Køkkenskriveri
San Giusto a RentennanoAf Benny Doré den 01. august 2021
Her starten af sidste sommermåned bliver der fyldt lidt på hylderne med vine fra San Giusto a Rentennano. De fleste af deres vine får vi kun tildelt ganske få flasker af.
I år blev det til:
San Giusto Chianti Classico 2919
San Giusto La Ricolma Merlot 2018 (kun 6 fl.)
San Giusto Le Baròncole Chianti Classico Riserva 2017 (kun 12 fl.)
San Giusto Percarlo 2017 (kun 12 fl.)
San Giusto Vin San Giusto 2012 (kun 3 fl.)
Ejendommen er grundlagt i 1956 af Enrico Martini di Cigala og hører hjemme i Gaiole in Chianti, i Toscanas Siena-provins, en kommune, der er kendt for at producere smagsrige, lagringsværdige og dermed strukturerede Chianti'er.
Siden 1992 er ejendommen blevet drevet af Enricos børn, Luca, Francesco og Elisabetta, idet Luca og Francesco har ansvaret for kælder og marker, mens Elisabetta står for det administrative.
Ejendommen består af i alt 160 ha jord, heraf 30,5 ha vinmarker og der fremstilles ca. 55.000 flasker årligt. Disse marker er overvejende beplantet med Sangiovese, som er druen, der umiskendeligt giver Chianti sin egenkarakter, men der findes ligeledes en smule Canaiolo, Malvasia og Trebbiano, og de to sidstnævnte anvendes til ca. 900 halvflasker af en fortryllende dyb og rig Vinsanto, der på traditionel vis lagres i 5 år på små 50 liters fade kaldet caratelli.