Køkkenskriveri
Vinter og vintervineAf Benny Doré den 29. november 2010
Vinteren har lagt sin smukke hånd over landet. Der er lagt en ren hvid dug på, så himlens sparsomme lys får en kærkommen hjælp fra de snehvide reflekser.
Sommeren og efterårets frugter er ikke alle faldet af træerne, og danner sammen med sneen pittoreske syn for den som ikke bruger hele energien på at brokke sig over de besværligheder som vintervejret selvfølgelig også fører med sig. Skynd dig at få skovlet indkørslen fri for sne, så sparer du også udgiften til kondicykel eller løbebånd. Så er du efterfølgende i form til at gå en tur i sneen for at nyde stilheden og de mange nye synsindtryk.
For en vinforretning, hvor langt størstedelen af salget sker fra hjemmesiden, vil der selvfølgelig være udfordringer med hensyn til transport på isglatte eller måske snelukkede veje. Heldigvis har vi flinke fragtmænd til at løse de problemer. Man kan så også glæde sig over, at varme faktisk er et større problem end kulde når det drejer sig om vin. Der er betydelig større fare ved at tage nogle kasser vin med i bilen fra sommerferien i Italien, end ved at sende dem et lille døgn rundt i Danmark om vinteren.
For ikke at udfordre skæbnen mere end højest nødvendig, kunne det være en god idé i de koldeste perioder at tage lidt forholdsregler. For privatkunder der ikke er hjemme i dagtimerne kunne man, hvis det kan lade sig gøre, bruge en erhvervsadresse som modtageradresse, så vinen kan komme indendørs så hurtigt som muligt. Alternativt kan man skrive i kommentarfeltet at fragtmanden kan stille kassen ind i f.eks. et redskabsskur eller garage, hvor temperaturen nok er lidt højere.
Skulle temperaturen komme ekstremt langt ned, kan vi aftale at afvente en af de dage med mildere temperaturer som sikkert kommer hurtigt.