Køkkenskriveri


Intimopera
Af Benny Doré den 19. oktober 2016

Teatro La Fenice er det kendte operahus i Venedig. Ikke mindre end fem operaer af Verdi har haft premiere i Teatro La Fenice. Rigoletto og La Traviata er vel blandt de kendteste. Under vort seneste besøg i Venedig var Verdi dog ikke på repertoiret.

Heldigvis er der i Venedig andre muligheder for en aften med italiensk opera. Musica a Palazzo er en mindre kulturel forening, der siden 2005 har gjort Palazzo Barbarigo Minotto til en noget speciel operascene. Den traditionelle scene erstattes af forskellige rum i paladset, hvor den barokke møblering og indretning virker som naturlig scenografi.

Palazzo Barbarigo Minotto ligger ved Canal Grande og huser mesterværker af de største kunstnere fra den venetianske barokperiode, autentiske stuk, fresker og originale møbler. I en af salene finder man et loftsmaleri af Giambattista Tiepolo, som jeg tidligere har skrevet om.

Man skal være medlem af den kulturelle forening for at komme ind til en operaforestilling. Det kræver dog bare udlevering af nogle personlige oplysninger samt 75 Euro, samt selvfølgelig at der er ledige stole. Dem var der til gengæld ikke mange af. Det er lige ved at ensemblet på fire musikere og fem operasangere var i overtal.

På et tidspunkt sidder vi med Rigoletto og datteren Gilda stående en meter bag os. Hertugen af Mantova ligger og gramser på krofatterens søster Maddalena fem meter foran os. Så er det, at den fremragende kvartet 'Bella figlia dell'amore' bliver en meget nærværende og intim oplevelse.

Under forestillingen flyttede musikere, sangere og selvfølgelig publikum flere gange rundt til forskellige rum i Palazzo Barbarigo Minotto. Slutscenen blev passende opført i paladsets soveværelse.

Intimopera er på flere planer det rigtige ord til beskrivelse af en speciel og intens aften. Uden at have en tone skabt i livet følte vi os som medvirkende i en opera.


Alle køkkenskriverier og nyhedsmails
Info:
Kontakt (09.00-18.00)
Hanne Doré: 30 24 10 98
Benny Doré: 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Mail Åbningstider
Nyhedsmail
Få besked om nye vine eller årgange, nyt fra vingårdene, gode tips eller måske et godt tilbud fra DoréDelicato.

Tilmelding Arkiv
Køkkenskriverier:
Udvalgte værker fra 2023
07. januar 2024
Så er årets lille hæfte sendt til trykkeriet. Du kan smugkigge på udva.....
Læs mere
Barbera d'Alba
21. november 2023
Bel Colle Barbera d'Alba Ape Reale Ny vin i sortimentet Barbera Ape .....
Læs mere

DoréDelicato | Vin&Kunst
Vestergade 16 | Særslev | 5471 Søndersø
Telefon 30 24 10 98 / 20 49 10 24
MobilePay: 845 445
Email: info@doredelicato.dk