Køkkenskriveri
Lange skygger eller solstrålerAf Benny Doré den 21. november 2012
Jo, november er ikke årets muntreste måned. Vejret er ofte gråt. Med den aktuelle krise er humøret også til den grå side mange steder. Vejret kan man ikke gøre noget ved, udover at hygge sig inden døre. Krisen kan man åbenbart heller ikke gøre noget ved, udover at undre sig over man styrede lige direkte ind i den.
Dårligt vej har man haft mange gange før. Det har lært os at tage passende tøj på eller skrue op for varmen. Kriser har man haft mange gange før. Det har man så ikke lært noget af.
I november er skyggerne lange. Sådan kan man vælge at se på det. Hvis der er lange skygger, så er der også en sol. Man kunne så vælge at udbryde 'hvor er solens stråler dog lange og smukke'. Det bestemmer man selv.
De skiftende årstider gør os nordboer lidt maniodepressive. Enten er vi sommerkåde eller vinterkede. Det mærker man tydeligt som vinhandler. Hvidvine sælger man stort set kun i sommermånederne. I vinterkulden kan rødvinen ikke blive mørk, varm og fyldig nok.
Her i kombinationen af trist vejr og trist økonomi kan vinen ikke blive billig nok. Eller rettere så kan tilbuddet ikke blive godt nok. Vi må håbe at kunderne forstår at skelne de rigtige tilbud fra salgsgas og oppustede førpriser.
Hvis man nu vælger at se solens stråler i stedet for de skygger den også skaber, så behøver man måske ikke trøste sig i de mange discountflasker. Solen kunne jo også skinne i et glas god vin og sende livgivende reflekser tilbage.