Lokalhistorie i Skeby Sogn Karen fra Ølund

---

Af Margit Egdal
Materialet er venligst stillet til rådighed af Margit Egdal
Publiceret i Otterup Lokalhistoriske Arkivs blad nr. 72
Digitalisering af artiklen er foretaget af NordfynsWeb

---

En udvandrerpige sendte i 1879 et brev hjem til Danmark

"Jeg er så fin hver dag, som jeg var til stads i Danmark..." skrev Karen i et brev dateret maj 1879 og sendt hjem fra USA til farmoderen i Ølund. Karen kunne også betro sin farmor, at to ny kjoler, en ny vinterhat, nye støvler, nyt underskørt og mange andre nye ting var indgået i hendes garderobe.

Hvordan det kunne gå til, at en fattig pige fra Ølund nu befandt sig i USA og blev ekviperet med fint, nyt tøj fra yderst til inderst er en lang historie. Den handler om en families udvandring, som, da familien først havde gået så gruelig meget ondt igennem, også kom til at betyde det sociale løft, der ikke var mulighed for i Danmark.

Fortællingen om Karen begynder i sommeren 1862, hvor hun kom til verden i Ølund. Hun var datter af Ane Marie og Henrik Christiansen i Ølund.

Christian, der var født i 1855, var Karens ældste bror. Så var der Rasmus Peder og søsteren Johanne. Endelig var der så Karen.

Karen var kun nogle få måneder gammel, da hendes far uventet døde blot 34 år gammel.

Pludselig stod hendes mor alene med fire børn. Hun sled hårdt for hver dag at kunne sætte mad på bordet til børnene. Hun malkede køer på Ølundgården og svang så let som ingenting malkespanden op på hovedet og gik med den. Hun sankede hvedeaks på markerne, så hun kunne bage lidt julekager til børnene. Hun var en rask og flittig kone, men trods al sit slid havde hun ondt ved at forsørge børnene.

I 1863 fik Karen en ny far i tømreren Knud Rasmussen. Han var fra Bederslev, men havde tjent i forskellige pladser på Nordfyn. Nu arbejdede han i Ørritslev med tilhugning af bjælker til bindingsværk.



Knud blev en god far for Karen og hendes søskende. Han tog dem til sig som sine egne, tålte end ikke ordet "stedfar".

Karen voksede op i en fattig, men kærlig familie. Søskendeflokken talte efterhånden hele ni. De sidste fem var Karens halvsøskende. Forældrene arbejdede hårdt, og børnene hjalp til, så snart de kunne. Hverdagen drejede sig om at skaffe føde og klæder. Egentlig så det ikke ud til at blive anderledes - det samme slid for føden år efter år. Karens mor var malkekone på Ølundgård. Skulle næste generation også malke køer? Var der overhovedet nogen anden fremtid for pigerne end blandt køerne? Og skulle sønnerne sendes i krig? Der havde været krig 1848-50, og 1864 var endnu nær og afskrækkende. En ny krig var vel på vej? Militærtjenesten kunne man ikke undslippe. Set fra Ølund så fremtidsudsigterne dystre ud.

Karens forældre var dybt troende. Da mormonerne i 1876 begyndte at missionere i Ølund og fortalte om Guds eget land, det forjættede land, dét Amerika, hvor alle muligheder stod åbne for driftige folk, var Karens forældre lydhøre. Det endte med, at forældrene besluttede sig for at tage med mormonerne til Amerika. Sent i efteråret 1877 blev hele familien døbt som mormoner, og så snart det blev forår, blev det mest nødvendige til emigrationen pakket. De større børn fik hver en rygsæk, som først og fremmest blev fyldt med værktøj.

I 1878 brød familien op fra Ølund - far, mor og ni børn forlod Danmark for stedse. Det var nøjsomme og flittige mennesker med dybe danske rødder, der udvandrede.

Sig ikke, det gik glat at starte i det fremmede, nej sig ikke, det var nemt. Det varede måneder, førend Karen skrev til sin farmor i Ølund, og da måtte hun fortælle om trængsler og modgang. Da familien nåede frem til Utah, var der så varmt, at de var ved at omkomme af hede. Først havde Karen selv været syg. Om natten stod tre engle i lange hvide klæder for enden af hendes seng for at tage hende med sig, men i sin febervildelse talte Karen til dem og sagde, at hun ikke ville med, hendes familie havde brug for hende. Søster Johanne lå også og var endnu ringere end Karen. Pigerne kom sig heldigvis, familien drog videre til bestemmelsesstedet, byen Fillmore i Utah. Her var nogle slægtninge bosat, som var emigreret flere år tidligere. Der kunne altid bruges nogle ekstra hænder i markarbejdet, og familien fra Ølund tog fat med det samme. Uvant med de høje temperaturer blev Rasmus Peder dårlig og måtte sætte sig. Da hans bror Christian et par timer efter ville se til ham, kunne han ikke snakke, og han døde samme aften. Karen skrev "- Og så kom de kørende med ham død, den næste morgen. Vi var ikke kommet op, da Christian kom og pikkede på døren, og vognen holdt uden for døren med Rasmus Peder, og han var død. Moder hun blev så at hun ikke kunne gå ud til vognen, det var sorrig, ja mere end sorg. En lille tid derefter, da døde lille søde Stine, da blev sorgen atter større... jeg tænker, at de vare for gode til at leve her på jorden... vi håber, vi en gang samles med dem udi glædens hjem."

Men der er også gode nyheder at fortælle for farmor: "Johanne er blevet gift... Det er en rigtig god mand, hun har fået." Johannes mand var Christian Andersen fra Falster. Klogelig nok undlader Karen at fortælle for farmor, at Johanne ingenlunde var den eneste kone i ægteskabet. I efteråret 1878 var både Johanne selv og en anden nordfynsk pige, Anne Dorthea fra Norup, blevet viet til Christian Andersen. For øvrigt var han allerede gift, men det ville nok alt sammen være lidt vanskeligt at forklare bedstemoder, så det tav Karen om.

Eftertiden kan undre sig over de mange solide danske piger, som kort efter ankomsten til Utah indgik polygame ægteskaber. Ligger det ikke fjernt fra dansk tankegang? Svaret er nej! At ægteskabet var et spørgsmål om at blive forsørget står klart, men det ser ud, som om kvinderne i de polygame ægteskaber var nøjagtig lige så lykkelige eller ulykkelige som i monogame ægteskaber.

Karen kom ud at tjene, så snart familien nåede Fillmore. Og så fortæller Karen ellers løs: "Her er meget bedre at tjene heroppe end i Danmark, her skal pigerne ikke gå og slæve udenfor, som i Danmark, de bliver inde og passer huset. Vi skal have tallerkener til hver gang, vi skal spise, så har vi hver sit tallerken. Her er alle som de fine, fornemme folk i Danmark, vi har gulvtæppe på gulvet og gardiner for vinduerne og mange andre fine ting."



Så er der al det nye tøj, en brudekjole er det sågar blevet til, den kostede 7 dollar, men nu tjener Karen jo mange penge. Hun fortsætter brevet: "Jeg kan også lade dig vide at mine forældre, de har fået et nyt hus og flytter deri i dag, de har bygget det selv. Her er så store frugthaver her, meget større end dem de havde i Danmark. Jeg har tjent hos folk, hvor manden var dansk, og konen var engelsk. Jeg kan nu tale engelsk, så at jeg kan klare mig, hvor det skal være - omtrent. Jeg taler engelsk altid nu, så kan min mor ikke forstå mig, når jeg kommer hjem og ser til hende. Johanne kan heller ikke, de siger, når du vil tale med os, så tal dansk!"

Til slut er der mange kærlige hilsener til alle fra Karen i Fillmore, Utah, North Amerika - og så er Karen lige blevet fotograferet, så der er et billede med til farmor.

Margit Egdal



Karens brev er netop afleveret i arkivet. Brevet supplerer meget fint fortællingen om udvandrerne fra Ølund, der findes i Margit Egdals Bog "Miraklet på Fyn". Heri omtales Karens farfar og farmor, Christian Clausen og hustru. Det er dog Chr. Clausens anden kone, Ane Madsdatter, Karen kalder farmor. Karens rigtige farmor er død..

NordfynsWeb Klik på den lokalitet du søger information om
Udvalgte emner Fortidsminder Gadekær Kirker Mindesmærker Naturområder Slotte og herregårde Skulpturer Øvrige Lokalhistorie Cykelruter på Nordfyn Gamle nyheder Nordfynske vejnavne Nordfynske stednavne Kun for sjov - lidt tidsfordriv om Nordfyn