Køkkenskriveri
Piancarda i ny årgangAf Benny Doré den 25. maj 2009
En smålun majaften, hvor vi kunne sidde i læ på terrassen med de kolde rester af en let krydret svinemørbrad sammen med nogle sauterede grøntsager - det tænkte jeg kunne være en passende anledning til at smage Garofolis Piancarda.
Selvom Garofoli nok er mest kendt for Marches klassiske hvidvin Verdicchio dei Castelli di Jesi, så laver de altså også et par rigtig gode Rosso Conero. Piancarda, som vi netop har fået hjem i årgang 2006, er en rigtig god vin der lagres 12 måneder på store franske og slavonske egetræsfade.
2006 er jo som bekendt en rigtig vellykket årgang de fleste steder i Italien - det kan man også sige er tilfældet med Piancarda. Selvom de sauterede broccoli og krydderierne på mørbraden kæmpede godt med, så er den nye årgang så forholdsvis kraftfuld, at den lige skal testes igen næste gang der skal tændes op i grillen - måske til et par lammekoteletter.
Der er både nutid og et par års fremtid i 2006-udgaven af Piancarda.