Lokalhistorie i Lunde Sogn Ulkendrup, et sagn om en landsby

---

Af Herluf Knudsen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Otterup Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets blad nr. 20
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

For en tid siden læste jeg i J. M. Thiele's Danske Sagn, og her faldt jeg over et sagn om byen Ulkendrup's ødelæggelse.

Men inden jeg går til historien om Ulkendrup, synes jeg det kunne være passende at præsentere Thiele og hans værk lidt nærmere. Just Mathias Thiele levede fra 1795 til 1874, og i begyndelsen af 1800-tallet indsamlede han som den første herhjemme folkemindefortællinger fra det befolkningslag, som endnu levede med disse fortællinger. I første omgang fik han indsamlet og udgivet dette sagnstof i 4 mindre bind i tiden 1818 - 23, og i 1843 udsendtes sagnene igen i en forøget udgave. Thiele gjorde en god begyndelse m. h. t. at indsamle folkemindestof, men vore betydeligste indsamlere kom senere.

Sagnet/historien lyder:

Røverne i Ulkendrup.

Til Dallund på Fyn hører der nogle jorder, der kaldes Ulkendrup marker. Her lå der tidligere en gård, som blev brændt ned til grunden ved følgende begivenhed:

En juleaften, da konen i huset havde travlt med at tilberede maden til højtiden, kom der to karle ind i gården og bad hende om at få noget mad. Hun var gæstfri og gav dem, hvad de bad om, men i samme øjeblik trådte endnu to karle ind, så to til og atter to, og konen mærkede jo snart, hvordan det hang sammen. Hun gjorde sig derfor et ærinde ud i stalden, tog den bedste hest og red til Næsbyhoved slot. hvor hun underrettede lensmanden om det. Da blev der sendt en stor flok bevæbnede mænd til Ulkendrup, og de omringede gården, så røverne ikke kunne undslippe. Men nu opstod der en voldsom kamp mellem røverne og de udsendte folk, og det var ikke muligt at komme ind i gården eller pågribe nogen af ugerningsmændene, uden at man stak gårdens længer i brand. Da faldt tre af røverne i hænderne på folkene, men de øvrige bar sig så listigt ad, at de slap bort, og det fortælles, at de to fornemste af røverne midt i kampens hede stødte frem med store skinddyner i hænderne og derved opfangede alle de kugler, der blev afskudt imod dem. De tre tilfangetagne røvere angav senere de øvriges tilholdssted, og disse blev da fanget kort tid efter, ialt 24 røvere, ved det såkaldte Myrdehus, hvor de havde deres hule.

Såvidt fortællingen, også den efterfølgende historie handler om det lige omtalte Myrdehus. som ikke havde sit navn efter røvernes gerninger, men derimod efter andre begivenheder. Dallund nævnes her som stednavn, men forbindelsen til Myrdehuset, synes mig ret uklar.

Ser man på de historiske frasagn om lokaliteten, som man mener er historiske, så dukker historien med røveroverfaldet op igen.

Byen Ulkendrup bestod formentlig af 5 gårde, og den blev ifølge overleveringen brændt ned o. 1500. Branden blev påsat af høvedsmanden på Næsbyhoved under kamp med en røverbande, der havde overfaldet en af gårdene juleaften. Altså kernen af det ovennævnte sagn.

Genopbygt blev byen Ulkendrup ikke, årsagen hertil vides ikke. Hvorledes ejerforholdene var omkring byen og dens marker var før ødelæggelsen ved jeg ikke, men det efterfølgende kunne tyde på, at det var krongods. I 1506 erhvervede Eiler Bryske (d. 1529) på Dallund en del af jorden ved et magelæg af kronen. Først i 1688 købtes Ulkendrup (restdelen) af kronen til Dallund af Jens Erichsen Westengaard, der samtidig fik tilladelse til at tillægge den til Dallund hovedgårdstakst, ligeledes fik han bevilget sædegårdsfrihed, og hermed var Ulkendrup kort og godt en fuldt inkorporeret del af herregården Dallund. Sådan forblev det indtil 1915, hvor den solgtes fra. Gården Ulkendrup, som den kendes idag, var dog allerede oprettet i 1874, som en afbyggergård til Dallund.

Samme Eiler Bryske havde været en højt betroet mand af kongerne Hans og Christian II, d. v. s. han var en højt betroet lensmand på Fyn. Han var dog ikke lens-/høvedsmand på Næsbyhoved slot på den tid, hvor de ovenover gengivne begivenheder fandt sted, men han vides at have været lensmand på Næsbyhoved slot både før og efter, nemlig i årene 1489 - 95 og i året 1423/24. Lensmanden på Næsbyhoved slot i årene 1499 - 1504 var en Otte Porsfeld. Hvem han iøvrigt var, eller hvor han kom fra, ved jeg ikke, men det må formentlig være ham, der var lensmanden i røverhistorien.

Historien om byen Ulkendrup's ødelæggelse er jo placeret i en tidsperiode, hvor adelen var begyndt på at få deres jorder trukket ud af det almindelige landsbyfællesskab, som ellers kendes lige op til de store landboreformer, så at deres jord blev samlet i en større parcel, ligeledes søgte de at forøge deres tilligender til deres sædegårde.

Tidsperioden kender såvel til nedlæggelse af landsbyer, hvor deres jorde blev lagt til sædegårde, som til adelige gårde i (lands-)byerne, som forsvandt fra landbyerne, d. v. s. nedlagte som adelige sædegårde. (Forekommer i så godt som alle sognebeskrivelser i J. P. Trap, Danmark.)

Om Ulkendrups skæbne i denne sammenhæng, i årrækken fra landsbyens ødelæggelse og frem til dens endelige inddragelse under Dallund som hovedgårdsjord. kan man selvfølgelig ikke sige meget med nogen større sikkerhed. Om hvad der skete med/på byens jorde? At jorden skulle have ligget urørt hen i så lang tid er næppe sandsynligt, da arealet i så fald var sprunget i skov, og hvorvidt man fra Dallund har forsøgt at drive deres del sammen med Dallunds hovedgårdsjorde, eventuelt blot i perioder? Jeg tror, man må formode, at det har fået lov at henligge som græsningsområde "overdrev" for et eller flere af de omliggende landsbysamfund. At Dallund har haft del i dette "overdrev", forekommer mig sandsynlig.

Thi i den første matrikel af 1664 siges det om Ulkendrup mark, at den i "gammel tid havde været bebygget, men nu lå øde", dette tyder ikke på nogen større ændring siden byens ødelæggelse. Forsåvidt at dette ikke skyldes midlertidige forhold i forbindelse med landets forarmelse som følge af svenskekrigene.

Ulkendrup's skæbne som by blev ikke beseglet af godsgriske adelsmænd, som stræbte efter at få deres jordegods samlet i en parcel. Årsagen til at byen forblev øde efter nedbrændingen må nok ses i enten manglende befolkningsgrundlag eller at byen i datidens landskab lå afsides og for nær ved skoven (røvernes tilholdssted), så det var for farligt at bo der. Beboerne fra Ulkendrup, for så vidt de overlevede overfaldet, blev antagelig overflyttet til de omliggende byer. Denne påståede farlighed kunne anskueliggøres af følgende korte sagn fra E. Tang Kristensen's Danske Sagn:

Søndersø skov, som har strakt sig til Dallund og Ørridslev og videre frem, har en gang gjemt en stor røverbande. Anføreren var adelig og hed Sturzenbecker. Han og hans folk tog en nat høvedsmandens datter Karine på Næsbyhoved. Hendes elskede bandt de til et træ, men han blev løst af en forbigående og meldte på slottet, hvad der var sket. Porsfeldt med folk satte nu efter røverne, og i Søndersø skov opdagedes hulen, som så blev opbrændt samme nat, men Karine blev frelst.

Sagnet her, handler antagelig om den samme Porsfeld, som jeg ovenover udpegede, som den lensmand, som var i kamp med røverne i Ulkendrup. Røvere har der åbenbart været mange af, men der var måske flest i folks beretninger.

Herluf Knudsen, Lunde 31/8 -90.

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn