Køkkenskriveri
Caravaggio i NapoliAf Benny Doré den 01. marts 2016
Michelangelo Merisi da Caravaggio, normalt kun kaldet Caravaggio, har ikke opnået samme brede kendskab, som sin navnebror. Ham med loftet i det Sixtinske Kapel. Ikke desto mindre revolutionerede Caravaggio maleriet i perioden omkring år 1600. Hans malerier, hvor skarpt belyste figurer fremstår dramatisk på en ofte næsten sort baggrund, fik enorm indflydelse på efterfølgende generationer af malere i hele Europa.
Caravaggio havde, hvad vi i vore dage kalder et vanskeligt sind. Han var arrogant og oprørsk. I 1606 gør Caravaggios temperament ham til morder. Et skænderi eskalerede til sværdkamp, hvor Caravaggios rival efterfølgende dør af sine sår. I stedet for at stå til regnskab for sin gerning flygter han først til Napoli og efterfølgende til Malta. På Malta bliver han til gengæld for et maleri af Johannes Døberens halshugning tildelt medlemskab af Malteserridderne. Derved opnåede han en høj social status på øen. En status der blev ødelagt, da han kom i kamp med en anden ridder og udstødt af ridderordenen. Efter et ophold på Sicilien vendte han tilbage til Napoli, hvor han selv blev vansiret i ansigtet efter et slagsmål.
I mellemtiden havde indflydelsesrige venner i Rom fået paven til at benåde Caravaggio. Da han skulle sejle tilbage til Rom, blev han af ukendte årsager fængslet. Efter løsladelsen var skibet med alle hans ejendele sejlet videre uden ham. Under forsøget på at gå langs kysten til Rom blev han syg, måske af malaria, og døde 38 år gammel i den lille by Port'Ercole.
I sit korte liv nåede Caravaggio dog at berige eftertiden med nogle af verdenskunstens vigtigste værker. Jeg har tidligere skrevet om jagten på malerier af Caravaggio under vores besøg i Rom. Her i februar udvidede vi søgeområdet til Napoli, hvor oplevelsen var et af hans hovedværker 'De syv barmhjertighedsgerninger' i kirken Pio Monte della Misericordia.
Frokosten i Napoli blev et par af Napolis berømte pizzaer. Et måltid jeg vil fortælle om i et senere køkkenskriveri.