Køkkenskriveri
Efter tretten kom fjortenAf Benny Doré den 21. marts 2017
Som vinhandler har man den udfordring og glæde, at sortimentet faktisk skifter hvert år. Selvfølgelig er de fleste vinhuse og vinnavne de samme år efter år. Men vin er jo fremstillet af druer, der står ude i al slags vejr - et vejr der som bekendt ikke nødvendigvis er det samme som året før.
Hvis man er en stor vinproducent med marker placeret over et meget stort område, kan man kompensere for lokalt dårlige vækstforhold ved at blande druerne fra forskellige lokaliteter. Derved kan man opnå en tilnærmelsesvis ensartet kvalitet på de enkelte årgange.
Er producenten derimod en lille vinbonde med måske kun én enkelt mark, er der ikke den mulighed. Årgangsskift fra små vingårde er derfor spændende. I en verden hvor alt bliver mere og mere standardiseret er det livsbekræftende med vejrligets indflydelse på de enkelte årgange.
Hvis man tror, der bliver talt meget om vejret i Danmark, så er det trods alt ikke noget i forhold til snakken i vinområderne. I 2013 havde de fleste regioner i Italien vejrforhold, der resulterede i fyldige vine. Måske fyldige lidt på bekostning af elegance og kompleksitet. I 2014 er situationen meget anderledes. Regn og kulde i store dele af sommeren gav vine uden samme fylde som året før. Til gengæld finder man vine med mere elegance og kompleksitet.
Forskellen kan forklares enkelt ved eksempelvis Pieropan Ruberpan Valpolicella Superiore, som vi i årgang 2013 ikke var bange for at anbefale til julemaden. Årgang 2014 kan vi rigtig godt lide, men anbefaler den let afkølet til sommerens lette retter. Så er det jo bare passende, at det netop er den tid vi går i møde. Det samme kan siges om f.eks. Dolcetto d'Alba 2014 fra Elio Altare og samme årgang Bibbiano Chianti Classico.
Hvis man ikke er til de lidt lettere rødvine, så har vi stadig nogle kasser tilbage af f.eks. Piaggia Pietranera og Notaio L'Atto Aglianico del Vulture i den fyldigere årgang 2013.