Køkkenskriveri
MandagsluksusAf Benny Doré den 15. februar 2010
På en helt almindelig vinterkold februarmandag, er det dog en luksus med en både lækker og spændende vin til hakkebøffen og de råstegte kartofler. Grunden til at hakkedrengen kunne ledsages af en Aglianico fra vinhuset Mastroberardino var vores eget gode VIP-tilbud med fire forskellige vine fra en af de førende vinproducenter i regionen Campania.
Udover et par forskellige Taurasi, som må siges at være topvinen i netop Campania regionen, så er der blandt andre også Mastroberardinos Aglianico Campania i temakassen. Vinen er som navnet siger lavet på aglianicodruen, også kaldet sydens nebbiolo. Aglianico er en af verdens ældste blå druesorter og kendes helt tilbage til romersk tid. Druen stammer sandsynligvis fra Grækenland og er en udbredt rødvinsdrue i Syditalien, hvor den trives godt på bakkerne og den vulkanske jord. Aglianico giver intensive og aromatiske vine, som Aglianico del Vulture og Taurasi, der bare bliver bedre ved lagring.
Mastroberardino er som sagt en af de førende vinproducenter i regionen Campania. Familien Berardino begyndte at dyrke vin engang i 1600-tallet, og er dermed et af de store familieejede vinhuse i Italien. Mastroberardino er da også medlem af foreningen Grandi Marchi, der samler Italiens store - ofte familieejede - vinhuse. Udover Mastroberardino er bl.a. Marchesi Antinori, Masi, Donnafugata, Franco Biondi Santi og Pio Cesare medlem af Grandi Marchi. Foreningens sytten medlemmer omsætter hvert år vin for over 500 millioner euro, det svarer til tres procent af det totale salg af italiensk vin.
Hvis man kan undgå at få de temmelig uromantisk store tal galt i halsen, så laver Mastroberardino altså nogle aldeles fremragende vine. Aftenens Aglianico var ingen undtagelse. Selvom vine lavet på Aglianico ofte kan være temmelig rustikke med kraftig syre, så er denne en fyldig blød og lækker vin i den afslappede stil. Lige til en mandag aften, hvor vejrudsigten lover sne de nærmeste dage.