Køkkenskriveri
Flyskræk og Rosso ConeroAf Benny Doré den 25. august 2009
Jeg er ikke en af de frygtløse, der uden forudgående søvnløse nætter og et passende kvantum Fernet Branca tør gå ombord i en flyvemaskine. Ikke fordi jeg tvivler på de statistiske kendsgerninger om risiko kontra kilometer i forhold til andre transportmidler - nej, det er nok mere den irrationelle frygt for det man ikke selv er herre over.
Af ovennævnte grund og et ønske om at komme fobien til livs, så har jeg altid søgt efter en hjælp fra oven eller fra neden. Derfor er jeg villig til at lægge øre til megen snak eller ammestuesnak.
Da vi i sommer skulle besøge vinhuset Garofoli i regionen Marche faldt det sig lige for at overnatte i byen Loreto syd for Ancona. Byen er et yndet pilgrimsmål fordi Jomfru Marias hus i Nazaret ifølge overleveringen efter en mellemlanding i Tyrkiet blev fløjet på englevinger til netop Loreto.
I Loreto ærer man en statue af Jomfru Maria kaldet Den Sorte Madonna. Originalskulpturen blev uheldigvis ødelagt under en brand i 1921 men året efter genskabt af kunstneren Leopoldo Celani.
Kombinationen af englenes luftbårne flytning af Jomfru Marias hus og skulpturen af den sorte madonna har ført til, at Madonna di Loreto er blevet skytshelgen for luftfarten. Det kan så for en stund give mig fred for højde- og flyskræk, medens vi i skumringstimen sidder og nyder udsigten fra Loreto over mod Monte Conero. At flysikkerheden er lagt i hænderne på en så 'flyvsk' historie, det venter jeg så med at evaluere til et senere tidspunkt. Maden var for øvrigt udmærket, og næsten lige så god som udsigten.
Bjerget har for øvrigt givet navn til regionens bedste rødvin 'Rosso Conero', som fortjener meget mere opmærksomhed udenfor Italien.