Køkkenskriveri
Økologisk kærlighedsbarnAf Benny Doré den 04. marts 2016
Det er sandt for dyden ikke nogen stor by vi bor i. Der er dog her downtown fire forretninger. Dametøj, maling, vores lille vinhandel og endelig Dagli'Brugsen. Da brugsen også sælger vin, behøver byens 767 indbyggere ikke gå tørstige i seng.
Udvalget er dog ikke helt det samme. Vores store nabo er nok stærkere i kategorien '6 flasker for 169,- ' end os. Derfor udgiver Coop også et magasin om vin med mange sider i flotte farver. Som gode naboer læser vi selvfølgelig deres udmærkede publikationer.
Jeg vil endog gå så vidt at citere fra en artikel om vine fra Etna på Sicilien: 'Hvis nebbiolo (fra Barolo) og pinot noir (fra Bourgogne) fik et kærlighedsbarn, kunne det meget vel være nerello mascalese'.
Det kan ikke siges meget bedre og passer rigtig godt på vores vine fra Tenuta delle Terre Nere. Vinhusets Etna Rosso er lavet på 98% nerello mascalese og smager som et kærlighedsbarn af Barolo og Bourgogne. James Suckling giver vinen 93 points og Wine Spectator bedømmer den til 90. At vinen samtidig er certificeret økologisk gør den ikke mindre tiltalende.
Med hensyn til økologi har jeg netop gennemgået vinbeskrivelserne på hjemmesiden. Ordet 'økologi' er fjernet i de tilfælde, hvor vinhuset for eksempel har oplyst, at de er 'under omlægning til' eller andre ikke helt konkrete og bevisbare påstande vedrørende økologi.
Nu forekommer ordet 'økologi' kun i forbindelse med vine, der er mærket med EU’s økologilogo. Siden 1. juli 2010 har det været obligatorisk, at anvende EU's økologilogo på mærkningen af økologiske fødevarer, der færdigpakkes indenfor EU.
Rigtig mange vinhuse, der ikke er certificeret økologisk, gør dog alligevel mange positive tiltag og dyrker måske druerne økologisk, men fører ikke de økologiske principper med ned i kælderen. Hvad ved jeg? Derfor beslutningen om kun at angive de vine, som er produceret samt kontrolleret efter retningslinjerne i EU's økologiforordning.