Køkkenskriveri
Hjertet på rette stedAf Benny Doré den 06. oktober 2010
Ens eget hjerte skal selvfølgelig sidde der hvor hjerter skal sidde. Jeg hentyder ikke her til i hvilken side, det overlader jeg til de politikere der har et sådant. Jeg mener heller ikke det skal sidde oppe i halsen.
Nej, jeg hentyder til den i vort land så glemte og oversete spise.
Her i aften fandt jeg ud af hvor det rette sted for et stakkels udslukt svinehjerte er - nemlig sammen med rigelige mængder af ansjos. Efter at ha’ kørt det halve Nordfyn rundt efter et par hjerter, vores naboslagter har åbenbart opgivet at sælge indmad, var det største arbejde sådan set overstået.
Det kan jeg selvfølgelig sagtens sige i og med at det er min kone der laver næsten al mad her i huset. Men opskriften er faktisk lige så nem som den er kort. Den kommer her:
Skær et hjerte i skiver og steg dem 5 min. i smør og olivenolie. Tilsæt derefter hakkede ansjosfileter, vi flottede os med en hel dåse på næsten 50 gram. Steg videre indtil ansjoserne er gået helt i opløsning. Basta, så er den ret færdig.
Drys rigeligt hakket bredbladet persille over og server eventuelt med et stykke stegt polenta eller måske lidt ris. For at få lidt grønt til øjnene supplerede vi lige med nogle let kogte bønner.
Sammen med en flaske Langhe Nebbiolo fra Fratelli Revello var det en rigtig positiv oplevelse. Lidt i stil med Fegato alla Veneta (lever fra Veneto), men den opskrift venter jeg med til et senere køkkenskriveri.