Køkkenskriveri
Fiagre og Zucchini RipieniAf Benny Doré den 29. juli 2010
Efter min, og efterhånden også en tre-fire andre danskeres, mening kommer nogle af Italiens bedste hvidvine fra regionen Campania.
Campania, som ligger syd for Rom og ud til Middelhavet har små 6 millioner indbyggere, hvoraf ca. halvdelen bor i hovedbyen Napoli. Jorden er frugtbar og klimaet mildt med mange solskinstimer, der dyrkes vin, oliven, frugt og hvede medens industrien er koncentreret omkring Napoli. Campania har mange turister, der besøger de mange kendte steder som for eksempel Sorrento, Amalfi, Vesuv, Pompei, Ischia og Capri.
Med druesorterne Greco og Fiano laves de to fremragende hvidvine Greco di Tufo og Fiano de Avellino. Fra vinhuset Cantine Antonio Caggiano har vi netop modtaget en hvidvin, hvor begge druer blandes til en vin som både har begejstret undertegnede og Robert Parker, der giver den en flot omtale og ikke mindre end 90 points.
Her nyder vi Fiagre sammen med Zucchini Ripieni (Ostefyldte zucchini) der som forret til 4-6 personer kan laves ved at koge 6 små zucchini i 3-5 minutter og efterfølgende skære dem over på langs og udhule dem med en ske. Skorpen skæres af en tyk skive franskbrød der får et par spiseskefulde mælk og derefter knuges tørt.
Kødet fra de seks zucchini hakkes fint og røres sammen med brødet, 125 g. ricotta ost, 1 fed presset hvidløg, 25 g. revet parmesanost, 1 æggeblomme, lidt tørret oregano samt salt og peber. Denne blanding fyldes i zucchiniskallerne og der drysses yderligere 25 g. revet parmesan ovenpå. Stil de fyldte skaller i et ovnfast fad og bag dem i en varm ovn ved 190 grader i godt en halv time. Når de er møre og gyldne - så er det bare at sige velbekomme og skænke hvidvinen op.