. Derfor er der ofte tidspunkter, som ikke er særlig behagelige, men også nogle, som vi aldrig glemmer. Og min mor mener, at man kun beholder de positive timer i sin erindring.

Særlig dejligt synes jeg, det er, at der i vores stue er en anden pige på min egen alder, som jeg har det skønt med. For nylig var det hendes fødselsdag, og selv om vi ikke har meget at give og meget at servere, var der indbudt nogle gæster. Jeg havde selv lavet en brevmappe og et bogmærke af papir. Bordet var festligt dækket, og der var tærter og lyst brød, endda en mokkatærte. Ved at se på dette kaffebord, glemte vi helt, at vi er fattige flygtninge. Vi følte os næsten som hjemme. Derefter legede vi selskabslege, som vi lo meget af. (...) Jeg tror, det bliver underligt, når vi igen kommer hjem og bliver alene, og der igen bliver stille om os. Måske bliver vi ensomme, når vi ikke hele tiden har så mange mennesker omkring os. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det vil være, når vi igen er alene tilbage i Tyskland og bliver fri for alting."

Walter W., 12 år, så mere på de mørke sider:

"Her i lejren er der for lidt afveksling for børn og voksne. Det er ikke rart, at der må bo så mange mennesker sammen i et rum. Der er også for lidt tørv, så vi fryser meget, og der er mange mus i stuerne og barakkerne og ikke mindst væggelus i store mængder."



Ingrid G., 14 år:

"Der er stor forskel på et flygtningeliv og et frit liv. For flere familier bor sammentrængt i en barakstue. Først og fremmest lever vi som tiggere og dørsælgere. For kun en stråmadras er vores seng. (...) I de store rum bor der seks-syv familier sammen. Generelt går livet ganske godt. For den ene kender ikke den anden. Med tiden dukker meningsforskelle op, og de ender med et stort rabalder, så at folk fra en barak bliver flyttet til en anden. Der er også meget fredelige mennesker, der godt forstår at synge sammen og dele lidelser med hinanden. Blandt så mange mennesker er der også skuespillere og kunstnere, som gør sig umage med i et par timer at frembringe glæde blandt brudte hjerter. Alle ler, og enhver føler sig i disse øjeblikke som hjemme. Der er også gode sangere, som lader deres stemmer lyde, og ethvert øre tager sangen til sig med tilfredshed."

Nogle af de store drenge havde ind imellem problemer med at styre sig, og det fik de konsekvenser, at lejrens flygtninge oprettede et internt vagtværn. Mange af drengene havde haft en fortid i "Hitlerjugend", og den lærdom var groet fast i nogle af dem.

Erich J.:

"Vi drenge slås og strides, så lejrlederen må komme imellem os. Derfor er der oprettet et lejrpoliti, som sørger for ro og orden."

Ingrid G., 14 år:

"Det er ikke rart, når halvvoksne drenge slår. Desværre er mange drenge uden forældre, og derfor har de fået denne misrøgt."

Herta J., 11 år, kommenterede også de frække drenge:

"Efter jul kom sneen. Vi sprang med et hallo ud af sengen, og ude gik det straks løs med sneboldkampe. Drengene var også glade for at overdynge deres lærer, hr. Schröder. Han blev meget vred og skældte dem ud. Man skal respektere lærerne og ikke være fræk."

Ulrich K., 16 år:

"Enhver flygtning, som her har en lille post, mener, at han er noget. Disse mindreværdige personer har sikkert glemt, at de ikke er en eneste pfennig mere værd end enhver anden flygtning. Men efter denne tid kommer en anden. Med denne lille formaning, vil jeg slutte min stil og lejrliv med håb om snarest muligt at gense Tyskland."

Julen og afgang fra lejren

I oktober 1946 havde de første flygtninge i Skovby-lejren fået besked på at pakke deres ejendele og holde sig parat til at komme tilbage til Tyskland, og der var opbrudstemning. For de, der ikke kunne forvente hjemsendelse lige med det samme, var der julefesten at se frem til. Man kan dog læse børnenes utålmodighed.

Erich J., glædede sig også:

"Nu er det den tid, hvor den hellige julefest nærmer sig. Vi børn fryder os særlig meget, fordi vi så får gaver. Snart vil vi fejre den anden jul i et fremmed land. Her laver vi meget hobbyarbejde til julegaver, især til de små børn. Vi ville dog hellere fejre denne juleaften i Tyskland."

Sigrid K. berettede meget udførligt om juleaftenen i Skovby-lejren 1946:

"Over Skovby-lejren gryer den mørke morgen d. 24. december. En iskold nordøst fejer over landet og synger i pigtrådshegnet, bag hvilket tyske kvinder, børn og gamle mænd i kummerlige træbarakker stadig hviler i dyb søvn. Morgenens stilhed bliver afbrudt af Herman, som løber rundt med sin klokke og råber: "Hent te!", det punktlige vækkeråb for alle de sovende internerede. Søvndrukne rejser folk sig fra de hårde trælejer, for at følge udråbet. Langsomt kommer der liv i de kolde barakker. Fra alle sider træder frysende mennesker hen til teudleveringen. Her og der hæver den hvide røg sig op fra skorstenene i den frostklare vintermorgen. Børnestemmer toner ud fra barakdørene. I dag står de små børn og syvsoverne også tidligt ud af deres senge. Alle har en utålmodig forventning om, hvilke overraskelser eftermiddagen vil bringe. Hele tiden hører man de utålmodige små børns spørgsmål: "Er det snart tiden?" Til middag får vi en fyldig ærtesuppe. Kl. et begynder uddelingen i festsalen. På lange borde er gaverne lagt op. To festligt udsmykkede juletræer står som ærbare vogtere bagved. Hurtigt bliver festsalen udsmykket med guirlander. Blanke børneøjne betragter nysgerrigt stakkene med herligheder. På ærespladserne foran tager den tyske og den danske lejrleder plads. Så trækkes forhænget til side, og på tribunen står koret, der underholder tilhørerne med nogle kendte julesange. Derefter opføres et kort eventyrspil, som får stort bifald. Skolelederen og lejrlederen holder tale. Så synger koret: "Det spøger uden for vor dør...", og julemanden dukker op i egen høje person. Først får vor lejrchef en gave, og så begynder uddelingen. Børnene pakker deres legetøj ud. Desuden får alle hver et kræmmerhus med æbler, og man traver så ivrigt gnaskende rundt i huset. Endnu to gange gentages dette. Det er nu allerede blevet meget mørkt, da jeg sammen med min veninde forlader salen efter den sidste tur. Vi får os lige en sidste snak og tager så afsked. Hjemme er min lillesøster ivrig efter at plyndre sin fyldte tallerken, og har svært ved at vente. Der hersker en fredelig julestemning. Så ringer det udenfor. Bevæbnet med flere potter løber jeg hen til udleveringsstedet. Vi får flæskesteg. Efter spisetid bliver lysene på vores små sammenbundne grangrene tændt. Gamle, kendte julesange klinger. Vores tanker går hjem til de kære i vores tyske hjemland. I mange øjne glimter tårerne. Forhåbentlig er det sidste gang, at vi oplever julefest bag pigtråd!"

Om det var den sidste juleaften bag pigtråd, Sigrid oplevede, ved jeg ikke, men det var den sidste i Skovby. D. 6. februar 1947 rømmede den største del af de tyske flygtninge Skovby-lejren. Nogle kom til transitlejren i Kolding, hvorfra de snart blev sendt videre til Tyskland. Andre blev sendt til de store lejre i f. eks. Oksbøl. Kun en lille gruppe flygtninge blev tilbage en måneds tid for at hjælpe lejrchefen og hans assistenter med at rydde op.

Aufbauskolens leder, Paul Lerk, gav følgende karakteristik af lejren og dens chef:

"Kaptajn Strøjers specielle interesse gjaldt de kulturelle foranstaltninger og de unges uddannelse. Således så man ham ved hver teater- og musikaften, ved filmfremvisning og ofte ved hobbyaftener og undervisning i skolen. En særlig succes havde kaptajn Strøjer med haverne, på renlighed og skønhed i lejren. Således foranstaltede han anlæggelsen af grønne anlæg, ordentlig indretning af lejren, kraftige bygninger, overdækkede affaldsgruber og meget andet til forskønnelse af lejren. De tiloversblivende områder blev for størstedelen givet som haver til rådighed for flygtningene, hvor de kunne dyrke frø og planter. (...) Vores børnehave blev også en lille seværdighed."

Han sluttede:

"Snart vil alle indsatte fra Skovby-lejren være i Tyskland - glemt bliver Skovby-lejren dog aldrig!"

Ingen eller kun ganske få af flygtningene i Skovby kom tilbage til deres oprindelige hjemegn, og de måtte starte en hel ny tilværelse op i Vesttyskland. De sidste tyske flygtninge i Danmark kom først tilbage til Tyskland i 1949.

Kilder:

Kurt Jonas: "Tyske stile", artikel i "Siden Saxo", nr. 1., 1988. Tidsskrift for dansk historie, udgivet af Dansk historisk Fællesforlag og Rigsarkivet.

Kurt Jonas: "Børn bearbejder flugt og fordrivelse", artikel i Willi Kramer, red.: "Tyskere takker Danmark, erindringer om modtagelsen af 250000 tyske flygtninge i Danmark (1945-1949)". Udgivet i anledning af "Erinnerungstreffens der Ostsee-Dänemark-Flüchtlinge (1945-1949)". Deutsche danken Dänemark, Oksbøl og Ostseebad Damp 13.-l6. nov. 1997. Udgiver: Kuratorium: Erinnerungsstätte Albatros-Rettung über See, e.v. Schleswig, 1997.

Poul Lerk: "Die Geschichte eines Lagers." Håndskrevet manuskript om Skovby-lejren. Lokalhistorisk Arkiv, Bogense. Artikel i den tyske flygtningeavis Deutsche Geschichte 1947. (Die Geschichte eines Lagers).

Ib Paulsen: "Flygtningene rejste fra Skovby, taknemmelige overfor Danmark." Artikel i Fyns Stiftstidende, søndag d. 16. februar, 1947.

Palle E. Petersen: "Skovby-lejren. Tysk radar- og pejlestation under besættelsen. Flygtningelejr 1945-47". Artikel i Sletten 2001, 7. årgang. Side 54-64. Årsskrift for Nordfynsk lokal- og kulturhistorie. Udgivet af Nordfyns Museum, Bogense, og de nord-fynske arkiver.

Det civile luftværns arkiv for Bogense Politikreds. Lokalhistorisk arkiv, Bogense.

Tyske stile, skrevet af tyske flygtningebørn i Skovby-lejren 1946-47. Landsarkivet for Sjælland, København. (Kopier findes på Lokalhistorisk Arkiv, Bogense).



NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk