Køkkenskriveri Rødkålstesten
Af Benny Doré den 30. november 2009

Personligt er det ikke så tit jeg sætter Amarone på bordet. Især kan jeg ikke tilslutte mig mine landsmænds til tider euforiske tilstand af lykke over denne drik fra Veneto.

Når det endelig sker, ja så er det når november eller decembers mørke tristesse sænker sig over det råkolde og triste landskab - så trist at sjælen og maven trænger til lidt varme, fylde og restsukker at trøste sig på.

Glem alt om billige Amaroner. Fremstillingsmåden hvor druerne tørres i flere måneder betyder udgifter for vinbonden og det afspejler sig selvfølgelig på salgsprisen. I stedet for at styrte til det ene eller andet supermarked der falbyder Amarone til omkring en hundredekroneseddel, ja - så køb i stedet en god Valpolicella eller måske Ripasso til samme pris. Spar sammen og køb en ordentlig Amarone når det endelig skal være.

Grunden til at der denne gang kom Amarone på bordet, ja det var en naturlig konsekvens af, at vi netop havde fået nogle kasser hjem af 2005-udgaven fra Zenato. Efter at druerne til denne vin blev plukket og omhyggeligt sorteret, så blev drueklaserne placeret i lave træbakker og tørret cirka 5 måneder.

Resultatet er en meget kraftig og sødmefuld vin der så lige blev testet op imod den kommende juletids andesteg og rødkål - og jo, den kan godt anbefales hvis man ikke er bange for at blive overvældet af varme, sødme og fuld krop.

Den italienske vinguide Gambero Rosso har tildelt denne årgang Zenato Amarone della Valpolicella Classico de maksimale tre glas.





Alle køkkenskriverier og nyhedsmails