Bemærk!!

NordfynsWeb kræver en bredere skærm.
Prøv med telefonen i bredformat.

Lokalhistorie i Bogense Kommune
Bevar mig vel!

Af Anders Jæger
Materialet er venligst stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv, Bogense
Denne artikel blev publiceret i arkivets årbog 2003
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb



Et museums hovedfunktioner er: Indsamling, registrering, bevaring og formidling.

Man kan ikke påstå, at den ene funktion er vigtigere end den anden. Det er for det første vigtigt at indsamle genstande og registrere dem. Man er jo nød til at vide, hvad det er, hvad de har været brugt til, og hvor de stammer fra, ellers er de ikke særlig anvendelige til igennem udstilling at formidle og fortælle deres historie.

Man må dog sige, at bevaring er af stor vigtighed. Hvis man ikke bevarer genstandene, kan man jo ikke bruge dem til at formidle med, og så kunne man jo egentlig ligeså godt have undladt at indsamle og registrere dem.

At bevare genstandene er ikke blot et spørgsmål om at opbevare dem, men det handler også om at opbevare dem på den rette måde, og i de fleste tilfælde er det nødvendigt at konservere dem.

At konservere museumsgenstande er ikke bare noget man gør. Det kræver en særlig uddannelse, og derfor har mange museer ansat konservatorer. De fleste amter har oprettet konserveringsanstalter, hvor flere eller alle museerne i amtet kan få genstande konserveret. Det er f.eks. tilfældet i Fyns Amt, hvor konserveringsordningen fungerer på den måde, at der findes to konserveringsværksteder - et i Odense, som tager sig af konserveringen for Odense Bys museer, og et på Langelands Museum i Rudkøbing, som klarer konserveringen for resten af de fynske museer.

Det er naturligvis ikke gratis at få konserveret, så derfor har Fyns Amt siden midten af 70'erne støttet de fynske museers konserveringsordning økonomisk, og gennem Amtsmuseumsrådet bliver disse midler fordelt til det enkelte museum. Tilskuddet bliver konverteret til timer, som kan bruges til konserveringsmæssige tiltag efter eget ønske, eller i samarbejde med konserveringsafdelingen. Desuden er der i de enkelte museers budget afsat midler til konservering.

Hvilke genstande skal så konserveres? Det skal de i princippet alle sammen - med ganske få undtagelser. F.eks. kræver flintøkser og andre genstande af sten normalt ingen konservering, og det samme gælder genstande af guld. Ellers skal alt konserveres i større eller mindre omfang.

Jordfundne genstande af organisk materiale skal normalt konserveres straks efter fremdragningen. Det gælder især træ, læder, rav, ben og tak.

Recente genstande - d. v. s. genstande som ikke er fundet i jorden - kan ofte klare længere tid uden konservering. Men her spiller det ind, hvorledes de har været brugt, og ikke mindst hvordan de har været opbevaret.

Konserveringen er forskellig alt efter, hvilke materialer det drejer sig om. Er det genstandene af træ, metal, tekstiler eller papir? Hver gruppe skal behandles forskelligt. Derfor bliver det særlig kompliceret, når en genstand er sammensat af flere forskellige materialer. Man kan forestille sig en kiste af egetræ med jernbeslag og pålagte ornamenter af elfenben, foret indvendig med filt og karton. I en sådan situation må man skille genstanden ad, konservere de enkelte materialer hver for sig og derefter samle den igen.

Ofte omfatter konserveringen også en restaurering, hvor helt nedbrudte eller manglende partier må erstattes af nye materialer. Det gælder f. eks. ofte for lerkarskår fra en urnegrav, hvor større eller mindre partier af urnen mangler. For at den kan blive så stabil, at den kan bruges i udstilling, må man udfylde de manglende partier med farvet gips.

Mange andre eksempler kunne nævnes, men her skal blot fortælles om nogle få af de genstande, som Nordfyns Museum Bogense har fået konserveret på det seneste:

Det gamle træ

For kort tid siden fik museet en jordfunden genstand af træ tilbage fra konserveringsværkstedet på Langelands Museum. Træstykket, der er af elm, er 6.000 år gammelt og er fundet i en udgravning af en stenalderboplads ved Agernæs mellem Bogense og Otterup. At træstykket overhovedet har kunnet bevares så længe skyldes, at det har ligget i tidligere hav- og fjordbund i et område, som nu er inddæmmet land.



Træstykket har ligget vanddrukket og har ikke været tilført ilt og er derfor utrolig velbevaret. Det er dog vigtigt, at et sådant fund, så snart det kommer frem fra sit skjulested gennem årtusinder, straks får den rette behandling. Det blev derfor omgående lagt i vand, så det kunne fortsætte i det miljø, hvor det har været gemt. Og så af sted til konserveringen!



Nok var træet velbevaret, men blødt som smør, fordi mikroorganismer havde ædt det op indefra. Derfor skulle det først ligge i en mættet voksblanding, der kunne trænge ind i alle huller og give træet noget af dets oprindelige styrke tilbage. I næsten et år lå træstykket i voksblandingen. Derefter blev det frosset ned et døgn, så voksen kunne stivne. Til sidst lå stykket i konserveringsværkstedets frysetørringsanlæg i 14 dage, hvor vandet fordampede, så træet stivnede. Det tog så på i vægt og mindede igen om et almindeligt stykke træ.

Vel ankommet tilbage til museet her i Bogense, er stykket klar til at udstille side om side med de mange andre fund fra jæger-stenalderens sidste periode - Ertebølle-kulturens tid fra ca. 5.200 - 4.200 før Kristi fødsel.



Faner

Museet ejer en fin samling af gamle foreningsfaner, som i tidens løb er indgået, enten når en forening har fået en ny fane, eller hvis den er ophørt med at eksistere. Sådanne faner er som oftest godt brugte og meget slidte, så spidserne hænger i laser efter at have blafret i vinden. En del af fanerne har også været ophængt i foreningslokalerne, og hvis de er lavet af silke, som det ofte er tilfældet, mørnes silketrådene af lyset og fanens egen vægt.



Efter at fanerne i mange år havde hængt eller ligget på museets magasin, var denne begyndende nedbrydning efterhånden så fremskreden, at vi blev enige med konservatorene om at få gjort noget ved dem. Fanerne - 16 stykker i alt - kom derfor på konserveringsværkstedet, hvor de forsigtigt blev renset og i nogle tilfælde repareret. De blev derefter fotograferet digitalt og i sort/hvid. Stangen blev afmonteret, og fanerne pakket om ruller med syrefrit silkepapir, og uden om dette blev der rullet ubleget lagenlærred.

I bedste fald er nedbrydningen af fanerne herved stoppet eller i det mindste forsinket, således at de kan bevares en rum tid fremover. Mange af dem bliver næppe nogensinde udstillet, men til gengæld er det muligt ved hjælp af fotografierne at bruge dem i formidlings øjemed.

Det onde ur

Museets samling af ure, der omfatter både standure, - kaldet bornholmerure, selvom de aldrig har set Bornholm - vægure og lommeure, bliver passet og plejet af Peter "Urmager" Pedersen, som sætter en ære i at holde urene i gang, og han reparerer dem, hvis det er nødvendigt. Peter er ikke konservator eller urmager som sådan, men er selvlært og dertil fingernem, så selv det mest genstridige ur får han til at gå, selvom det måske kan knibe lidt med præcisionen. De går da!

I udstillingen står et smukt gammelt sortmalet standur med urskive af messing og bly, omkranset af støbte ornamenter og ovenover en messingdue, der vugger fra side til side når uret går. Det stammer fra gården Birkholm ved Ejlby, og er en del af det omfangsrige inventar, som museet arvede efter "Tutter" Levinsen i 1993. Uret kunne ikke gå, da museet fik det i 1993 og har længe stået uvirksom hen i udstillingen. Så her var en opgave for Peter "Urmager"!

Vi var dog nødt til at fortælle ham om den mærkværdige historie, der knytter sig til uret:

En besøgende hos Levinsens gjorde opmærksom på, at uret ikke gik og foreslog, at man sendte det til urmageren. "Det tør jeg skam ikke", svarede Fru Levinsen, "for engang da det var gået i stå, sendte vi det ud til urmager Axel Jeppesen i Bogense, som reparerede det, hvorefter det gik en tid. Så døde Axel Jeppesen pludseligt, og da uret senere gik i stå igen, blev det sendt til reparation hos efterfølgeren, urmager Arne Christiansen. Efter nogen tid gik uret atter i stå, og Christiansen døde! Så nu tør jeg altså ikke sende det til urmager igen."

Forelagt denne historie gik Peter i lang tid forsigtigt forbi uret uden en mine, men en dag tog han mod til sig og tog værket med til reparation. Nu er værket tilbage i kassen, uret går fint, og Peter "Urmager" Pedersen har det strålende!



Som nævnt indledningsvis er det vigtigt at museets genstande bliver opbevaret på den rette måde, ikke mindst efter de er konserverede. Magasinerne skal være indrettede således, at lys, temperatur og luftfugtighed kan styres. Det duer ikke at stille de nykonserverede genstande tilbage i uopvarmede og fugtige lokaler. Så har konserveringen været nytteløs, og nedbrydningen vil fortsætte.

NordfynsWeb
Klik på den lokalitet du søger information om

Udvalgte emner
Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn
Gamle nyheder
Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne
Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn
© Hanne og Benny Doré

Vestergade 16, Særslev. 5471 Søndersø
NordfynsWeb blev udgivet i perioden 2001-2005

NordfynsWeb opdateres ikke.
Der kan derfor være informationer som ikke længere er aktuelle.
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Skagensbilleder
06. oktober 2020
Stor respekt for Skagens Gren, hvor to have mødes i et overvældende br.....
Læs mere
Vine til årstiden - september 2020
01. september 2020
Afhentningstilbud i september måned 2020 Efter en lang rosé-sæson kal.....
Læs mere

Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
Email: info@doredelicato.dk