Lokalhistorie i Norup Sogn Julegrisen slagtes

---

Af Louise Christensen
Materialet er venligst stillet til rådighed af Otterup Lokalhistoriske Arkiv
Denne artikel blev publiceret i arkivets blad nr. 21
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

På Bogø boede Anna Marie og Christen Christensen. De er herover fotograferet sammen med børnene Holger og Louise.

Louise, født 1904, har skrevet om livet på Bogø, om oversvømmelser og dyrkning af jorden og meget mere - også om slagtning, vask og ølbrygning. Vi bringer her Louises fortælling om slagtningen af julegrisen:

Det foregik gerne lidt før jul, så var luften tilpas kold, og så kunne vi have nogenlunde fersk slagtemad i julen. Vi havde dog altid et par sæt naboer eller familie, vi byttede slagtemad med, det var jo altid rart, når nogen slagtede lidt før eller senere at kunne få sig en fersk medisterpølse eller ribbensteg. Den gang var der jo ikke frysere, og landmændene var nu engang indstillet på at leve af hjemmelavede produkter.

Selve slagtningen var en temmelig makaber forestilling. Når grisen blev stukket, gemte vi børn os gerne så langt væk vi kunne, for det lød så uhyggeligt, når grisene hylede, men når det så først var overstået, var der jo ligefrem feststemning i huset, for der var jo masser af lækker mad. Blodpølse i rensede store tarme og kogt i gruekedlen var noget af det første, vi fik fra grisen. Og om aftenen, når hovedet og lidt andet var kogt til sylte, så spiste vi det, kogt fersk kød til rugbrød, det smagte herligt!

Der skulle jo også smeltes fedt af; det var fedtlommerne og det fedeste fra forskellige steder, der blev hakket en gang på kødmaskinen og så under langsom opvarmning i en stor gryde fik lov at smelte, deri kom vi så altid et par tykke skiver rugbrød og et par æbler, det tog den lidt vamle smag. Når det så havde småkogt, til der ikke var mere fedt i affaldet, som vi kaldte grever, blev disse grever siet fra og kogt sammen med skårne æbler, og det blev så til fedtegrever, der smagte dejligt på rugbrød med lidt salt på - jo, der blev meget godt ud af sådan en gris på 150-200 kg.

Når vi så havde hakket kød til medister og lavet rulle- og leverpølser, skulle alt det, der ikke skulle bruges fersk, saltes i det rengjorte saltkar, og det var groft salt, og hvert stykke skulle gnides meget omhyggeligt med saltet og pakkes så tæt som muligt for at det kunne "gå i lage". Det, der skulle holde sig længst, nærmest flæsket, blev lagt i bunden, og så ellers opefter, som vi regnede med at bruge det, f.eks. skulle skinker og noget af flæsket røges, og det skulle ikke saltes alt for længe, så blev kødet for tørt og for hårdt.

De saltede slagtevarer skulle udblødes i vand 1-2 dage, før det blev kogt, kun det reelle flæsk blev stegt i skiver, ellers blev saltemad kogt, og det smagte virkelig godt, når det blev behandlet rigtigt, dog skal indrømmes, at suppen af det salte kød sommetider kunne være rigtig salt enten det var grønkål, hvidkål eller almindelig suppe med melboller, men det kan jo være, det var sundt, vi blev i hvert fald saltet mere indvendig end vi gør nu med al den moderne konserves og frysning.



Til blodpølse og levertarme brugte vi tyktarme, og til medister tyndtarmen. Når de skulle renses, blev de først krænget d.v.s. slagteren havde en bliktud, som han satte enden af tarmen på, og ved at hælde vand på fik han tarmen til at løbe ned i en balje med vrangsiden udad. Først var indholdet af tarmen selvfølgelig trykket ud, men alligevel var det noget griseri, og der skulle en meget omhyggelig rengøring i groft salt til bagefter. Værst var tyktarmen, der var så krøllet, men senere syede vi pølser af pergamentpapir, og det var en stor lettelse.

Dem bandt vi for med tråd. Tarmpølserne brugte vi pølsepinde til, og det var tynde pinde, der blev snittet i forvejen. De allersidste gange, jeg var med at slagte gris, kogte vi simpelthen blodpølsemassen i sandkageforme, der blev sat i bradepanden med vand i ovnen. Det blev nemmere, men de smagte nu heller ikke som de gammeldags "sortepølser". Om det så var bedre eller dårligere er så en smagssag, men sundhedskommissionen ville sikkert ikke gå ind for de gammeldags, og det kan jo også godt være, de smagte lidt mere af gris end godt var, men de blev da kogt og spist.

(Efter rengøringen af tarmene blev de lagt i et fad med rent koldt vand og forskellige grønne urter, selleritop, porretop og persille for at tage noget af grisesmagen.)



Anna Marie og Christen Christensen fejrer guldbryllup med - som det dengang var sædvane - et hav af blomster.

Christen, født 1869, talte tit om, at i hans barndom blev der til jul hos sognefogeden opstillet tønder, som gårdmændene lagde gryn, mel og flæsk i. Det blev så delt ud til de fattige, som kom med deres bøtter og kurve. - Uretfærdigt, mente Christen, hellere løn fremfor disse almisser!

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn Jul på NordfynsWeb