Lokalhistorie i Krogsbølle Sogn Tolv lodder i hatten

---

Af Eli Augustinussen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Otterup Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i Sletten 1996
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

Nybyggerne på Kørup mark

25. januar 1955. Markerne er dækket af sne, og der blæser en strid vind. I et lokale i Roerslev Forsamlingshus er stemningen fortættet. Tolv mand er indkaldt til møde. En hat, en ganske almindelig blød hat af filt, spiller en ikke uvæsentlig rolle. I denne grå herrehat, som med pulden nedad er anbragt på et bord, befinder sig tolv sedler. Tolv hvide sedler nummereret fra ét til tolv. Hver seddel svarer til en lod i den nylig udstykkede jord fra herregården Kjørup i Krogsbølle sogn. Hatten bydes rundt. Der er helt stille. En efter en stikker ansøgerne en barket næve ned i hatten og vælger en seddel. En seddel, som altså er adgangen til en fremtidig arbejdsplads og et kommende hjem. En seddel, som er opfyldelsen af en ønskedrøm om "foden under eget bord".

Efter mødet tager mændene ud til Kørup for at bese området. De snedækkede marker i det ensartede landskab bliver i fantasien til en nybyggerkoloni med huse og hegn, haver med legende børn og marker med græssende køer - et sted, hvor mand og kone er fælles om glæden og bøvlet.

Men drømme er gjort af et skrøbeligt stof, og alt har sin tid. Her i 90'erne er ordet husmand måske på vej ud af sproget. Staten og lovgivningen tilskynder sammenlægninger af jorde og gårde, og småbrug er en saga blot. Verden ændrer sig. Nye rammer og andre former er nødvendige for at skabe levevilkår på landet. Men hvordan begyndte det - alt det dér med husmand og husmandsbevægelse og jordlove og udstykning? Hvorledes udviklede det sig? Og hvornår begyndte afviklingen? Og hvad kan vi lære af den blok af historie fra husmandsbevægelsens begyndelse omkring århundredskiftet og så til velfærdsdanmarks fødsel omkring 1960?

I slutningen af 1800-tallet steg befolkningstallet stærkt. Bønderne satte sig for alvor igennem som en økonomisk betydningsfuld gruppe i landet. Dyrkningsformen blev mere rationel, og oprettelsen af andelsforetagender gjorde fremstillingen af landbrugsprodukter mere effektiv. Det gav mulighed for eksport, og derved blev bønderne en magtfaktor med politisk indflydelse.

Bønderne befæstede altså deres stilling, hvorimod en anden befolkningsgruppe ligesom blev til overs. Gårdene kunne ikke mere opsluge så mange medhjælpere. Det drejede sig om daglejere og tyende, som ikke ejede jord. En del af dem rejste til byerne for at skabe sig en tilværelse der. Mange - og det har nok været de mest initiativrige - lod sig lokke til Amerika, mulighedernes land, hvor man - måske - kunne vinde guld og grønne skove. En tredje gruppe blev på landet, og de var helt afhængige af deres arbejdsgiveres, gårdmændenes og godsejernes, velvilje eller mangel på velvilje.

I begyndelsen af århundredet tog Husmandsbevægelsen sin begyndelse. Nedefra var den et ønske om at få sit eget og klare sig selv. Oppefra var den et ønske om at fastholde brugbar arbejdskraft til landbruget. De første husmandsbrug var så små, at det var nødvendigt at supplere indtægten, og det gjorde man så på den måde, at husmandsfamilien kunne få arbejde henholdsvis som daglejer, vaskekone eller tjenestedreng eller -pige på de større gårde. Den første husmandslov kaldtes "loven om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejdere".

I 1919 gennemførtes jordlove, som gav mulighed for at udstykke offentlig jord f.eks. præstegårdsjord. De nye statshusmandsbrug skulle have en sådan størrelse, at de kunne ernære en familie ved arbejde i egen bedrift, hed det sig. Statens Jordlovsudvalg administrerede Jordlovene. Til at administrere den nye statshusmandslov oprettedes amtslige husmandsbrugskommissioner. Disse udvalg skulle dels formidle statens opkøb af jord til udstykning og dels vejlede ansøgere og derefter udvælge de personer, som kunne komme i betragtning ved en sådan udstykning. De, der i forvejen havde en jordlod, fik mulighed for at søge om tillægsjord. 28.885 selvstændige statshusmandsbrug er blevet oprettet i de forløbne år, og 25.000 brug har fået tillægsjord.

De fleste udstykninger foretoges i 20'erne.

Kørup-udstykningen i 1955 er en af de sidste udstykninger, der har fundet sted. Statshusmands-loven ophørte i 1971.

I 1952 overtog staten Egebjerggård, Kjørup, Agernæsgården og Fælledgården. Gårdene blev senere solgt, men staten beholdt et areal med det formål at oprette en række statshusmandsbrug. Ligeledes blev der fraskilt et areal til udstykning på et senere tidspunkt i forbindelse med udtørring af Nørre Nærå-stranden. Kolonien Egeby blev overtaget af nybyggerne den 1. april 1953, mens Kørup-kolonisterne først underskrev deres købsdokument den 25. januar 1955.

Rundt regnet 200 tdr. land blev udstykket i 12 lodder, og ca. 10 tdr. land blev bevilget som tillægsjord til to allerede bestående ejendomme. Loddernes størrelse beregnedes efter jordens bonitet. Gennemsnittet var 16 tdr. land pr. brug, og yderpunkterne var 13 og 23 tdr. land. De lave arealer mod nord var gammel havbund. Stedet kaldtes - og hedder stadig - Stenø, og her fik man de store lodder. Ved landevejen lå de tre mindste lodder.



Fægangen var vejen fra Kørup-alleen og øst på, altså den nuværende Nybovej. De første par år i kolonitiden var den nærmest kun et hjulspor, ujævn og opkørt af de mange tunge transporter med byggematerialer. Da det blev vedtaget, at kommunens veje skulle tildeles navne, havde man fra myndighedernes side besluttet, at navnet Fægangen skulle bibeholdes. Men her protesterede vejens beboere, og de satte en underskriftindsamling i gang, og således blev den gamle Fægang til Nybovej.

Af samtlige landets kommuner indtog Krogsbølle en absolut førsteplads, hvad angik udstykning og jordfordeling. Kommunens samlede hartkorn ved århundredskiftet var 521 tdr. hartkorn fordelt med 439 på 55 selvejergårde, hvoraf grevskabet Roepstorff med hovedgårdene Egebjerggård og Kjørup tegnede sig for ca. 154 tdr. hartkorn, 32 tdr. på 7 fæstegårde og 41 tdr. på 146 huse.

Sidst i 50'erne var der ca. 150 husmandsbrug, hvoraf de 26 var nyoprettede. En udpræget herregårdskommune blev altså ændret til et samfund af familiebrug. Herved ændrede landskabet udseende. At så mange nye folk kom til egnen fik naturligvis også indvirkning på den oprindelige befolkning. De lokale håndværkere og forretningsfolk øjnede nye muligheder, skolens elevtal voksede osv.



Udstykningen vakte en del røre. I en artikel i "Husmandshjemmet" den 1. maj 1956 skriver en unavngiven person under mærket Udflytteren, at bølgerne gik højt, inden udstykningen af Kørup og Egeby blev en realitet: "Skarpe standpunkter og politiske intriger har mere end een gang sat nerverne på højkant og har nu og da skabt skel, som det vil tage årtier at jævne. Meningsløse forsømmelser og rygter og studehandler og politiske rævekager har skabt atmosfære, voldsomme bladpolemiker og dybe skuffelser hos ofte idealistiske mennesker."



I samme blad forlyder det, at nybyggerne fortrøstningsfuldt ser fremtiden i møde: "Her er optimisme og taknemmelighed over den samfundsordning, der har skabt grundlag for en udstykning, der af alle betragtes som en chance."

Mange ansøgere meldte sig til udstykningerne.

Nogle trak sig tilbage, når de havde beset forholdene.

Visse betingelser skulle opfyldes for at komme i betragtning. Ansøgeren skulle være i besiddelse af nødvendige midler eller sagt med andre ord: Han skulle have præsteret en vis opsparing. Men på den anden side måtte han ikke være formuende.

I § 4 i 1919-loven skulle ansøgeren bl.a. 1) opfylde de i grundloven § 30 anførte betingelser for valgret til Folketinget, 2) som regel ikke være over 50 år gammel, 3) fremskaffe en attest fra kommunalbestyrelsen for at være en ædruelig og hæderlig person, som kan antages egnet til at drive et mindre landbrug, og 4) være i besiddelse af de midler, som er nødvendige til oprettelse af et mindre landbrug, og ikke forud være i besiddelse af mere jord, end at denne i forbindelse med den ansøgte udgør et passende tilliggende til et mindre landbrug. - I Statshusmandsloven af 9. juni 1948 var der en tilføjelse om ansøgerens egnethed, herunder også faglig dygtighed.

Det var jordlovsudvalgets landinspektør, der foretog afmærkningen af husmandslodderne. Som tidligere fortalt fandt jordfordelingsmødet sted i Roerslev Forsamlingshus den 25. januar 1955. I mødet deltog de 12 godkendte ansøgere - kun én havde sin kone med - samt to bosiddende husmænd, som skulle have tillægsjord.

Jordlovsudvalget var repræsenteret ved Chr. R. Christensen, Badstrup, og til stede var også Husmandskommissionens formand Marius Hansen samt Tremandsudvalget, som bestod af én person fra Landboforeningen, én fra Husmandsforeningen og én fra sognerådet.

Lånevilkårene var rimelige og jordprisen lav. Set med nutidens øjne var den endog rørende lav. Svend og jeg fik nummer 3. Det gav adgang til 7,2 ha god jord beliggende ved landevejen, og for det skulle vi betale 18.000 kr. Låneomkostningerne, betalt af køberen, sneg sig op til 150 kr., og købekontrakten var stempel- og gebyrfri. Den blev underskrevet på et møde i Fyns Forsamlingshus den 16. april 1955. Byggelånet androg 52.000 kr., hvoraf 10.400 var rente- og afgiftsfri, altså i realiteten en foræring, indtil den dag statshusmanden eventuelt afhændede ejendommen til en ikke-husmand. 20.800 kr. var rentefrie, men afdragspligtige, og 20.800 var forrentnings- og afdragspligtige. Desuden var der et etableringslån på 7.000 kr. og et installationslån på 2.000 kr. Hvad forretningsvilkårene til disse statslån angik, kunne man vælge mellem fast og konjunkturbestemt rentefod. Valgtes det sidste, kunne renten nedsættes med 1-1 1/2 % i forhold til landbrugets forrentningsprocent.

Nybyggerlivet tog sin begyndelse. For unge mennesker, der ikke var øvet i selvstændighed, var der nok at blive ør i hovedet af: Håndværkere skulle kontaktes. Typetegninger studeres. Byggematerialer bestilles. Der skulle laves markplan og indkøbes gødning og såsæd. Derudover var der problemet med at finde et sted at bo, mens byggenet stod på. Mange påtog sig desuden at grave grunden og at være murerhåndlanger.

Et af parrene startede med at bygge et hønsehus af blokke. Da det var færdigt, flyttede de selv ind i den ene ende af det lille hus, hvor de boede hele den første vinter. Pladsen var godt udnyttet. I den anden ende boede nemlig fem køer, et par kvier, et par kalve, to grisesøer og en snes smågrise.

Andre købte en gammel rutebil, hvor mand og kone, to halvstore børn og en baby boede sommeren igennem. Et andet par med fem børn boede i vognporten. Siden flyttede de over i kælderen, og det var deres hjem hele vinteren.

Og sådan fandt hver familie udvej for at få startet. Nybyggerne var for de flestes vedkommende børn af arbejdere eller husmænd. Ingen af dem var vokset op i byen. Fælles for dem var ønsket om selvstændighed frem for et liv som lønmodtagere. Kun de færreste havde mere end syv års skolegang eventuelt suppleret med et højskole- og landbrugsskoleophold. De var som regel kommet ud at tjene som fjortenårige, ja nogle endnu tidligere.

Korn, græs og roer var den traditionelle markdrift. Jordprøver viste underskud i gødning, kalk og mineraler. Kornudbyttet de første år var ikke noget at råbe hurra for. Somme tider sank modet en smule, mens foderstofregningen steg støt. Det var de tider, hvor smørret hjembragte 3,50 kr., og en pattegris måtte sælges for 55 kr.

Der var tre typetegninger at vælge imellem til byggeriet. Men man havde også lov til at komme med sit eget forslag. Det var skrabet byggeri. Driften var det vigtigste, og "privaten" måtte komme i anden række. Adskillige ejendomme var uden bad og toilet, og centralvarme var en sjældenhed. Gammeldags komfur i køkkenet og gruekedel i bryggerset kunne man se flere steder i disse nye hjem anno 1955. For godt nok var vaskemaskinen forlængst opfundet, og køleskabet ligeså, men der skulle gå år, før den slags blev almindelige i de kørupske husholdninger.

Driftsbygningerne blev indrettet på traditionel husmandsvis med plads til 6-10 køer med tilhørende opdræt og med en svinestald på 6-8 stier. 11 husmænd blev andelshavere i Bredstrup Mejeri. Den tolvte meldte sig til Otterup Mejeri. Slagterisvinene leveredes til Odense Eksportslagteri og slagteriet i Bogense. Mange solgte deres pattegrise til private opkøbere.

De første dyr var noget særligt. Køerne var ikke blot et nummer i Kontrolforeningen med så og så stor ydelse. Nej, de havde hver deres karakter og særpræg. Det påstås hårdnakket, at Nora-malkeko forstod alt, hvad der blev sagt til hende. Hunden Pjevs kunne både give pote og ryge pibe; hesten Esau bestemte selv farten, hvorimod grisen Snullibom var så hengiven mod mennesker, at den på sin yderste dag spadserede ud og blev skudt uden at give så meget som et eneste lille grisehyl fra sig. De fleste Kørup-husmænd startede med heste som trækdyr for deres redskaber, og den dag den lille grå Ferguson-traktor holdt sit indtog, ja da følte man virkeligt tidens store fremskridt.

Familielivet formede sig på den måde, at mand og kone hjalp hinanden i bedriften. Kalve og høns var som regel konens domæne. I roemarken var roehakning særdeles tidskrævende, for roerne var sået tæt; senegræsset var sejt, og kemisk ukrudtsbekæmpelse var et ukendt begreb. Flyvehavre var en stor plage, og der var kun én måde at blive den kvit: hive den op med rod og derefter brænde den. De fleste tegnede kontrakt med Odense Sukkerkogeri om levering af sukkerroer. Vi syntes, det gav helt godt. Det første år klarede vi roehøsten med håndkraft. Jeg husker det tydeligt: Med venstre hånd tager jeg fat i roetoppen, mens jeg med højre hånd stikker roeknivens tap ind i roen, hvorefter der trækkes til, så roen kommer op. Så hugger jeg toppen af roen med kniven og lægger toppen ved min venstre side. Det var anstrengende og langsommeligt.

Vigtigt på disse lette jorde var det at få plantet læhegn for at hindre forårssandflugt. Til indkøb af læplanter gav Hedeselskabet gode tilskud.

Hjemme hos os plantede vi hvid-el rundt om hele arealet. Desuden plantede vi ekstra læhegn mod nord og vest. Det var lind, poppel og bornholmsk røn. Vort hus ligger på en bakkeknude, og her var barsk, når vestenvinden rigtig tog fat.

Rundt om haven plantede vi tjørn, bøg og liguster. Nu er lindene kæmpestore, og poplerne har været stynet flere gange. Midt på gårdspladsen plantede vi et valnøddetræ. Det skulle være ejendommens vartegn. Det første, vi plantede, gik ud. Vi plantede et nyt et par år efter, og nu står valnøddetræet med en krone, der fylder det meste af gårdspladsen, og dets rige løv stjæler lyset i mit køkken. Det har en stamme, der er blæst ganske skæv af vestenvinden. Men solidt er det. Ved gravning nær huset har det vist sig, at rødderne forgrener sig lige så vidt under jorden, som grenene gør det over jorden.

Familierne var i vidt omfang selvforsynende. Der var kartofler, frugt, grønsager, mælk, kød og æg. Hjemmebag og hjemmeslagt var en selvfølge.

Frysehuse på andelsbasis blev en stor lettelse i husholdningen. Egen fryseboks blev noget af det første "nymodens", man anskaffede. Mad skulle der i hvert fald aldrig mangle.





Set med nutidens øjne var redskaberne ikke særligt funktionelle, og arbejdsprocesserne tog lang tid. Der var brug for alle hænder, og børnene fik tidligt lært at hjælpe til. Allerede fra ganske små var de med i marken, snavsede og snottede, men alligevel kernesunde. Og børn var der mange af. Tolv par havde tilsammen 41 børn. De trivedes. Her havde de tumleplads, og dyrene var deres venner. Var mor sur, kunne de gå til far og vice versa. Det blev Krogsbølle Skole, der fik dette boom af børn fra Egeby og Kørup. Der var op til 32 børn i én klasse.

Senere, da de kom i teenage-alderen, følte de måske egnen for afsides og tilværelsen for stillestående. At de tidligt havde lært at tage fat kom til at gavne dem den dag, de skulle med i kapløbet på arbejdsmarkedet.

Når 24 mennesker på én gang flytter til en egn under nogenlunde ens vilkår, får de naturligt nok en vi-er-alle-i-samme-båd-fornemmelse. Vi gik under fællesbetegnelsen nybyggerne, og samhørigheden var udpræget i den første pionertid, og festlige stunder - konfirmation, sølvbryllup, fødselsdag - blev fejret efter alle kunstens regler.

Op igennem 60'erne måtte vi nybyggere langsomt erkende, at husmandsbrug med sådan lidt af hvert kunne vi hverken leve eller dø af. Hver især måtte søge efter nye muligheder, enten i form af udvidelse og specialisering eller ved at den ene eller begge ægtefæller fik job uden for bedriften. Herved blev vore interesser mere forskellige, og fællesskabsfølelsen blev mindre udpræget. Men minderne om pionertiden har vi fælles, og traditionerne med fest og æresport holdes vedlige.

Enhver, der har med planter at gøre, ved, hvor vigtigt det er med et godt rodnet. Et solidt rodnet fremkommer, når planterne i begyndelsen holdes lidt til den tørre side. Sådan er det måske også med mennesker. Kamp skal der til. Det er vist ikke helt forkert at sige, at nybyggernes vilkår var hårdt arbejde til usikker løn, og mange vil sikkert give mig ret i, at disse småbrug var forældede i deres form, endnu inden de var kommet rigtigt i gang. Alligevel synes nybyggerne i Kørup-kolonien med årene at have dannet et solidt rodnet. Nybyggerne var folk, der havde valgt at forsøge at klare sig selv frem for at være afhængig af en arbejdsgiver. De ville hellere være sig selv, end de ville sælge sig selv, og med det mener jeg, at de selv tog et initiativ for at forandre deres liv. Uden klynk og store fagter passede mand og kone deres pligter, - bøjede og føjede sig mod hinanden for at klare dagen og vejen. Det var en styrke, og det var en begrænsning. Måske havde de så travlt med at holde sammen på deres lilleverden, at de glemte at se og tage stilling til og føle ansvar for det, der foregik uden for skelpælene - eller i hvert fald uden for sognegrænsen. I forhold til udviklingen i det øvrige samfund haltede nybyggerne muligvis langt bagud. Meget kunne have været anderledes. Problemer kunne have været løst mere praktisk. Tiderne kunne have været bedre osv. osv. Gammelmandsbagklogskab er der nok af, men dog groede nybyggerne fast, og tre ejendomme blev overtaget af næste generation som deltidslandmænd. Men ellers er tendensen på Kørup mark som i det øvrige land: De gamle bortforpagter jorden eller sælger den og bliver boende i huset, så længe kræfterne slår til.

De næste, der flytter ind, har sandsynligvis ikke landbrug som hovederhverv. For verden ændrer sig, og alt har sin tid. Nye rammer og andre former er nødvendige for at skaffe levevilkår på landet.

Forrige århundredes bønder samlede sig og skabte andelsbevægelsen. Arbejderne sluttede sig sammen og skabte arbejderbevægelsen. Husmændene kæmpede sig til deres husmandsbevægelse. Tre store folkelige bevægelser, som blev skelsættende, og som forandrede (forbedrede) fremtiden for den pågældende gruppe. Og jeg mener, vi af historien kan lære, at forandringer kommer fra folk selv.

Først opstår drømmen. Ud af drømmen kommer initiativet - græsrodsbevægelsen, om man vil - og derefter kan lovgivningen tage fat og lave regler.

Godt nok er drømme gjort af et skrøbeligt stof. Nogle kan bære, mens andre må briste. Men uden drømme bliver ingen sin egen styrmand.

Eli Augustinussen

Født 1933. Har sammen med sin mand siden 1955 været ejer af statshusmandsbruget "Fjordglimt" ved Kørup. Leder af Frit Oplysningsforbund i Otterup kommune.
Adresse: Krogsbøllevej 193, 5450 Otterup.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn